Kronik

Fagbevægelsen skal ikke tilpasse sig globaliseringen, den skal ændre den

Globaliseringen har presset den danske fagbevægelse til at tage ansvar for, at danske arbejdsgivere forbliver konkurrencedygtige. Resultatet er løntilbageholdenhed og et ulideligt ræs mod bunden. Det stopper først, når vi indser, at globaliseringens bagside kun kan bekæmpes globalt
Vi skal bryde ud af den nationale defensiv; alliere os med de arbejdere, vi bliver tvunget til at konkurrere mod, og sammen udfordre globaliseringen, skriver Jakob Mathiassen i dagens kronik.

Vi skal bryde ud af den nationale defensiv; alliere os med de arbejdere, vi bliver tvunget til at konkurrere mod, og sammen udfordre globaliseringen, skriver Jakob Mathiassen i dagens kronik.

3. maj 2017

Efter et lille flertal for nylig sagde ja til den nye overenskomst på LO-området, er debatten om industriens rolle i overenskomstforhandlingerne blusset op. Er det fair, at Industriens overenskomst forhandles på plads, før de andre områder får lov til at lukke deres forhandlinger? Er det holdbart, at industriens overenskomst sætter rammerne for alle de andre overenskomster og dermed kan lægge en dæmper på kravene fra andre arbejdstagergrupper? Det spørger mange af dem, der stemte nej til overenskomsten.

Faktisk er der aldrig blevet taget en demokratisk beslutning om, at det er sådan, systemet bør fungere. Det er nærmest blevet dikteret via Dansk Industris dominerende rolle i Dansk Arbejdsgiverforening. Alligevel er der bred enighed i toppen af dansk fagbevægelse om, at det bør være industrien, der fastsætter rammen. Rationalet er, at Danmark lever af eksport, og derfor er det afgørende, at industrien både kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft og er konkurrencedygtig i den internationale konkurrence om arbejdspladser og investeringer.

Derfor går det ikke, at andre brancher, der ikke er lige så hårdt ramt af den internationale konkurrence, får voldsomt bedre arbejdsbetingelser end dem, industrien kan tilbyde. Det ville trække arbejdskraft ud af industrien og presse lønnen op. Resultatet ville være arbejdsplads- og investeringsflugt fra Danmark.

Ingen fremtidsdrømme

Frygten for globaliseringen betyder med andre ord, at fagbevægelsens top godtager diktatet fra arbejdsgiverne. Og de har noget at have deres frygt i. Industrien er voldsomt udfordret. En undersøgelse fra 2014 lavet af Kraks Fonds Byforskning viste en direkte sammenhæng mellem lønniveauet i de danske industrivirksomheder og importen fra Kina. Jo mere vi importerede af et bestemt produkt fra Kina, des lavere blev lønnen på de fabrikker i Danmark, der producerede tilsvarende produkter.

Vikarbureauerne i byggeri- og anlægsbranchen formidlede 7,9 millioner timer i 2015, svarende til 4.135 årsværk, og omsatte for 2,07 milliarder kroner
Læs også

Industriens forhandlere er derfor tvunget til at kigge på lønudviklingen i Tyskland og Kina, når der skal forhandles overenskomst. Det er helt tydeligt, at industriens fagbevægelse har et stærkt ønske om at hjælpe deres arbejdsgivere med at forblive konkurrencedygtige, helst ved at tilbyde kvalificeret arbejdskraft, men er det ikke nok, bidrager den også gerne med løntilbageholdenhed og mere fleksible arbejdstider.

Industriens forhandlere vil nok kalde det at tilpasse sig tiderne, personligt minder det mig mest af alt om de gule ’fagforeninger’, der hverken har strejkeret eller en drøm for fremtiden. Hvad værre er, så leder denne strategi kun til yderligere international konkurrence, højere arbejdstempo, lavere løn og i sidste ende øget nationalisme, som vi med al tydelighed har set i forbindelse med Brexit, valget af Trump og demonstrationerne ved den lukningstruede Whirlpool-fabrik i Frankrig.

Slut med tilbageholdenhed

Heldigvis er der nogle fagforeninger, der ikke nøjes med at tilpasse sig tiden. I den danske byggeindustri finder man en række gode eksempler. Ligesom industrien mærker byggefagene presset fra globaliseringen.

Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU har betydet, at lønnen på flere danske byggepladser ofte er under 100 kroner i timen, og det lægger naturligvis en dæmper på lønkravene fra de danske håndværkere. Men de danske byggefags fagforeninger har ikke tilpasset sig globaliseringens påvirkning af deres løn og arbejdsforhold; de har i stedet forsøgt at udfordre globaliseringen og de firmaer, der har udnyttet den til at presse lønnen og øge profitten.

Demonstration mod overenskomsten foran Industriens Hus 31. marts. 
Læs også

Byggeriets fagforeninger og fagligt aktive medlemmer har kæmpet fra plads til plads for at opnå overenskomst med de udenlandske firmaer. Ved hver overenskomstfornyelse har de kæmpet for, at den overenskomstmæssige mindsteløn skal stige voldsomt, så mindstelønnen kommer tættere på det reelle lønniveau blandt de danske håndværkere.

Første del af denne strategi er lykkedes sådan nogenlunde, men anden del af strategien har lidt fuldstændigt skibbrud, netop fordi industrien sætter rammen for overenskomstforhandlingerne. Byggeriet har ikke kunnet få lov til at sprænge rammen og hæve mindstelønnen markant.

77 procent af bygningsarbejderne stemte derfor nej til overenskomstresultatet, men blev som så mange gange før stemt ned af de store antal ja-stemmer fra industrien. Nu kræver flere fagligt aktive bygningsarbejdere, at byggefagbevægelsen bryder ud af forhandlingsfællesskabet og selv gennemtvinger de ønskede forandringer. Bygningsarbejderne er klar til at tage kampen, hvis bare de kan få lov til det.

Demokratisk globalisering

Jeg deler mine kollegers ønske om at tage kampen, men jeg tror ikke, at svaret på vores problemer med globaliseringen er at lukke sig om sig selv og kæmpe alene for sine egne forhold. Hverken når det gælder forholdene i den danske byggebranche eller hele det danske arbejdsmarked. De multinationale selskaber er blevet for stærke til, at de effektivt kan besejres i et land alene. Svaret er derimod at finde sammen med endnu flere i en global kamp for vores fælles løn- og arbejdsforhold.

Her kan kan industrien og alle de andre fag virkelig lære noget af byggeriets offensive tilgang til globaliseringen. Bygningsarbejderne og deres fagforeninger har i de seneste år kæmpet for at skabe alliancer med de migranter, som arbejdsgiverne ønsker, at de danske håndværkere skal konkurrere imod.

Byggefagforeningerne har ansat tolke og organizers til at organisere de udenlandske kollegaer; overenskomster, pjecer, hjemmesider og facebookopslag er blevet oversat til fremmedsprog, og i København har man allieret sig med migrantarbejderne på metroen i en fælles kampagne for højere mindsteløn.

Fagbevægelsen er for alvor ude af trit med virkeligheden, når en forhøjelse af den ugentlige arbejdstid – tilmed gennemført på et snævert grundlag – markedsføres som en historisk sejr
Læs også

Der er selvfølgelig stor forskel på byggebranchen og industrien, og globaliseringen påvirker brancherne forskelligt, så hvis vi vil have konkret inspiration til, hvordan industrien kan tage kampen, bliver vi nødt til at kigge ud i verden for inspiration. Et eksempel til efterfølgelse finder vi i UNI Graphical & Packaging, det internationale trykker- og pakkeriforbund. De har taget udfordringen vedrørende udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande op og har investeret direkte i at opbygge fagbevægelsen og organiseringen i lavtlønslande som f.eks. Polen.

De vesteuropæiske trykker-fagforeninger har indset, at løndannelsen i Polen er afgørende for deres egen løn og har derfor fundet pengene til storstilet faglig organiseringsindsats i samarbejde med det polske trykker-fagforbund. Det begyndte i år, men har allerede resulteret i den første kollektive overenskomst, og man forventer at indgå en aftale med et andet multinationalt emballagefirma i de kommende måneder.

UNI Graphical & Packaging og de danske byggefagforeninger har ikke begrænset sig til at rette ind efter tidens krav om at tilpasse sig globaliseringen. Deres eksempel viser vejen frem for resten af fagbevægelsen. Vi skal bryde ud af den nationale defensiv; alliere os med de arbejdere, vi bliver tvunget til at konkurrere mod og sammen udfordre globaliseringen. Ikke for at rulle tiden tilbage, men for at skabe en ny, demokratisk globalisering.

Jakob Mathiassen er betonarbejder og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Møller Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Ole Steensen
  • Randi Christiansen
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • Henning Nielsen
  • Curt Sørensen
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Jan Pedersen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Erik Bavngård Jensen
  • Ejvind Larsen
Niels Møller Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Ole Steensen, Randi Christiansen, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Henning Nielsen, Curt Sørensen, Dorte Sørensen, Steffen Gliese, Mihail Larsen, Ivan Breinholt Leth, Jan Pedersen, Jens Thaarup Nyberg, Erik Bavngård Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Og danmark kan og skal være med forrest i den klassekamp, som ikke længere kun er national men, som jakob mathiessen så rigtigt pointerer, i en globaliseret verden nødvendigvis også må have globalt afsæt for effektivt at forhindre det ræs mod bunden, som ingen i virkeligheden er interesseret i på det bare lidt længere sigt.

Konsekvenserne af den yderst uhensigtsmæssige kollektive administration af menneskelige ressourcer og af naturressourcerne, som er fælleseje, bliver stadig værre. Bæredygtig omstilling, som resekterer plantens cirkulære miljø-og socioøkonomi, er påtrængende.

Hans Jørn Storgaard Andersen

God artikel om et evig problem: Hvem skal komme først?
Vi har heldigvis fået regulerede tilstande i DK - efter mange år med en cyklus: Op med lønningerne, op med priserne.

Men det mest interessante i artiklen er denne passus:
De multinationale selskaber er blevet for stærke til, at de effektivt kan besejres i et land alene.
Det er ikke nyt for mig, sådan var det også i 1972, da vi stemte os ind i EF. At vi kun havde en chance mod de store, hvis vi selv blev lige så store.

Derfor glæder det mig også, at resultatet bliver:
Svaret er derimod at finde sammen med endnu flere i en global kamp for vores fælles løn- og arbejdsforhold.

Men jeg savner mere konkrete ideer til, hvordan det skal gøres. Vi har jo et ILO eller? Har vi et EU-LO?
Men retningen - den er god nok!