Klumme

Tyrkiske kvinder må selv tilkæmpe sig rettigheder

Jeg sammenligner ikke den tyrkiske kvinde med et æsel for at antyde, at hun er dum. Jeg laver sammenligningen, fordi hun risikerer sit skind ved at stole på forbedringer fra dem, der undertrykker hende
Jeg sammenligner ikke den tyrkiske kvinde med et æsel for at antyde, at hun er dum. Jeg laver sammenligningen, fordi hun risikerer sit skind ved at stole på forbedringer fra dem, der undertrykker hende

Mehmet Kacmaz

Debat
25. april 2017

Jeg så et indslag på tv op til folkeafstemningen i Tyrkiet, hvor en glad kvinde fortalte, at hun ville stemme ja, fordi kvinder med den nye forfatning fik mange flere rettigheder. Som eksempel nævnte hun retten til at bære tørklæde. 

Tørklædet havde hun nu på i forvejen, men i tilgift får hun og hendes medsøstre måske også retten til at blive giftet bort allerede som 15-årige; de får retten til at blive fyret fra ’upassende’ arbejde såsom buschauffør samt retten til et beskåret hustrubidrag, hvis det lykkes dem at blive skilt, og retten til at miste støtte, hvis de udsættes for vold. I et land, hvor voldsstatistikkerne og antallet af voldtægter er stigende. Alt sammen ifølge denne avis.

Kvinden mindede mig om Æsops æsel, der tilhørte en gartner, som kun gav det meget lidt at æde. Æslet bad Zeus om en ny herre, og Zeus, der som en anden Erdogan mente, at æslet havde rigeligt med rettigheder, blev fornærmet og gav det i stedet en pottemager til herre, så det fik meget tungere byrder at bære. Hvem henvendte æslet sig til i sin nød? Zeus igen. Og hvad gjorde Zeus? Sørgede for, at det blev solgt til en garver, der for alvor behandlede det dårligt.

Da sukkede æslet: »Ak, hvor ulykkelig er jeg ikke! Det havde været bedre for mig, hvis jeg var forblevet tilfreds med mine forrige herrer, thi nu ser jeg, at min nuværende ejermand ikke alene behandler mig hårdere, mens jeg er i live, men ikke engang vil skåne mit skind, når jeg er død.«

Jeg sammenligner ikke den tyrkiske kvinde med et æsel for at antyde, at hun er dum. Dér holder en sammenligning mellem Zeus og Erdogan bedre. Men sammenligningen mellem kvinden og æslet holder også på hele to måder: Dels risikerer hun sit skind ved at stole på forbedringer fra dem, der undertrykker hende. Dels er æslet nærmest sindsbilledet på det rettighedsløse, det triste og det undertrykte væsen.

Tænk på Æseldyret i Peter Plys, der bor på »a gloomy place«, og som er »rather boggy and sad«, og som mister sin hale.

Tænk på Bileams æsel i Fjerde Mosebog, der er mere vis og kan se mere end sin herre, men alligevel må tage tæskene.

Tænk på Elias Canettis æsel i Stemmerne fra Marrakesh:

»Af alle ynkelige æsler i denne by var dette æsel det ynkeligste. Det var så udhungret, at man kunne se alle knoglerne, dets pels var skabet, og det var sikkert ude af stand til at bære selv den mindste byrde,« skriver han.

Jeg har selv set æslerne i Marrakesh. Læsset med tunge sække og en æseldriver, der konstant sparker dem på halsen, mens han svirper dem bagi med en kæp. Et oprørende syn! Men jeg havde ikke ventet andet.

Så, for et par år siden var jeg ude at sejle på Nilen i en lille sejlbåd, og dér oplevede jeg det, som jeg ikke troede fandtes. Glade æsler. De gik frit omkring langs bredderne og græssede og sagde iiihyaaah, iiihyaaah i ét væk. Det virkede helt naturstridigt, men meget opmuntrende. Æsler kan have det godt.

Canetti ser æslet næste dag igen, og »pludselig hang der et enormt lem mellem dets bagben. Det pegede skråt fremad. Det var kraftigere end den kæp, man havde truet det med aftenen før ... Denne skabning, som man behandlede dårligere end noget andet æsel i hele Marrakesh, dette væsen – der var mindre end ingenting, uden kød, uden kraft, uden rigtig pels – havde stadig så meget lyst i sig, at blot synet af den befriede mig for indtrykket af dets elendighed«, fortæller han.

For Canetti er moralen, at der stadig var en masse styrke tilbage i æslet, dér hvor han ikke kunne få øje på nogen.

Det samme kan man håbe for Tyrkiets kvinder, som virkelig får brug for deres kræfter nu, hvor man ikke kan få øje på andet, end at deres vilkår er væsentligt forringet – at de befinder sig et sted mellem pottemageren og garveren.

Men virkeligheden kan stadig overraske. Når æsler kan være glade og have det godt, kan tyrkiske kvinder måske også tilkæmpe sig rettigheder, i stedet for at bede Erdogan om dem.

Karen Syberg er kulturskribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Charlotte Svensgaard

Sammenligningen med Æsops fabel er så sand som den er skrevet - men den gælder ikke kun kvinder af Tyrkisk herkomst og ikke kun nu eller i Tyrkiet. En politisk sandhed kan aldrig blive racistisk, så jeg har intet problem med at skrive at de Tyrkiske kvinder som har stemt for Ergodan er vitterlig "æsler"

Peter Hansen, Jan Damskier og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Vitterlig - falsk bevidsthed.

Mihail Larsen

Måske det ville lette forståelsen at skrive, at visse tyrkiske kvinder opfører sig som æsler.

Men alligevel tak for den velskrevne og tankevækkende artikel.

Jens Thaarup Nyberg

Skal vi forstå det sådan, at en Erdogn, en Zeus eller tilsvarende, har løftet hr. Larsen, til hans nuværende niveau ?

Det kunne måske også bare skyldes rettidig omhu – for ikke at løbe ind i et par ægteskabelige flade – og kunne en sammenligning med får og geder ikke være mere rammende end æsler – jfr. billedmotivet og et underholdende tysk smædeskrift fra en munter navnebror … ;-)

til Information: gerne flere klummer af denne type, og færre, for slet ikke at sige ingen af disse mange, mange navlebeskuende unge mænd og kvinders udgydelser om hvad som helst, af helt privat karakter.

Trist så trist... Tyrkiet var et håb for mellemøsten, heri kunne de spejle sig, og se, at det er muligt for et muslimsk land, at have et nogenlunde velfungerende demokratisk folkestyre.

I stedet, så vender Tyrkiet sig så i dag mod de autoritære mellemøstlige styreformer som forbillede, nogles illusioner må være bristet brat.