Læserbrev

Ingen kan da elske den delle

16. maj 2017

Jeg ligger her i sengen med ondt af mig selv. Igen. Hvorfor ligner jeg ikke hende fra 3.g med de lange stænger og den markerede mave?

Jeg kigger mig selv i spejlet. Dér er dellen. Den fortæller mig, at jeg er grim. Den fortæller mig, at jeg er en fiasko. Ingen kan da elske den delle.

Jeg er så sulten. Måske man bare kunne se, hvad der var i køleskabet. Uden at tage noget selvfølgelig. Der står en kage. Jeg er virkelig sulten. Det skader vel ikke at smage ...

Ud på toilettet. To fingre i halsen. Jeg er hverken glad eller ked af det. Jeg straffer mig selv, samtidig med at jeg mærker en snert af lykke. Fucking deprimerende. Fucking befriende.

Hvem vil have sådan en som mig?

Jeg har en spiseforstyrrelse. Og jeg er desværre ikke den eneste. 75.000 personer i Danmark lider af en spiseforstyrrelse. Dermed er det ikke længere en sygdom, der kun gør ondt på den enkelte; det har udviklet sig til et folkesundhedsproblem.

Hvorfor? Min erfaring siger mig, at årsagen til, at så mange mennesker lider af en spiseforstyrrelser, er, at vi opererer i en overfladisk hverdag, hvor uddannelsessystemet og samfundet generelt fokuserer på ydre værdier. Omdrejningspunktet er altid det, der kan måles og vejes.

Det betyder, at unge som jeg selv higer efter kontrol. Blogs, der omhandler kost, træning og sundhed, er blevet hverdagskost for mig. Ligesom sociale medier dagligt får mig til at sammenligne mig selv med andre – min følelse af utilstrækkelighed over for deres succes. Jeg ønsker inderligt, at der i langt højere grad kommer fokus på spiseforstyrrelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Kære Line Friderichsen,

Det er fristende at fodre - ja undskyld udtrykket - din allerede veludviklede selvmedlidenhed med mere fnysen af samfundet, af den onde tidsånd, af de åh så urimelige idealer, som samtiden fra snart sagt alle sider skriger os i hovedet med.

Og det ville endda ikke være urimeligt: for du har fuldkommen ret. Vi lever i et samfund, hvor det overfladiskes meningsløshed konstant truer med at tilte mere følsomme sjæle omkuld.

MEN:

Der kommer ikke nogen og redder dig. Det er din egen opgave. Forbandet, som den er. Det mørke, du er sunket ned i, er dit helt eget, og hvis du ikke kan finde vejen tilbage til lyset, er der ikke nogen som kan.

Ikke dermed sagt, at man ikke kan have brug for hjælp. At du ikke kan have brug for hjælp. Den hjælp håber jeg, du finder. Men megen af den hjælp du vil møde, vil nok søge at bekræfte dig i, at du er et offer, og det tror jeg ikke på er tilfældet. I det mindste ikke i større eller mindre grad end så mange andre mennesker, som har levet eller lever med byrder og under vilkår, som både du og jeg ikke rigtig kan begribe.

Jeg har også tit rigtig ondt af mig selv. Og når jeg har det sådan - det er i det mindste min erfaring - gør jeg skade på både mig selv og andre mennesker. Sådan i det små, bevares. Altid i det små. En finger i halsen, en finger til tilværelsen - er der nogen forskel?

For mig hjælper det nogen gange - når mit sortsind og mindreværd gør skade på mig selv og andre - at læse om mennesker, som virkelig har lidt, hinsides hvad vi overfladiske mennesker i dette ganske overfladiske samfund kan gøre os begreb om. Det sætter ligesom tingene lidt i relief:

Tillad mig derfor at anbefale følgende bog, som hvis du læser den - virkelig læser den og begriber hvad den beskriver - måske og forhåbentlig kan overbevise dig om, at både dit offer og dine lidelser er af ganske relativ karakter

https://en.m.wikipedia.org/wiki/With_the_Old_Breed

Grethe Preisler

Ingen dødelig skabning er fra fødslen garderet mod risikoen for at havne helt ude i tovene og få brug for så vel en hjælpende hånd som et trøstens ord eller to.

Men hvor megen trøst er der egentlig at hente i bevidstheden om, at andre har brækket halsen og er døde af deres kvæstelser? Hvis man selv har brækket både arme og ben i kampen for at overleve den samme ulykke, som knækkede halsen på mange af dem, der tilfældigvis også befandt sig i en af vognene i et lyntog, som kørte af skinnerne?

Grethe Preisler

@Torsten Jacobsen,
- Jeg tvivler ikke om din gode vilje og dine gode hensigter. Men givet at forfatteren af ovenstående læserbrev er, hvad hun udgiver sig for at være (en teenager diagnosticeret med den livstruende spiseforstyrrelse anoreksi) tror jeg ikke, det hun p.t. har mest brug for, hvis hun skal overleve sin gymnasietid uden varige fysiske men, er at påbegynde et 'selvstudium' af førstehåndsberetninger om psykiske traumer blandt veteraner fra 2. Verdenskrig (in casu en amerikansk marineinfanterists dagbogsoptegnelser om følgerne af sin egen nød- og påtvungne deltagelse i Stillehavskrigen).

Frem for, som hun selv beskriver det, i sin personlige 'higen efter kontrol' at surfe rundt på nettet efter fora, hvor andre unge i samme situation udveksler erfaringer om, hvordan man som anorektiker kan leve uforstyrret videre med sin spiseforstyrrelse, uden at omgivelserne (forældre, lærere, læger, psykologer, psykiatrikere og andre voksen-autoriteter) får færten af, hvad man foretager sig for at vedligeholde den 'livsform' eller 'identitet', man selv har 'valgt' som alternativ til det voksenliv, disse autoriteter uden større held forsøger at motivere en til at forberede sig seriøst på at kunne overkomme.

Med venlig hilsen
(and no pun intented)