Læsetid 3 min.

Birthe, Pia og de andre drenge

Vi orker ikke svagheden i os selv, så vi holder fast i fortællingen om, at vi er stærke, også når vi ikke er det. At vi er hårde kvinder. Kvinder som Birthe og Pia, der deler tudekiks ud og håner ofre for den hyggesexisme, som de selv har måttet æde, til de vænnede sig til smagen. Man vil jo gerne være med i hulen, ikke?
Vi orker ikke svagheden i os selv, så vi holder fast i fortællingen om, at vi er stærke, også når vi ikke er det. At vi er hårde kvinder. Kvinder som Birthe og Pia, der deler tudekiks ud og håner ofre for den hyggesexisme, som de selv har måttet æde, til de vænnede sig til smagen. Man vil jo gerne være med i hulen, ikke?

Ditte Valente

26. maj 2017

Jeg er gravid, og jeg tænker meget over svaghed for tiden. Hvor svært, jeg har det med min egen, og hvor svært vi har det med hinandens.

Bag mine søstersolidariske floskler om kvindekroppens styrke og værdien af en livsfase, hvor alt ikke handler om ego og arbejde, har jeg svært ved at tilgive mine kvindelige begrænsninger. Kroppen, kvalmen, trætheden. Hele det formålsbestemte biologiske mirakel, der lige om lidt hægter mig af arbejdsfællesskabet og bidrager strukturelt til uligeløn. Jeg ville give alt for bare at være one of the boys m/k.

Inde i mig sidder en lille Joakim B. Olsen. Forhåbentlig ikke et konkret neoliberalt kuglestødende menneske in the making, men mere en Joakim B. Olsen-stemme, der er decideret træt af offertænkning, og som lokker med den slags powerkvindelig egoafstivning, som er bredt repræsenteret i moderne fortolkninger af feminisme – fra den twerkende fjerdebølgefeminisme til Ivanka Trumps feminiserede hvidvaskning af Trumps succesideologi i bogen ’Women who work’.

Toughen up, bliv stærkere og bedre til det hele (ved hjælp af au pairs og andre tjenerinder, som ikke behøver nævnes med et ord) er hovedbudskabet pakket ind i lyserøde powersuits og indøvede, blegede smil.

Succes er tiltrækkende. Der er noget tillokkende ved tanken om, at det er muligt at have så meget magt over livet. Jeg ønsker mig mental resiliens af Pia Kjærsgaardske og Birte Rønn Hornbechske dimensioner over for patriarkatets konsekvenser.

»Vi har en tendens til, at kvinder vil være ofre«, som sidstnævnte udtalte i en debat i Deadline for en lille måned siden, hvor de to frygtindgydende teflon-damer kappedes om at være mest hovedrystende afvisende over for deres yngre kollegers oplevelser med sexisme i politik. For er der noget værre end ofre? Åh ja, svarer jeg. Hvad med den paniske, desperate, fortrængte angst for at blive opfattet som et?

Der er et had til svaghed i tiden. Jo mere det, der ikke er stærkt og overskudsagtigt, bliver fortrængt og nedgjort både inde i os selv og i vores fælles politiske samtale, desto større risiko synes der at være for, at det vender tilbage i en individuel og apolitisk form, der i de værste tilfælde er både sentimental og anklagende.

Med øjenbrynene på skrå kan den enkelte skrive kronikker i Politiken om det hårde ved netop sin situation, lige indtil det legitime, men fejlplacerede behov for anerkendelse mødes af en mur af offentlig offertræthed. Ofte i form af dette lands store udvalg af Mads Blærerøve og Suzanne Bjerrehuuser, der får goodwill (og feel good) på at uddele tudekiks og aldrig nogensinde se indad. Vindergrebet bliver at reducere alt, inklusive erkendelser, der kunne gøre kollektivet klogere, til klynk og offersnak.

Hvordan skal vi kunne udligne styrkeforhold, så længe ingen gider identificere sig med sårbarheden og er på vild flugt fra dem, der gør?

Vores indre offer risikerer at bliver både ekstra offeragtigt og ekstra bøddelagtigt, når det bliver fortrængt. Vores tolerance over for andres kampe og udfordringer bliver mindre, jo travlere vi er beskæftiget med at holde vores egne identitetspolitiske ulemper i skak.

Sådan tolker jeg Birthe og Pia. Findes der noget mere irriterende end at forsøge at blive en af drengene, klemme ballerne sammen og finde sig i hyggesexisme et helt langt liv i dansk politik for så at sande, at det gider de nye, unge politikere sgu da ikke?

Vi orker ikke svagheden i os selv, så vi er nødt til – død og pine – at holde fast i en fortælling om, at vi er stærke, også når vi ikke er det. Alle de hårde kvinder, som patriarkatet elsker. Ingen kære mor. Ny-gamle fædre overalt, der puster sig op og påberåber sig autoritet.

Man kan ikke omdefinere ofre til vindere eller ulemper til fordele med sine magiske skyklapper made in America, men vi kunne måske godt gøre det lettere og sjovere at være one of the girls.

Eva Eistrup er redaktør på Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu