Klumme

Jeg er færdig med damebladshistorier om, hvordan jeg blev en vinder

Alle, jeg kender, drømmer om fællesskab. Om at være et med de andre. Men det meste af tiden går med at glo på os selv og fortælle om vores individuelle sejre. Om hvordan det nok skal lykkes for os at blive Napoleon og paven, kejseren og Mærsk
1. juni 2017

Vi sidder rundt om bålet. Ansigterne er oplyst af flammernes bevægelse, vi griner, vi sender et horn med mjød rundt, vi fortæller hinanden historier, alle historierne handler om drømme, alle drømmene handler om fællesskab.

De fleste drømmer om fællesskab.

Alle, jeg kender, drømmer om fællesskab.

Som fikspunkter sidder vi hver især og drømmer om at være cirkel.

Vi sidder rundt om bålet, det er nat. Knitrer. Syder.

Uglens lyd er så ... mystisk. Den der hvislen i birkebladene, når vinden friserer dem; aske, jord og snot på mine fingre; gløderne, der springer.

Nu holder jeg op med at eksistere som fikspunkt. Nu begynder jeg at eksistere som cirkel.

Jeg sidder foran computeren. Nu er jeg igen blevet til et fikspunkt. Det med cirklen var noget, der skete her den anden dag. Som fikspunkt er det svært at formulere følgende, men jeg prøver: Freud er død. Selvmordsstatistikkerne peaker, ligesom olien, vi kan ikke blive mere aktualiserede, realiserede i os selv. Kan vi?

Vi kan ikke komme længere, og alle menneskene er ulykkelige. Det siger jeg som en generalisering, generaliseringen gør det nemmere for mig at forstå det; ulykkelige i deres fitnesscentre, ulykkelige nede i minerne, ulykkelige i deres speltvillaer (ikke fordi der er noget galt med spelt), ulykkelige i kaffeplantagerne, hvor de arbejder for to ører om ugen, sved på panden, skrigende børn, jeg sætter vand over til espresso, pisker lidt mælkeskum, vender tilbage til problemet: Kulturens historie handler om individet.

Individet, der – på bekostning af andre individer, det hører ligesom med til historien – kolonialiserede, erobrede og vandt. Sig selv. Og boksen. Kassen.

Jeg er så træt af den historie, historien om succes.

Jeg er vokset op i den historie, den formede mit sind, før jeg kunne tænke, jeg følte: Når først jeg bryder igennem! Så vinder jeg i lotto!

Det selvaktualiserede, frie individ, der bygger sit imperium af prestige, uangribelighed. Der er et sted, man skal hen. Der findes et mål.

Mål er, ligesom individet, et fikspunkt ... i en lineær historie, men som sagt er jeg træt af den lineære historie.

Her er den lineære historie: Man skal gå så grueligt meget igennem, men SÅ. Så bliver man et nyt og bedre menneske, så er man selfmade, mere effektiv, mere i balance, mere, mere.

Jeg kalder det damebladsmodellen, og jeg har selv fortalt den, engang jeg var med i et dameblad. Jeg sagde: »Nu er jeg et nyt og bedre menneske, nu VANDT jeg«.

Fikspunkt.

Jeg sidder foran computeren, jeg prøver at formulere en stringent pointe.

Mine øjne søger hele tiden udad. Ud til bålet, det er slukket nu, asken ligger i et tyndt lag på tæpperne derude, jeg tænker på atomkrigen. Solen skinner skarpt.

Vi sidder rundt om bålet. Ansigterne er oplyst af flammernes bevægelse, vi griner, vi sender et horn med mjød rundt, vi fortæller hinanden historier, alle historierne handler om drømme, alle drømmene handler om fællesskab.

De fleste drømmer om fællesskab.

Alle, jeg kender, drømmer om fællesskab.

Som fikspunkter sidder vi hver især og drømmer om at være cirkel. Når jeg en gang imellem er cirkel, kan jeg meget bedre høre, hvad træerne siger, mycelium under mine bare fødder, jeg stritter med tæerne, stjernerne skyder, månen sejler, uglens lyd, tudserne, den hvislende lyd i birkebladene.

Når jeg er fikspunkt, sidder jeg bare her, foran computeren og er afsender. Sur på Freud, faktisk.

Min professor sagde engang: »Psykoanalysen opstod som følge af individets krise i intimsfæren.« Ser du, industrialiseringen, urbaniseringen, sekulariseringen udviskede alle cirklerne omkring individet, inde i individet, alle fællesskaberne. Alene stod vi tilbage og skulle blive til noget.«

Vi skulle blive til fikspunkter.

Vi skulle blive til fyrtårne.

Vi skulle blive til Napoleon og paven, vi skulle blive til kejseren og Mærsk. Jeg gider ikke være Mærsk.

Jeg vil hellere være cirkel.

Tillad mig som fikspunkt at sige dette: Kom, lad os fortælle nogle andre historier, kulturens historie er blevet røvkedelig.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torsten Jacobsen
Bjarne Bisgaard Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nissen

Smukt og sandt. Rammer lige ind i en sandhedsnerve med nærmest revolutionær kraft. Vi, de ensomme, ulykkelige fyrtårne i fitnesscentrene, forløses glimtvis i cirklen omkring bålet.

Hvis idéer stadig har nogen gang på jord, så stemmer jeg sgu for cirklens genkomst!