Klumme

Et charmerende, selvpromoverende dumt svin

Lobbyisten Roger Stone bidrog til at bringe Donald Trump til magten. Han hylder underholdning og propaganda frem for oplysning og fryder sig over de seriøse mediers død. Men måske forregner han sig. For takket være mænd som ham er interessen for seriøse medier stigende
Den 64-årige amerikanske lobbyist, PR-mand og politiske rådgiver Roger Stone tilskrives en stor del af æren for Donald Trumps politiske lynopstigning.

Den 64-årige amerikanske lobbyist, PR-mand og politiske rådgiver Roger Stone tilskrives en stor del af æren for Donald Trumps politiske lynopstigning.

Albin Lohr-Jones

17. maj 2017

»Journalister er dumme eller dovne eller begge dele på en gang,« er en af Roger Stones yndlingssentenser. En anden er: »Had motiverer langt stærkere end kærlighed.«

Den 64-årige amerikanske lobbyist, PR-mand og politiske rådgiver har altid tilhørt den yderste højrefløj – og hans historie er en deprimerende, men fascinerende nutidsmediehistorie.

Han tilskrives en stor del af æren for Donald Trumps politiske lynopstigning, og fredagens premiere på dokumentarfilmen Get me Roger Stone på Netflix kunne ikke være bedre timet.

Torsdag hævdede CNN, at det var Roger Stone, der havde fået Donald Trump til at fyre FBI-chef James Comey, og forrige fredag fortalte han New York Times, at han som højtstående kampagnerådgiver for Trump havde fået en anmodning fra Senatets efterretningsudvalg om at udlevere dokumenter og e-mails i forbindelse med undersøgelsen af Trump-kampagnens kontakter med Rusland. Han glædede sig ligefrem til at blive afhørt.

Roger Stone er mere end en skidt knægt. Han er et charmerende, selvpromoverende dumt svin, der betegner sig selv som professionel Agent Provocateur. Han har et billede af Richard Nixon tatoveret på ryggen og var en af initiativtagerne til oprettelsen af såkaldte politiske aktionskomiteer (PAC’s), der gjorde skjulte millionbidrag til politiske kampagner lovlige.

Han praler åbent af at være »pioner inden for negative kampagner«, og var i årevis medejer af Lobbyfirmaet Black, Manafort, Stone and Kelly, som i Washington blev kendt som »Torturbødlernes lobbyister«.

De tjente millioner på at skaffe store virksomheder og diktaturstater som Mobutos Zaire direkte kontakt med de magtfulde politikere og præsidenter, som lobbyisterne selv havde været med til at bringe til magten, som ledere af deres kampagner. Mænd som Richard Nixon, Ronald Reagan og George W. Bush. Donald Trumps kampagne blev en overgang ledet af Stones lobby-partner Paul Manafort.

Listen over Roger Stones meriter er uendelig lang, men først og fremmest har han skabt sig en karriere, fordi han, ifølge adskillige eksperter, er den mand, der først forstod det politiske potentiale i den amerikanske, hvide underklasses vrede og ikke mindst det, han selv kalder »mediernes mørke sider«.

Han ved præcist, hvilke knapper han skal trykke på for at vække mediernes interesse. Han får plads, når han lyver, praler eller fortæller beskidte detaljer om politiske modstandere. Det handler om at »angribe, angribe, angribe – aldrig om at forsvare noget«. Et andet Roger Stone-citat er værd at tænke over: »I politik er det meget værre at være kedelig end at tage fejl.«

Roger Stones indbringende karriere kan i sorte øjeblikke ses som den kritiske, saglige og undersøgende journalistiks nederlag. Som en usmagelig guldbronzeret gravsten over den ordentlige, demokratiske debat.

For ham er politik »showbusiness for grimme mennesker«, som han udtrykte det. Han mener, at løgnagtige, propagandistiske højrefløjsmedier som infowar.com og Breitbart News helt har taget magten fra store, mere traditionelle journalistiske medier.

Men i lyse øjeblikke kan man nære et lille håb om, at han tager fejl, og at stræben efter sandheden i sidste instans har en afgørende betydning. De seneste tendenser kunne nemlig tyde på, at netop han og hans Trump-venner og Trump selv har medført en usædvanlig stærk stigning i antallet af læsere og abonnenter på de medier, der afviser propagandaen og underholdningen som hovedmotiv for deres eksistens. Håbet beskæmmer ingen, som der står skrevet.         

Man kan affærdige en som Roger Stone som en ubehagelig excentriker. Men hans betydning rækker langt videre end hans provokationer. Kynisk betragtet rammer han plet, når han taler om mediernes mørke sider, om vreden, om gennemslagskraften af det demagogiske angreb og det overdøvende behov for underholdning frem for visioner og argumenter.

Stone var lobbyist og rådgiver for Trump i slutningen af 80’erne og 90’erne og kunne spejle alle sine holdninger i hotel- og casinofyrsten. »Jeg var en jockey, der ledte efter en hest,« som han udtrykker det. Han fandt hesten og var med til at træne den. Nu er den kommet over målstregen som vinder.   

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Martin Rytzel
  • Kurt Loftkjær
Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Martin Rytzel og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer