Kommentar

Hvem blinker først i Venezuela?

Konflikten eskalerer, parterne opruster og afviser mægling. En borgerkrig truer …
9. maj 2017

Venezuelas præsident Nicolás Maduro levede den 17. april til fulde op til sit ry som uforsonlig over for oppositionen og de titusinder af demonstranter, som siden begyndelsen af april har krævet hans afgang.

I en tale i anledning af syvårsdagen for oprettelsen af Den Nationale Bolivarianske Milits, Milicia Nacional Bolivariana, meddelte han, at den vil blive udvidet fra de nuværende godt 100.000 medlemmer til 500.000 – og at de alle vil modtage et gevær.

Oppositionens tidligere præsidentkandidat Henrique Capriles reagerede hurtigt og skarpt. »Venezuela ønsker ikke geværer, det ønsker mad og medicin,« skrev han på Twitter med en klar henvisning til de lange køer, den galopperende inflation og den alvorlige mangel på fødevarer og livsvigtig medicin.

Capriles slog desuden ned på, hvad der kan blive et alvorligt stridspunkt i Maduros knagende regering, nemlig at militært personel ifølge forfatningen er de eneste, der må bære kampvåben.

Læs også

Den drastiske udvidelse af, hvad Maduros forgænger, afdøde Hugo Chávez, så som en afgørende mobilisering til at engagere og mobilisere befolkningen i opbygningen og forsvaret af den socialistiske, ’bolivarianske’ revolution, kan imidlertid give bagslag og uddybe de konflikter og modsætninger, der allerede findes i regeringen og militæret.

Revolutionen er opkaldt efter den store helt fra Uafhængighedskrigen mod Spanien for 200 år siden, Simón Bolívar.

Manipulérbar styrke

Ganske vist fremgår det af paragraf 22 i Lov om Nationens Sikkerhed, at »krigsmateriel og andre våben, sprængstoffer o.l. skal reguleres og kontrolleres af regeringen gennem De Nationale Væbnede Styrker«, og af paragraf 43 i Lov om De Nationale Væbnede Styrker, at »Den Nationale Bolivarianske Milits (…) er udset til at komplettere De Nationale Bolivarianske Væbnede Styrker i nationens samlede forsvar«.

På papiret ligner det en militær styrkelse af regeringen, men reelt er der tale om dannelsen af flere væbnede magtbaser i staten, med en væbnet, let mobilisérbar – og manipulérbar – stor styrke, som både kan sættes ind mod oppositionen og mod rivaler i regeringen.

I årene efter det mislykkede kup i april 2002 rensede Chávez ud i militæret og satte loyale officerer ind på de fleste nøgleposter. Hæren blev styrket som den centrale søjle, Chávez’ projekt kom til at hvile på.

Flere af dem fik poster i regeringen eller i statslige virksomheder, hvilket gav dem politisk og økonomisk magt og fremmede person- og fraktionsrivaliseringer. Bl.a. for at modvirke det grundlagde han militserne, som er en væbnet institution, der også tager sig af frivilligt arbejde, sundheds-, undervisnings- og produktionskampagner. Chávez’ mål var at nå op på én million medlemmer. Han nåede ikke sit mål. Han døde af kræft i 2013.

De væbnede styrker trues dog ikke (endnu) af militsen. De er en vigtig magtfaktor, som – foreløbig –  synes at stå samlet bag Maduros regering. De kan afgøre den igangværende konflikt, som eskalerer dag for dag, nationalt og internationalt.

Fra udlandet appellerer paven forgæves til parterne om at forhandle, mens Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) kræver, at Maduro giver efter for oppositionens krav. Uden held, for dels ser regeringen og militæret – med god grund – USA’s hånd støttet af højreorienterede kræfter i Latinamerika bag OAS’ ønske om at spille en rolle.

Historien rummer adskillige eksempler på, hvordan OAS har fulgt Washingtons ønsker. Dels frygter hæren at få sin magt stækket ved en international intervention.

Korruptionen blomstrer

De væbnede styrkers magt er ikke kun militær. Den er også økonomisk og politisk. Efter kupforsøget i 2002 rensede Chávez ud i militæret. Det gav plads til lynavancementer for yngre officerer, som støttede Chávez’ bolivariansk-socialistiske revolutionsprojekt.

For yderligere at befæste deres loyalitet, forbedrede han låne- og kreditmuligheder for officerer og befalingsmænd, bl.a. gennem hærens egen bank og indførte gunstige indkøbsmuligheder, så de ikke mærker varemanglen helt så meget som resten af befolkningen.

Endelig placerede han sine nærmeste i regeringen som ministre. I dag er en fjerdedel af ministrene officerer. De kontrollerer især de ministerier, der har med økonomi, efterretning og sikkerhed at gøre.

Stik imod Chávez’ hensigt om at komme korruptionen til livs, er militæret blevet så indfedtet i den politiske og økonomiske magt, at korruptionen er vokset med årene. I et land med en dybt rodfæstet korruptionskultur er det vanskeligt at slippe, når man bliver en del af magten.

Som situationen spidser til, bliver militæret mindre tilbøjeligt til at være en del af den politiske og økonomiske magt. Samtidig bliver det presset til at blive for at hindre et sammenbrud. Militæret er den eneste sammenhængende og landsdækkende institution, der har midlerne til at holde sammen på landet, såfremt regeringen giver op.

Samtidig vil oppositionen, der er forenet på overfladen, men reelt dybt splittet, gøre, hvad den kan for at splitte det 115.000 mand stærke militær, vel vidende, at det kan betyde kaos og muligvis borgerkrig, og at militsen ledet af resterne af en bolivariansk hær kan ende med at bekæmpe en inter-amerikansk ’fredsstyrke’ fra OAS, såfremt det overhovedet lykkes at få den vedtaget.

Det kan se umuligt ud, men der er en præcedens i form af den amerikanske invasion i Den Dominikanske Republik i april 1965, som hurtigt blev støttet af OAS. Det er bl.a. på den baggrund, man skal se Maduros modstand mod, at OAS blander sig.

Situationen er låst fast. Lige nu leger partnerne blinkeleg. Hvem blinker først?

Jens Lohmann er journalist og forfatter med speciale i Latinamerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • David Zennaro
Morten Pedersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu