Læserbrev

Usandheder om freelancere

3. april 2017

Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, siger til Journalisten (»Freelancer kvitter Politiken i protest«, 24. marts 2017), at man som freelancer ikke behøver så mange penge, fordi man har fleksibilitet og frihed. Man har selv valgt at være freelancer, fordi det passer til ens livsstil og temperament.

Problemet er bare, at den forklaring ikke er sand. Langt de fleste journalister er freelancere, fordi der ikke er reelle job at tage – og med reelle jobs mener jeg job med løn under ferie, sygdom og barsel. Om få år vil hele den kreative branche bestå af freelancejob, og så risikerer vi alle at blive presset ud i et usundt arbejdsliv fyldt med faglige kompromiser.

Lad mig give et eksempel fra eget levede liv: Da jeg læste Anne Mette Svanes svar til madanmelder og forfatter Kristian Bang Foss’ opsigelse som freelancer, gjorde jeg det fra min sygeseng på Rigshospitalet. Jeg havde, fuldstændig ud af det blå, fået et krampeanfald og var indlagt til observation.

Få dage efter hændelsen sad jeg igen foran skærmen. Som freelancer bliver man jo nødt til at arbejde for at tjene penge. Fra mit synspunkt er der ikke særlig meget valgfrihed i at arbejde, selv om man er syg. Tværtimod kan det give varige mén og tilbagefald. Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste freelancer, der arbejder, selv om jeg ikke burde. Det er der selvfølgelig mange fastansatte, der også gør.

Men Kristian Bang Foss er med sin opsigelse som freelancer ude i et vigtigt ærinde, som meget snart vedkommer hele mediebranchen. Anne Mette Svane bliver nødt til offentligt at erkende, at freelancelivet langt fra altid er et tilvalg, og at det alt for ofte er en uendelig kamp for almisser og udholdelige arbejdsforhold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu