Læsetid 6 min.

Dette er det tredje forår, jeg kæntrer

Jeg får kvalme af det hykleri, jeg som patient mødes med, den evige forståelse, den forlorne lydhørhed, de brede, tomme smil, tomme og brede som Strandvejens smukke cykelstier: Det spises man af med, hvis man har rotter på loftet og uro i hjertet
’Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods,’ skriver dagens kronikør, forfatter Cecilie Lind.

’Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods,’ skriver dagens kronikør, forfatter Cecilie Lind.

Miriam Dalsgaard
20. april 2017

Før har jeg sat min lid til, at når tiden går, så går jeg med, og så går det nok, og bedre, men det har vist sig usandt. Dette er det tredje forår, hvori jeg kæntrer, og behandlingen, jeg nyligst er indtrådt i, er en behandling, der bringer mig i yderligere afmagt. En behandling, der leder frem mod, at iveren, apatien er uvelkomne størrelser. Man skal lære at tøjle sig, sådan at en samtale ikke tager karakter af trosbekendelse. Sådan at andre mennesker ikke ængstes unødigt over, hvorvidt man er lidt gal, lidt afvigende. Og det er man.

Man kommer for skade at fortælle om sine selvmordstanker, naboer der vil smide én ud, fordi man indimellem bliver et bæst, der skriger, hulker og banker hovedet ind i væggen, sit usle hjerte, symptomerne, drømmene, selvskaden, for hurtigt, til fremmede mennesker.

Man hyperventilerer i den offentlige transport, fordi en mand vipper hektisk med sin fod. Det er et problem. Påpeger terapeuterne. At være så neurotisk, så sart som en prinsesse på en ært. Helst skal man være lunken, som en god bruser. Man skal ikke være som feriernes brusere på de billige hoteller: hysterisk varme, hysterisk kolde, i pludselige skift. Det går ikke. Det går ikke an, at turisten, der er medmennesket, ikke kan vide sig sikker på bruseren, på mig.

Psykiske nedsmeltninger

Alt det liflige billedsprog, der findes i psykiatrien!

Alle de illustrationer af blå blomster i pamfletterne! Poesiens blå blomst og sygdommens og dødens pølse: den offentlige psykiatri. Det er svært at forklare den modstand, jeg nærer mod dem, der forsøger at hjælpe mig frem til den bedre tilværelse, og det endda gratis. Mit velfærdssamfund i fuldt flor (dvs: et år med halvanden times gruppeterapi en gang om ugen, når diagnosen er: »personlighedsforstyrret«), men det er sådan, kravene er: Jeg skal betro mig, dele episoder (psykiske nedsmeltninger).

Jeg skal se, at det er en fejl ved mine medpatienter, at de giver sig hen til computerspil, bøger, gråd, mad. Eskapisme skal vi komme til livs. Trang til flugt, til hi, er af det onde, lediggang især, er af det onde. Formålet med det raske er: arbejde, det normale.

Og så skal man le en jovial latter, sammen, selv om det er alt andet end rart at sidde i et lille rum, på stole, frarøvet bord, kaffe, mæle, mens man forsøger at holde ryggen rank, vreden i skak. Vreden er ikke sand, det er udsagnet, det er, hvad behandlerne forklarer mig. Vreden er skalkeskjul for andre følelser.

Hvis min udmelding er: Jeg er vred, aggressionerne sidder i tænderne, får dem til at klapre, mit blod koger, og jeg er klar som en klar himmel til at gå i kødet på rummet, på flosklerne og på det system, der varetager de sarte sind via pakketilbud (de psykisk syge er kvæg, der skal fordeles på stalde, mange spændende stalde, spiseforstyrret, personlighedsforstyrret, bipolar f.eks., fordelingen sker på: Centralvisitationen, menneskernes sølle bud på fordelingshatten).

Hvis jeg siger: Jeg er vred, så er opgaven, den terapeutiske: afdækning, hvad dækker vreden over? Hvilken tristhed i knoglemarven må skrabes ud, ses an, i gruppen, hvad føler jeg reelt? Hvad er hændt mig, som har voldt mig så stor en sorg, at jeg må hidse mig op og tale timen varmere, mere uvenlig end beregnet? Kort sagt: Hvad er mit problem?

Ét år

Det spørgsmål stilles jeg, da jeg mister besindelsen, fordi en terapeut ikke kan forstå, at en patient ikke er klar på at gå fra 4 timers arbejdsuge til 37 timers arbejdsuge, fra den ene dag til den anden, nu patienten snart er raskmeldt (det vil sige har opbrugt sin tildelte tid, det ene år, i behandlingen), hvorfor tænker patienten destruktive tanker? Hvad er patientens problem? Sagsbehandleren har brug for en god forklaring, hvis ikke patienten er villig til at forklare sig, er det klart, at hun ikke møder forståelse fra de kommunalt ansatte.

Det mener terapeuten, hvis ærinde er at få patienten til at forstå, at det er patientens problem, at kommunen ikke godtager den udtalelse, en psykolog, der har haft patienten i behandling gennem længere tid, har forfattet. Kommunen er i sin gode ret til at bede en tredje psykolog, en psykolog fra kommunen selv, til at revidere bedømmelsen af patientens arbejdsevne, denne bedømmelse vil trumfe al anden information, kommunen har taget i øjesyn. Patienten er sammenbruddet nær, vred. Bange.

Og vi, gruppen, skal diskutere, hvordan patienten kan lære at kommunikere bedre, kan lære at tackle sin uhensigtsmæssige frustration. Jeg forvirres: Jeg spørger, hvordan behandlingen kan baseres på en tese om, at alle personlighedsforstyrrede mennesker på præcist et år bliver raske og arbejdsduelige, hvorfor alle, både de spiseforstyrrede og de personlighedsforstyrrede og de angste, modtager gruppebehandling, når det står klart, at langt fra alle trives i den kontekst, om det dog ikke er penge, der mangler? Det benægtes.

Formen

Systemet er systembevarende, på laveste plan. Behandlerne har intet ondt at sige om deres arbejdsvilkår. Hvis jeg har et problem, er problemet udelukkende mit. Helbredelse er mulig. Formen er god. Formen er: gruppe. Evidens viser, at stort set alle bliver raske. Hver gang jeg indvender: ikke jeg! Svares jeg: Evidens! Formen er at patronisere. Formen er konstant italesat, aldrig til diskussion. Formen er systemernes form. Vrede er ikke vrede. Vrede er bladguld. Vreden tages fra mig, og jeg gives et offerskilt, så længe jeg er villig til at trave rundt med det, er jeg okay, sød endda, stakkels tilmed, men så snart jeg formaster mig til at påpege problemer og inkonsekvens i behandlingsstrategien, så snart jeg er anfægtet af postulatet om, at jeg ikke er i stand til at tænke fornuftigt på grund af min følelsesmæssige ustabilitet, er jeg ikke længere kær og forulykket, så må jeg kende min besøgstid.

Jeg må rette henvendelse andetsteds, hvis jeg mener noget alvorligt med mine indvendinger, altid andetsteds. Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods. Grupperummet skal være et fristed, hvor man kan ae rygge, nynne til ro, forstå. En forståelse der beror sig på det nære. En forståelse, der ikke handler om: strukturer, samfund, besparelser. Man er pålagt at knytte sig til gruppen, det vil sige: ødsle ud af alskens smerte til de syv andre ansigter på de cirka syv minutter, man har til rådighed. Jeg får at vide, at det, man træner i gruppen, er »relationer«, og at gruppen som koncept er vigtig, fordi folk med personlighedforstyrrelser ofte har relationsproblemer.

I teorien: nogenlunde fornuftigt, i praksis: til grin, fordi tiden er alt for knap, og hvert ord man siger, bliver et ord, en anden ikke får sagt. Fordi abstraktionsniveauet, refleksionsplanet er ikke-eksisterende. Fordi man cirka bebor en opgraderet damebladsbrevkasse, og derfra skal man lære at gebærde sig i en verden, der vil mønterne og den gode ro, den gode orden, det hellige, almindelige virke: middagsselskaber, fuldtidsstillinger, hundeluftning. Jeg får kvalme af det hykleri, jeg som patient mødes med, den evige forståelse, den forlorne lydhørhed, de brede, tomme smil, tomme og brede som Strandvejens smukke cykelstier: Det spises man af med, hvis man har rotter på loftet og uro i hjertet: Gæt og grimasser.

Cecilie Lind er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Maiken Guttorm
    Maiken Guttorm
  • Brugerbillede for Ken Sass
    Ken Sass
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Jens  Kofoed
    Jens Kofoed
  • Brugerbillede for Marie Mollerup
    Marie Mollerup
  • Brugerbillede for Henrik Wagner
    Henrik Wagner
  • Brugerbillede for Tue Romanow
    Tue Romanow
  • Brugerbillede for Lars Ebeling
    Lars Ebeling
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Heidi Larsen
    Heidi Larsen
  • Brugerbillede for Lone  Sæderup
    Lone Sæderup
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
Poul Solrart Sørensen, Maiken Guttorm, Ken Sass, Peter Wulff, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Kofoed, Marie Mollerup, Henrik Wagner, Tue Romanow, Lars Ebeling, Anne Schøtt, Heidi Larsen, Lone Sæderup og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

I teorien: nogenlunde fornuftigt, i praksis: til grin, fordi tiden er alt for knap, og hvert ord man siger, bliver et ord, en anden ikke får sagt. Fordi abstraktionsniveauet, refleksionsplanet er ikke-eksisterende. Fordi man cirka bebor en opgraderet damebladsbrevkasse, og derfra skal man lære at gebærde sig i en verden, der vil mønterne og den gode ro, den gode orden, det hellige, almindelige virke: middagsselskaber, fuldtidsstillinger, hundeluftning. Jeg får kvalme af det hykleri, jeg som patient mødes med, den evige forståelse, den forlorne lydhørhed, de brede, tomme smil, tomme og brede som Strandvejens smukke cykelstier: Det spises man af med, hvis man har rotter på loftet og uro i hjertet: Gæt og grimasser.

I et nu men ikke dengang forlist parforhold, ofrede jeg, for ikke så længe siden, ikke ubetydelige mængder af tid og penge i selskab med min nu ex-LadosKaldeHendeConnie og så Frank.
Frank var vores parterapeut. Certificeret og autoriseret psykolog, naturligvis, komplet udstyret med praksisrum a a lá Gatsby, og en dertilhørende og passende 'jeg-lytter-engageret-attitude': Dybe, empatiske vejrtrækninger og et lettere forundret blik, som hos en hvalp, der ikke helt vil kendes ved den pøl af urin, den netop har efterladt på tæppet.

Men Frank var sgu Cool! Sådan lidt på trods. Det er egentlig det jeg vil frem til. for selv om jeg selv og 'Connie' aldrig igen fandt hinanden som par (vi er til gengæld perlevenner), og Frank dermed i en vis forstand havde både svigtet sin mission og - ikke mindst - spildt både alles tid og vores penge, så lykkedes han i løbet af vores årslange bekendtskab og 'terapi' alligevel med at udtrykke sagens kerne:

"Det er som den der strofe begået af Tove Ditlevsen". Sådan cirka sagde Frank, i et i bagklogskabens klare lys desperat forsøg på at få 'klienterne' til at se: "jo, fra digtet 'Barndommens gade' ".

Og så citerede Frank sgu Tove Ditlevsen! Det gjorde han sgu, og han havde ret! Han havde sgu alligevel læst både mig og 'Connie' som en åben bog, og satte os følgelig til vægs med fucking fire linjer:

Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven

Vi er mange herude, Cecilie Lind. Venner alle sammen, omend vores blikke måske aldrig mødes..

Maiken Guttorm, Eva Schwanenflügel, Heidi Larsen, Christina Hauer Jerløw, Marianne Stockmarr, Lars Ebeling, Anne Schøtt, David Zennaro og Ulrik Gutt-Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulrik Gutt-Nielsen
Ulrik Gutt-Nielsen

Cecilie skriver i en Lind strøm. Det er som digt. Om svigt. Om behandleren der ikke gør sin pligt. Tak fordi du deler. Bare du kan holde dig hel alligevel.

Eva Schwanenflügel og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

C.L. Fantastisk god beskrivelse af psykiske lidelser og hvordan du har det med omgivelserne og menneskene omkring dig. Jeg kender desværre flere, der har det, som du så klart beskriver det.
Katho

Poul Solrart Sørensen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Wagner
Henrik Wagner

Meget meget smukt skrevet! Ville ønske jeg kunne udtrykke min kritik i samme poetiske højder, men jeg afstår. Der er rigeligt af medicin, men det kan være utroligt svært at passe i psykiatriens kassetænkning til normeringerne, uddannelserne og bureaukratiet bygget på forudfattede holdninger. Og paradoksalt så vanskeligt det kan være, at opnå en mere simpel, effektiv og billigere hjælp end den sengeplads, som det ender med, når psykosen senere i processen igen brænder ens hjerne ud. Råber man højt efter hjælp er det et problem og bevarer man fatningen og taler roligt, er man i stand til at klare sig på egen hånd.

Kampen for en behandling bliver til en krig, når man overvældet af angst, træthed og forvirring kæmper sig frem rent fysisk for at finde vejen til kontoret i junglen for da at skulle visiteres og forklare sig til endnu en ny journalskriver og altid med den risiko for at blive misforstået eller henvist til andet sted, fordi der er udsolgt for lige netop den vare. Man prøver da at udholde nogle flere pinefulde medicinske forsøg i ventetiden, hvorefter det snart ikke længere er muligt at skelne mellem sygdom og bivirkninger og man forsøger at få mad i hovedet på matriklen og holde skidtet fra døren, mens tanker og følelser raser. Da er det sværeste tit, at skulle give manden på kontoret hånden på ,at man ikke vil tage sit eget liv. De har selvfølgelig deres menneskelighed og faglige stolthed, men der er intet at gøre ved den grundpræmis, at vi ikke allesammen passer ind i politikernes hjernespind og krav om standardløsninger til alt mellem himmel og jord. Sådan er deres virkelighed.

Poul Solrart Sørensen, Line Freya, Eva Schwanenflügel og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Cecilie, det er chokerende god og rammende skrivning og beskrivelse af et konformerende system, der ikke tager vreden alvorligt. Der opfatter kritik som infantilt, eller som du siger "barne-trods".
Ganske forståeligt at du er vred, især fordi du fratages retten til at have en stemme, når det gælder din egen psyke og helbredstilstand. . Sammenligningen med en dameblads læserbrevkasse i gruppeterapiens small-talksafdeling er sgu ret rammende!
Jeg håber du på et tidspunkt får råbt op til den rigtige person, der er villig til at lytte i stedet for at diktere hvordan du bør være.

Brugerbillede for Claus Plenge Johansen
Claus Plenge Johansen

Forfatteren Cecilie Lind leverer et intelligent, rammende, indsigtsfuldt og afslørende vidnesbyrd om mødet med den ambulante psykiatri, der bekræftes af den psykoterapeutiske effektforsknings fund. Der er ikke evidens for udbyttet af at møde den enkelte med standardiserede og manualiserede behandlingstilbud, der ikke tager højde for den enkeltes ønsker og behov. Der er heller ikke evidens for at der er en eller nogle få psykoterapeutiske metoder, der er suveræne til at behandle bestemte "sygdomme", som antydet i de nationale kliniske retningslinjer. Der er stærk evidens for at udbyttet af psykoterapi afhænger af relationen mellem behandler og den "hjælpsøgende".

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonathan Larsen
Jonathan Larsen

Smukt skrevet. Jeg er selv "velsignet" med en diagnose og nogle gange virker det, som om den diagnose der er blevet givet er efter et skema, så de hurtigt kan få sat en behandling i gang (medicin). Det var en skræmmende oplevelse første gang, jeg blev indlagt. De gav mig så meget medicin, at jeg sad og savlede. Jeg havde en mave som en kvinde i niende måned. Da jeg i min frustration klagede til psykiateren var svaret: " vi prøver os frem indtil der er noget psykofarmaka der virker". Psykologen var sparet væk. Det var i 2010 og Jeg følte mig som et forsøgsdyr. Jeg har det godt i dag, men dengang var det ikke sjovt at leve.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Ja, foråret er farligt.
Hvordan skal man kende grunden til sin vrede, hvis man ikke må gi´sig hen til den ?

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Psykiatrien er kørt fast:
"Patienter, pårørende og politikere mener ikke, at "historisk løft" har ført til forbedringer i psykiatrien.

Psykisk syge patienter, som udskrives, før de er klar, og ansatte på psykiatriske afdelinger, som løber om kap med opgaverne.

Sådan lyder beskrivelsen af hverdagen på landets psykiatriske afdelinger.

Området burde ellers være i klar bedring, efter hvad der af forligskredsen blev kaldt et "historisk løft" på 2,2 milliarder kroner fra 2015 og fire år frem."
http://www.fyens.dk/indland/Ekstra-milliarder-til-psykiatrien-kan-ikke-m...

Anne Koed Westergaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar