Klumme

Om foråret fælder vi træerne

Jeg tror ikke, der er noget svar. Jeg tror ikke, der er nogen stor, gylden totalløsning. Ser du, jeg har ledt efter en i mange år nu, indtil det gik op for mig, at det var ligesom at jagte den hellige gral, og det giver bare mere mening at jagte træer
2. maj 2017

Det bedste er birk. Brænder længe. Afgiver en rolig, intens varme. Birkebarken bruger vi som optænding. Det der langsomme sus, når den falder i slowmotion mod jorden. Det der brag, der forplanter sig til vores fødder. Vores brøl. Som om træerne er giganter, som om de er mammutter. Så er vi jægerne og samlerne. Så går vi i pels. Så har vi mudderstriber i hovedet.

Motorsaven overdøver alle fuglene. Wrooom wrooom. Først saver vi alle grenene af. Jeg tager kvistene med grensaksen, barberer grenene til de er lange som stødtænder, samler dem i en bunke. Stammen saver vi ud i store blokke. Vi bærer det hele af sted, på skulderen, på ryggen, i trillebør.

Jeg har for meget tøj på. For meget uld. Sveder.

Jeg går rundt i bunker af savsmuld, små høje, det klistrer til mine sko, jeg snubler i grene, jeg får splinter i fingrene. Omkring mig ligger giganten. Parteret. Nu er vi selvforsynende med brænde, ligesom vi er selvforsynende med elektricitet, solcellen hænger som et sort hul på husets væg, nu er vi selvforsynende med rabarber og brændenælder.

Vi er menneskedyret.

I baggrunden flere kilometer væk kan jeg høre skovselskabet, de rydder undergrunden for de små vækster, de små træer, gør plads til de store, stærkere træer – og til maskinerne, som snart kommer og fælder dem. Det tager fem sekunder for sådan en skovmaskine at fælde et træ. Slam bam thank you ma’am. Vupti dupti, her har du dit toiletpapir.

Som menneskedyr er vi ikke helt på toppen, mig og ham. Vi er rustne og sløve.

Det var alle de år, vi lå i marinade, tror jeg. Eller alle de år, hvor vi troede, at verden var retfærdig. Ja ja, vi var da med i Amnesty og vi boycuttede Shell, men GRUNDLÆGGENDE var verden ok, dengang i firserne, dengang havde vi bare det hele, vi havde for eksempel walkmans og rulleskøjter og velfærdsstaten.

Det var en verden af vat og weltschmerz. Det var før klimakrisen. Det var før senkapitalismen. Der var et før. Det var der helt bestemt. Nu er der et nu. Nu sner det hele tiden i april, og alle koralrevene er blevet grå, de sorte støvler tramper, jeg kan høre det lige så tydeligt, lige bag den hidsige lyd til højre for mig.

To ting. Den ene er abstraktionen. Depersonaliseringen. Det er ikke tiggeren på gaden, flygtningen i bussen eller det fattige barn i dit eget barns klasse, det er ikke din nabo. Det er politikerne, reformerne, Monsanto. De fælder det nordlige skovbælte, og det er et stort økologisk problem – men katastroferne skal længere væk, før de bliver virkelige, kom, lad os redde regnskoven, ikke din skov, ikke min skov. Ikke os.

Den anden er resignationen. Magtesløsheden. Hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre, SÅ KOM DOG MED ET SVAR. Desperat sidder du der og afkræver alle folk et svar. Jeg tror ikke, der er noget svar. Jeg tror ikke, der er nogen stor, gylden totalløsning. Ser du, jeg har ledt efter en i mange år nu, indtil det gik op for mig, at det var ligesom at jagte den hellige gral, og det giver bare mere mening at jagte træer. Især fordi det bliver så koldt om vinteren.

Om foråret fælder vi træerne, ikke alle træerne, bare nok til at holde varmen om vinteren. Så sidder vi rundt om bålet, og på de uhyggelige nætter fortæller vi hinanden historier om Ragnarok, men for det meste er det mistroen, der hersker.

Sker det her? Er det virkelig nu? Kan det være rigtigt? Er vi virkelig kommet dertil?
Som menneskedyr er jeg hæmmet af min skepsis. Hvis jeg ikke havde min skepsis, tror jeg, omstillingen ville være lettere. Så ville jeg gribe min knogle og kaste mig mod skovselskabets maskiner. Så ville jeg omfavne det faktum, at vi må blive selvforsynende – for alvor. Men ikke endnu. Stadig holder jeg fast i mistroen, selv om den gør mig sløv. Rusten. Doven.

Jeg skærer mig på øksen, blodråber falder ned på birkens hvide stamme, jeg kigger op mod himlen, snart kommer der regn.

Andrea Hejlskov er journalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu