Klumme

Front National kan ikke længere besejres med et nej

Marine Le Pen og Front National vinder måske ikke præsidentvalget søndag. Men valgkampen har demonstreret en ting, som måske er den vigtigste lektion: De kan ikke besejres
Den intellektuelle afvisning af Marine Le Pen er blevet afmonteret. De intellektuelle siger stadig nej til Le Pen, men de har ikke samme moralske autoritet som Émile Zola og Jean-Paul Sartre i det 20. århundrede.

Den intellektuelle afvisning af Marine Le Pen er blevet afmonteret. De intellektuelle siger stadig nej til Le Pen, men de har ikke samme moralske autoritet som Émile Zola og Jean-Paul Sartre i det 20. århundrede.

Michel Spingler

6. maj 2017

Med hvide bogstaver på en sort baggrund skrev Libération: »NEJ«. Det gjorde avisen, dagen efter at Front Nationals leder Jean-Marie Le Pen i 2002 var gået videre til anden runde af præsidentvalget.

Det var et chok dengang, og det samfundsbærende Frankrig sagde det samme som Libération. Alliancen mod det sorte højre var så stærk, at den ikke særligt populære præsident Jacques Chirac fik 82 procent af stemmerne. Valgets budskab var: Front National stod uden for, og de skulle holdes udenfor. Det var republikkens manifestation imod fascismens mulige genkomst.

Meget er forandret i løbet af de sidste 15 år: Det er i 2017 ikke et chok, at Marine Le Pen kom videre til anden runde. Det sorte højre er ikke den eneste og for mange ikke engang den største trussel mod republikken.

Ifølge en freudiansk vittighed står valget på søndag ikke mellem det pæne samfund og det grimme fortrængte, men mellem en kvinde, som dræbte sin far, og en mand, som giftede sig med sin mor. Andre siger, at valget står mellem det ekstreme marked og det ekstreme højre.

Den til tider kaotiske nævekamp til tv-duellen onsdag aften blev fundet uværdig af kommentatorerne, og den flyttede næppe mange stemmer.
Læs også

Valgkampen har handlet om at definere den største trussel mod Frankrig. Emmanuel Macron har kaldt Marine Le Pen for en løgner uden et politisk program. Han vil holde hende fast uden for døren.

Marine le Pen kalder ham hånende »systemets kæledægge«. Hun fremhæver hans fortid som bankmand, hans tilhørsforhold til overklassen og hentyder til verserende historier om, at han skulle have en hemmelig konto på Bahamas. Det er ikke en ineffektiv strategi.

Én måde at forklare forskellen mellem 2002 og 2017 på er, at det regerende centrum ikke længere er forankret i samfundets centrum. Afgrunden mellem de to positioner blev udstillet, da le Pen og Macron begge besøgte fabrikken Whirlpool i Amiens:

Macron talte med lederne af fagforeningerne, han forhandlede med systemets repræsentanter. Marine le Pen stod ude blandt arbejderne, og hun havde forberedt sit besøg, så de råbte hendes navn, da hun ankom. Hun stod ikke alene, de stod på hver deres side i det politiske system.

Sociologen Michel Wieviorka forklarer i Libération, hvordan den intellektuelle afvisning af Marine Le Pen er blevet afmonteret. De intellektuelle siger stadig nej til Le Pen, men de har ikke samme moralske autoritet som Émile Zola og Jean-Paul Sartre i det 20. århundrede.

Siden har de intellektuelle ifølge Wieviorka udviklet »en videnskabelig autoritet«. Det er samfundsforskeren, som afdækker modsigelserne i Front Nationals program: Marine Le Pen siger, hun vil redde fransk økonomi, men hendes politik vil lægge den i ruiner. Hun står ude blandt folket og lover forbedringer, men hun har ikke noget stærkt program at forhandle med deres repræsentanter.

Wieviorka erkender, at han selv som moralsk og videnskabelig autoritet har forsøgt at bekæmpe Front National. Uden succes. Han blev så desperat, at han i stedet skrev en roman om den frygtelige Le Pen, men den fik ikke særligt mange læsere.

Geografen Hervé Le Bras har lavet omfattende analyser af Front Nationals vælgere, og han konstaterer, at deres opgør ikke er en konsekvens af økonomisk ulighed.

De kommer heller ikke fra de områder med flest indvandrere. Men de kommer fra områder, som er blevet forandrede over de seneste 50 år, hvor institutioner er lukket, mange er flyttet, og civilsamfundet er opløst.

De forventer sig ikke noget af det politiske system, så deres stemme er ifølge Le Bras økonomisk rationel: De vinder ikke noget på det etablerede systems løfter, så de vil ikke legitimere det. 

Og den gruppe bliver større og større: Engang var det næsten kun arbejdermænd og bønder, som stemte Front National, nu er det også mange kvinder i underordnede stillinger.

Og så er der en sidste ting: Mange unge og meget få ældre stemmer på Front National. De, der voksede op med erindringen om Anden Verdenskrig, oplevede det sorte højre som den største trussel mod det borgerlige samfund. Dem bliver der færre og færre af, og der bliver flere og flere, som ser truslen andre steder.

Uanset om Macron bliver præsident på søndag, vil Marine Le Pen have demonstreret, at den absolutte afvisning er væk. Den humanistiske konsensus, som var den republikanske pagt mod fascismens mulige genkomst, er smadret, og Front National står som et parti, der ikke længere kan besejres med et nej. 

Rune Lykkeberg er Informations chefredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Per Holmberg
  • Hans Aagaard
  • Torben Skov
  • Per Jongberg
Niels Duus Nielsen, Per Holmberg, Hans Aagaard, Torben Skov og Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Og det på løgne, løgne, løgne - for højrefløjen har ikke andet at møde op med. Overklassens illegitime styre kommer ikke med Macron, men med Le Pen. Det er den største forførelse i Europa i hundrede år, hvis hun vinder - større end Hitlers, fordi det tyske riges demokrati ikke var konsolideret i samme grad som Frankrigs.
Problemerne er reelle, men man beder den absolut ringeste til at løse dem, om at gøre forsøget.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Kjeldsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Rune mener, at dumheden sejrer?
Det kan den også i et ganske kort øjeblik, når der stemmes - for så er det ikke altid, prognoserne holder.
Folk tør simpelt hen ikke fortælle, hvad de har i sinde at stemme - ved vort eget valg i 2015 fik DF lige pludselig 3%-points i løbet af valgaftenen - og "erobrede" Sønderjylland - måske fordi DR havde vist en film om 1864 kort tid forinden.

I vor moderne tidsalder, hvor informationer udveksles hurtigere end børsinformationer, da kan man vinde et valg ved et par "overraskelser" eller på alm. dansk: Løgn og bedrag.
Le Pen kom med en hentydning til en bankkonto på Bahamas, som var en "nyhed", der blev plantet på nettet 2 timer før den sidste duel i direkte Tv. Selvom Macron anmeldte sagen, kan det bare ikke gøres om - med mindre man straffer "rette vedkommende" i en efterfølgende retssag.

Så let er det ikke, at få bugt med det uvæsen.

ole rasmussen

Er den danske model ikke, at man forhandler med systemets repræsentanter! Det viste sig så, at gå helt galt dennegang, hvor systemets repræsentanter - Lizzi - efterlod i tusindvis af egne medlemmer på perronen da toget kørte.

Det man kan sige om Marine Le Pen er, at hun endnu engang er blevet taberen, så for at få lidt medvind er hun nød til at svine alle andre til med løgne, udokumenterede påstande og grove person fornærmelser. Derfor har man brug for en som kan stå op i mod hendes facon, for den maskine hun er, stopper man ikke uden at slå tilbage. Det gør Macron. Nu får vi se, men når alle har tænkt efter, og de unge er blevet lidt ældre, så er det måske hendes deroute hun startet, og ikke en byggesten. Om 5 år ser Frankrig anderledes ud, for nu bliver der kamp om en social liberal midtsøgende EU politik versus det ekstreme venstre, og i mellem tiden dør den ældre del af FNs vælgerkorps, som primært er protest stemmer. Hvormange strejker vi skal igennem, skal det blive spændende at følge.

Torben K L Jensen

Når påtaget dumhed udtrykt i populistiske fraser er i stand til flytte så mange stemmer i en valgkamp er det på tide at main-stream politikere begynder at spørge sig selv : Hvad var det lige hvad vi ikke gjorde rigtigt?

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og Christian Larsen anbefalede denne kommentar