Klumme

Sporten er vores hellige sted

Det var uforståeligt og perverst for mange, at en amerikansk basketballstjerne grædende insisterede på at spille kamp for øjnene af hele verden, dagen efter at hans søster var død i et trafikuheld. Men for os, der så det, var det selve meningen med spillet
"I Love You Chyna" skrev Isaiah Thomas på sine sko forud for kampen mod Chicago Bulls.

"I Love You Chyna" skrev Isaiah Thomas på sine sko forud for kampen mod Chicago Bulls.

AP Photo/Charles Krupa

Debat
22. april 2017

Det var virkelig ikke behageligt, det forstyrrede den livsvigtige forestilling om, at sport i et par timer er det vigtigste i verden, så man kan træde ud af den alvorlige virkelighed og ind i et andet ufatteligt intenst rum. Men det kunne ikke ignoreres.

Den amerikanske basketballstjerne Isaiah Thomas sad et par timer inden den første playoff kamp for Boston Celtics og græd ved sidelinjen. Hele sæsonen har handlet om at være klar til det, der begyndte søndag aften. Og hele hans karriere skulle kulminere nu. Han er alt for lille til at være basketballstjerne, og ingen hold i den amerikanske professionelle liga ville have ham, dengang nye spillere skulle rekrutteres. Han blev valgt som den sidste.

Alligevel er han blevet en af de bedste. Sådan en som alle elsker, selv om han spiller hårdt, fordi hans succes viser, at spillet ikke er afgjort på forhånd. At man kan komme ud over sit elendige udgangspunkt og finde en balance mellem leg med bolden, fordi man har lyst, og træning alene, fordi man skal, og som skaber de øjeblikke, hvor spillet bliver sublimt.

Vi ved, at det er meningsløst.

Der er stadig den globale opvarmning, krigen i Syrien, Trump, Putin og fordelingen af penge i verden, som er så vanvittig, at man kan undre sig over, at oprøret ikke er sket før.

Dummere er vi heller ikke, selv om det kunne se sådan ud, når vi, voksne mennesker i 40’erne, sidder iført en T-shirt med et idols navn på og ser sport og kalder mennesker, vi ikke kender, for pissedumme svin og råber, at vi elsker spillere, selv om vi aldrig har mødt dem. 

Men sporten er den parentes, hvor kampen mellem to hold med hver fem mand, som skal smide en bold gennem en ring, er det eneste, som betyder noget. I et par timer. Og det er ikke kun en negation.

Når folk slås for en retfærdig fordeling af pengene eller går i krig for deres frihed, er det også friheden til at se de bedste udøve den smukkeste sport, som de slås for. 

»Thank God for sports,« som Jeff Bridges siger i en film efter en dag, hvor alt er gået ad helvede til, og der ikke er udsigt til, at noget bliver bedre, og han synker ned i en sofa og slår op på sportssiderne i en avis. Gud ske tak og lov for sporten.

Men dagen inden den første finalekamp var Isaiah Thomas’ 22-årige søster blevet dræbt i et trafikuheld, og nu sad han og græd. Ville han  spille efter det?

»Det er et af disse skæringspunkter mellem sport og det virkelige liv …« sagde studieværten på amerikansk tv.  

De her skæringspunkter, hvor breaking news fra et terrorattentat eller en privat ulykke afbryder en sportstransmission, og det virker forkert at insistere på, at sporten er det vigtigste. 

Den amerikanske basketballlegende Charles Barkley var medkommentator og sagde, at han fik det dårligt af at se Thomas sidde og græde. Man skal ikke spille, sagde Barkley, hvis noget så forfærdeligt er sket.

Men en anden amerikanske basketballegende, Shaquille O’Neal, var uenig med Barkley:

»Basketball is our sanctuary,« sagde han. Vores hellige sted. Man gør det, man er god til, det eneste, man er rigtig god til, og så bliver alt det andet irrelevant i bare et par timer. Han havde selv spillet efter et dødsfald i familien.

Og vi ser på det. Vores kroppe er uden alder og bevidstheden uden selvbegrænsninger, når vi ser sport. Vi kan stadig som ældre, ude af form og med vores kontorkroppe lukke øjnene og forestille os, hvordan vi ville gå neden om den høje forward og lægge bolden direkte i kurven. 

Og Isaiah Thomas spillede kampen, han spillede ikke for at overleve, men for at vinde og lave sine finter og finde sine egne veje rundt på banen, veje, man først ser, når han åbnet dem. Det, han har ventet hele sit liv på at vise verden. Han gjorde det faktisk.

Og vi, der fulgte kampen, var optaget af, om han kunne holde det rum åbent, og egentlig ikke af, om Celtics vandt. I begyndelsen i hvert fald. Det var det rum, han kæmpede for den aften, fordi alt det andet bliver til at bære, hvis det ikke fylder hele virkeligheden hele tiden.

Det er en slags opium for folket, det er klart.

»Ulykkeligt er det folk, som har brug for helte,« sagde Bertolt Brecht.

Men folket er ulykkeligt indimellem, og det gælder ethvert folk, og så har vi brug for helte, som kaster med bolde og ikke med bomber, og vi har brug opium, som gør, at vi kan bære synet af en lille fyr, som græder over, at hans søster lige er død i et trafikuheld. Tænk sig, han gav os det hele. 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Andersen

Tak for en god klumme, Rune Lykkeberg!

Søren Jacobsen

Religion og sport er bedøvende opium for folket.