Kronik

Franskmændene skal vælge mellem pædagogen og demagogen

Den Femte Franske republik kuldsejler i morgen. Hvor vraget flyder hen, er ikke godt at vide
Den til tider kaotiske nævekamp til tv-duellen onsdag aften blev fundet uværdig af kommentatorerne, og den flyttede næppe mange stemmer.

Den til tider kaotiske nævekamp til tv-duellen onsdag aften blev fundet uværdig af kommentatorerne, og den flyttede næppe mange stemmer.

ERIC FEFERBERG

6. maj 2017

Historiens vingesus er igen hørligt i Frankrig. De gamle regeringspartiers kandidater røg ud i første runde; socialisten Hamon havde sit eget parti på nakken og Fillon nogle selvforskyldte møgsager sammesteds.

Det er dybest set tiden, der er løbet fra partierne. Folk tænker stadig i venstre og højre, men de har mistet tilliden til apparaterne og – hvad værre er – til folkestyret. Hvad kan de nu andet end blive urnesky eller gå til yderligheder?

Måske samles på midten.

En ukendt kandidat har meldt sig på slagmarken, en fløs på 39, blåøjet og selvsikker; slikfrisuren og de hvide hænder passer i visses øjne lidt for godt til skældsordet bankier!

Men Emmanuel Macron er ikke mere bankmand, end han er ingeniør eller diplomat. Han er en af de statstjenere, som udgår fra de bedste, republikanske skoler med eksamensbeviser struttende fra alle lommerne. Eliten hedder det.

De gode hoveder kan påtage sig et hvilket som helst job, der kræver overblik, beslutningsevne og udholdenhed. Nogle leder jernbanerne, andre kommer i Europa-Kommissionen eller havner i ministerierne. For Macron blev det en overgang Rothschild. Det var. før han blev assisterende generalsekretær og senere økonomisk rådgiver på ’Slottet’ (Elyséepalæet).

Nu kan han vende tilbage som præsident.

Hip som hap

Franskmændene har et klart valg. Alt hvad Macron står for (demokratiseret EU; markedsøkonomi med regeringstøjler; et åbent, pragmatisk Frankrig solidt plantet i Europa; skandinaviseret arbejdsmarked; grundig skolereform; sprog og kultur fremmes), siger hun nej til: Han vil bare deregulere, han er en arg liberalist, en oligark, et barn af højfinansen!

Le Pen har opblødt sin afvisende holdning til euroen og Unionen, men Front National er nu ikke blevet en fan af Bruxelles. Frexit skal vi se nærmere på, Frankrig skal lige tvinge de andre til at skifte hele møllen ud med et ’Nationernes Europa’, salig Charles de Gaulle in mente. Frankrigs suverænitet er i spil.

Det er ’indvandringsbølgen’, de fremmede, alt for fremmede, der er hendes hovedsag. Frankrig skal sgu ikke ligge åbent for alverdens sultne flygtninge. Det internationale samarbejde skal respektere de franske betingelser. Toldmurene skal op igen. Job og socialydelser skal forbeholdes franske borgere, de andre kan bare tage hjem. Og kulturen, kandidatens såvel som folkets, den skal altså være ’fransk’. Med andre ord, Frankrig er for franskmænd.

På sin valgplakat sidder Marine på kanten af et bord i noget, der ligner et bibliotek. Med foldede hænder (uden bog) og det højre knæ koket blottet, føjelig og blid. Aldrig så man fruen så slank og smækker ... teksten er Choisir la France, Vælg Frankrig (det er mig!).

Valget er klokkeklart, men alligevel giver mange franske vælgere op, hip er hap. De vil ikke give Macron sejren og undgå Le Pen for derefter, i fuld overensstemmelse med republikkens uskrevne love, straks at gå i kødet på den nye præsident.

Omkring to tredjedele af kryptobolsjevikken Mélenchons tilhængere afviser som filosofferne Michel Onfray og Régis Debray at vælge mellem Marine og Macron. Vores anarkistiske naboer har en plakat i lindetræet med teksten Ni patrie, ni patron, Ni Le Pen, ni Macron (Hverken fædreland eller boss, hverken Le Pen eller Macron).  

Af helt andre grunde vil en del af Fillons konservative vælgere blive hjemme i morgen. De ser rødt ved synet af Macron, han er jo François Hollandes socialdemokratiske arving, desuden alt for ung og uerfaren.

De gyser samtidig for deres opsparing, hvis de antieuropæiske frontister skulle kaste landet ud i devaluering og det, der er værre. Læg dertil brokkehoveder og apolitiske evighedsoprørere, der altid vender demokratiet ryggen. Situationen er skizofren.

Forklarer og forfører

Hanen og hønen bejler til folket – men hver har sit.

For Macron er folket alle de gode viljer. Besindige, realistiske og ansvarsbevidste borgere, der forstår, at deres splittede land skal styres fra midten. Folket, vælgerne, kan og bør manes til samling af en dynamisk pædagog.

For Marine er folket de ydmygede, globaliseringens ofre – dem systemet glemmer. De genkender paradoksalt sig selv i advokaten, der arvede sit parti, sin politik og en klækkelig formue. For dem er demokratiet et spejlkabinet, hvor vælgeren identificerer sig med kandidaten og ikke bare vil repræsenteres. Marine er vores mand! Folket i hendes forstand minder ganske om Trumps – man jubler over en falsk folkelighed, den er vores!    

Kampen står mellem pædagogen og demagogen – den ene forklarer for at overbevise, den anden påstår og forfører.  

De mange måneders mudderkastning har genlydt af de Gaulles navn. Alle er nu gaullister, som Malraux forudsagde. Generalen lagde sin kepi ned over le peuple français, og det blev folket bare endnu mere fransk af, det vil sige endnu mere gaullistisk.

Marine Le Pens politiske alliance med social-gaullisten Nicolas Dupont-Aignan og hans enmandsparti er frontisternes første og hidtil eneste. Hendes suverænistiske partner har i 20 år systematisk undsagt Le Pen-klanen og al dens væsen. Han er således velforberedt til at blive madammens premierminister.

Juni-valg afgørende

Ved deres store tv-debat trådte Macron og Marine ikke ind som lasten støttet til forbrydelsen (Talleyrand og Fouché i Chateaubriands erindringer), de sad over for hinanden, da den to en halv time lange fejde begyndte. Men en giftig og brutal affære blev det, til tider pinlig.

Le Pen rullede med det samme rejekællingen i stilling (pardon, rejekællinger) og affyrede sine velkendte, grovkornede tirader: Han ville sælge ud af Frankrigs industri, lade islamisterne rase, er i virkeligheden ufransk, den internationale finansverdens kæledægge og meget mere af samme skuffe. Gad vidst, om han ikke har en formue skjult i et skatteparadis!

Macron blev et par gange lidt for belærende og lod sig rive med af hvirvelstrømmen, hendes munddiarré, men i det hele forblev han mere saglig.   

Hun havde næsen i sine medbragte papirer, lirede lektien af og afslørede sin manglende kompetence på det økonomiske område, var et veritabelt tågehorn omkring euroen og Frankrigs forhold til EU.

Uden en lap foran sig borede han ubarmhjertigt i hendes grotter af uvidenhed: Hendes politiske projekt var nulstillet nonsens, løgn og demagogisk fup fra ende til anden! Med en antydning af et ironisk smil kvalte han hendes nervøse hånlatter.

Den til tider kaotiske nævekamp blev fundet uværdig af kommentatorerne; den flytter næppe mange stemmer hid eller did, det gør et tv-show sjældent; men underholdende var det!

Frankrig vil under alle omstændigheder på mandag vågne op til et andet politisk landskab. Charles de Gaulles 5. republik kuldsejler – sammen med storheden. Hvor vraget flyder hen, er ikke godt at vide.

Måske mod en 6. republik, der så ikke en gang behøver at sige sit navn. Den kommer listende med forholdstalsvalg og en ny balance mellem parlament og præsident. Hollandes fem år har lagt bunden ved blot at være ’normale’.

Pædagogen vinder (siger min rumlende mave). Men den politiske fremtid, og Frankrigs, afhænger af, hvad parlamentsvalget i juni giver. Landet skal jo regeres! Macron vil som topfigur kun angive retningen. Et flertal skal findes, en operativ regering stables på benene.

Hvis det mod forventning bliver klanbossen, vil ingen kunne protestere – så lidt som tyrkerne dagen derpå. Er der egentlig noget valg?

Mar(in)eridtet slipper vi formentlig for, men republikken har løftet fligen for vores besynderlige længsel efter skibskatastrofer.

Jacques Berg er bosat i Frankrig. Har er forfatter til en række bøger herunder ’Frankrig, et moderne skindemokrati’ (2012). Hans seneste bog er ’Hulter til bulter, tekster I – II’ (2013-2015)

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jamen hvem er egentlig hvem?
Konfirmanden eller konen med æggene.
Men da Jacques Berg kom til at kalde Mélenchon for kryptobolsjevikken Mélenchon, stoppede jeg læsningen. For den den hentydning til en fjern fortid sender kronikkens kvalitet mod gulvet. Mélenchon fik i øvrigt ca. 7 mio. stemmer i første runde. Og jeg kan godt forstå, han ikke vil anbefale nogle af dem at stemme på nogen af de to tilbageværende'.

Mihail Larsen

Kongstad

Du bør holde op med at udtale dig om andre debattørers 'kvalitet'. I øvrigt symptomatisk, at du stopper læsningen, før du har hørt argumentationen til ende.

Mihail Larsen

Jacques Berg

Er en af vores allerfineste kendere af fransk historie, sprog og kultur. I snart flere menneskealdre har han jævnligt kommenteret og formidlet stort og småt fra det franske til danske læsere. Det er velgørende, at han igen kommer på banen i den nuværende, historisk skelsættende situation med sit førstehåndskendskab.

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen

Jeg udtaler mig ikke om andre debattørers ’kvalitet’, men om debatindlæggets kvalitet.
Og det er altså den sætning, hvor Jean Luc Melencion gøres til krypto bolsjevik, der støder mig. Helt ærligt, Han har været aktiv i PS siden 1976, hvor længe skal man slås i hovedet med sin kommunistiske ungdom. Andre har spottet ham med ord som en ny Castro, Chavez, osv, her får vi så versionen med kryptobolsjevikken, det synes jeg ikke er høj debatkvalitet.

Michael Kongstad Nielsen

Efter at være kommet mig over ærgelsen, læste jeg alligevel videre. Den fortsætter lidt i samme sprælske tone, hvad der - emnet taget i betragtning - ikke kommer noget seriøst og sagligt ud af. Le Pen bliver kaldt rejekælling, hun havde munddiaré, lirede lektien af og afslørede sin manglende kompetance. Macron forblev saglig. ... Øhh, jeg har hørt andre udlægninger.

Jeg er ikke enig i betegnelserne 'pædagogen' (Macron) og 'demagogen' (Le Pen), så entydigt er det ikke. Det eneste, jeg vist kan være enig med Jacques Berg i, er at parlamentsvalget i juni er afgørende for Frankrigs vej videre frem.