Læsetid 5 min.

Fremtiden tilhører hverken Le Pens lokale eller Macrons globale verden

Macron lover franskmændene globaliseringens herligheder. Le Pen lover at forsvare nationalstaten. Men begge har glemt at tage klimaet i ed, og det undergraver deres politiske projekter
Paris under COP21, da klimaet stadig var et vigtigt emne på den politiske dagsorden. Det er det ikke længere – i det franske valg er der ingen af de to præsidentkandidater, der taler specielt meget om klimaet.

Paris under COP21, da klimaet stadig var et vigtigt emne på den politiske dagsorden. Det er det ikke længere – i det franske valg er der ingen af de to præsidentkandidater, der taler specielt meget om klimaet.

Francois Mori
5. maj 2017

Frankrig holder vejret. Vil den unge, moderate Emmanuel Macron trække sig sejrrigt ud af præsidentvalgkampen, eller ender højrefløjens Marine Le Pen med at flytte ind i Élysée-palæet?

Meningsmålerne lover sejr til Macron, men politiske kommentatorer advarer imod at tage det for givet. Brexit og Trump lærte os, at populismens valglogik kan overraske.

Sidst Frankrig var centrum for så stor politisk bevågenhed, var da FN’s COP21-klimatopmøde løb af stablen i december 2015. Det var ikke indholdet i den lidt vage aftale, der gjorde COP21 til en historisk begivenhed. Faktisk var det bemærkelsesværdige, at der ville være brug for fem-seks jordkloder, hvis de deltagende lande følger de udviklingsmål, de angav op til topmødet. Med andre ord: Jorden kan ikke understøtte visionerne om modernisering.

Set i lyset af den massive interesse for COP21 er det overraskende, at klima- og miljøspørgsmålene nærmest ikke har spillet nogen rolle i den franske præsidentvalgkamp.

Klimaspørgsmålet har tabt til emner som jobskabelse, eliternes magt vs. folkets afmagt, EU, globalisering og immigration. De politiske kommentatorers analyser har især fokuseret på begrebet populisme, og nu, forud for anden valgrunde, koges valget ned til det globale versus det nationale.

Populisme og klima

Det paradoksale er, at sammenhængen mellem klimaspørgsmålet og de spørgsmål, som har domineret den franske valgkamp, er afgørende vigtig. Vil man forstå den, kan man lade sig inspirere af den verdenskendte filosof Bruno Latours tanker. Som en af de vigtigste nulevende, franske intellektuelle, har han de seneste 20 år argumenteret for nødvendigheden af økologisering frem for modernisering.

Ifølge Latour kan spørgsmålet om populisme ikke skilles fra spørgsmålet om klima. Ser vi på populismens amerikanske ansigt, markerer Trump det første politiske projekt, som primært er drevet af miljø og klima. Desværre blot negativt i form af benægtelsen.

Når Trump planlægger at genrejse Amerika, samtidig med at han trækker sig ud af globaliseringsprojektet, giver det ifølge Latour kun mening, hvis han samtidig benægter klimaets tilstand, og herved bringer kul og olie tilbage i centrum af økonomien.

Realismen i Trumps projekt er altså afhængig af klimaskepticismen. Man kan tilføje, at Trumps fornægtelse af menneskets rolle i klimaforandringerne lagde fundamentet for hans alternative fakta. For hvis du kan benægte hardcore naturvidenskabelige fakta, så kan du benægte alt.

Forvirret politisk kompas

Trumpismens virkelighedsfornægtelse repræsenterer for Latour det ultimative, absurde politiske nybrud, baseret på en jordisk eskapisme: Drill, baby, drill! Nybruddet må forstås som et alternativt koordinat i det to-delte politiske koordinatsystem, vi finder i den franske valgkamp. Et system, som allerede er kommet til kort.

I dette system finder vi på den ene side kandidater som Macron, der drømmer om øget globalisering, kapitalismens udbredelse, det transnationale. Business as usual. Men Macrons drøm om vækst via det globale  – ja, selve hans globale drøm – er umulig, det viser det truende økologiske sammenbrud og den globale ulighed os.

På den anden side ser vi Le Pen, som drømmer sig tilbage til landet, det lokale, det nationale. Men den isolerede nationalstat er umulig på grund af globaliseringens manifestationer samt de globale risici, verden står over for.

Med andre ord: Ingen af de koordinater, som vores politiske kompas indeholder, kan fungere som normativ retningsgiver for politisk orientering. Ingen af de to territorier, som Macron eller Le Pen drømmer om, eksisterer længere. Dette forstod Trump … og han besluttede sig derfor for at forlade Jorden.

Vores territorium forsvinder

Det politiske koordinatsystem har brug for et nyt koordinat. For Latour er det åbenlyst, at det må konstrueres med udgangspunkt i den økologiske krises normative implikationer. Vi lever i den antropocæne geologiske epoke, hvor grænsedragningen imellem, hvad der er naturligt, og hvad der er kulturelt, er blevet udvisket. Set i det lys havde den socialistiske kandidat Benoît Hamon mest at byde på. Ikke fordi han hverken var ultranationalist eller eliteneoliberalist, men fordi han forsøgte at orientere sit politiske kompas imod Jorden og dens reaktioner på, hvordan vi behandler den.

Skal man skabe tilslutning til en sådan politiske orientering, må den økologiske krise først og fremmest gøres nærværende. Her har øko-aktivister og politikere ifølge Latour fejlet i årtier. Det nytter ikke noget at snakke om ’naturen’ eller ’miljøet’. Kategorierne er for distancerede og abstrakte. Vi må i stedet forstå, at økologi grundlæggende er et spørgsmål om noget ekstremt nært: om territorie og eroderingen af land.

Og her opstår en ny forståelsesramme. Vi europæere deler nemlig skæbne med de millioner af flygtninge, som pga. krig og klimaforandringer leder efter et sted, hvor de og deres børn kan leve. Vi ser alle vores territorium forsvinde.

Vi, de gamle europæere, fordi der ikke længere er et territorium, en planet, der kan rumme den globalisering og modernisering, vi blev lovet. Dem, de fremtidige europæere, fordi de har været nødt til at forlade deres gamle, ødelagte lande.

Immigrationen og den nye klimasituation udgør, ifølge Latour, således én og samme fare. Territorieløsheden er det nye fælles vilkår. Vi ser alle jorden smuldre under vores fødder. Det er det, vi har tilfælles; ’os’ og ’de andre’. Spørgsmålet er, hvordan vi tackler dette skæbnefællesskab.

Jagten på nyt territorium

Le Pen og de, som drømmer sig tilbage til det nationale, har svaret klar: Vi lukker grænserne. Men som vi så, så eksisterer den isolerede nationalstat ikke længere. Global afhængighed og globale risici har for længst eroderet dette territorium. Nationalstaten, er – som sociologen Ulrick Beck engang skrev – en »zombiekategori«. Man kan måske holde menneskeflygtninge ude, men klimaets migranter er ikke kun humane. Ingen mur kan stoppe kysterosion, forurening, manglende ressourcer etc.

Opgaven bliver således ifølge Latour, at »kopositionere en fælles verden«, at finde et territorium, hvor såvel humane som non-humane flygtninge kan leve sammen i nogenlunde harmoni. Hinsides macronske forestillinger om det globale og le-penske forestillinger om det nationale, vel at mærke. Og da USA og Trump har valgt klimafornægtelsens eskapisme, er det nu op til Europa selv at finde et sådan territorium.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk sagde engang, at EU var den samling af nationalstater, som havde opgivet drømmen om imperiet. For Latour vil det være katastrofalt, hvis The Empire Strikes Back. EU er nemlig ikke blot den mest avancerede politiske innovation nogensinde, det er også vores sidste mulighed for at realisere det nødvendige politiske alternativ til det lokale og det globale: Et nyt territorium, som imødekommer den nye symmetri, det skæbnefællesskab, Vesten deler med resten af verden.

Nikolaj Schultz er specialestuderende og undervisningsassistent ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og har tidligere studeret under Bruno Latour ved universitet Sciences Po i Paris

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Heine Svendsen
    Heine Svendsen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen
    Erik Rolfsen Nissen
  • Brugerbillede for Charlotte Ardal
    Charlotte Ardal
  • Brugerbillede for Nikolaj Svennevig
    Nikolaj Svennevig
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Lars Bo Jensen
    Lars Bo Jensen
Heine Svendsen, Benno Hansen, Erik Rolfsen Nissen, Charlotte Ardal, Nikolaj Svennevig, Espen Bøgh, Randi Christiansen og Lars Bo Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Endelig!
En artikel der beskriver valget til ny præsident i Frankrig - UDEN at nævne Macron som CENTRUM-kandidaten.

Det er han jo netop ikke.
Han er heller ikke "Ny politik" - idet hele den gamle elite nu "pludselig" støtter ham.

Fransmændene kan gå imod højre, eller imod højre - Det er same shit! (but different)

kjeld jensen, Charlotte Ardal, Espen Bøgh, Jacob Jensen, Ebbe Overbye og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

"Opgaven bliver således ifølge Latour, at »kopositionere en fælles verden«, at finde et territorium, hvor såvel humane som non-humane flygtninge kan leve sammen i nogenlunde harmoni."

Hvordan dette kan undgå at være indlysende, er en gåde. Den globale rubikterning må klikke, og det er samfundsingeniørernes opgave. De har megen information og computerregnekraft til rådighed, så det burde kunne lade sig gøre. Og vil samtidig udstille de, som af gustne politiske grunde saboterer det. Der vil jo være nogen, som skal opgive nogen privilegier - hvilket de vil gøre klogt i snarest. Hvis de ikke frivilligt deltager i omstillingen, bliver de tvunget af omstændighederne - som de vel at mærke i høj grad selv har skabt.

Brugerbillede for Espen Bøgh
Espen Bøgh

Hoved præmisset for artiklen om indsatsen for miljøet er det vigtigste spørgsmål uanset hvem der vinder valget, - men tidspunktet er vist allerede forpasset, og EU er ikke løsningen sådan som der plæderes for.

Det kunne det have været allerede dengang med CO2 spørgsmålet i forbindelse med miljøspørgsmålet for verden, - men EU købte kræmmermodellen fra Amerika med CO2 kvoter, og hvordan man kunne kapitalisere dette.

Troen på miljøet kan kapitaliseres er en falsk forestilling om at miljøet også har godkendt en sådan ordning, - fordi "gud"(Amerikanerne) vil det sådan, og så kan det lade sig gøre.

Det sidste er dog mere end tvivlsomt, men desværre ikke noget som der kan rokkes ved for den liberalistiske kræmmer mentalitet i Amerika.

For et par måneder siden så jeg udsendelse; "Amerikas fortabte narkokrig"!

En meget skræmmende udsendelse om hvorledes alting vendes på hovedet for kræmmerliberalismens tro på alting kan og skal gøres op i aktiekurser.

Her er historien i korte træk:

Fængselsbyggerne kommer til kommunen og foreslår kommunen lejer dem en grund billigt i mange år.

Så bygger de et fint fængsel til mange indsatte, og samtidig vil ledigheden i kommunen gå ned fordi der skabes arbejdspladser, som skal levere varer og tjenstydelser til fængslets drift.

Det får kommunen så en lille andel i via overskuddet, men primært også via færre ledige.

- Så langt så godt!

Et fængsel uden "overnattende gæster" eller ganske få "overnattende gæster" tjener ikke mange penge eller kaster mange nye jobs af sig , - men det er der jo råd for!

Vi må have nogle flere betjente til at "opklare forbrydelser", - og længere straffe hjælper også lidt, og mindre lovforseelser gøres til større lovforseelser.

- Se nu begynder der virkelig at ske noget, og der kommer mange "overnattende gæster" til fængslet, og der skal indkøbes flere varer og tjenstydelser til fængslet indenfor kommunen af de firmaer der kan levere dette, og overskuddet fra fængselsdriften bliver positiv.

- Selv aktie kurserne stiger for dem der driver og bygger fængsler - og "jo flere jo bedre"!

- Se nu ruller "sneboldens" i sit eget lille økonomiske kredsløb og det fortsætter for ingen tør standse det og erkende - det vanvittige heri!

En af fængselsbetjentene udtrykte det nærmest således - "det er helt vanvittigt", og han var ellers en rigtig "lov og ordens mand", de skyldige skal i fængsel og sidde tiden ud!

Intet i Amerika og den liberalistiske tro kan forandre denne falske forståelses kløft om virkeligheden for amerikanerne, - og det samme gælder også når talen er om miljøet - det skal kapitaliseres ellers er det ikke til nogen gavn eller nytter noget for miljøet.

Vi må derfor se i øjnene at vi ikke får en miljøpolitik der gavner eller hjælper - for den hjælper den amerikanske kræmmermentalitet og samtidig luner i tegnedrengen og hiver aktiekurser i vejret.

Brugerbillede for Isoma Dan

Puha, det var en kedelig omgang at komme igennem. En af de, desværre, intetsigende kvasi-intellektuelle artikler der (ofte) findes i Information. Man burde blot have læst Bruno Latours (som selvsagt ikke er "verdenskendt", uanset hvad forfatter proklamerer).
Desuden burde man have nævnt at Macron har snakket meget mere om klimavenlige politikker end en del andre centrum-venstre kandidater rundt om i Europa. Nævnes det ikke, er det jo klart at artiklen fremstår relativt ligegyldig.

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Jeg tror desværre at kronikørens bud på et mere nærværende og konkret opråb, faktisk modsat virker endnu mere abstrakt på de fleste. Problemet er jo, at klodens begrænsede resourcer ikke bliver et konkret problem for den enkelte, før de rent faktisk er sluppet op og er blevet utilgængelige.

Vi er oppe mod noget såre menneskeligt: Den enkelte lever i en meget afgrænset verden og med en tilsvarende afgrænset bevidsthed - både i tid og i rum. Man forholder sig til de umiddelbart forestående problemer - når de melder sig.

/O

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Olivier - "Vi er oppe mod noget såre menneskeligt: Den enkelte lever i en meget afgrænset verden og med en tilsvarende afgrænset bevidsthed - både i tid og i rum. Man forholder sig til de umiddelbart forestående problemer - når de melder sig."

Men nu har vi internettet - og samtidig udvikles magthavernes metoder til at fastholde magt og privilegier. Det personlige bevidsthedsarbejde må ske som en forudsætning for det nødvendige løft af den kollektive bevidsthed.