Det siges, at det sidste, mennesker vil give afkald på, er håbet.
Man kunne også sige: Frataget alt håb dør mennesker
Jeg tror, der er meget sandhed i dette. For at fratage et menneske alt håb er at fratage ham eller hende meningen med livet.
Ét af de forhold, der adskiller os mennesker fra de andre dyr, er, at vi ikke kun lever i verden, som den er eller nu tilfældigvis udvikler sig. Men også i en verden bygget af vore egne håb og forventninger til, hvordan livet burde være – eller kunne være.
Forsvinder vores forhåbninger og forventninger, kan verden som den er, føles uudholdelig at leve i.
»Lad alt håb fare, I der her går ind«, står der skrevet over porten ind til helvede i Dantes Den guddommelige komedie.
Hvilket måske også kunne omskrives til: »I, som har ladet alt håb fare, befinder jer allerede i et helvede«.
Under alle omstændigheder vil jeg vove den påstand, at tabet af håb er et undervurderet helvede i vores tid.
Død af fortvivelse
For nylig blev der i USA offentliggjort en omfattende undersøgelse, der viser en signifikant stigning i antallet af tidlige dødsfald blandt hvide mænd med lav uddannelse og ringe fremtidsudsigter.
En stor del af den hurtige vækst over kun et par årtier, viser sig at dreje sig om, hvad forskerne kalder deaths of despair, død som følge af fortvivelse: død forårsaget af selvmord, alkohol-, narkotika- og stofmisbrug.
Forskernes forklaring er indtil videre, at overdødeligheden som følge af fortvivlelse må tolkes som den samlede effekt af de dramatisk forværrede livsperspektiver på det amerikanske arbejdsmarked for mænd i denne kategori – herunder af deres voksende vanskeligheder ved at kunne gøre sig gældende socialt, deres faldende status i samfundet og de hastigt tiltagende forskelle i levevilkår mellem dem og andre mænd.
Kort sagt: effekten af skuffede forventninger og mistet håb.
Ved sidste års amerikanske præsidentvalg, viste der sig at være en meget stærk korrelation mellem selvmordsfrekvensen i en valgkreds og antallet af stemmer på Donald Trump. Niveauet af håbløshed, målt ved antallet af mennesker, der døde som følge af ’fortvivelse’, var således den vigtigste fællesnævner for de valgkredse, hvor Donald Trump fik flest stemmer.
Når folk ikke føler, de har noget at håbe på, og når det åbenbart ikke gør nogen større forskel for dem, hvorvidt de lever eller dør – ja, så kan de bevisligt begynde at håbe og at tro og at stemme på hvad som helst.
Det var, hvad håbløshed gjorde ved mange mennesker i Europa i 1920’erne og 30’erne. Og det er, hvad håbløshed truer med at gøre ved stadig flere mennesker i dag.
En skrøbelig plante
Jeg vil hævde, at håbløshed er en undervurderet forklaring på faktaresistente og virkelighedsforagtende opinioner og bevægelser, som vi ser i vild og hastig fremvækst – ikke kun i USA, men også i Europa.
Jeg vil endvidere hævde, at håbløshed er en undervurderet forklaring på ekstremisme, terrorisme og galskab.
Svaret på spørgsmålet om, hvorfor ekstreme ideer fra tid til anden vinder fodfæste i samfundet, skal søges i håbløshedens omfang og intensitet.
Bemærkelsesværdigt nok er det typisk ikke de fattigste og mest magtesløse – altså dem, der kunne synes at have mindst grund til at håbe – der tiltrækkes af ekstremisme. Det er snarere dem, der havde grund til at nære store forhåbninger, men som af forskellige årsager har mistet dem og er begyndt at hade verden, som den er.
Der er dem, der ønsker at forklare de meningsløse terrorhandlinger, vi ser omkring os i disse år, med ekstreme ideologier, og selvfølgelig spiller de ekstreme ideologier en rolle – især den voldspsykopatiske jihadisme er ondartet og brutal. Men uden håbløshed ville ideologierne ikke have så stort et hav at fiske efter sjæle i. Og uden sådanne ideologier ville håbløsheden have fundet andre manifestationer.
Håbet er, som jeg ser det, en skrøbelig plante, der har brug for konstant næringstilførsel i form af offentlig tillid, tiltro og optimisme.
Håbløshed er en vedvarende og sejlivet ukrudtsplante, der frodigt trives i de revner og huller, der åbner sig, når forventningerne skuffes og tilliden i samfundet svækkes – og der ikke findes bud på samfundsmæssige nyindretninger, der kan genoplive vores forhåbninger.
© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
