Klumme

At elske U2 er som at være med i DF eller Jehovas Vidner

Vi får de bands, vi fortjener, men jeg må hen og se U2’s The Joshua Tree i 2017-udgaven. Det er ikke noget, jeg kan ironisere mig ud af
Vi får de bands, vi fortjener, men jeg må hen og se U2’s The Joshua Tree i 2017-udgaven. Det er ikke noget, jeg kan ironisere mig ud af

Lasse Allard

11. maj 2017

Jeg har løst billet til en aften med verdens største og mest røvirriterende band, og det får mig til at reflektere over mit forhold til det folkelige og min imaginære hestehale i ørkenbrisen.

The Joshua Tree er titlen på et album fra 1987 af det irske rockband U2. En episk og ekstatisk samling sange, der på samme tid er en kritik af Reagans USA og en besyngelse af et dybere, mytisk Amerika. Musik som asfalt, armsved, boretårne i silhuet, chicken-fried steak, sletter og gennemhullede bibler; Joshua Tree var en dannelsesrejse for et ungt band og et af firsermusikkens vægtige statements.

Selv opdagede jeg først en del år senere sangene og U2, da DR en tilfældig aften sendte koncertfilmen Rattle and Hum om bandet i den periode.

Kritikerne havde rost The Joshua Tree, men været unådige over for filmen og U2’s sammenvævning af musik, venstrefløjssloganisme og karismatisk kristendom og – måske især – deres naive befamling af den amerikanske kulturarv. Det var allerede ved at stikke af for U2, men jeg var solgt.

Jeg missionerede for U2 og lammede som dj i ungdomsklubben dansegulvet i adskillige minutter ved at spille hele den lange instrumentalintro til ikke-hittet »Zooropa« (der sjovt nok foregriber tidens EU-krise), mens alle mine venner buhede. Selv smilede jeg bare, forvisset om at have historien på min side.

Det havde jeg på ingen måde. De seneste mindst 17 års sange har været sløje, mens turneerne er blevet stedse flottere hoppeborge, trukket rundt på kloden, hvor folk vil betale for at høre musik, de kan vippe hytteskoene til.

Forsanger Bono prædiker i lavendelfarvede briller for gældseftergivelse i Afrika og internet på samtlige skoler i Etiopien, mens hans venturekapitalfond har høstet facebookmilliarder. Og U2-formuen er i skattely. Bandet inkarnerer altså centrum-venstres politiske legitimitetstab. De ligner levebrødspolitikermusikere, nærmest hadeobjekter uden for fanbasen.

Nå, men skæbnen vil, at U2 i denne uge indleder en turné, hvor de genopfører hele det nu 30 år gamle The Joshua Tree. Et af de tidlige stop er millionbyen Houston i det svedige, sydøstlige Texas, hvor jeg tilfældigvis bor for tiden, og her sidder jeg til min egen delvise overraskelse og krammer en dyr billet til et dårligt hjørne af stadion.

Vi får de bands, vi fortjener, men jeg må hen og se The Joshua Tree i 2017-udgaven. Det er ikke noget, jeg kan ironisere mig rundt om.

U2 siger, ifølge Rolling Stone, at de spiller albummet igen, fordi valget af Trump med alle de skygger, han kaster over amerikanernes fremtidsmuligheder, har genskabt dets relevans. Og det kan jeg godt se, men hvad med U2 selv?

U2 er ikke folkelige på en socialt ok måde, som bøfsandwich og SKAM. De er regulært folkelige. De kom fra punken, men har også altid været liberalisterne, kronprins Frederikkerne og de fedtsvedende kræmmertypers yndlingsband.

U2 er i dag så systembevarende et brand, at det er undergravende for anseelse, karrieremuligheder og kærlighedsliv at holde af dem. At elske U2 er som at være med i DF eller Jehovas Vidner eller indrømme, at man ser Aftenshowet. Helt uden for skiven. U2 tiltrækker kort sagt mennesker på tværs af det politiske spektrum.

Og denne sidstnævnte egenskab ved bandet får mig til at genoverveje mit U2-kompleks et øjeblik. Er det netop vidunderligt, at de kommer til at spille for en million af de mennesker, der har ansvaret for alt USA’s nuværende lort?

Magasinet Billboard har gjort samme iagttagelse: »Uanset hvad Bono synger om, er du til stede i din lædervest, på vej op ad bjerget, mens vinden flår i din hestehale. Selv om Trump Lovers og Bernie Bros ikke drømmer om det samme, drømmer de jo om et eller andet. Og for den, der stadig er i stand til at lægge låg på kynismen længe nok til at fortabe sig i en rockkoncert, kan en aften med The Joshua Tree få dette ’noget’ til at synes inden for rækkevidde.«

Årh, fuck, jeg sidder helt nede bagest, men jeg håber det.

Christoffer Zieler er journalist og tegner. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Østergaard
  • Morten Pedersen
Morten Østergaard og Morten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jehovas Vidner? Pudsigt, jeg føler mig mere i selskab med Indre Mission i det korte øjeblik der går fra Bono dukker op indtil jeg får skiftet kanal.

Robert Ørsted-Jensen, Jens Kofoed og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Martin Rytzel

Kristen rock er noget af det klammeste og mest fornærmende der findes.
Fordækt kristen rock som U2, sprænger klamhedsskalaen fuldstændigt.

Jonathan Larsen

U2? Selv i firserne kunne jeg ikke lide dem. Giv mig noget godt gammelt "Bay area thrash". Så lover jeg at rejse mig fra kørestolen og headbange dagen væk " Bang That Head That Doesn't Bang".

Anders Hede

Der er nærmest ikke lavet noget musik i dette årtusinde som vil overleve til eftertiden. Forestil jer årene 1990-1991, med albums fra Nirvana, Gunsn Roses, REM, Metallica, etc etc. Sådan noget er der jo intet af mere, og det er ikke bare fordi man er blevet gammel. Jeg kender mange uge som også sværger til fortidens musik, som utvisteligt havde mere kvalitet.
Så jeg forstår manden bag indlægget her selvom U2 aldrig har været mig

Morten Nielsen, Jonathan Larsen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Jeg synes stadig, at der bliver lavet godt tråd. Det drukner bare i alt muligt metervare pop/rock og dårlige shows der skal gøre "average Joe" til den nye superstar. Det nye sort er når naboen bliver superstar. Søg og du skal finde.

Henrik Brøndum

@Anders Hede

Hvad med Amy Winehouse, Adele, Eminem, Flo-ri-da .... jeg tror de kommer til at klare den ganske godt.

Henrik Hansen

“Information is not knowledge.
Knowledge is not wisdom.
Wisdom is not truth.
Truth is not beauty.
Beauty is not love.
Love is not music.
Music is THE BEST.”
― Frank Zappa

Torben Rohde

Nogle af de bedste koncerter jeg har overværet har været med U2... har dog aldrig helt forstået musik snobberi.

odd bjertnes

Unga-bunga-musikken var i knæ i 00'erne efter at have ramt muren - ganske farverigt - med 'breakcore' i starten af årtiet. Det er årsagen til at Anders Hede og andre synes der ikke skete noget. Årtiets egne stilarter var klangbaserede og interesserede sig ofte ikke for anden rytmik end lytterens egen indre organiske : drone, stoner, noise. Shake-yer-booty-folket måtte så nøjes ... men det var ikke i Amy's Vinhus tingene egentlig foregik. Så vidt jeg husker.

Søren Kristensen

Kære Christoffer, hvis du i dit fjerne Houston trænger tll at se/høre mere pop-musik, så husk der er ESC, European Song Contest i aften, altså i nat for dig, hvis du kan holde dig vågen? Dit fædreland er med i finalen og det er bare en af grundene til at det bliver rigtigt spændende. Mange af bidragene er helt i top i år og hold lige øje med Italien. I mine ører var det revolutionerende ved U2 nemlig "bare" den måde The Edge udviklede sit guitarsprog fra ingenting til nytænkning og ændrede lyden af pop. Det kan også høres i det italienske bidrag.

jan birkholm

U2 er lidt som konfirmationer; fuld af bullshit og dobbelmoralsk. Men man kan af befriende uforklarlige grunde blive følelsesmæssigt ramt af det. Og en af pointerne er vel at det kan appellere over den afgrund mellem 'polerne' som mange lande i dag er ramt af.

Bjørn Pedersen

U2 er et af de få store 80'er og 90'er bands der, når de annoncerer koncerter i Danmark, straks kommer på DR - Danmarks Radio's hjemmeside over "nyheder". Man kan kritisere borgerlige politikere for at ville dræne DR som en vampyr, men når man ser "U2 annoncerer koncert i Danmark" som en af overskrifterne på DR's hjemmeside, så må man indrømme at der er en vis *ahem* kulturkorruption på færde i vores alle sammens mediehus.