Det kan være svært at blive mor, men ingen taler om det

10 procent af alle kvinder får en fødselsdepression. Jeg forstår godt hvorfor og ærgrer mig over, at vi som samfund ikke er bedre til at hjælpe nybagte forældre godt på vej.

Selv er jeg blevet skånet for en decideret depression, men har de første seks måneder af min søns liv kæmpet med voldsom udmattelse, stress, uro og deraf ensomhed. Jeg har kæmpet med søvnløshed, afmagt og et kolossalt kontroltab.

Med en baby, der hverken har villet sove eller bare falde hen i mere end få minutter ad gangen, hvis ikke han lå i en kørende barnevogn eller blev båret, vugget eller puslet om.

Jeg har – sammen med min kæreste med fuldtidsarbejde – i seks måneder været på arbejde næsten 24 timer i døgnet. Jeg har gået op og ned ad gader og stræder hver dag i timevis i selv det værste vejr.

Jeg har slæbt mig til selskaber, hvor jeg med en urolig og overtræt baby på skødet har følt mig alene og desperat, fordi jeg var træt, stresset og nervøs, men ingen kunne se det – eller sagde noget. Jeg har lært at smile og sige »Godt, men det er hårdt«, når nogen spurgte, hvordan det gik. Jeg skulle have sagt: »Jeg er totalt udmattet. Jeg er ved at blive sindssyg« eller blot: »Hjælp mig«.

I de hårdeste uger var det som om den kærlighedsfølelse, jeg nærede til min søn, blev serveret på et leje af tortur.

Efter et par måneder som nybagt mor havde der ophobet sig så meget stress i min krop, at jeg nåede et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne bære det, hvis min søn begyndte at græde. Når han græd, begyndte jeg at græde. Så væltede de sidste mange skrigture i koncentreret form ind over mig i hidsige, ensomme jag.

I timevis kunne jeg sidde hjemme i mørket og hive i vuggen, indtil min kæreste kom hjem fra arbejde. Nogle dage tudbrølede jeg, når han trådte ind af døren. Jeg forstod ikke selv, hvordan det kunne tage så hårdt på mig. Jo mere træt jeg blev, des mere lukkede jeg mig selv inde i et mentalt fængsel af begrænsninger, som blev mere og mere fysiske.

Nogle dage tog jeg slet ikke telefonen, fordi jeg ikke orkede at høre mig selv forråde, hvordan jeg i virkeligheden havde det.

Svært at bede om hjælp

Med lykken over at få min søn fulgte der altså et regulært chok, der nu efter seks måneder, hvor min kæreste har overtaget barslen, ikke helt har fortaget sig. Chokket over både den eksistentielle og den fysiske omvæltning, det er at blive mor.

Over hvad det gjorde ved mig ikke at sove, ikke at have kontrol og ikke at nyde den frihed, jeg hidtil havde taget for givet. Over at stå med et kæmpe ansvar og over ikke at forstå mine egne reaktioner. Chokket over at skændes med min kæreste og tro, at der er noget helt galt med mit parforhold, når man allermest har brug for at holde sammen.

Chokket over, at den søde barselstid viste sig at være lange ensomme dage, uforløste forventninger og mest af alt en dundrende følelse af at være en amatør som mor.

Oveni kom skammen over at beklage sig og sætte mig selv i centrum. Det føltes som selve definitionen på first world problems. En skam, jeg også føler, mens jeg skriver denne kronik – den burde jo ikke tage pladsen fra rigtige og vigtigere problemer, tænker jeg.

Men jeg gør det alligevel. Fordi vi er blevet for dårlige til at råbe op og bede om hjælp. I stedet er vi blevet gæster i hinandens showrooms for succesfulde liv – også med småbørn.

Selv om jeg har et godt netværk, magtede jeg ikke at bede om hjælp, da jeg havde allermest brug for det. Eller måske turde jeg ikke, for så var jeg svag og havde tydeligvis svært ved at finde mig til rette i rollen som mor – tænkte jeg, at de ville tænke.

Jeg var desuden så træt og udmattet, at tanken om at række ud og sætte andre ind i min situation virkede uoverskuelig. Jeg gjorde dagene til min kamp alene. En kamp, jeg hverken ville have hjælp eller tilskuere til. Jeg vendte problemerne indad. Ikke mindst fordi de andre nybagte mødte så ud til at nyde det i fulde drag, og fordi jeg jo var sådan en, man regnede med havde styr på det.

Benhårdt barselsregime

Det har været svært at acceptere, at det var mere end hårdt at blive mor. For jeg var jo heldig og privilegeret: Velfærdsstaten havde givet mig fri fra arbejde i seks måneder med den ene opgave at passe den (sunde og raske) baby, som jeg i mange år havde ønsket mig.

Jeg skældte ud på mig selv, fordi jeg måtte være doven og ude af stand til at sætte min søns behov før mine egne, som var det et tegn på umodenhed og narcissisme.

Jeg havde selvfølgelig hørt, at det var en kæmpe omvæltning at få børn. At det var svært for ’karrierekvinder som mig at træde ud af hamsterhjulet’. Den teoretiske viden havde jeg, men den slags råd og vejledning øgede blot presset.

Det var altså på grund af min livsstil og mine forkælede krav til en indholdsrig hverdag, at jeg fandt det hårdt. Ikke fordi det måske netop ikke er noget, man kan forberede sig på, fordi vi er så vant til valgfrihed og kontrol. Eller fordi det faktisk er benhårdt. Jeg blev nok hårdest ramt af mine egne forventninger til mig selv som mor og mit manglende blik for, at man hverken kan kontrollere eller regulere et spædbarn, der er født med vilje og personlighed.

Følelsen af afmagt blev ikke mindre af det allestedsnærværende barselsregime – de mange aktivitetstilbud til barslende. Alt fra babysvømning til salmesang og rytmik – aktiviteter, som jeg i den konstante stræben efter at stimulere mit barn, tilmeldte mig med et løsthængende dankort.

Ting, som i praksis havde en stressende effekt, og som ret beset virkede ret ligegyldige for et spædbarn. Alligevel udsatte jeg mig selv for det ene logistiske mareridt efter det andet med rundkredsarrangementer om ’den gode amning’ sammen med andre søvnberøvede mødre med jagede blikke.

Barselsregimet voksede sig til et pres og en påmindelse om alt det, jeg ikke orkede, men følte jeg burde, og en konfrontation med en eklatant mangel på åbenhed blandt nybagte forældre.

Accept

I dag, seks måneder efter, er jeg stadig slået ud, men kan også mærke små fremskridt, lettelse og mere glæde. For selv om jeg stadig står midt i babykaos og træthed, har jeg lært én ting: Accept. Af at det ikke blev så rosenrødt.

Accept af, at min søn er krævende, men også en erkendelse af, at han ikke bliver mindre fantastisk og sjov af at være en udfordring. Måske nærmere tværtimod. Det er ikke sort-hvidt at blive mor. Det er ikke lykkeligt eller ulykkeligt. Det er ikke kompliceret eller ukompliceret. Det er alt på en gang.

I stedet for at give hinanden gode (formanende) råd, læssevis af farvestrålende rangler og likes på sociale medier burde vi give mere ærlighed, omsorg og støtte til hinanden. Det er blevet individets tabu i stedet for kollektivets ansvar, at forældre kommer godt fra start. Fra dag ét som mor har jeg savnet et fællesskab omkring mig.

At nogen kom med hjemmelavet lasagne eller gik en tur med min søn. En naturlig forståelse af, at det var benhårdt, og at det mest logiske i verden var at få hjælp. En aftabuisering af forældreskabets udfordringer og de svære følelser, der følger med.

Vores velfærdsstat kan hjælpe os med at blive gravide og med at bringe barnet til verden. Derefter står vi sårbare og uden erfaring overladt til vores egne og omgivelsernes forventninger. Det at få børn bør være en kollektiv begivenhed, der per automatik involverer og aktiverer familie, venner og netværk, og ikke en solopræstation for de nybagte forældre, hvor man aflægger hinanden visit med en baby i designertøj på armen.

Barselsregimet har brug for en revolution og et opgør med idealet om den perfekte barsel og start på livet med børn.

Leila Stockmarr er ph.d. og politisk rådgiver for Alternativet