Klumme

Man kan skide på kapitalismen – og selv blive spist af den

Opgøret mellem Emmanuel Macron og de aktivistiske franske fagforeninger bliver en kamp mellem to måder at møde kapitalismen på – som den forhandlende tjener eller den militante modstander
Arbejdere fra bilfabrikanten Ford demonstrerer i Paris i 2012. (Arkivfoto)

Arbejdere fra bilfabrikanten Ford demonstrerer i Paris i 2012. (Arkivfoto)

Michel Euler

13. maj 2017

Man kan skide på kapitalismen, eller man kan prøve at æde den. Det er det strategiske enten-eller for kapitalismekritikken i det 21. århundrede.

Vi har set, at det historisk ikke er lykkedes at skabe frie samfund uden kapitalisme, og det liberale demokrati synes utænkeligt uden en eller anden form for kapitalisme.

Men vi kan også konstatere, at kapitalismen kan underminere det liberale demokrati, hvis den ikke bliver demokratiseret og draget til regnskab. Den økonomiske ulighed er for længst slået om i politisk ulighed, og vi har en global overklasse, som bliver rigere og rigere, fordi de tjener mere på afkast af deres kapital end på deres arbejdsindkomster. 

For alle andre end den globale overklasse er der et civiliserende forhold mellem gevinst og risiko: Man kan udvikle noget helt nyt, som andre har brug for og vil betale for, men man løber også den risiko, at ingen vil have det. Man skal passe på.

Men den globale finansoverklasse kan tillade sig hvad som helst: De kan skabe en finanskrise uden at blive straffet for det, deres  gevinster stiger uafhængigt af deres præstationer, og uanset hvem der vinder de demokratiske valg, kommer de ud som økonomiske vindere. De er hævet over risici.

Den konfrontation, som venter den nye franske præsident, Émmanuel Macron, er en kamp mellem de to forskellige kapitalismestrategier. Macron vil omfavne den kapitalisme, som de franske fagforeninger vil skide på. De er ikke som den danske fagbevægelse optaget af at bære brede reformer, og de har ikke krævet efteruddannelse og investeringer i arbejdsstyrken. De har kæmpet for at bevare de rettigheder, de har vundet, og de slås imod reformer, som fjerner beskyttelse mellem lønmodtagerne og det frie marked.

Mange af fagforeningslederne er en form for syndikalister. Deres kampform er ikke så meget forhandlinger som protester, blokader og strejker. De har forbløffende få medlemmer i Frankrig, hvor under 10 procent på det private arbejdsmarked er organiseret i en fagforening, men de er eminente til at organisere punktstrejker og blokere for eksempel en metrolinje eller lufthavne. De henter ikke deres legitimitet ved at repræsentere mange arbejdere, men gennem deres aktionsreform. De revolutionsromantiske franskmænd har stor sympati for demonstrationen og protesten som politiske metoder.

Frankrigs nye præsident ønsker oprigtigt at forbedre franskmændenes liv. Men han forstår ikke, at det ikke kan ske inden for rammerne af den nuværende markedsdoktrin
Læs også

De står over for en præsident, som siger, at man skal sikre arbejdernes fremtid ved at gøre det mere attraktivt at investere i Frankrig, og at man forsvarer franske arbejdspladser ved at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked. Hans pointe er, at de franske socialister aldrig har »smidt deres marxistiske overjeg« og har været så optaget af at kæmpe for lavere arbejdstid, lavere pensionsalder og arbejderrettigheder, at det har blokeret den franske økonomi. Nu er hvert fjerde unge menneske i Frankrig arbejdsløs. 

Macrons nye parti skal være som en slags dansk socialdemokrati, og han kan drømme om en arbejderbevægelse, der ikke strejker eller blokerer, men kræver investeringer i arbejdsstyrken og indflydelse på kapitalismen gennem virksomhedernes bestyrelser som i Tyskland.

Han vil inden for den første måned efter parlamentsvalget fremsætte sin store arbejdsmarkedsreform, der skal gøre op med dem, som vil skide på kapitalismen og gøre det muligt for franskmændene at æde den. Det vil føre til strejker, protester og demonstrationer – som Macrons forgængere ikke har kunnet besejre, men Macron er gået til valg på det opgør, så han har en høj demokratisk legitimitet. Og der har i årevis blandt socialister og republikanerne været en erkendelse af, at det opgør var vejen fremad.

Socialistpartiet og det republikansk partis sammenbrud er ikke tegn på en påstået eksistentiel krise for det liberale demokrati. Tværtimod bør vi finde håb i, at det var muligt at ryste de fossillerede politiske enheder, skriver kronikøren. Her valgfest for Macron i Paris søndag

 

 

 
Læs også

Men det socialistiske problem med Macron er, at han ikke præsenterer nogen omfordeling mellem de rigeste og resten i Frankrig. Han vil sænke selskabsskatten fra 33 til 25 procent, og han har proklameret, at det vil være umuligt at beskatte de riges formuer i Frankrig og i udlandet. Han giver politisk op dér, hvor uligheden slår stærkt og uretfærdigt igennem i dag.

Han har ret i, at dem, der vil skide på kapitalismen, ikke kan lave nye progressive kompromiser og skabe betingelser for nye arbejdspladser i Frankrig. Men de har ret i, at den, som vil spise med kapitalismen, skal være offensivt solidarisk, hvis han ikke selv skal ædes op af den. 

Og så bliver det ham, de vil skide på næste gang.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Hvis Macron holder væsentligt højere selskabs- eller formueskat end de omkringliggende lande, så flytter aktieselskaber og kapital til disse lande; f.ex. Schweiz eller Luxembourg - det ved enhver.

EU kunne gøre noget ved det, hvis ellers de 28 lande kunne enes herom.
Det kan de bare ikke -
f. ex. Danmark vil være imod mere integration på det statsfinansielle område.

Hva' gør vi så? - indtil videre græder vi øllet.

Mihail Larsen

En underlig analyse

Macron har da også fremsat forslag, der skal sikre arbejdstagernes interesser. Faktisk har han slået et slag for, at Frankrig skal lære af Danmark.

At hvert 4 unge er arbejdsløs har ikke noget fagbevægelsens kamp for rimelige forhold at gøre. Det har mere at gøre med, at Frankrig er med i en klub hvor en nyliberal økonomisk politik er traktatfæstet (EU), deres medlemskab i Euroen, og at politikerne (selv socialisterne) har truffet er valg om at der ikke skal være fuld beskæftigelse - hvis man ville kunne arbejdsløshed elimineres i morgen.

Rune Lykkebergs analyse er interessant. Den konservative avis Le Figaro, beskriver Macron som en venstrefløjskandidat i fåreklæder og tættere på den socialistiske kandidat Hamon end mange socialister.
Macrons erklærede mål er under alle omstændigheder at styrke EU, nedlægge 120.000 offentlige stillinger, indføre mere fleksible arbejdsmarkedsforhold, sænke selskabsskatten, beskære de sociale ydelser, subsidiere de unges kulturforbrug og gøre franskmændene mere optimistiske(Francois Asselineau).
Deutsche Wirtschafts Nachrichten beskriver ”Macron lækagen” som en kampagne, der allerede startede medens Macron var økonomiminister i regeringen Valls, og som tæller den populære socialistiske borgmester i Lyon Collomb og andre ledende medarbejdere hos Macron, Hollande og Manuel Valls.
Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble mener nu som Macron at finansielle overførsler i eurozonen er nødvendig.
Schaeubles åbning for overførselsindkomster er en indikation af, at Tyskland vil presse på med tættere integration af euroområdet efter valget i Tyskland. Schaeuble har tidligere argumenteret for et Euro-Parlamentet.
For internationale virksomheder, der har base i Tyskland, vil det samlet være en fordel, fordi en svag euro vil forekommer på mellemlang sigt (mon det ikke også gælder for fransk eksport?).
Noget anderledes er situationen for de tyske skatteydere og sparere.

Rune Lykkeberg:
”Han har ret i, at dem, der vil skide på kapitalismen, ikke kan lave nye progressive kompromiser og skabe betingelser for nye arbejdspladser i Frankrig. Men de har ret i, at den, som vil spise med kapitalismen, skal være offensivt solidarisk, hvis han ikke selv skal ædes op af den.
Og så bliver det ham, de vil skide på næste gang.”

Torben Lindegaard

@Jon Papini

"At hvert 4 unge er arbejdsløs har ikke noget fagbevægelsens kamp for rimelige forhold at gøre."

Helt så simpelt er det nu ikke.

Det franske arbejdsmarked er fastfrosset i en tilstand, hvor arbejdsgiverne - herunder de store statsejede virksomheder - ikke vover at fastansætte ny arbejdskraft, fordi det er stort set umuligt at skille sig af med medarbejdere - også selvom salget skulle svigte og behovet for medarbejdere dermed mindskes. Denne tilstand gavner selvfølgelig de allerede fastansatte - typisk ældre medarbejdere - men er til ugunst for de nye på arbejdsmarkedet. Lovgivningen burde ændres så arbejdsmarkedet smidiggøres; men det har stort set vist sig umuligt - også fordi fagforeningerne stritter imod.

Misforstå mig ikke.
Det er naturligt at fagforeningerne kæmper for deres medlemmer - ikke et ondt ord om det - men det har godt nok ubehagelige konsekvenser for de ikke-medlemmer, som kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Mihail Larsen

Skør argumentation (Papini)

Henvisningen til EUs traktater kan ikke forklare forskellen på f.eks. Tyskland og Frankrig. Det eneste, Papini reelt påstår, er, at de franske socialister synes, det er en god ide med mange arbejdsløse.

Tsk. tsk.

Peder Kruse

Fyre 120k offentlige ? Det bliver lune hænder. Bureaukratiet kan man ikke bare sådan pille ved i virkelighededens statiske realitet.

Ole Vagn Christensen

Men vi kan også konstatere, at kapitalismen kan underminere det liberale demokrati, hvis den ikke bliver demokratiseret og draget til regnskab. Den økonomiske ulighed er for længst slået om i politisk ulighed, og vi har en global overklasse, som bliver rigere og rigere, fordi de tjener mere på afkast af deres kapital end på deres arbejdsindkomster. Ja og vi har danske lønmodtagere som har gjort de rige rigere og som med en kontanthjælpsreform har øget fattigdommen. Årsag at vi ikke fik sikret Økonomisk Demokrati

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg kom kun til denne sætning, før jeg stoppede den videre læsning:
fordi de tjener mere på afkast af deres kapital end på deres arbejdsindkomster.

Helt ærligt, hvad galt er der nu lige ved kapitalindkomster? Jeg investerede i et dansk firma, der hedder Vestas, da kursen var omkring 50 - og nu er den 619,50. Hvis ikke "nogen" investerer i et firma, der har en god ide, men også svært ved at komme igennem, hvad skal vi så?

Rune Lykkeberg startede endog rimelig realistik med en indledning, der anerkender kapitalismen i moderne tid. Du glemmer, Rune - at arbejdstagere ikke er forhindret i at investere 50 kr. i en Vestas-aktie eller hvad? Du får det til at se ud, som om kun få gamle hvidhårede mænd sidder og trykker på knapperne hver dag.

Du skulle faktisk prøve selv :-) Så kunne vi måske få aflivet den fordom, at aktieinvestorer er ... kapitalister alle til hobe. De er nødvendlige for at hjulet kan løbe rundt, de smører også maskinerne.

Hans Jørn Storgaard Andersen

ps! Nu har jeg læst resten af artiklen, og det fængede mine øjne, at ordet "skid" gik igen alt for mange gange.
Det bryder jeg mig ikke om i en leder fra et anerkendt dagblad. Selv EB og BT kunne ikke finde på det, men overlader det til deres læsere.

Føj for en stinker !!

Søren Rehhoff

Hans Jørn Storgaard Andersen fordi du har investeret i Vestas-aktier, gør det det dig nok ikke til medlem af den globale finansoverklasse, så jeg forstår ikke hvorfor du føler dig ramt over det der står i klummen om, at der er en "global overklasse, som bliver rigere og rigere, fordi de tjener mere på afkast af deres kapital end på deres arbejdsindkomster", det er nok mere møntet på investeringsbanker og hedgefunds, ikke på almindelige private investorer som dig.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er fordi, Søren, at vi alle kan være med i den overklasse af kapitalister, Rune snakker om.
Mange bække små, gør en stor å.