Klumme

Uden min mærkelige mor var jeg slet ikke blevet mærkelig nok

Som barn kæmpede jeg mod, at min mors mærkværdigheder skulle smitte af på mig. Jeg påstod hårdnakket, at hun ikke var min mor og opfandt en masse andre mødre, der var meget mere normale. I dag lever jeg fint med dem alle sammen
Debat
5. april 2017

Det meste af mit liv har jeg fået at vide, at jeg var mærkelig. Allerede som barn fik jeg mærkværdigheden at føle. Da en legekammerat en dag sagde mig en sandhed, som jeg ikke brød mig om at høre, forstod jeg, at de fleste af os vil gøre hvad som helst for ikke at blive afsløret som afvigere.

»Din mor er mærkelig!« sagde legekammeraten, med tryk på din. Dermed var der en vis fare for, at også jeg var mærkelig. Det lå ligesom i luften, at min mors mærkværdighed placerede mig i en farezone, et sted hvorfra der muligvis ikke findes udveje.

Selv om jeg straks tog min mor i forsvar – et mønster som kom til at følge mig resten af barndommen og langt ind i voksenlivet, og som jeg til stadighed kan gribe mig selv i – forstod jeg instinktivt, at spillet var tabt, maskerne faldet, og mit livs skuespil afsløret. Jeg forstod, at min mors mærkværdighed også var min, og at den fra nu af ville klæbe til mig, medmindre jeg gjorde et helhjertet forsøg på at slippe af med den.

»Hun er i virkeligheden slet ikke min mor!« udbrød jeg og indledte dermed en karriere som storyteller. Jeg levede en barndom fyldt med bøger, og min mærkelige mor havde lært mig, at en god historie kunne være vejen ud af enhver knibe. Hvis virkeligheden ikke var til at holde ud, måtte man opfinde en anden.

Jeg var et belæst barn, og det var sjældent noget, der blev opfattet som en styrke. Min klasselærer, Lise, der var tilhænger af inklusion, allerede inden ordet var opfundet, havde for vane at kredse om mig i spisefrikvarteret, når jeg som den eneste i klassen sad tilbage i det støvede lokale, mens de andre spillede fodbold eller hinkede i skolegården. Jeg forstod mig ikke på kropslighed, men befandt mig bedst på et intellektuelt plan, hvor min krop forsvandt fra omgivelserne.

Jeg læste Kirsten Thorup og Albert Camus, og det bekymrede Lise så meget, at hun indkaldte min mor til en ekstraordinær samtale. Lises forslag om at melde mig ind i skolens videoklub, hvor børnene så Frækkere end politiet tillader og Walter og Carlo – op på fars hat, fik min mor til at grine forarget.

»Vorherre bevares!« sagde hun, da Lise spagfærdigt forklarede, at jeg efterhånden levede et liv helt isoleret fra de andre børn.

»Pas nu på, hun ikke bliver mærkelig,« advarede Lise, og jeg vidste med det samme, at skaden var sket.

»Hun er i virkeligheden slet ikke min mor,« sagde jeg til Lise efter dansktimen næste dag og fik hurtigt spredt et skudsikkert rygte i klassen om min falske mor.

Min nyopfundne falske mor gjorde det muligt for mig at opfinde en ægte mor, som fandtes et sted derude, og som besad alle de rigtige mor-egenskaber. Hun gik med nederdel og bagte kager, og hendes hår var aldrig fedtet og sjasket. Hun interesserede sig ikke for katte og døde forfattere, men læste Familie Journal og havde hund, ligesom enhver gennemsnitsdansker.

Først langt senere i livet opdagede jeg, at selv de normale har afvigelser, som de forsøger at skjule, og at alt det med bøgerne i virkeligheden var den gave, som gjorde det muligt for mig at opfinde mine egne mødre. I dag lever jeg med dem alle sammen. Hende i bogstakken, hende med nederdelen, og hende der lærte mig, at afvigelser er mere reglen end undtagelsen.

Især den sidste er jeg glad for. Hun er ikke blevet mindre mærkelig med årene, og hun er fyldt med fejl og mangler ud i alt det med moderskabet, som hun aldrig fik lært. I stedet for at tage moderskabet på sig kravlede hun langt ind i det ene forfatterskab efter det andet. Når hun var godt og grundigt inde i forfatterskabet, lukkede hun skabsdøren og sad og så ud på verden gennem et nøglehul. Alting blev meget tydeligere på den måde, forklarede hun og lod mig af og til komme med ind i forfatterskabet.

Så sad vi der i ro og mag og havde opfundet vores helt egen verden. Det er jeg glad for at have lært af min mærkelige mor. Uden hende var jeg slet ikke blevet mærkelig nok.

Eva Gro Andersen er cand.mag., forfatter, forsker og billedkunstner. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Velkommen i klubben.

På vejen hjem i toget fra Norge på den obligatoriske tur i 4. Mellem blev vi alle én efter én kaldt ind til den medfølgende skolelærer, Carl Kløpik, som pigerne kaldte ham uden dog at gå i detaljer, og som i et helt professionelt liv i undervisningens tjeneste mærkeligt nok havde bragt det så vidt, at manden var endt som overlærer pr. anciennitet alene …

Her skulle eleverne så høre på gode råd fra skolens elendigste pædagog og hans visne kone – man skulle smile lidt mere – var meldingen, så skulle der måske nok blive noget af ’denne mærkelige dreng’ lød det eneste råd fra en professionel skolemand på den tid omkring 1960 – hjemme var understøttelsen af mere konkret form, også den mentale, for de gamle i familien var ikke i tvivl – ’de skolelærere er ikke rigtig kloge’ – det blev forstået …

Fortsættelsen i gymnasiet umiddelbart efter sommerferien var en ren befrielse, her blev man i det mindste behandlet som et tænkende menneske med adskillige for den aldersgruppe sjældne kompetencer og interesser, som ingen i underskolen havde hæftet sig ved eller havde noget som helst begreb om, bortset fra matematiklærer Hansen, men han kom også fra København – og fik understøttet en håbefuld ung mand til, som sagt, efterfølgende at komme i gymnasiet som én af de fire i klassen på tyve, for igen senere at kunne fortsætte på det daværende DtH i Lundtofte og gennemføre en ingeniøruddannelse med efterfølgende spændende og godt betalte jobs …

Her kunne han så sidde i ro og mag og tænke over ’dette mærkelige sted’ - Folkeskolen – og filosofere over, hvor mange unge mennesker, der gennem tiden var blevet svigtet og ikke kunne gennemskue denne af samfundet etablerede selektionspølsemaskine i de ’normale’ og de mærkelige … ;-)

Grethe Preisler

Portræt af en synnejysk ingeniør med stjernekikkert og kompas:

"Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han ikke kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne blev han aldeles rasende. Derfor var det også, at degnen var gået ind for at sige goddag til konen, da han vidste, at manden ikke var hjemme."