Kommentar

Jeg er træt af islamsnakken

Meget tyder på, at vores Europa kan gå en islamisk fremtid i møde, men pæne mennesker og offentlige stemmer er for ængstelige til at indse og vedstå, hvad der nu nærmer sig
29. april 2017

Åh, hvor kan man blive træt af islam-snakken! Den følelse kender de fleste af os. Nogle få er trætte af islamkritik, fordi de stadig tror, at alt bliver godt, hvis vi dog bare kan lære at tale pænt og rart til de nyankommne; andre af os føler ubehag, fordi vi alt for ofte har siddet dér med øjnene på teksten og ordene i ørerne og igen, igen indset, at den megen skrift og tale ikke bragte os noget nyt sted hen.

For sagen er jo den kedelige, at der i langt størstedelen af den stædigt roterende islam-snak stadig røres rundt i de humanistiske gryder, som leverede hofretterne til en 90’er-opvækst. Men der er ingen løsninger i 90’er-opskrifterne.

De er afprøvede et utal af gange, og de venlige trylleord om det frie enkeltmenneske med det gode indre og de umistelige rettigheder har ikke fået muslimerne til at blive som os. Tidens skæve gang har ikke gjort efterslægten mindre korantro end de oprindeligt tilvandrede, og alt tyder på, at det overvejende flertal af herboende muslimer ikke ønsker at ende som os.

Hvad ønsker de så? De ønsker at bekræfte deres ståsted og befæste deres stilling som nytilkomne med egne hensigter – hvad ellers? Sådan har alle vandrende folk altid fundet deres veje, og en gammel virkelighed er nu ved at blive ung igen her på vores plet af den store, vilde verden: en folkevandringstid – med alt, hvad dertil hører.

Fra pæne menneskers munde

Islam er kommet for at blive, og det kan der ikke ændres på, lyder det fra pæne menneskers munde; og jo, jo, det kan der vel være noget om – kan man så sidde dér og tænke i sin velfriserede sådan-er-det-jo-verden. Men det virkelige spørgsmål er ikke, om islam er kommet for at blive, men om islam er kommet for at snylte, vokse og æde sig ind på alt det, der før var os og vores. Meget tyder på det.

Meget tyder på, at vores Europa kan gå en islamisk fremtid i møde. De bliver ved med at komme, deres børnetal er højere end vores, og hvis det fortsætter sådan, ja, så går det, som den slags jo går: Et udmattet folk glider ned ad slisken mod mindretallets vilkår, og en anden, mere livskraftig, stamme overtager det døende folks landområde.

Hvis vi skal undgå det, så kræves der andet og mere end debatsnak om religionskritik og frihedsrettigheder. Det er ikke tilstrækkeligt at udpege krigerprofetens skyggesider; vi må inddæmme hans følgere. For faren er jo ikke islam som idéverden; faren er de mennesker, der faktisk tror på de islamiske renhedsforskrifter. Det er muslimerne, vi ængstes ved – og det er vel at mærke ikke kun de voldsberedte muslimer, men de rettroende muslimer i det hele taget: mennesker, som hylder en slavelov og længes efter at omstøbe vores verden efter den.

For hvert angreb og hver krænkelse, der rammer os, nærmer det skred sig, hvor erkendelsen indfinder sig – erkendelsen af, at islam-spørgsmålet ikke vil blive løst efter humanistisk opskrift. Det drejer sig ikke kun om angrebene, men også – og frem for alt – om den daglige erfaring af utryghed og tilpasning. Områder, hvor man ikke kan færdes frit; mad, der ikke er rent nok til at blive serveret. Det handler om begge dele. For viljen til vold og dyrkelsen af egen renhed er to sider af samme sag – to udtryk for den islamiske knægtelse af frie menneskers værdighed.

Det nærmer sig

Alt det snakkes der efterhånden ofte om, men de offentlige stemmer er alligevel for ængstelige til at indse og vedstå, hvad der nu nærmer sig. Ja, denne tekst er en spådom, så lad os få fremtiden på bordet: i den tid, der kommer, vil flere og flere fornemme, at der kræves en ny ligefremhed, hvis der skal værnes om livet og freden her hos os. Først vil det komme som en glidning, og siden vil det melde sig som et skred. Eller sagt i al korthed: Vi vil begynde at længes efter særlove til inddæmning af islams tilhængere i Vesten – og en skønne dag vil vi indføre dem.

For alt er ved at blive anderledes. Som tiden går sin gode gang, vil vi finde ind til en samklang mellem vreden mod fjenden og kærligheden til hjemmet, og vi vil bestemme os for tiltag, som vi i hyggeligere tider aldrig havde forestillet os at lægge navn til: ikke blot hævede grænseværn, men også øget overvågning, håndfaste skærpelser af straffeloven, lukning af moskéer og islamiske friskoler, afskæring af korantro muslimer fra offentlige embeder, fratagelser af statsborgerskab, tvangsudvisninger og interneringer af bekendende islamister og kriminelle med indvandrerbaggrund – det bliver nogle af fremstødene til værn mod de fjender, som allerede er i landet og ikke er blevet venligere stemte i al den tid, vi har aet dem på kinderne.

Alt det, vi ser omkring os og mærker i os, er kun antydninger af det, der kommer. Angrebene vil fortsætte, og kravene om tilpasning vil øges for hvert knæfald, vi gør.

Det nærmer sig.                                            

Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst, ph.d.-stipendiat og cand. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Hede
Anders Hede anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

Nej, der er intet nyt eller specielt europæisk i JCN's tankegang, det særlige er måske blot, at han får udtrykt disse holdninger i en venstresnoet avis.

Hvor mange, han er ude efter i sit korstog mod korantro islamister, ved jeg ikke. Men den konkrete situation, vi står i, er, at islamistisk propaganda, fra bl.a. moskeer og muslimske organisationer, har fremmet kriminalitet, hvervning af islamistiske krigere, opfordring til vold og terror, m.v. Nogle er interneret for sådanne forhold, udvist eller på tålt ophold, under overvågning, o.s.v.

Man har lov til at håbe på, at disse problemer kan nedtrappes, men i betragtning af det fortsatte indvandringspres, som Europa kan forvente, synes det måske mere realistisk, at problemerne vil øges og afkræve os en mere bevidst stillingtagen end hidtil udvist. Der findes antagelig ingen nemme løsninger, og den tid, hvor sagen kunne fejes ind under gulvtæppet, er forbi.

Vi har godtroende åbnet dørene for alle. Jo flere, vi lukkede ind, jo længere blev køen, og konsekvenserne er nu ved at vokse os over hovedet. Strategerne forlanger, at Østeuropa, hvis ungdom er rejst til Vesten som billig arbejdskraft, i stedet skal tage imod muslimske flygtninge, men det får vi dem næppe til. De har tidligere kæmpet hårdt for ikke at blive overrendt af tatarer og osmannere. Skal de lægge sig fladt ned, mens Merkel og Junker vasker hænder, og Erdogan forkynder sin gyldne vision om, at muslimerne skal overtage herredømmet i Europa i kraft af deres eksponentielt voksende antal?

Poul Erik Pedersen

Søren Tolsgaard:
Jeg skal undlade at kommentere på Informations redaktionelle linje, det må være op til avisens redaktion at redegøre for rationalet bag offentliggørelsen af de indlæg avisen modtager.
Mht. propaganda: her mener jeg at det er vigtigt at holde tingene adskilt. At der drives en bestemt form for propaganda, fører ikke automatisk til voldelige handlinger. Det er vigtigt at huske at der altid er et menneske bag en konkret handling, et menneske der har et valg og hvis vedkommende vælger volden er han/hun naturligvis også ansvarlig og må tage den straf der følger. På den anden side er det da naturligvis til enhver tid vigtigt at imødegå de der opfordrer til voldelige handlinger med indsigelse og argumentere for, hvorfor vold ikke er acceptabel adfærd inden for en demokratisk grundordning. Det er stadigvæk kernen i den europæiske retsopfattelse og demokratiopfattelse.
Hertil hører også at vi ikke kan gøre en hel gruppe ansvarlig for enkeltpersoners handlinger, igen er det vigtigt at understrege at der er historiske fortilfælde for at når man gør dette er der en risiko for at hele folkegrupper kan lægges for had og det derved også bliver legitimt at udelukke disse og i sidste ende begå folkedrab.
Forestillingen om en eksponentielt voksende befolkningsdel som, hvis ikke man handler, udgør en trussel mod samfundsordenen er også en gammel europæisk tankegang. Oprindelsen hertil kan findes i Malthus ideer, her var problemet ikke muslimen men den fattige. Malthus argumenterede imod at hjælpe den fattigste del af befolkningen, fordi dette blot ville give de fattige mulighed for at formere sig endnu mere. Det er en argumentation der så er blevet brugt, iøvrigt over lang tid, i de socialpolitiske debatter. Men pointen er jo: den faktiske udvikling viser jo at hjælpen ikke betød at antallet af fattige steg ukontrolleret, den betød faktisk et generelt løft i befolkningens almindelige levestandard og, ikke at forglemme, at de fattige faktisk fik færre børn. Så man skal altså passe på med statistiske fremskrivninger og, på baggrund af disse, udmale katastrofe-scenarier, for det er ikke sikkert at de holder. Det er mere konstruktivt at holde sig til de faktisk eksisterende problemer, for at søge løsninger på dem, det har virket tidligere og derfor er der også en mulighed for at det kan virke nu hvis vi selv vil og tror på det.
Med hensyn til de Øst-Europæiske erfaringer: det er god retorik, men jeg vil tillade mig at mene at både den nære og fjerne fortid er en smule mere kompliceret. At forenkle Østeuropas historiske erfaringer til at "være overrendt af tatarer og osmannere" er at fuske med historien, dokumentation herfor kan findes i Curt Sørensens store værk "stat, nation, klasse".
Endelig: jeg mener en hel del af diskussionen om flygtninge/indvandring overser en vigtig problemstilling: en del debattører glemmer at overveje hvad der er årsagen til at folk flygter. Forenklet spurgt: flygter folk fordi de har lyst til det eller fordi de befinder sig i en livstruende situation? I den forbindelse: har vi, som krigsførende nation, et ansvar for flygtningesituationen i og med vi deltager i militære operationer i de områder hvor folk flygter fra? Et vigtigt aspekt er jo også at en del af de militære engagementer vi har indladt os på ikke har været sanktioneret af FN, eller noget der har været enighed om blot i EU-medlemslandene. Kan det virkeligt være i et lille lands interesse at svække den internationale retsorden?

Sören Tolsgaard

Poul Erik Pedersen -

Jeg bifalder ikke vores krigsindsats i nyere tid og kan derfor ikke forsvare den, men den har vel været prisen for medlemskab af den internationale forsvarsalliance, vore folkevalgte sætter højest, nemlig NATO. Hvorvidt EU eller FN kan mobilisere et mere retfærdigt mandat, vil jeg lade stå hen, men krigsindsatsen har vel det formål at bekæmpe uretfærdighed, om end man kan betvivle mål og midler.

Det kan argumenteres, at vore krige har øget konflikterne og flygtningestrømmene, men NATO's tøven i Syrien synes dog langtfra at have mindsket spændingerne, for andre træder blot så meget desto stærkere ind på krigsskuepladsen. Og flygtningenes antal vil antagelig stige, uanset vores krigsindsats, fordi visse områders befolkning fortsat stiger eksponentielt. Lyspunkter kan skimtes, bl.a. Kinas familiepolitik, men i muslimske lande prædiker lederne stadig formering som redskabet til at erobre verden, og de senere årtiers mangedobling af befolkningen er simpelthen ikke bæredygtig. Der tales derfor nu om at løse problemerne, hvor de opstår, med en humanitær indsats, som må inkludere familieplanlægning, da det synes stadig mere klart for europæerne, at vi bliver overendt, hvis vi fortsat tager imod de muslimske landes overskydende befolkning.

Det oldkristne Anatolien og Balkan blev erobret og behersket af de muslimske osmannere igennem århundreder, til det lykkedes østeuropæiske allierede at stoppe fremrykningen. Først tog de Konstantinopel, nu tager de København, som inklusive Malmø er ved at være tabt for blåøjede/kristne skandinavere.

https://da.wikipedia.org/wiki/Det_Osmanniske_Rige

I øvrigt har østeuropæiske lande, som nu er med i NATO, deltaget i den samme krigsindsats som os, men bliver ikke overrendt af muslimer, og deres hovedstæder bliver ikke hærget af terroraktioner. Hvorfor mon ikke?

Sören Tolsgaard

Historien skal ikke forenkles, men at Østeuropas kamp mod osmannerne og tatarerne var hård og langvarig, er faktum. Det er blot 100 år siden, de sidste løsrivelseskampe fandt sted, og bevistheden herom er givetvis stadig nærværende i det østlige Europa.

https://da.wikipedia.org/wiki/Det_Osmanniske_Rige#Slutfase_.281908-1922.29

"Det osmanniske system byggede for en stor del på slaveri. Eunukker, haremsdamer, janissarer og almindelige slaver var en del af riget. Der blev solgt kvindelige slaver i Istanbul så sent som 1908. Ca. 1/4 af Istanbuls befolkning bestod af slaver, først sent i 1800-tallet begyndte slavehandlen langsomt at aftage. Slaverne blev købt af arabere, taget fra de kristne befolkninger, købt af Krim-khanatet (Krim Tatarer) der tog dem (i dag russere, ukrainere, rumænere og polakker) som krigsbytte på steppen, eller købt af Barbarkystens pirater. Denne slavehandel havde en voldsom indflydelse på de lande, der blev udsat for den, og har fastholdt det Osmanniske Rige i en ineffektiv økonomi. Krim-khanatet og det Osmanniske Riges nedgang er da også nærmest parallel, Krim-khanatet ender i 1783, da Rusland erobrer det. Krim-khanatet var en slags vasal af osmannerne, men blev mere behandlet som en allieret. Khanatets historie er en vigtig del af den osmanniske historie, da de som sagt stod for en stor del af slaveleverancen, men typisk også deltog sammen med dem i osmannernes krige. Ruslands opstigning til magten og krige mod Khanatet (og osmannerne) kan til dels ses som en reaktion på Khanatets plyndringer og slavetogter."

Poul Erik Pedersen

Søren Tolsgaard.
Med hensyn til den danske krigsindsats: det er ikke alle de militære aktioner Danmark har været involveret i, der har været NATO-aktioner. Nogle har haft prædikatet "koalitionen af de villige", det var en nem måde at komme uden om de internationale organisationer og de større europæiske lande på. Læg vel mærke til: vores sydlige nabo, Tyskland, har været langt mere tilbageholdende med at engagere sig militært i de internationale konflikter. Efter min mening en lidt mere forstandig politik, hvor det igen kan undre at danske politikere ikke har været mere opmærksomme på den store nabos position.
Med hensyn til de muslimske lederes prædiken om formering, som redskab til at erobre verden: hvad er kilden hertil? Iøvrigt: argumentationen om befolkningsudviklingen er sådan set blot en gentagelse af tidligere fremførte argumenter, et forhold der jo ikke i sig selv øger troværdigheden. Som jeg har vist tidligere: det var også en del af den europæiske debat for nogle hundrede år siden - og det kom som bekendt til at gå anderledes.
Med hensyn til en muslimsk fremrykning i Europa: det er omkring 400 år siden at der har været tale om en militær fremrykning, den blev standset ved Wiens porte i 1699. Så det er vel et spørgsmål om hvor aktuel en sådan problemstilling egentligt er. Det forekommer mig iøvrigt lidt besynderligt at sammenblande civile vandringer med militære operationer, her må der vist være tale om at blande æbler og pærer - men igen er der jo tale om en god retorik. Påstanden om at København og Malmø skulle være tabt for kristne skandinavere må vist også karakteriseres som retorisk, en påstand jeg gerne ser uddybet med argumenter. Det er nødvendigt hvis dette skal tages alvorligt, så jeg ser da gerne både argumentation og dokumentation.
Mht. Østeuropa: at det kun skulle være 100 år siden at de sidste løsrivelseskampe skulle have fundet sted, har jeg svært ved at se dokumenteret i den citerede kilde. En kilde der iøvrigt baserer sig på en dansk leksikonartikel fra 1923, sådan ca. på samme tidspunkt som det moderne Tyrkiet grundlægges. Det vil nok kunne lade sig gøre at finde historiske analyser af nyere dato, baseret på nyere forskning på feltet. En diskussion af aktuelle problemstillinger, baseret på 90 år gamle kilder er ikke rigtigt hensigtsmæssig. Hertil kommer at brug af historiske erfaringer, i en aktuel situation, aldrig er faktuel - de tjener et formål. Igen er den europæiske historie leveringsdygtig i talrige eksempler på, hvad historien kan bruges til i en "retfærdig" sags tjeneste. Derfor må man også forholde sig kritisk til hvordan historien bruges.

Sören Tolsgaard

Poul Erik Pedersen -

Store spørgsmål kan uddybes. Her ikke plads til flueknepperi, og dansk politik har uanset regering været, at vi har lagt os i kølvandet på USA. Frankrig har styrke til at markere egne synspunkter, og Tyskland har af historiske grunde holdt lav pistolføring, men det hører med i billedet, at netop Frankrig og Tyskland er blandt verdens største våbeneksportører, mens de muslimske lande er blandt de største importører.

http://finans.dk/live/erhverv/ECE7765983/Her-er-de-st%C3%B8rste-eksport%...

Kilderne til den muslimske tro på formeringens velsignelser er vel flere. Fastholdelse af oldtidens kultus, hvor hærens størrelse var grundlaget for ekspansion, gør sig stadigvæk gældende, selv om befolkningen forlængst har overskredet den størrelse, hvor det civile samfund har gavn deraf. Man kunne leve langt fredeligere sammen, hvis en konsekvent politik som den kinesiske blev gennemført. Nu beror man sig i stigende grad på migration og nødhjælp, såvidt europæerne står model dertil, idet de muslimske ledere fastholder de ekspansive tilbøjeligheder.

https://en.wikipedia.org/wiki/Demographics_of_Turkey#/media/File:Turkey-...

Man kan naturligvis dyrke en idealistisk tro på, at muslimske befolkningers eksponentielle vækst vil ophøre. Meget tyder dog på, at den vil fortsætte langt ud i fremtiden, og at det vil medføre stadig større katastrofer. Her i Europa vil presset tage til, flere og flere tilstræber at tilslutte sig dem, vi allerede har modtaget, og parallele samfund vil gradvis overtage de større byer. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, ligger den tid, hvor etniske nordboere bliver et mindretal i Øresundsregionen, ikke særlig langt ude i fremtiden.

Mht. Østeuropa må jeg medgive, at min henvisning stort set beror på et ældre værk, hvad jeg ikke lige havde bemærket. Substansen er dog ikke nødvendigvis ringe eller usand, og mere nutidige referencer kan i høj grad bekræfte, hvad jeg egentlig anså for velkendt, at osmannerne sad på en stor del del af Balkan frem til slutningen af 1. Verdenskrig. Der var naturligvis ikke længere tale om ekspansion, men forsøg på at fastholde besiddelser, som gradvis gik tabt pga. de lokale folkeslags oprør. Og havde ikke England forhindret det, ville enten russerne under krimkrigen, eller bulgarerne under balkankrigene, have fordrevet osmannerne fra Konstantinopel. Stemningen og det lokale styrkeforhold var dertil, men englænderne ønskede ikke slavisk dominans ved Bosperus.

Mht. Krimkhanatets slavetogter i Østeuropa, så varede de ved, indtil russerne erobrede området i slutningen af 1700-tallet. Nogle beretninger er vel overdrevne i forskelligt favør, men man kan næppe overdrive den frygt, den lokale befolkning oplevede i de århundreder, hvor disse togter fandt sted. Vel er styrkeforholdet vendt, men bevidstheden om, at utallige østeuropæere blev anvendt som slaver og konkurbiner, og derved "integreret" af den daværende stormagt, som man frygtede, eksisterer fortsat, og derfor vækker Østeuropas lave fødselstal, ungdommens flugt mod vest og vor tids muslimske migrationsbølger, som EU forlanger implementeret, dybtliggende frygt og modstand.

http://www.academia.edu/2971600/Slave_Trade_in_the_Early_Modern_Crimea_F...

Sider