Læserbrev

Følelser skal på skoleskemaet

31. maj 2017

Den seneste tids bekymrende debat om selvskadende og selvmordstruede udsatte børn og unge sætter tankerne i gang. Tanker om det samfund, vi lader vores børn vokse op i.

Efter min mening peger de mange indlæg og artikler først og fremmest på, at en lang række børn og unge har det rigtig svært i det samfund, vi har skabt til dem – og det i en tid, der ellers er præget af overskud og rigdom.

Vores børn og unge kæmper en daglig kamp med sociale medier, dårligt selvværd og test i skolesystemet. Debatten og min daglige gang som leder i et familiecenter giver mig indtrykket af, at mange børn er ensomme, isolerede og præget af angst og skam. Skam over deres kroppe og over ikke at være perfekte.

De sidder i skoleklasserne og føler sig ganske håbløse – og når man føler sig håbløs, er det altså svært at lære noget.

Alt imens går debatten på mere læring, tidligere anbringelser og flere pædagoger i børnehaverne. Men efter min opfattelse ligger løsningen slet ikke i, at læringen skal blive mere effektiv, at flere børn skal anbringes tidligere, eller at vi skal have flere pædagoger i institutionerne.

Løsningen er, at vores børn lærer at tale om deres følelser og dermed lærer at mestre dem. For eksempel kan lærere og pædagoger i skolerne forsøge at skabe et rum, hvor det at tale om følelser er helt legitimt.

Hvis vi ikke taler om følelser som skam, vrede og sorg, ender vi med at undertrykke dem, så de får deres eget liv indeni os og til sidst bliver giftige. Vi får måske en oplevelse af, at vi ikke er gode nok, og det kan føre til selvskadende adfærd eller endda en følelse af, at vi ikke bør leve mere.

Der er ikke behov for flere dansk- og matematiktimer; der er behov for at lære om følelser, så vores børn kan komme ud af isolationen og danne sunde relationer. Og der er brug for meget mere dialog om krop og følelser i både skolen og daginstitutionerne, hvor vores børn tilbringer det meste af deres vågne tid.

De selvskadende, ulykkelige og utilpassede børn og unge er blevet et samfundsproblem, og derfor må samfundet også være med til at løse problemet. Det kan familierne ikke gøre alene – hverken de velfungerende eller de udsatte.

Vi må indse, at først når vores børn og unge trives, kan læringen begynde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu