»Er du på Storbritanniens side eller på EU’s?« spurgte for nylig den konservative The Daily Telegraph. For Remain-tilhængere findes kun to muligheder: Vi enten støtter Brexit eller ’søger national ydmygelse’.
I stigende grad bliver oppositionsstemmer irettesat. Det er ikke nok, at vi tager Brexit til efterretning. Vi skal favne, hylde og lovprise Brexit for at bestå højrefløjens loyalitetstest – eller risikere at blive hængt ud som landsforrædere, ’folkefjender’ og ’sabotører’.
Før hed det: Den racistiske højrefløj forlanger, at vi alle skal se ud på samme måde, mens den politisk korrekte venstrefløj forlanger, at vi alle skal tænke på samme måde. Nu har den værste del af højrefløjen overtaget tankegangen fra den værste del af venstrefløjen. Vi skal ikke blot se ud som dem – vi skal også tænke som dem.
Den autoritære stil i tory-pressen, der delegitimerer al opposition, afspejler et bredere og farligere autoritært sindelag hos en tory-premierminister, som søger et historisk stærkt mandat fra vælgerkorpset.
Hendes foretrukne Brexit-model kan slet ikke lade sig gøre. Men den frygtkultur, som den selvbevidste højrefløj har fremelsket, pålægger eksperter og embedsmænd, der ved bedre, at skjule tvivl og indvendinger bag forcerede grimasser.
I embedsmandsstand og i erhvervsliv gør de hundredtusinder af mennesker, som anser Brexit for dårskab, deres bedste for at rydde op i det enorme rod, som The Daily Telegraph og dets allierede har lavet. Og når fiaskoen viser sig uafvendelig, vil højrefløjen holde dem ansvarlige for sin egen indlysende inkompetence.
Frygtsomme budbringere
Kilder i embedsværket siger, at kun tre personer har magt til at træffe beslutninger: May og hendes to særlige rådgivere, Nick Timothy og Fiona Hill. Hvis finansministeren kommer med udtalelser, der ikke behager dem, pudser de deres spindoktorer på ham og får dem til at plante historier, hvis slet skjulte budskab er, at han skal rette ind.
Hvis embedsmænd gør deres borgerpligt og advarer om farer ved den nuværende kurs, risikerer de afskedigelse. I sit afskedsbrev gav den afgående britiske EU-amsbassadør, Sir Ivan Rogers, afkald på mandarinstilen og formanede kolleger om at modstå den konformitet, som May kræver:
»I bør aldrig være for bange for at sige sandheden til magthaverne,« skrev han.
»Jeg håber, I vil støtte hinanden i de vanskelige stunder, hvor I skal overbringe budskaber, der er ubehagelige, til dem, som er nødt til at høre og forstå dem.«
Den lydhørhed, han efterspørger, findes ikke. Mays taler er fulde af fantasterier om, at Storbritannien på kun to år kan afklare skilsmissevilkår og handelsaftale. Men det tog Canada syv år at få en handelsaftale med EU – og den omfattede ikke servicebranchen, som tegner hovedparten af britisk økonomi.
May har også givet indtryk af, at EU-borgeres fremtid i Storbritannien og britiske borgeres fremtid i EU er spørgsmål, der kan ordnes inden for uger. Hun begriber ikke, at det er en indviklet operation, der kan afspores på hundredvis af måder.
Hun forestiller sig også, at Storbritannien kan forlade det indre marked og fastholde fuld adgang til det indre marked for bilindustrien, finansielle tjenester og medie- og teknologibranchen uden at skulle indordne sig under EU’s gældende lovgivning.
Chefen skal føjes
Som Charles Grant fra Centre for European Reform udtrykker det, er der tilsyneladende ingen embedsmand, der har vovet at fortælle premierministeren, at det, hun ønsker, er umuligt at få, medmindre hun skifter kurs og går ind for bevægelsesfrihed og en fortsat rolle for EU-Domstolen.
Enhver, der har arbejdet for en propagandistisk avis, vil nikke genkendende til attituden. Premierministeren opfører sig som en chefredaktør, der afstikker partilinjen. Journalisternes eller embedsmændenes job er at føje chefen og ikke besvære hende med brydsomme detaljer.
Historikeren A.J.P. Taylor, en erklæret liberal, betegnede engang Storbritanniens konservative parti som en »alliance mellem City og pøbelen«. Ingen kan være i tvivl om, at pøblen har skaffet sig overtaget over finansdrengene. Finanssektoren blev kun Storbritanniens største branche, fordi London kunne tilbyde EU’s største finanscentrum. Efter Brexit siger over en fjerdedel af de 222 store finanskoncerner i City, at de rykker domicil og ansatte til kontinentet.
En mindre polemisk historiker end Taylor kunne have kaldt det konservative parti for en alliance mellem den driftige middelklasse og den patriotiske arbejderklasse.
I sidste ende kommer arbejderklassen til at lide mest under Brexit, som den altid gør. Medmindre May finder tilbage til kompromisets vej, vil de udenlandske investorer søge andetsteds hen, og forsyningskæderne visne væk. Jeg har svært ved at se, hvordan den tilbageværende del af arbejderklassen i produktionssektoren kan redde sig helskindet ud af den proces.
Flugt fra det uvisse
Det er de britiske virksomheder og deres ansatte, der først vil opleve konsekvenserne af Storbritanniens fatale selvforskyldte fejltrin. Det er ikke lønarbejderne, der ejer eller regerer landet. De er ikke velhavere. De har ingen flugtveje, for de har ikke penge nok til at finde nye job eller flytte familien off shore. Men selv om de hverken er rige eller magtfulde, er det dem, der sørger for, at landet akkurat fungerer.
Nu skal virksomhederne både indrette sig på tab af medarbejdere fra andre EU-lande, der flygter fra en uvis fremtid, og på det regulatoriske mareridt, der følger af, at vi skal vikle os ud af EU’s lovgivningsrammer. Hertil kommer truslen om nye handelsbarrierer, langtrukne slagsmål i WTO og huller i arbejdsstyrken, når europæiske arbejdere holder sig fra et land, hvor de ikke længere er velkomne.
Torierne plejede at hylde den driftige og produktive middelklasse som ’Storbritanniens rygrad’. Nu taler partiet ikke længere disse menneskers sag. Ja, det giver dem oven i købet besked på at holde kæft.
© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Hurra er det Danmarks tur næste gang. Gad vist om det er hvad folkebevægelsen mod EU ønsker?
En væsentlig forskel er, at Storbritannien modsat Canada er medlem af EU, og har nogenlunde samme holdning til økonomi og menneskerettigheder, som EU har.
I artiklen ignoreres det britiske underskud på handelsbalancen med de andre EU-lande også.
" Jeg har svært ved at se, hvordan den tilbageværende del af arbejderklassen i produktionssektoren kan redde sig helskindet ud af den proces."
Det har jeg også, men i artiklen ignorerer Nick Cohen, at den britiske produktionssektor skal udvides og forbedres markant for at kunne forsyne den britiske befolkning med mange af de varer og ydelser, der nu importeres fra andre EU-lande.
Det er ikke engang givet, udenlandske investorer forsvinder. En anden mulighed er opkøb i Storbritannien. https://www.ft.com/content/262d1258-0725-11e7-97d1-5e720a26771b
Nå ja, det britiske FTSE 100 aktieindex er faldet en anelse (0,25%) i dag, men er i alt steget 5,05% i år: https://www.bloomberg.com/quote/UKX:IND.
Jeg er enig med Theresa May og hendes nuværende regering i, der ikke er grund til at opgive på forhånd på foranledning af pessimistiske embedsmænd, som heller ikke kender fremtiden.
Jamen, ligner det ikke situationen i USA under Trump og Tyrkiet under Erdogan?
Det er åbenbart ikke helt klart, hvad et 'folk' er. Oplyste republikanere med øje for almenvellet eller den uvidende og rasende pøbel.
Der er ikke nogen grund til at se ned på sidstnævnte; men der er en god grund til at modsige den. Ellers får vi et protofascistisk styre. Når det er følelserne, der regerer, bliver den politiske logik et spørgsmål om for-eller-imod. Enten er du med på vognen - eller også er du forræder.
Det er et paradoks at mange af de som stemte for at forlade unionen tilhører den del at UK som er dårligst stillet, både socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt. Desværre forstår de ikke at de er de første som betaler regningen, og dens tiger nu dag for dag. inflationen stiger, dagligvarer bliver dyrere, og ca. 50 % af UKs eksport står overfor sværere afsætningsvilkår når de udtræder af EU. Det vil koste arbejdspladser, og forstærke presset på et allerede presset socialt system ( eller mangel på samme). NHS vil ikke kunne tilføres yderligere midler med mindre de tages fra andre steder i UKs budget. Skoler og uddannelsesinstitutioner fratages midler, hvor skoler allerde nu oplever at de er nødt til at bede forældre om donationer for at holde skolerne ovenvande.
UK vil, uanset ønsket om selvstændighed fra EU er en våd drøm, komme til at betale en meget høj pris.
næste etape - indgåelse af nye handelsaftaler. Det er naturligvis klogt at gøre dette, men UK glemmer at de ikke er en verdensomspændende kolonimagt, og de ville skulle forhandle handelsaftaler med lande som også vil forhandle med EU som en samlet enhed. Hvem mon vælges først?
@ Børge Rahbæk
Hvori består den afgørende forskel på Storbritanniens og Canadas holdning til økonomi og menneskerettigheder, som er relevant i denne sammenhæng?
"den britiske produktionssektor skal udvides og forbedres markant for at kunne forsyne den britiske befolkning med mange af de varer og ydelser, der nu importeres fra andre EU-lande".
Ingen forestiller sig, at Storbritannien skal ophøre med at handle med EU, hvilket selv de mest nationalistiske BREXIT-tilhængere bliver ved med at understrege. Det er heller ikke givet, at det vil kunne betale sig for britiske virksomheder at flytte produktion fra andre EU-lande til Storbritannien.
Udsving i aktiekurserne siger intet som helst om de langsigtede konsekvenser for økonomien i Storbritannien, men kun om markedernes forventninger på kort eller mellemlang sigt.
Glenn Lynge Andersen, der er absolut ingen som siger at EU og UK ikke kan/ skal handle sammen fremover, spørgsmålet er blot på hvilke vilkår.
UK har enorme udfordringer overfor sig, herunder en "lille" opgave med fornyelse af deres energiforsyning. Dette anslås at koste UK 800 mia. og derudover kommer udgifter til nedlukning af diverse nedslidte atomkraftværker. jeg ved ikke hvor de penge skal komme fra.
Vejnettet i UK er ligeledes meget nedslidt, og trænger virkelig til en kærlig hånd.
Små elementer der er ekstremt vigtige i genrejsning af den industri de tror de har.
de konservative barsler med et valgprogram i dag, hvor de blandt andet lover guld og grønne skove - noget alle vælgere er vant til, men de oplysninger der allerede siver inden den egentlige offentliggørelse, levner et spørgsmål tilbage.... hvordan vil de i himlens navn finansiere det? det er ren Palles gavebod.
Når det sidste punktum er sat, så kommer de virkelige konsekvenser, og hverken EU eller UK kan gardere sig imod dette. EUs fordel er at vi er flere om at betale gildet.
Glenn Lynge Andersen:
"Hvori består den afgørende forskel på Storbritanniens og Canadas holdning til økonomi og menneskerettigheder, som er relevant i denne sammenhæng?"
EU har ingen aftale med Canada om rettigheder for hinandens statsborgere. Jeg ved ikke præcist, hvad samhandelsaftalen mellem Canada og EU kritiseres for, udover den er for lang. Jeg formoder, den primært kritiseres for en voldgift og mulighed for erstatning for muligt tab på lovgivning, som et oplæg til samhandelsaftale mellem USA og EU blev kritiseret for.
"Ingen forestiller sig, at Storbritannien skal ophøre med at handle med EU, hvilket selv de mest nationalistiske BREXIT-tilhængere bliver ved med at understrege."
Nej, men der er lagt op til markante ændringer. Tab af britiske arbejdspladser var et væsentligt argument for udmeldelse af EU, og en lavere valutakurs i forhold til Euro trækker i samme retning. Det antydes også i artiklen, at der skal findes en løsning for lønmodtagere i produktionserhverv.
"Det er heller ikke givet, at det vil kunne betale sig for britiske virksomheder at flytte produktion fra andre EU-lande til Storbritannien."
Det kræver, britiske virksomheder har produktion i udlandet, der kan flyttes til Storbritannien.
Jeg tænker mere på, at det kan blive mere attraktivt for britiske virksomheder og landbrug at producere varer og ydelser, som nu købes i andre EU-lande. Som dansker tænker jeg, bl.a. Arla, Danish Crown, Dong og DFDS kan få en brat opvågning, men fx. Aldi kan også få nye udfordringer.
"Udsving i aktiekurserne siger intet som helst om de langsigtede konsekvenser for økonomien i Storbritannien, men kun om markedernes forventninger på kort eller mellemlang sigt."
Enig. I denne forbindelse antyder de, at aktiemarkedet tror mere på Storbritannien, end de refererede britiske embedsmænd gør. Det er nok rimeligt at tro, at aktiemarkedet ved mere om virksomheder, end offentligt ansatte embedsmænd gør.
Peter Frost:
"UK har enorme udfordringer overfor sig, herunder en "lille" opgave med fornyelse af deres energiforsyning. "
Den opgave bidrager godt til Dongs overskud. Det er ikke givet, Storbritannien fortsat vil betale statsstøtte til udenlandske vindmølleparker.
Børge Rahbech Jensen, det tvivler jeg meget på. UK har netop ikke planer om at skrotte atomenergi, men vil tværtimod fortsætte od udbygge. Deres nuværende energiforsyning har snart sagt ikke nogen overkapacitet, og de er nødt til at investere i denne sektor. Hvad enten det er vindmøller eller a-kraft, så skal der investeres i sektor, og deres egne beregninger lyder på ca. 800 mia. dette beløb var offentligt kendt FØR deres net til Brexit.