Dette er det tredje forår, jeg kæntrer

Før har jeg sat min lid til, at når tiden går, så går jeg med, og så går det nok, og bedre, men det har vist sig usandt. Dette er det tredje forår, hvori jeg kæntrer, og behandlingen, jeg nyligst er indtrådt i, er en behandling, der bringer mig i yderligere afmagt. En behandling, der leder frem mod, at iveren, apatien er uvelkomne størrelser. Man skal lære at tøjle sig, sådan at en samtale ikke tager karakter af trosbekendelse. Sådan at andre mennesker ikke ængstes unødigt over, hvorvidt man er lidt gal, lidt afvigende. Og det er man.

Man kommer for skade at fortælle om sine selvmordstanker, naboer der vil smide én ud, fordi man indimellem bliver et bæst, der skriger, hulker og banker hovedet ind i væggen, sit usle hjerte, symptomerne, drømmene, selvskaden, for hurtigt, til fremmede mennesker.

Man hyperventilerer i den offentlige transport, fordi en mand vipper hektisk med sin fod. Det er et problem. Påpeger terapeuterne. At være så neurotisk, så sart som en prinsesse på en ært. Helst skal man være lunken, som en god bruser. Man skal ikke være som feriernes brusere på de billige hoteller: hysterisk varme, hysterisk kolde, i pludselige skift. Det går ikke. Det går ikke an, at turisten, der er medmennesket, ikke kan vide sig sikker på bruseren, på mig.

Psykiske nedsmeltninger

Alt det liflige billedsprog, der findes i psykiatrien!

Alle de illustrationer af blå blomster i pamfletterne! Poesiens blå blomst og sygdommens og dødens pølse: den offentlige psykiatri. Det er svært at forklare den modstand, jeg nærer mod dem, der forsøger at hjælpe mig frem til den bedre tilværelse, og det endda gratis. Mit velfærdssamfund i fuldt flor (dvs: et år med halvanden times gruppeterapi en gang om ugen, når diagnosen er: »personlighedsforstyrret«), men det er sådan, kravene er: Jeg skal betro mig, dele episoder (psykiske nedsmeltninger).

Jeg skal se, at det er en fejl ved mine medpatienter, at de giver sig hen til computerspil, bøger, gråd, mad. Eskapisme skal vi komme til livs. Trang til flugt, til hi, er af det onde, lediggang især, er af det onde. Formålet med det raske er: arbejde, det normale.

Og så skal man le en jovial latter, sammen, selv om det er alt andet end rart at sidde i et lille rum, på stole, frarøvet bord, kaffe, mæle, mens man forsøger at holde ryggen rank, vreden i skak. Vreden er ikke sand, det er udsagnet, det er, hvad behandlerne forklarer mig. Vreden er skalkeskjul for andre følelser.

Hvis min udmelding er: Jeg er vred, aggressionerne sidder i tænderne, får dem til at klapre, mit blod koger, og jeg er klar som en klar himmel til at gå i kødet på rummet, på flosklerne og på det system, der varetager de sarte sind via pakketilbud (de psykisk syge er kvæg, der skal fordeles på stalde, mange spændende stalde, spiseforstyrret, personlighedsforstyrret, bipolar f.eks., fordelingen sker på: Centralvisitationen, menneskernes sølle bud på fordelingshatten).

Hvis jeg siger: Jeg er vred, så er opgaven, den terapeutiske: afdækning, hvad dækker vreden over? Hvilken tristhed i knoglemarven må skrabes ud, ses an, i gruppen, hvad føler jeg reelt? Hvad er hændt mig, som har voldt mig så stor en sorg, at jeg må hidse mig op og tale timen varmere, mere uvenlig end beregnet? Kort sagt: Hvad er mit problem?

Ét år

Det spørgsmål stilles jeg, da jeg mister besindelsen, fordi en terapeut ikke kan forstå, at en patient ikke er klar på at gå fra 4 timers arbejdsuge til 37 timers arbejdsuge, fra den ene dag til den anden, nu patienten snart er raskmeldt (det vil sige har opbrugt sin tildelte tid, det ene år, i behandlingen), hvorfor tænker patienten destruktive tanker? Hvad er patientens problem? Sagsbehandleren har brug for en god forklaring, hvis ikke patienten er villig til at forklare sig, er det klart, at hun ikke møder forståelse fra de kommunalt ansatte.

Det mener terapeuten, hvis ærinde er at få patienten til at forstå, at det er patientens problem, at kommunen ikke godtager den udtalelse, en psykolog, der har haft patienten i behandling gennem længere tid, har forfattet. Kommunen er i sin gode ret til at bede en tredje psykolog, en psykolog fra kommunen selv, til at revidere bedømmelsen af patientens arbejdsevne, denne bedømmelse vil trumfe al anden information, kommunen har taget i øjesyn. Patienten er sammenbruddet nær, vred. Bange.

Og vi, gruppen, skal diskutere, hvordan patienten kan lære at kommunikere bedre, kan lære at tackle sin uhensigtsmæssige frustration. Jeg forvirres: Jeg spørger, hvordan behandlingen kan baseres på en tese om, at alle personlighedsforstyrrede mennesker på præcist et år bliver raske og arbejdsduelige, hvorfor alle, både de spiseforstyrrede og de personlighedsforstyrrede og de angste, modtager gruppebehandling, når det står klart, at langt fra alle trives i den kontekst, om det dog ikke er penge, der mangler? Det benægtes.

Formen

Systemet er systembevarende, på laveste plan. Behandlerne har intet ondt at sige om deres arbejdsvilkår. Hvis jeg har et problem, er problemet udelukkende mit. Helbredelse er mulig. Formen er god. Formen er: gruppe. Evidens viser, at stort set alle bliver raske. Hver gang jeg indvender: ikke jeg! Svares jeg: Evidens! Formen er at patronisere. Formen er konstant italesat, aldrig til diskussion. Formen er systemernes form. Vrede er ikke vrede. Vrede er bladguld. Vreden tages fra mig, og jeg gives et offerskilt, så længe jeg er villig til at trave rundt med det, er jeg okay, sød endda, stakkels tilmed, men så snart jeg formaster mig til at påpege problemer og inkonsekvens i behandlingsstrategien, så snart jeg er anfægtet af postulatet om, at jeg ikke er i stand til at tænke fornuftigt på grund af min følelsesmæssige ustabilitet, er jeg ikke længere kær og forulykket, så må jeg kende min besøgstid.

Jeg må rette henvendelse andetsteds, hvis jeg mener noget alvorligt med mine indvendinger, altid andetsteds. Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods. Grupperummet skal være et fristed, hvor man kan ae rygge, nynne til ro, forstå. En forståelse der beror sig på det nære. En forståelse, der ikke handler om: strukturer, samfund, besparelser. Man er pålagt at knytte sig til gruppen, det vil sige: ødsle ud af alskens smerte til de syv andre ansigter på de cirka syv minutter, man har til rådighed. Jeg får at vide, at det, man træner i gruppen, er »relationer«, og at gruppen som koncept er vigtig, fordi folk med personlighedforstyrrelser ofte har relationsproblemer.

I teorien: nogenlunde fornuftigt, i praksis: til grin, fordi tiden er alt for knap, og hvert ord man siger, bliver et ord, en anden ikke får sagt. Fordi abstraktionsniveauet, refleksionsplanet er ikke-eksisterende. Fordi man cirka bebor en opgraderet damebladsbrevkasse, og derfra skal man lære at gebærde sig i en verden, der vil mønterne og den gode ro, den gode orden, det hellige, almindelige virke: middagsselskaber, fuldtidsstillinger, hundeluftning. Jeg får kvalme af det hykleri, jeg som patient mødes med, den evige forståelse, den forlorne lydhørhed, de brede, tomme smil, tomme og brede som Strandvejens smukke cykelstier: Det spises man af med, hvis man har rotter på loftet og uro i hjertet: Gæt og grimasser.

Cecilie Lind er forfatter