Læserbrev

Det frie skole-fravalg

13. maj 2017

Når etnisk danske unge fra forstæderne rejser mange kilometer hver dag for at gå i gymnasiet inde i byen, mens unge med minoritetsbaggrund går på det lokale gymnasium, er det ifølge vores politikere et udtryk for det frie valg af ungdomsuddannelse. Sandt nok: Ingen slæber de etnisk danske unge ind i S-toget om morgenen eller står vagt i døren for at forhindre de unge med minoritetsbaggrund i at stige på.

Men en studentereksamen er ens overalt i Danmark. Den har det samme faglige indhold og niveau, og den giver adgang til de samme videregående uddannelser. At nogle gymnasier har et højere karaktergennemsnit end andre, betyder ikke, at der er forskel på den enkelte elevs karakterer: Et 12-tal inde i byen er ikke større end et 12-tal i forstæderne. Gymnasiet er, uanset beliggenhed, for dem, der kan og vil.

Det er altså ikke et fagligt tilvalg, der får de etnisk danske unge til at rejse og de unge med minoritetsbaggrund til at blive, hvor de er. Det er det frie fravalg af samvær med andre unge, som de tror, ikke ligner dem selv.

I gymnasiereformen hedder det, at de unge skal have interkulturelle kompetencer, så de kan begå sig i en globaliseret verden. At påstå, at man når det mål ved kun at omgås mennesker, der ligner en selv, og som bekræfter ens egne normer og holdninger, svarer til at mene, at man bliver bedre til engelsk af et fjernkursus hjemme i sofaen end af et års ophold i London.

Ved at slå fordelingsudvalgene for de store byer og de nærmeste forstæder sammen, kunne man pålægge gymnasierne i hele området et fælles ansvar for at fordele eleverne, hvor der er plads til dem. Sådan undgår man at overbooke nogle gymnasier og affolke andre, og man sikrer de unge optagelse på en skole, de let kan komme til, med gode rammer for indlæring og socialt liv. Et frit valg af det almene gymnasium uden et frit fravalg af interkulturel dannelse.

Cæcilie Lassen bor i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Cæcilie Lassen

"Ved at slå fordelingsudvalgene for de store byer og de nærmeste forstæder sammen, kunne man pålægge gymnasierne i hele området et fælles ansvar for at fordele eleverne, hvor der er plads til dem"

Der er alt for meget holdning á la fabrikslogistik i ovenstående.

Jeg oplevede selv (f. 1946) de faste skoledistrikter i København og senere den gymnasiale fordeling ...... det er ikke værd at genindføre.