Gift i vandhanerne

Det er knapt 30 år siden, vi begyndte at bekymre os om, hvordan pesticider påvirker vores grundvand. Det er unikt for Danmark, at vi kan drikke af vores grundvand direkte fra hanen, og derfor var der fra begyndelsen politisk konsensus om, at vi ikke vil have rester af sprøjtegifte i det.

Man fastsatte en grænseværdi på 0,1 mikrogram – den laveste koncentration, som det var muligt at måle dengang, og hver gang nye typer af sprøjtegifte viste sig i grundvandet, blev de forbudt. Beskyttelsen har således været effektiv.

Dette grundlæggende princip for beskyttelsen af vores drikkevand bliver nu fjernet med en aftale, som regeringen for få uger siden indgik med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. Aftalen fastlægger en ny pesticidstrategi, som på én gang bryder med princippet om den lave grænseværdi og åbner for at tillade sprøjtegifte, som ellers hidtil har været forbudt i Danmark.

Vi bliver med andre ord fremover tvunget til at acceptere, at langt højere koncentrationer af kemiske stoffer fra landbruget kommer ud af vores haner. Det er et afgørende brud med måden, vi hidtil har værnet om vores drikkevand på. Dertil kommer, at vi ikke aner, hvilke konsekvenser det vil få for vores sundhed, da de forskellige sprøjtegifte i vandet kan spille sammen og medføre svært forudsigelige cocktaileffekter på vores kroppe.

Et politisk valg

Hvordan er det kommet så vidt? Regeringens begrundelse for at lempe reglerne er blevet præsenteret som en nødvendighed: Ifølge regeringen er det nødvendigt for landmændene at bruge mange forskellige gifte, for ellers risikerer vi, at afgrøderne udvikler resistens over for de gifte, der er tilladt, og det betyder, at landmændene skal bruge en meget større mængde gift for at opnå samme virkning.

Det passer imidlertid ikke. For det første er resistens ikke rigtigt et problem i Danmark. For det andet er flere gifte hverken den eneste eller bedste løsning på resistensproblemer. I udlandet er der ganske rigtigt landbrug med resistensproblemer, men det skyldes ikke, at de skulle være særligt gode til at beskytte deres drikkevand, eller landmændene har for få sprøjtegifte at veksle mellem – tværtimod.

Det skyldes først og fremmest, at det industrialiserede landbrug ikke varierer dets afgrøder. Der dyrkes stort det samme på deres arealer år efter år, og uden rotation mellem afgrøder – såkaldt sædskifte – kan jorden ikke holde sig sund. Resistensproblemer knytter sig altså primært til landbrugets eget valg af dyrkningsmetoder.

I forhandlingerne om en ny pesticidstrategi stod Folketinget således ikke over for tvingende nødvendigheder, men med et politisk valg: Skal Danmark forebygge resistensproblemer ved at stille krav til landbruget om en mere sund og bæredygtig produktion – eller skal vi bare give landbruget adgang til flere sprøjtegifte, selv om det forringer beskyttelsen af vores drikkevand? Regeringen valgte det sidste, og deres tilgang fik desværre opbakning.

100 procent økologi

Enhedslisten og Alternativet kæmpede i forhandlingerne benhårdt for i det mindste at sikre beskyttelse af områderne rundt om vandboringer. Det kunne nemlig have beskyttet grundvandet imod sprøjtegifte og dermed fungeret som en reel modvægt til lempelserne. Det lykkedes imidlertid ikke at samle flertal for det, og derfor valgte begge vores partier i sidste ende at stå uden for aftalen.

Vi var klar over, at der skulle indgås et kompromis, men da der efterhånden var så lidt tilbage i aftalen, der reelt kunne opveje lempelserne, kunne hverken Enhedslisten eller Alternativet længere stå på mål for den.

Vi mener, at der er behov for et helt fundamentalt opgør med sprøjteregimet. Vi kan og skal omstille vores produktion i Danmark til 100 procent økologi, og det kan kun gå for langsomt. Hos forbrugerne ser vi samme ønske. Både her i landet og internationalt er der enorm efterspørgsel på økologiske varer, og folk er villige til at betale mere for at få fødevarer uden de sprøjtegifte, vi fremover vil finde rester af i vores drikkevand.

Derfor er det svært at holde ud, at der nu skal gå hele fire år, før Folketinget igen kan skifte pesticidstrategi. Det er vores håb, at der til den tid vil findes et flertal, som kan dreje politikken i den rigtige retning. Den bæredygtige retning. Vi skal værne om vores drikkevand. Det gør vi med færre – ikke flere – sprøjtegifte.

Christian Poll er miljøordfører for Alternativet og Maria Reumert Gjerding er miljøordfører for Enhedslisten