Den arabiske identitet er meget mere end bare islam

Det er en besynderlig følelse for mig at blive mindet om mine arabiske rødder. Identitet formet alene på baggrund af ens rødder var for arbitrært for en ung dreng som mig, der søgte sandheder. Her mener jeg ikke absolutte sandheder, men pejlemærker, som kunne rodfæste mig mere solidt i en verden tynget af konstant forandring.

Det er sundt at have moralske pejlemærker, det skaber rygrad at være et etisk menneske, men den form for identitetsskabelse står først klarere efter flere nederlag i ens voksenliv. Den identitetsskabelse kan ens rødder ikke give en – det anede mig allerede som dreng, men åbenbart var løftet om en identitet formet af rødder og religion alene for fristende at afslå for mine daværende anden-etniske klassekammerater.

I begyndelsen af 20’ere arbejdede jeg som frivillig i min fars kulturforening. Jeg agerede som arabisk-dansk oversætter og besøgte Mellemøsten ved flere lejligheder i selskab med anerkendte danske forfattere for at formidle dansk lyrik og poesi til den arabiske verden. En ærværdig opgave med en egoistisk hensigt: Det her var min chance for at opleve flere arabiske lande med en uskyldig klarhed fri for politisk støj fra min danske omverden – og her gælder det medierne, politikerne og herboende immigranter. Det foregik mellem 2002-2009, med jævne mellemrum, siden min intuitive forpligtelse blev at passe min uddannelse.

Med egne øjne

Efter at have besøgt lande som Egypten, Tunesien, Marokko, Syrien, Libanon og Irak, have hilst på guvernøren i Babylon, borgmesteren i Bagdad, kulturministre i både Egypten og Irak, talt med de lokale, mødt lokale kunstnere og forfattere, blev billedet tydeligere: det islamistisk-prægede narrativ, medier og debattører formidlede i et post-11. september-andskab, stred imod det, jeg så, og det, jeg oplevede gennem mine mange besøg. Den identitet, de tosprogede debattører formidlede, blev muslimsk frem for arabisk. Givetvis fordi det mere ubesværet giver eksponerende taletid i medierne end nuancerede problemstillinger.  

Det er uheldigt, at islam har fået monopol på den arabiske identitet. Det er de vestlige medier, der har givet islam det monopol sammen med etniske debattører. Det er en simpel og forførende formel: en religion, der dækker dusinvis af lande, som har millionvis af tilhørere, må givetvis definere den arabiske identitet.

Men det er forkert. Somalia, Malaysia, og sågar flere afrikanske lande, er muslimske. Men de er ikke arabiske. Islam har en politisk og social magt i Mellemøsten, men den har ikke altid form som den aggressive eller insisterende form, som det høres og ses udtrykt i visse kroge hos parallelsamfund herhjemme. Religioner muterer typisk i immigrantmiljøerne. Det religiøse tilhørsforhold bliver reaktionært, insisterende og sjældent inkluderende for ikkeligesindede.

Det, religioner så ofte har til fælles, er den populære valuta, der hedder kvindeundertrykkelse. Og i arabiske lande er det desværre typisk den triste fællesnævner, der hersker. Men det er stadig fordrejende at give islam monopol på den arabiske identitet. På samme måde som det er fordrejende blot at sige »muslimer« i stedet for »arabere«. Det er den bjørnetjeneste, som mange tosprogede debattører yder velmenende danskere, når de skal beskrive deres ophav: muslimsk. Det henviser kun til deres religion, og det graver yderligere kløfter.

Litteratur, kunst og lærdom

Det arabiske sprog kom før islam, som blev populær, da profeten Muhammed spredte religionen gennem krig og erobringer på den arabiske halvø og, efterfølgende, til de omkringliggende lande. Men hvis du eksempelvis besøger Marokko, vil du opleve et ganske andet samfund, end hvis du besøger Libanon.

Dannelse hører tillige enormt til den arabiske verden. En kærlighed for litteratur, kunst og lærdom er tydelig at se, når jeg tager en gåtur i en tilfældig gade i Casablanca. Der er boder, hvor der bliver solgt bøger og tidsskrifter og hele gader dedikeret til bogsalg alene. Det er også tydeligt at se, at der hersker et konservativt klima – men det er alt for nemt blot at kalde det religiøst. En rig historie af dannelse, poesi og, hvad Irak angår, krybben til al civilisation, vil givetvis skabe et konservativt, stolt samfund til trods for en enorm fattigdom.

Familien er det sociale knudepunkt. Netop derfor ser man mange tiltag for at styrke familien. Det har desværre den yderst beklagelige konsekvens, at udtryk af den frie seksualitet og ytringsfrihed bliver straffet. Men hvis man vil finde forfald, hor og druk, er det blot med at kigge i krogene. Turisme betaler den fattige hånd mere end hellige skrifter.  

Har du været der?

Et andet eksempel er kvinderne. Flere prominente kvindelige figurer har haft en forenende, kulturel og tilmed feministisk rolle i de arabiske lande. Den kvindelige virtuos, og arabiske superstjerne, Fairuz (f. 1935), synger om længsel og weltschmerz med et stort ensemble bag sig. Hendes sange er cementeret i den kollektive arabiske identitet. Vi taler altså her om en libanesisk, kristen sanger.

En anden og ældre forenende musikalsk rollemodel var Umm Kulthum (1898-1975). I 1950’erne blev der anlagt et forbud mod at spille hendes musik i de egyptiske radiofrekvenser grundet sangerens politiske holdninger – men Kulthums enorme popularitet bragte hurtigt forbuddet til skamme. Kulthum var en pioner gennem sin musik og har skabt mange beundrere. Om hende sagde ingen ringere end Bob Dylan, »She’s great. She really is. Really great.« Andre kendte beundrere var Maria Callas, Bono og Robert Plant. Maria Callas kaldte hende »den usammenlignelige stemme«. Efter hendes død blev hun en inkarneret del af egypternes identitet og arabernes. 

Et tredje eksempel er de nye medier. I den moderne tid har de sociale medier skabt en fiktion i den arabiske identitet. Yngre og ældre arabere besøger islamkritiske YouTube-kanaler som aldrig før, og flere står synligt frem og opponerer deres stemme mod islam. Flere står frem med prædikatet »gudløs«. Der er ingen tvivl om, at hvis man tror på, at islam har monopol på den arabiske identitet, er det monopol under heftigt angreb. Men da ingen skriver om det og ingen formidler det, kan en sekulær bevægelse hurtig blive skrøbelig og sårbar, især når vores statsledere stadig besøger Saudi-Arabien og plejer gamle diplomatiske bånd.

Hos størstedelen af de tosprogede debattører samt herboende medier, eksisterer der ingen vilje mod at formidle denne anden verden, som immervæk er prominent. Om det skyldes manglende besøg til de arabiske lande, ved jeg ikke. Men måske gives der større spalteplads til den forførende illusion, den insisterende simple fortælling: at islam har monopolet på den arabiske identitet.

Sam Mansoor er forfatter og tidligere klummeskribent for Eurowoman. I dag skriver han om køn og identitet på sin blog