Kommentar

Grundtvig var næppe glødende feminist

Gang på gang trækkes afdøde tænkere ind i den aktuelle offentlige debat. Ofte bliver de gjort til talsmænd for holdninger, de selv ville have haft mere end svært ved at genkende som deres egne
Gang på gang trækkes afdøde tænkere ind i den aktuelle offentlige debat. Ofte bliver de gjort til talsmænd for holdninger, de selv ville have haft mere end svært ved at genkende som deres egne

Finn Frandsen

10. maj 2017

Der synes efterhånden at være gået sport i at trække Grundtvig op fra graven og gøre ham til talsmand for dit og dat.

Hvad end det måtte være hans tyskkritiske skrifter i Danskeren fra 1848-1851, der bruges som argument mod EU, eller den gamle Skjalds rigsdagstaler og kvindelige bekendtskaber som argument for flere kvindelige topledere og støtte til KVINFO, som det var tilfældet i et debatindlæg af Else Mathiassen i Information for nylig.

En anden gammel traver er Grundtvigs forhold til menneskerettigheder. I denne debat trækkes prædikencitater og dagbogsnotater ud af kontekst for enten at angribe – eller forsvare – FN og dennes menneskerettighedserklæring – også selv om sidstnævnte først kom 76 år efter hans død.

Det er tegn på en stigende anakronistisk tendens i offentligheden, hvor historiske personers udtalelser trækkes ud af deres kontekst og spændes for et utal af politiske projekters vogne.

Betyder det så, at vi slet ikke skal søge indsigt i og diskutere historien? Naturligvis ikke, for der er universelle problemstillinger, som beriges af historiske perspektiver, også selv om de ikke nødvendigvis transcenderer tid og sted. Jeg savner blot lidt mere historisk kontekst og lidt mindre brug af vilkårlige citater.

Præcision, tak

Menneskeretsdiskussionen viser, hvor unuanceret disse anakronistiske indlæg kan være. FN eksisterede ikke i Grundtvigs samtid, hvorfor det er håbløst at diskutere hans holdning til organisationen, men klart står det, at han ikke kunne fordrage den franske menneskerettighedserklæring af 1789.

Alligevel synes han at have tilsluttet sig en slags kristen menneskeret, hvor næstekærligheden stod centralt. I 1836 formulerede han det således:

»Gjør imod Andre, hvad du selv vil hændes og have, det er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret«

Hvilke implikationer, han mente, det måtte have for samfundet (hvis det overhovedet måtte have nogen), kan diskuteres.

Præcision og kontekst mangler der desværre også i Mathiassens indlæg. Således må vi holde for øje, at Grundtvigs skepsis over for Junigrundloven ikke hovedsageligt skyldtes, at kvinderne ikke fik stemmeret, men at han nærede modvilje mod ideen om et konservativt Landsting.

Hans indvendinger ift. om der stod ’han’ eller ’hun’ var fra en senere debat i 1850’erne vedrørende arveret. Citaterne må være præcise og i deres korrekte kontekst.

Skulle jeg lege djævlens advokat, kunne jeg blot citere Grundtvig fra Mands Minde-forelæsninger i slut-1830’erne, hvor han revsede den demokratiske lighed:

»Den demokratiske Lighed, Franskmændene i Revolutionen efterstræbte, ansér jeg for et Blændværk, der hverken kan eller skal findes i det borgerlige Selskab, der ved den vilde blive lige saa vanskabt som et Legeme af lutter Hænder, eller som det gamle Uhyre afmaledes, af lutter Hoveder.«

Dannerkvinden

Men Grundtvigs forhold til kvinderne er interessant! Deri har Mathiassen ret. Der hersker nemlig ingen tvivl om, at kvinden holder en særlig position i Grundtvigs univers, men også for de efterfølgende grundtvigianere.

Tænk bare på hele ideen om en ’højskolemor’. Charlotte Wagner, der var gift med Askovs første forstander Ludvig Schrøder, står således centralt i mange af tidens højskolefolks minder. Det var den stolte, kærlige moder, der sørgede for ro og orden på højskolen og i hjemmet, mens husbonden for rundt med det ene oplysningsprojekt efter det andet.

Og Grundtvig selv var også dybt påvirket af kvinden, eller »Dannerkvinden«, som han ofte benævnte det modsatte køn. Her fremdrager Mathiassen en række fremragende eksempler med moderen, Constance Leth og Clara Bolton.

Kærligheden til kvinden begynder naturligvis for Grundtvig ved moderen. Hendes skønne sang ved vuggen har ikke bare båret modersmålet, men også de danske sagn og fortællinger igennem århundreder.

Kvinden bliver derved en central figur i Grundtvigs kamp for danskheden. Kærligheden til den skønne, levende opvækst og dannelse kommer til at stå som et modstykke til den døde klassiske udenadslære, som folket møder i skolen og på de højere læreanstalter.

Grundtvig anså denne ’sorte skole’ som fjendtlig over for danskheden og kæmpede for den fædrelandskærlige vækkelse af folket.

Men passer denne ’Dannerkvinde’, denne bærer af Danskhed, ind i et individualistisk, kvindeligt emancipatorisk projekt? Måske? Vi bør i hvert fald ikke overse, at kvinden udfyldte en helt bestemt national rolle hos Grundtvig.

Et andet eksempel fra den grundlovgivende rigsforsamling kan illustrere problemet ved denne manglende historiske kontekst. Grundtvig var modstander af værnepligten, men ikke af pacifistiske årsager. Venstremanden Christen Berg er berømt for at have sagt, at der skulle skabes et Dannevirke i hver mands bryst.

Grundtvig derimod var overbevist om, at der allerede var et Dannevirke i brystet på de unge mænd, og at værnepligten derved var overflødig, da de ville melde sig frivilligt i hobetal for at forsvare Danmark.

Således bør man nok ikke underkende, at grundtvigsk frivillighed ikke er ensbetydende med, at der ikke findes bestemte roller, som bør udfyldes.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie på Syddansk Universitet i Odense

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hennelund Nielsen
Aske Hennelund Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Henriksen

Man skal passe på med at tillægge døde personer holdninger til nye emner.

Hvis Grundtvig kunne se verden som den ser ud i dag ville han nok undre sig over rigtigt mange ting og føle sig fremmedgjort.

Christian De Thurah

Ja, man skal passe på med at hive Grundtvig (og andre) ud af den historiske kontekst. Og man skal passe på med at gøre Grundtvigs (eller andres) ord til en facitliste.