Klumme

Angsten sidder i tænderne

Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan

Tycho Gregers

15. maj 2017

Jeg er til tandlægen. Kadaver, tænker jeg og sætter mig i stolen. Han kører ryglænet ned. Kadaver, kadaver, kadaver. De gamle knogler rasler. Kæben og tænderne som en del af skelettet. Der er ikke noget sted, hvor jeg mærker kroppens skrøbelighed så akut og uomgængeligt som her. Skrotbunke. Jeg føler mig som en gammel mand.

Tandlægen undersøger hele min mund grundigt. Han beder mig om at gabe op, stikke tungen ud, åbne og lukke munden. Tungen til højre, tungen til venstre. Han mærker efter med de glatte, blå latexhandsker.

Jeg har et knæk i kæbeleddet, siger han. Det er ikke farligt. Men nogle udvikler kæbegigt. Og jeg har syreskader på mine tænder. Han tager et spejl og viser mig, hvordan man kan se igennem fortændernes nederste kant. Han kan ikke få det til at passe med, hvad jeg spiser og drikker. Jeg siger, at jeg tror, at det er arveligt, at mine børn også får mange huller.

Jeg tænker på min farmor, på hendes tænder. Jeg tænker på, at alle har tænder. Jeg forsøger at tænke på banaliteten i situationen. Og det lykkes; jeg kan godt se, at det er komisk, mennesket i al dets nytteløse, rørende dødsangst, men jeg morer mig ikke.

Jeg tænker, at jeg er heldig, at jeg kan gå til tandlæge. Det tænker jeg, igen og igen. Jeg er heldig, at jeg lever i et land, hvor der er tandlæger. Jeg er heldig, at jeg har råd. Jeg er heldig. Det hjælper ikke. Jeg tænker på Freud. Tænder, der bliver revet ud, stifttænder, potens. Jeg tænker på Freud.

Han vrikker tangen fra side til side, og det begynder at knirke og knage i kæben. Det lyder som et træ, der er ved at blive fældet. Jeg spænder i alle muskler. Den skal blive derinde, tænker jeg desperat. Den sidder jo fast. Den skal ikke ud. Det er min tand. De må ikke tage den. Billeder af min farmor, smilende, med hånden op foran munden. Billeder af oldtidskranier med grove, udborede huller der, hvor tænder skulle have siddet.

Frygten går lige i lænden. Jeg mærker min ryg så tydeligt. Måden, den spænder op på. Måden, jeg forsøger at presse den tilbage i stolen på. Jeg tænker i vitser. Jeg finder på den ene vittighed efter den anden.

Fornemmelsen af adrenalinen i blodet, og samtidig denne pauseløse registrering af mine egne tanker. Copingstrategier. Min hjerne er en motorvej, forskellige tanker pisker af sted i forskellige spor. Min krop er hård som træ.

Det har ingenting med alder at gøre. Tænderne som en del af det raslende skelet; kroppen, der falder fra hinanden. Jeg mærkede det, forstod det, allerede som barn. Jeg kan huske, hvordan jeg rystet tog hjem fra skoletandlægen. Svagheden i menneskekroppen, som jeg umuligt kunne se bort fra.

Han får fravristet mig min tand. Den giver efter til sidst. Men han er ikke færdig. Jeg skal komme tilbage en anden dag og have lavet en lille fyldning, der er knækket. Jeg ved allerede nu, at jeg vil tage noget beroligende inden. Jeg kunne godt klare det uden. Formentlig. Men jeg er blevet for gammel til at ville. Der må følge visse privilegier med voksentilværelsen.

Tandlægen er latterlig. Ikke den konkrete tandlæge, men tandlægen som sådan. Eller er det patienten? Liggende der i al sin afmagt, berøvet sproget, kun i stand til at udstøde lyde? Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Fysisk svaghed er latterlig, især hvis man ikke kan dø af den. Frygt er latterlig. Smerte er latterlig.

Det er ikke latterligt at have kræft. Det kan man dø af, eller rettere, det dør man af, som regel, det er det, alle mennesker dør af, alle mennesker jeg nogensinde har kendt. Alle dør af kræft. Kræft er en paraplybetegnelse, kræft er mange ting. Kræft er noget, man dør af.

Problemer med tænderne er bare ynkværdige, latterlige. Mennesket er latterligt. Mennesket er latterligt, og mennesket er helt okay. 

Det forsøger jeg at tænke på, da jeg går hjem.

Julie Top-Nørgaard er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man lever på lånt tid. Før eller siden skal noget repareres, erstattes eller røntgenfotograferes for at finde skjulte/begyndende problemer.

Tidligere mener jeg ikke, at det var så besværligt at blive røntgenfotograferet. Kun tog det lidt tid at fremkalde negativet.

Nu om dage kan billedet ses med det samme på pc'en, men den sparede tid er inden da blevet brugt til at tvinge en til bide sammen om en stang og en totalt uergonomisk firkantet plade, der derved borer sig ned mellem tunge og tænder.

Ubehageligt? Mon ikke!

Søren Kristensen

Så skulle I prøve tandlægehøjskolen. Jeg fik taget det samme sæt røntgenbilleder om tre gange. Men fjerde gang og med hjælp fra en uddannet tandlæge lykkedes det at få vendt plastikpladerne rigtigt. Det er den chance man tager. At fejle er jo en del af læringsprocessen. Om jeg fik lavet noget efterfølgende? Nej, jeg fik at vide at ventetiden på en evt. krone var så lang, at det nok var klogest om jeg opsøgte en almindelig tandlæge. Tænker de måske osse er bedre til at fylde huller og det skal jo osse læres.

Michael Kongstad Nielsen

Jah, man kan også blive klippet hos en praktikant. Det er særligt billigt. Rabatten giver dog ikke dækning ved fejl klipning. Til gengæld vokser håret ud igen, det gør tænderne ikke.