Kronik

Globaliseringen fylder så meget, at vi har glemt lokaliseringen

Min familie og jeg har fundet det forsvundne fællesskab på en lille sydfynsk ø. Jeg har indtryk af, at det har været her hele tiden, mens vi løb rundt, og levede et andet liv. Og jeg tror, det gode naboskab kan redde os fra Trump, klimakatastrofer og vækstutopi
Maj My Midtgaard Humaidan med sine fire børn på Ærø. Fotograferet af ægtefællen Kristian Humaidan. 

Maj My Midtgaard Humaidan med sine fire børn på Ærø. Fotograferet af ægtefællen Kristian Humaidan. 

29. maj 2017

Det, der betyder mest for et menneskes livskvalitet, er de nære relationer. Men hvilke relationer bruger vi egentlig vores tid på? Svaret er for mig blevet meget simpelt, efter min familie og jeg flyttede til Ærø for to år siden.

Herovre er mit liv lokalt, og selvom her er flere hundrede meter til det nærmeste hus, kender jeg naboerne bedre, end dengang jeg boede i en opgang.

Nu sidder jeg mange dage med udsigt over vandet og skriver. Går ud i marken til min mand, holder tredagesweekender med vores fire børn. Arbejder, når det giver mening, og holder fri på samme måde.

Min mand og jeg kan ikke lade være med at iværksætte nye ting, og motivationen vokser i takt med den opbakning, som vi mærker på den lille ø. Fordi de fleste kender hinanden, er der kortere fra tanke til handling. Og af samme grund mindre bureaukrati.

Vi skriver bøger, blogger og udgiver musik. Afholder forløb for udsatte unge og driver hobbylandbrug. Alligevel føles vores liv anderledes langsomt end den hverdag, som vores venner i storbyen fortæller om. Indimellem kan jeg være i tvivl, om vi overhovedet har en hverdag? Dagene flyder ofte sammen med ét mål for øje: At suge mest muligt ud af hver eneste af dem.

I går, for eksempel, gik vi alle seks hen til naboen fra morgenstunden, og stod længe og så på de fire lam på marken. Derefter kørte vi til Ærøskøbing og syntes, det var lidt fedt at komme ud. Vi købte is, og spiste dem i snegletempo, mens de smeltede ned over fingrene. Senere, da solen gik ned, drog vi hjem fra stranden med vejrblæste kinder og trætte ben. Man kan sige, at vores radius er lille. Jeg synes mest af alt, den er overskuelig.

Selvfølgelig er virkeligheden også kompleks her, men vi bruger det meste af vores tid på ting, som giver mening, og det er med til at simplificere helheden. Her er kortere fra produkt til forbruger. Kortere fra affald til kompost. Ja, vi skændes, og vores unger larmer vildt. Men begge dele er ærligt talt lettere at holde ud, når naboen ikke lytter med.

På landet er det forventeligt, at folk kommer på uanmeldt besøg, og pludselig står Tange på 78 på gårdspladsen med en stak Information og nogle agurker fra drivhuset i favnen. Hans tre hunde hopper omkring på gruset, og børnene løber udenfor i strømpesokker for at tage imod. Det er en luksus at have mulighed for at sidde i solen og snakke med ham. En lomme af nærvær midt i livet.

»Hvordan føles det at arbejde i dit eget nærmiljø?« spurgte jeg min mor, som for nylig efter 28 år på landets næststørste hospital har fået job i en lokalafdeling få kilometer fra sit hjem. »Jeg bliver god af det,« svarede hun. »Jeg er mere bevidst om at smile til folk i Kvickly. Den ene kan jo være min patient og den anden en ny kollega.«

Ringe i vandet

Mange mennesker søger svar på, hvordan vi kan ændre verden. Vi drømmer om at rette op på alt det ubegribelige, der foregår. Det er min overbevisning, at vi skal turde være den forskel, som vi ønsker at se, Gandhi-style. Alle menneskers handlinger spreder sig som ringe i vandet, og jeg er sikker på, at det er sådan, vi skaber en ny virkelighed: Ved at gøre os umage og turde tro på forandring. Jeg har erfaret, at jeg er den bedste version af mig selv, når mine omgivelser ved, hvem jeg er. Så kan jeg mærke, at jeg gør en forskel.

Så hvordan skal vi redde os selv fra Trump, klimakatastrofe og vækstutopi? Jeg har helt alvorligt lyst til at svare: med det gode naboskab, fordi jeg har oplevet, hvor fundamentalt, glædeligt og meningsfuldt det er at være omgivet af mennesker, som man har en relation til. Vores gule hus herude i syvende kartoffelrække var slet ikke til salg, da vi forelskede os hovedkulds i det. Alligevel endte vi med at købe stedet, og de tidligere ejere er blandt vores bedste venner på øen.

Vi forærede hinanden hjemmelavet æblekage og blommechutney, den dag handlen faldt på plads, og det var dem, der passede vores tre ældste, mens jeg fødte nummer fire.

Da vi havde boet her på adressen i 36 timer, bankede det på døren. »Goddav,« sagde Bente og Christen, og rakte os en buket blomster samt en glitrende invitation til deres guldbryllup tre måneder senere.

»Her behandler man naboer som familie,« fortalte de under en af vores mange efterfølgende snakke. Invitationen stod længe på en hylde i stuen. Som en form for emblem: Et billede på alt det vi fik med, da vi landede her. Menneskelige relationer er medgiften, når man vælger udkanten til. Mine børn kender deres naboer, og de vinker til alle på øen.

Jeg tror, de ved, at den største glæde i livet er at være der for andre. Når min mand eller jeg er »ovre på den anden side« en dag eller to, ender den anden som regel med at spise hos Peder og Kirsten længere oppe af vejen. Der er altid pandekager til dessert, og så kører man glad hjem med mætte unger. Når vi rækker en hånd frem, er der ti, som griber den.

Jeg er lokal

Derfor tør jeg godt kalde mig selv lokal, selvom vi lever i en tid, hvor de fleste rejser ud i verden. Selv har jeg boet fire år i New York, nogle stykker i København og været jorden rundt i mellemtiden. Også her på Ærø kan jeg kommunikere med hele kloden fra min computer, men faktum er, at langt det meste af min tid er jeg her, hvor jeg bor, og ikke et eller andet sted i cyberspace.

Jeg bevæger mig stort set i de samme cirkler, ser de samme mennesker og kan egentlig rigtig godt lide at være hjemme. Og er det måske ikke meningen? På Ærø har vi noget til fælles, uanset hvor forskellige vi er. Vi er ærøboer, og det er nok. Min familie og jeg har fundet det forsvundne fællesskab på Ærø, og jeg har indtryk af, at det har været her hele tiden, mens vi løb rundt andre steder og levede et andet liv.

Betyder det, at jeg synes, alle skal flytte hertil? Nej, bestemt ikke. Men jeg synes, alle skal tage stilling til, hvad de vil med deres tid her på jorden. Den er trods alt vores mest dyrebare ressource. Så mens ølivet ikke er rigtigt for enhver, er det meningsfulde arbejde og relationerne det til gengæld for langt de fleste. Verdens mest omfattende studie i menneskers livsglæde foretaget af Harvard University de seneste 75 år konkluderer igen og igen, at mennesker finder glæde i relationer og ikke i velstand.

»Gid det var os, der levede sådan,« siger mange til min mand og jeg, før de lægger hovedet på skrå, og fortsætter: »Men det kan vi desværre ikke med vores job.« Hvis drømmen er oprigtig, vil jeg sige dette: Er du sikker på, at det ikke kan lade sig gøre? Jeg kender gymnasielærere, pædagoger og læger, som arbejder langt mindre end 37 timer ugentligt, og som nyder det. Jeg kender mennesker, som har genfundet deres kald ved at forlade et job, de ikke var glade for. Hvor mange penge har I brug for? Jeg ved, det er et angstprovokerende spørgsmål, men jeg tror, de fleste af os kan klare os for meget mindre, end vi regner med.

Mennesker tager tid, og hvis vi skal have den slags relationer, som giver livet mening, så kræver det en indsats, ligesom alt andet godt.

Jeg tænker, om vi måske har haft så stort fokus på globalisering de seneste år, at vi har glemt lokaliseringen undervejs? Har vi haft så travlt med at kommunikere på tværs af jordkloden, at vi har glemt at snakke med naboen? Noget siger mig, at det gode liv primært foregår i det nære, og at det er en god ting: Det nære er nemlig til at komme i nærheden af.


Maj My Midtgaard Humaidan er journalist, forfatter, blogger og afholder af workshops på Ærø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Oakeshott
  • Viggo Okholm
  • Vibeke Rasmussen
  • Torsten Jacobsen
  • Jørn Andersen
  • Jørgen Wassmann
  • John Drage Thomsen
Elisabeth Oakeshott, Viggo Okholm, Vibeke Rasmussen, Torsten Jacobsen, Jørn Andersen, Jørgen Wassmann og John Drage Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Christiansen

"Hvis drømmen er oprigtig, vil jeg sige dette: Er du sikker på, at det ikke kan lade sig gøre? "

Som kontanthjælpsmodtager i tvungen jobpraktik kan jeg svare: Ja, jeg er desværre sikker på det ikke kan lade sig gøre.

-men derfor er det da stadig opløftende at nogen bruger deres held i livet til noget mere fornuftigt end at puge penge sammen og kræve skattelettelser.

Heidi Larsen, Viggo Okholm og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Sikken artikel på sin vis lidt frelst og så alligevel ikke. Men visse forudsætninger er så nødvendige for drømmen her: en bil og en nogenlunde sikker økonomi, hvilket ikke er alle forundt. jeg en ældre mand på 71 er opvokset i det forblæste Vestjylland på et husmandsted og ja der kan være dejligt på landet,men det modsatte er bestemt også tilfældet.

Ivan Breinholt Leth

"Jeg tror, de fleste af os kan klare os for meget mindre, end vi regner med." Måske. Men hvis alle flytter på landet og forbruger mindre, falder efterspørgslen efter varer. Dermed falder investeringerne og antallet af arbejdspladser, medmindre at vi kan få nogle i udlandet til at leve det hektiske forbrugerliv. Men hvis antallet af arbejdspladser falder, bliver der flere mennesker, som ikke kan klare sig for meget mindre end de regner med, hvilket vil medføre yderligere fald i efterspørgsel efter varer, osv. M.a.o. individuelle løsninger viser ofte deres svagheder, når de bliver appliceret på makro-niveau.

kjeld jensen

globalisering er lig med menneskets udslettelse,sende varer fra den ene verdensdel til den anden,er et kæmpe stort resource spild af dimisioner,tilbage til det lokale,så mennesket kan overleve

Dennis Laursen, Anne Schøtt og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar