Klumme

Den eneste, jeg kender, der kører 2CV, arbejder i en bank

Det er tæt på umuligt at udtrykke sit klassetilhørsforhold gennem forbrug. Biodynamiske vine er ikke for hippier, men for gæster i Michelinstjernede gourmetpaladser; cafefolket i København har overladt café latten til provinsens Bilka-cafeterier, og på morgencykelstierne ræser marketingschefer og konsulenter rundt i et inferno af lycra og skæld-ud
23. maj 2017

Før i tiden var det nemt at have fordomme, man kunne bare skele til folks forbrugsmønstre og konkludere, hvor de boede, hvilken uddannelse de havde, og især hvad de stemte.

Gik man i Irma efter økologiske gulerødder, lagde dem i 2CV’en og svingede forbi lilleskolen på vej til kolonihaven i Brønshøj, så var man blød og venstreorienteret med en længere videregående uddannelse. Man læste med andre ord Information.

Kørte man derimod Ford Granada, handlede Jolly Time i Kvickly og kørte børnene til fodbold i Hvidovre, så stemte man på CD og arbejdede i et speditionsfirma.

Den første gruppe tog toget på cykelferie til Alsace, den anden smækkede campingvognen efter slæden (noget, ingen 2CV nogensinde er blevet kaldt) og tog til Gardasøen.

Jeg insinuerer ikke, at politisk ladede forbrugsmønstre ikke eksisterer i dag, så langt fra, og mange af de traditionelle normer består i bedste velgående, men i takt med mediebilledets fragmentering er signalværdierne for vore valg med pengepungen blevet så komplicerede, at man ganske uforvarende kan risikere at udtrykke ideologiske tilhørsforhold, man meget nødigt vil associeres med.

Et klassisk eksempel på forbrug med signalværdi er mad: Økologi er noget red-planeten-pjat, skulle man tro, og endnu mere frelst er den nærmest nyreligiøse biodynamik, hvor halvmåneformede marker skal velsignes med kobberspyd og drikkevand skal energeres. Igen: Lunt placeret hos denne pamflets kernelæsere.

Men hvorfor sælges biodynamiske naturvine og fritgående økokalve så primært på Michelinstjernede gourmetpaladser nu til dags? Der er da ikke meget minushæl og utrimmet skæg over at give 5.000 kroner for et måltid for to på en tirsdag?

Det skyldes simpelthen, at det er blevet trendy for en yngre og langt mindre ideologisk gruppe at gå op i naturlig produktion, og derfor risikerer hr. og fru pensioneret gymnasielærer at måtte kæmpe om den sidste pose Fair Trade-linser med en (næsten færdig) performancedesignuddannet sommelier fra et lille ’spisehus’ på Vesterbro, der har flere tatoveringer end de har Fjällräven-logoer. Hvilke han i øvrigt i 2017 også har flere af.

Transport er et andet område, som er blevet svært at overskue. Den eneste person, jeg kender i dag, der kører 2CV, er under 30, politisk liberal og arbejder i en bank. Og den store, gamle, benzinslugende Mercedes, man forventer at se foran et autoværksted i Næstved, hører i dag bedre hjemme blandt tv-værter og reklamechefer på Østerbro.

At cykle på arbejde er derimod ikke længere en ordinær nødvendighed for kvinder med job i det offentlige. Det er blevet en aggressiv overskudsmarkør for velbjærgede markedschefer og konsulenter, der ræser gennem morgentrafikken i et inferno af lycra og skæld-ud.

Et særligt tåkrummende eksempel på, hvor svært det er at følge med, kan tilskrives folketingets forkvinde, Pia Kjærsgaard. Der går ikke en måned, uden at det lykkes hende med al den passivt-aggressive, nedladende afsky, hun så fuldendt mestrer, at beskrive enten Radikale Venstre, Røde Kors eller bare en tilfældig cykelsti, hvor der cykler særligt mange muslimer og nycirkusartister, med en parallel til ’café latte’. I Kjærsgaards øjne symboliserer café latte altså alt, der er kosmopolitisk, udadvendt, moderne og åbent.

Intet kunne dog være fjernere fra sandheden; café latte er for længst gledet ud af sortimentet på de dyre caféer på Vesterbro og Århus’ latinerkvarter og ind i Bilkas; med lidt held både skridtlun serveret i et papbæger hos bageren og som portionsindpakket pulver på hylden ved siden af Nescafé.

Skal man generalisere groft – og det bør man jo i klummer – er der, på linje med running sushi, Naser Khader og stand up comedy, i dag langt mere DF end ’Radicool’ over en kop latte. Så må man blot håbe for Kjærsgaard, at det også er gået hendes vælgeres næser forbi.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Espen Fyhrie er debatvært på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Grethe Preisler
  • Henrik Brøndum
ulrik mortensen, Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Måske vælges der ikke så meget til, men der vælges stadigvæk fra. Det er svært at finde en feministist på ferie i Las Vegas og næsten umuligt at spotte en vælger fra Alternativet der smugler snus ind fra Sverige?

Søren Kristensen

Det er osse svært at finde en 2CV der ikke trænger til en renovering, som man skal arbejde i en bank for at have råd til.