Læserbrev

Travlhed går ud over sygeplejestuderende

Debat
22. april 2017

Travlheden på sygehusene har ikke kun konsekvenser for patienter og personale, men påvirker i høj grad også de sygeplejestuderende. Næsten 50 procent af uddannelsen til sygeplejeske foregår på sygehusene, i hjemmeplejen og i sundhedsklinikker. Det er vigtigt, at vi studerende lærer, hvordan man tømmer et kateter korrekt, giver sondemad, fjerner et drop eller flytter en rygskadet patient. Det kan vi ikke lære ved at læse i en bog.

Men lige nu er travlheden så enorm, at vi bare må følge med, så godt vi kan.

Jeg har indtil videre været i praktik i tre måneder på to forskellige sygehusafdelinger. Og jeg er som alle sygeplejestuderende blevet sat i det samme dilemma: Vi må insistere på, at vi er studerende, som arbejder uden løn for at lære. Men vi må også – i manglen på hænder – skride til som ufaglært arbejdskraft.

Det er fair nok en gang imellem, men alt for ofte skader det vores muligheder for selv at blive dygtige sygeplejersker. Som studerende regnes vi ind i personalet. Ikke fordi afdelingssygeplejerskerne vil os det dårligt. Men fordi de ved, at vi kan dække ind for andre, når travlheden er for stor.

Vi lærer godt nok at arbejde under pres, men lærer vi at udføre sygeplejen korrekt? Jeg tvivler.

Skal praktikken være bedre, skal sygeplejerskerne og sosu-assistenterne have mere tid til at vise os, hvordan man gør og hvorfor. Tid til at snakke med os om, hvad vi kan gøre bedre og til at tjekke, om vi har udført vores opgaver korrekt. Tid til at tjekke, om vi kan teorien bag de handlinger, vi udfører. Men det kan de ikke, så længe de skal udføre det samme arbejde, som der tidligere var tre personer til.

Politikerne må indse, at flere patienter også kræver mere personale. Politikernes krav om evige effektiviseringer risikerer at få vidtrækkende konsekvenser for fagligheden hos fremtidens sygeplejersker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her