Klumme

En dårlig karakter

Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Prædiker gerne om, hvordan den begrænser os, gør os mindre. Men når jeg konfronteres med min opførsel som barn, bliver det pludselig klart, at skammen også har en funktion: Den får os til at opføre os ordentligt over for hinanden
30. maj 2017

Forleden kom børnene ud i køkkenet med favnen fuld af støvede papirer. De havde rodet i nogle kasser ude bagved og fundet en bunke ting, som jeg må have haft med mig, siden jeg flyttede hjemmefra – men fuldstændig glemt.

Øverst lå en stak dårligt kopierede programmer fra ridestævner, jeg havde været med i. Nedenunder stak et par krøllede præmierosetter frem sammen med karakterark fra ridestævnerne.

Og allernederst et tyndt hæfte i A4-størrelse, klipset sammen i øverste venstre hjørne. Klassekoks. Jeg kunne genkende det hele – forsiden, som jeg selv havde tegnet og skrevet, med rubrikker fra de forskellige bidrag. Vi lavede bladet som en del af danskundervisningen i 6. klasse.

Jeg kan huske det hele. Begejstringen over processen: Den sprudlende følelse af, at skrivningen kunne være en legeplads, hvor man selv udstak reglerne. Glæden ved at skabe noget. Friheden og beruselsen over at se sit arbejde på tryk.

Jeg bladrede ivrigt. Jeg kunne kende hver eneste tekst, huske opsætningen og næsten alle overskrifterne.

Så så jeg, at jeg havde rettet i bladet. Jeg havde rettet i de andres tekster, og jeg havde givet en af de andre tekster karakter. En dårlig karakter.

Og så kunne jeg pludselig også huske dét. Mig i den situation. Mig, i gang med at finde fejl i de andres tekster, give dem karakterer, kommentere deres arbejde. Rakke det ned.

Jeg har gransket min hukommelse for at finde ud af, hvordan det foregik. Især selvfølgelig: Vidste de andre det? At jeg udpegede svagheder og mangler i deres tekster, at jeg gav dem karakterer?

Jeg kan ikke huske det. Jeg håber, at de ikke vidste det. Jeg håber, at jeg ikke ikke gav udtryk for min usle arrogance over for de mennesker, jeg lod den gå ud over. Jeg håber, at jeg sad derhjemme, uden vidner, og hyggede mig med at føle mig bedre end de andre.

Hvad fik mig til at tænke, at jeg var i min gode ret til at agere lærer eller dommer over for mine klassekammerater? Og var det bare lidt godmodigt drilleri et øjeblik? Eller var jeg simpelthen sådan? En gang i mellem? Ofte? Altid?

Vi havde et temmelig heftigt hierarki, og jeg kan se på de tekster, jeg hånligt har kommenteret i bladet, at jeg udelukkende sparkede nedad.

Jeg er så flov.

Jeg må have været så arrogant og så selvglad.

Børn er så benhårde. Måske er de også nogle gange blinde for, hvad de udsætter andre for.

Jeg tænker på, hvordan det er at blive udsat for en sådan hånlighed. Hvordan det må have været dengang, hvordan det vil være nu.

Jeg læste ikke bladet færdigt forleden. Jeg var lige ved at smide det i skraldespanden. Så fortrød jeg og lagde det hen i den store bunke papirer for enden af køkkenbordet. Så smed jeg programmerne fra ridestævnerne ovenpå. Jeg fortalte ikke mine børn om det. Jeg fortalte ikke nogen om det.

Nu ligger det der i stakken under nogle andre papirer. Jeg ved, at det ligger der, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Skam er en af mine kæpheste, jeg kan få alting til at handle om skam. Når jeg taler om skam, handler det altid om, hvordan skammen begrænser os, gør os mindre.

Men skammen har jo en funktion. Skammen skal få mennesker til at opføre sig ordentligt over for hinanden. Skammen skal få os til at indse, at vi har gjort noget forkert. Og skammen skal være så ubehagelig, at vi ikke begår samme fejl igen.

Er jeg stadig lige så arrogant, som jeg var dengang? Jeg retter stadig andre menneskers sprog, jeg er en fejlfinder. Det er svært for mig at lade være. Måske bliver jeg alligevel bedre til det nu.

Julie Top-Nørgaard er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu