Læsetid 4 min.

Valget i Tyrkiet minder os om, at vi skal være på vagt over for undtagelsestilstanden – også i Danmark

På søndag skal tyrkerne stemme om Erdogans forslag til en forfatningsændring, der kan gøre, at han kan blive siddende som præsident frem mod år 2029. Vores fokus på udfaldet af afstemningen må suppleres med en betragtelig grad af refleksion over, hvordan undtagelsestilstanden bliver brugt af magthaverne i disse år – ikke blot i Tyrkiet men også i Vesten
Ungarn har haft undtagelsestilstand i 20 måneder. Årsagen er det store flygtningepres, der var på Ungarn fra den østlige og vestlige Balkan-rute.

Ungarn har haft undtagelsestilstand i 20 måneder. Årsagen er det store flygtningepres, der var på Ungarn fra den østlige og vestlige Balkan-rute.

Balazs Mohai/Ritzau
15. april 2017
Delt 13 gange

Det er trist at se den drejning, som Tyrkiet for alvor har taget siden kupforsøget sidste sommer. Dommere er blevet afsat, journalister er blevet anholdt, og folkevalgte politikere har mistet deres mandat. Alt sammen har præsident Recep Tayyip Erdogan gjort under påskud af det mislykkede militærkup, da han få dage efter erklærede Tyrkiet i foreløbig tre måneders undtagelsestilstand. Særlige forholdsregler måtte nu træde i kraft for at »styrke friheden« i befolkningen, som Erdogan udtalte fra præsidentpaladset i Ankara.

Omvæltningerne i Tyrkiet har stødt mange politikere i Danmark og rundt om i Europa. Og med god grund. Men spørgsmålet er, hvor fjernt det, der foregår i Tyrkiet, i virkeligheden er for det, der foregår i vores egne liberale samfund. Her tænker jeg ikke på, om den danske regering har lukket medier, fængslet skolelærere eller anholdt oppositionspolitikere.

Derimod hentyder jeg til, at vi har en række vestlige regeringer – inklusive den danske – der i disse usikre tider, vi befinder os i, nærer legitimitet ved først at tale en undtagelsestilstand op for derefter at gøre den nærmest almindelig uden refleksion for konsekvenserne.

Erdogan har fået bygget et nyt præsidentielt palads oven på Atatürks gamle landbrug i Ankara. Det ’Hvide Palads’ blev færdig i 2014 som et symbol på Erdoğans ’nye Tyrkiet’.
Læs også

Det sker i USA, hvor Donald Trump har indført et indrejseforbud med bekymringen for terror som begrundelse. Det sker i Frankrig, hvor regeringen efter en række terrorangreb har udkommanderet tusindvis af soldater på »sensitive steder«. Det sker i Ungarn, hvor grænsehegn er blevet sat op på opfordring fra præsident Viktor Orbán for at forhindre »masseimmigration«. Og det sker i Danmark, hvor regeringen har indført en grænsekontrol, der ellers har været afskaffet siden 2001, ligeledes det store flygtningepres som begrundelse.

Undtagelsestilstandens natur

Eksemplerne her udstiller alle undtagelsestilstandens natur. Først starter det med et akut behov for opretholdelse af lov og orden i en nødsituation. Herefter bider undtagelsen sig fast, og inden vi får set os om, bliver undtagelsen til en udvidelse. Om magthaverne direkte adresserer ordet ’undtagelsestilstand’ som i Frankrig, Tyrkiet og Ungarn eller undlader at bruge det som i USA og Danmark, er underordnet. De samme dynamikker er på spil.

Præsident Erdoğan til et vælgermøde om den nye forfatning i Izmir: Byen er en sekulær bastion, men ligesom andre steder i Tyrkiet er det en ulige kamp.
Læs også

Se bare på Trumps indrejseforbud. Fra at være et midlertidigt forbud, taler han nu for en forlængelse. Se bare på Frankrigs undtagelsestilstand, der er blevet forlænget over fem omgange midlertidigt frem til juli i år. Se bare på Ungarns undtagelsestilstand, som Orbán har holdt i hævd i næsten 20 måneder, og som først udløber senere i september. Og se bare på grænsekontrollen i Danmark, der ligeledes over fire omgange er blevet forlænget frem til maj måned.

Ligesom i Tyrkiet bruger vestlige regeringer undtagelsestilstanden til at tage de nødvendige skridt imod opretholdelsen af sikkerhed. Det kan være forståeligt i en midlertidig periode, da sikkerhed er nødvendig for en stats legitimitet. Risikoen er bare, at de mange forlængelser skaber en normalisering af det unormale, og i den desillusionering kan retsstaten hurtigt blive til sikkerhedsstaten.

Den italienske filosof, Giorgio Agamben, har siden 90’erne beskæftiget sig med undtagelsestilstanden som koncept og mener, at vi må afvise de politiske ledere, der fortæller os, at undtagelsestilstanden blot er tænkt som demokratiets nødværgeforanstaltning. Han begrunder det med, at historien gang på gang har vist, at undtagelsestilstande giver plads til totalitære kræfter.

Det kan han muligvis have ret i, men ligesom mange formentlig vil mene, er undtagelsestilstandens akutte forholdsregler nødvendige. Der var igen terrorhandlinger i USA. Der var flere terrorangreb i Frankrig. Der var et stort pres på Ungarn fra den østlige og vestlige Balkan-rute. Der var flygtninge på motorvejene i Danmark. Og der var, angiveligt, et kupforsøg i Tyrkiet.

Normalisering

Men ét er at normalisere undtagelsen. Noget andet er at reflektere over konsekvenserne. For lige så meget som jeg bekymrer mig for vores aktuelle trusselsbillede, lige så meget bekymrer jeg mig for konsekvenserne ved undtagelsestilstandens nødværgeløsninger – og den gradvise normalisering.

Agamben brugte oprettelsen af Guantánamo-fængslet efter 9/11 som et eksempel på faren ved at lade undtagelsestilstanden få frit spil. Og i dag vidner fængslet på Cuba om, hvor svært resultatet af en undtagelsestilstand kan være at omstøde – selv for en for nyligt afgået præsident, der igennem otte år prioriterede at lukke fængslet. En af konsekvenserne ved Guantánamo var, at fængslet blev – og fortsat er – et ideelt »rekrutteringsværktøj for terrorister«, som FN har pointeret.

Og undtagelsestilstanden bliver ved med at have konsekvenser. Trumps indrejseforbud er brænde på bålet for de anti-amerikanske kræfter i Iran. I Frankrig påpeger Human Rights Watch, at de mange sikkerhedsstyrker stigmatiserer og forfølger muslimer, imens IS lover, at handlingerne vil blive »straffet«.

Den feministiske aktivist Şehlem Kagar fortæller, at hun føler sig truet, når hun går på gaden i Tyrkiet: ’Vi oplever det i vores hverdag. Voldsstatistikkerne er stigende ligesom antallet af voldtægter.’
Læs også

I Ungarn er en europæisk værdi som solidaritet for alvor blevet betvivlet, og Amnesty International mener, at regeringens øgede sikkerhedsforanstaltninger også bruges til at ramme aktivister, politiske modstandere, journalister og minoritetsgrupper.

I Danmark har forlængelsen af den danske grænsekontrol ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, presset politiet »ud til kanten«, så de ikke kan løse andre politiopgaver samtidig med, at grænsekontrollen udfordrer det fundamentale princip om fri bevægelighed inden for Schengen-området.

Og endelig kan Tyrkiets præsident fra på søndag få mulighed for at sidde på magten frem til år 2029. Et scenarie, der for mindre end et år siden nok virkede urealistisk.

Det, vi derfor kan sige om undtagelsestilstanden, er, at den kan være svær at styre, at vi hurtigt kan blive revet med, og at vi aldrig får en garanti for, om den virker i længden. Vi kan ikke vide, om Trumps indrejseforbud med sikkerhed vil forhindre en terrorist i at begå endnu et angreb i San Bernardino. Vi kan ikke vide, om de tusindvis af soldater i Frankrig på sigt vil forhindre en ny torpederende lastbil på havnepromenaden i Nice. Vi kan ikke vide, om et grænsehegn vil sikre »et kristent Ungarn«, som Orbán ønsker det.

Og vi kan ikke vide, om Danmarks egen grænsekontrol vil gavne integrationen for de flygtninge, der er i landet. Kausaliteten eksisterer ikke. Det, vi derimod med sikkerhed kan være sikre på, er, at undtagelsestilstanden har konsekvenser, at prisen er høj, og at magten lukrerer på den. Det fører til eskalering og ekstremiteter. Det viser nutiden og fortiden.

Derfor må vi udvise agtpågivenhed, når undtagelsestilstanden ikke længere reduceres til et perifært fænomen, men ændres til grundlag for lov og orden. Vi må spørge vores magthavere, om de langsigtede refleksioner om konsekvenserne af deres politik har fulgt med deres akutte stræben efter orden. Og vi må overveje, om vores magthavere i virkeligheden gør situationen bedre ved at gøre en undtagelse. For uanset hvad, handler det i sidste ende om at styrke friheden. Det kan de vestlige magthavere vel godt blive enige med Erdogan om, kan de ikke?

Kristoffer Dahl Sørensen er kandidatstuderende i analytisk journalistisk ved Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tilknyttet Europa Akademiet v. Tænketanken EUROPA

Folkeafstemning i Tyrkiet

Søndag den 16. april skal tyrkerne stemme ja elller nej til en forfatningsændring, der vil ændre landet fra parlamentarisk til en præsidentiel republik. Hvis ja-siden vinder, vil præsident Recep Tayyip Erdoğan kunne blive siddende som leder af landet frem til 2029.  

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Hans Larsen, Jens Thaarup Nyberg og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Og se bare på grænsekontrollen i Danmark, der ligeledes over fire omgange er blevet forlænget frem til maj måned.

Hjælp !grænsekontrollen mod Tyskland eksisterede lige frem til 2001. Var DK da i undtagelsestilstand ?. Mod Sverige har DK IKKE grænsekontrol, det har Sverige. Er Sverige i undtagelsestilstand ? og helt ærlig her er det svenskerne der vil kontrollere passene, som ellers ikke har været nødvendige i over 60 år. Det er svenskerne som har udløst grænsekontrollen mod Tyskland en kontrol som ikke betyder en skid, mens den mod Sverige generer rigtig mange, hver dag!! Men den omtales naturligvis ikke.

Brugerbillede for Pórto Qisuk

Jeg har kritiseret undtagelsestilstande indenfor EU lande. Frankrig har indfoert undtagelsestilstand paa grund af nogle minoriteter har udvist voldshandlinger. EU skal forbyde undtagelsestilstande i medlemslande.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det store problem her er ikke undtagelsestilstanden som sådan - det er selvsagt galt nok - men det forhold at der ikke skal kvalificeret flertal til for at gennemføre en forfatningsændring