Læserbrev

Danmark er ingenmandsland for voldsudsatte kvinder

Debat
10. maj 2017

Man græmmes og håber, det er løgn, at et barn i selveste Danmark frarøves sin mor, fordi moren har valgt at gå fra den voldelige far. En thailandsk kvinde står til udvisning uden sin otte måneder gamle danske baby, og uden at forældremyndigheden er afklaret. Hun risikerer udvisning, selvom hendes danske mand er dømt for vold mod hende og reelt vil få forældremyndigheden. Vores retspraksis skal tage særligt hensyn i udsendelsessager, når der er vold i billedet, men det sker langt fra altid.

I Danners opsøgende indsats Vejen til Viden, hvor vi rådgiver voldsudsatte, udenlandske kvinder om deres rettigheder og muligheder, viser data fra 2015 og 2016, at 71 procent af de kvinder, vi rådgav, var udvisningstruede. Desværre risikerer mange kvinder udsendelse, trods en uafsluttet sag om partnervold og selvom der er børn i klemme. At bevise den gentagne vold og fornedrelse er ofte en svær og langstrakt affære, som en udlændingeskeptisk forvaltning ikke har tålmodighed til at vente på.

Vi skal stoppe med at gøre hendes opholdsgrundlag usikkert, når hun gør det eneste rigtige: at forlade den voldelige mand. Vi skal stoppe med at udøve system-vold og påføre hende flere mentale skader, end manden allerede har gjort. Så længe vi ikke stopper med det, så bryder vi Istanbulkonventionen, som siden 2014 har forpligtet os til at beskytte alle voldsudsatte kvinder.

På selve dagen for udvisningen fik den thailandske kvinde udskudt datoen for udvisning, indtil sagen kan vurderes på ny – formentlig fordi Fyens Stifttidende gik ind i sagen. Uden denne hovsa-ændring ville kvinden de facto være berøvet fremtidig samkvem med sin søn – og han med hende. Sådan leger man ikke med folks liv.

Vi skal ikke tro, vi både kan høste anerkendelse for vores højt besungne lighedsværdier ude i verden, når vi gradbøjer selvsamme værdier herhjemme. Vi er nødt til at drøfte, hvordan vi vil behandle vores medmennesker – hvis måden, vi forvalter loven på, skal afspejle det samfund, vi ønsker.

Danner har siden 1980 drevet et krisecenter i København og er i dag også en organisation, der fremmer ligeværd og bekæmper vold mod kvinder og børn.

Lisbeth Jessen er direktør i Danner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her