Kronik

Det kan være svært at blive mor, men ingen taler om det

I et samfund så optaget af relationer, reproduktion og idealet om det gode forældreskab, er det tankevækkende, at vi ikke taler om det svære ved at blive forældre – og hjælper hinanden
Det har været svært at acceptere, at det var mere end hårdt at blive mor, skriver Leila Stockmarr.

Det har været svært at acceptere, at det var mere end hårdt at blive mor, skriver Leila Stockmarr.

Jakob Dall

20. maj 2017

10 procent af alle kvinder får en fødselsdepression. Jeg forstår godt hvorfor og ærgrer mig over, at vi som samfund ikke er bedre til at hjælpe nybagte forældre godt på vej.

Selv er jeg blevet skånet for en decideret depression, men har de første seks måneder af min søns liv kæmpet med voldsom udmattelse, stress, uro og deraf ensomhed. Jeg har kæmpet med søvnløshed, afmagt og et kolossalt kontroltab.

Med en baby, der hverken har villet sove eller bare falde hen i mere end få minutter ad gangen, hvis ikke han lå i en kørende barnevogn eller blev båret, vugget eller puslet om.

Jeg har – sammen med min kæreste med fuldtidsarbejde – i seks måneder været på arbejde næsten 24 timer i døgnet. Jeg har gået op og ned ad gader og stræder hver dag i timevis i selv det værste vejr.

Jeg har slæbt mig til selskaber, hvor jeg med en urolig og overtræt baby på skødet har følt mig alene og desperat, fordi jeg var træt, stresset og nervøs, men ingen kunne se det – eller sagde noget. Jeg har lært at smile og sige »Godt, men det er hårdt«, når nogen spurgte, hvordan det gik. Jeg skulle have sagt: »Jeg er totalt udmattet. Jeg er ved at blive sindssyg« eller blot: »Hjælp mig«.

I de hårdeste uger var det som om den kærlighedsfølelse, jeg nærede til min søn, blev serveret på et leje af tortur.

Det er stadig tabu at tale om, hvor svært det kan være at være mor, hævder forfatter Maja Lucas, der i sin roman ’Mor’ beskriver et klaustrofobisk moderskab, der måske ender galt. Der er simpelthen tale om et urtabu, ingen af os ønsker at høre noget om – slet ikke fra vor egen mor
Læs også

Efter et par måneder som nybagt mor havde der ophobet sig så meget stress i min krop, at jeg nåede et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne bære det, hvis min søn begyndte at græde. Når han græd, begyndte jeg at græde. Så væltede de sidste mange skrigture i koncentreret form ind over mig i hidsige, ensomme jag.

I timevis kunne jeg sidde hjemme i mørket og hive i vuggen, indtil min kæreste kom hjem fra arbejde. Nogle dage tudbrølede jeg, når han trådte ind af døren. Jeg forstod ikke selv, hvordan det kunne tage så hårdt på mig. Jo mere træt jeg blev, des mere lukkede jeg mig selv inde i et mentalt fængsel af begrænsninger, som blev mere og mere fysiske.

Nogle dage tog jeg slet ikke telefonen, fordi jeg ikke orkede at høre mig selv forråde, hvordan jeg i virkeligheden havde det.

Svært at bede om hjælp

Med lykken over at få min søn fulgte der altså et regulært chok, der nu efter seks måneder, hvor min kæreste har overtaget barslen, ikke helt har fortaget sig. Chokket over både den eksistentielle og den fysiske omvæltning, det er at blive mor.

Over hvad det gjorde ved mig ikke at sove, ikke at have kontrol og ikke at nyde den frihed, jeg hidtil havde taget for givet. Over at stå med et kæmpe ansvar og over ikke at forstå mine egne reaktioner. Chokket over at skændes med min kæreste og tro, at der er noget helt galt med mit parforhold, når man allermest har brug for at holde sammen.

’På trods af den fælles og nogle gange smertefulde anderledeshed, på trods af afvigelserne, ’fejlene’ og kampene rummer og accepterer jeg mit barn fuldstændig. Han skuffer mig ikke, sårer mig ikke, svigter mig ikke, hæmmer mig ikke og definerer mig ikke. Han er bare til, og det er alt nok,’ skriver dagens kronikør. Privatfoto
Læs også

Chokket over, at den søde barselstid viste sig at være lange ensomme dage, uforløste forventninger og mest af alt en dundrende følelse af at være en amatør som mor.

Oveni kom skammen over at beklage sig og sætte mig selv i centrum. Det føltes som selve definitionen på first world problems. En skam, jeg også føler, mens jeg skriver denne kronik – den burde jo ikke tage pladsen fra rigtige og vigtigere problemer, tænker jeg.

Men jeg gør det alligevel. Fordi vi er blevet for dårlige til at råbe op og bede om hjælp. I stedet er vi blevet gæster i hinandens showrooms for succesfulde liv – også med småbørn.

Selv om jeg har et godt netværk, magtede jeg ikke at bede om hjælp, da jeg havde allermest brug for det. Eller måske turde jeg ikke, for så var jeg svag og havde tydeligvis svært ved at finde mig til rette i rollen som mor – tænkte jeg, at de ville tænke.

Jeg var desuden så træt og udmattet, at tanken om at række ud og sætte andre ind i min situation virkede uoverskuelig. Jeg gjorde dagene til min kamp alene. En kamp, jeg hverken ville have hjælp eller tilskuere til. Jeg vendte problemerne indad. Ikke mindst fordi de andre nybagte mødte så ud til at nyde det i fulde drag, og fordi jeg jo var sådan en, man regnede med havde styr på det.

Benhårdt barselsregime

Det har været svært at acceptere, at det var mere end hårdt at blive mor. For jeg var jo heldig og privilegeret: Velfærdsstaten havde givet mig fri fra arbejde i seks måneder med den ene opgave at passe den (sunde og raske) baby, som jeg i mange år havde ønsket mig.

Jeg skældte ud på mig selv, fordi jeg måtte være doven og ude af stand til at sætte min søns behov før mine egne, som var det et tegn på umodenhed og narcissisme.

Jeg havde selvfølgelig hørt, at det var en kæmpe omvæltning at få børn. At det var svært for ’karrierekvinder som mig at træde ud af hamsterhjulet’. Den teoretiske viden havde jeg, men den slags råd og vejledning øgede blot presset.

Det var altså på grund af min livsstil og mine forkælede krav til en indholdsrig hverdag, at jeg fandt det hårdt. Ikke fordi det måske netop ikke er noget, man kan forberede sig på, fordi vi er så vant til valgfrihed og kontrol. Eller fordi det faktisk er benhårdt. Jeg blev nok hårdest ramt af mine egne forventninger til mig selv som mor og mit manglende blik for, at man hverken kan kontrollere eller regulere et spædbarn, der er født med vilje og personlighed.

Læs også

Følelsen af afmagt blev ikke mindre af det allestedsnærværende barselsregime – de mange aktivitetstilbud til barslende. Alt fra babysvømning til salmesang og rytmik – aktiviteter, som jeg i den konstante stræben efter at stimulere mit barn, tilmeldte mig med et løsthængende dankort.

Ting, som i praksis havde en stressende effekt, og som ret beset virkede ret ligegyldige for et spædbarn. Alligevel udsatte jeg mig selv for det ene logistiske mareridt efter det andet med rundkredsarrangementer om ’den gode amning’ sammen med andre søvnberøvede mødre med jagede blikke.

Barselsregimet voksede sig til et pres og en påmindelse om alt det, jeg ikke orkede, men følte jeg burde, og en konfrontation med en eklatant mangel på åbenhed blandt nybagte forældre.

Accept

I dag, seks måneder efter, er jeg stadig slået ud, men kan også mærke små fremskridt, lettelse og mere glæde. For selv om jeg stadig står midt i babykaos og træthed, har jeg lært én ting: Accept. Af at det ikke blev så rosenrødt.

Accept af, at min søn er krævende, men også en erkendelse af, at han ikke bliver mindre fantastisk og sjov af at være en udfordring. Måske nærmere tværtimod. Det er ikke sort-hvidt at blive mor. Det er ikke lykkeligt eller ulykkeligt. Det er ikke kompliceret eller ukompliceret. Det er alt på en gang.

I stedet for at give hinanden gode (formanende) råd, læssevis af farvestrålende rangler og likes på sociale medier burde vi give mere ærlighed, omsorg og støtte til hinanden. Det er blevet individets tabu i stedet for kollektivets ansvar, at forældre kommer godt fra start. Fra dag ét som mor har jeg savnet et fællesskab omkring mig.

At nogen kom med hjemmelavet lasagne eller gik en tur med min søn. En naturlig forståelse af, at det var benhårdt, og at det mest logiske i verden var at få hjælp. En aftabuisering af forældreskabets udfordringer og de svære følelser, der følger med.

Vores velfærdsstat kan hjælpe os med at blive gravide og med at bringe barnet til verden. Derefter står vi sårbare og uden erfaring overladt til vores egne og omgivelsernes forventninger. Det at få børn bør være en kollektiv begivenhed, der per automatik involverer og aktiverer familie, venner og netværk, og ikke en solopræstation for de nybagte forældre, hvor man aflægger hinanden visit med en baby i designertøj på armen.

Barselsregimet har brug for en revolution og et opgør med idealet om den perfekte barsel og start på livet med børn.

Leila Stockmarr er ph.d. og politisk rådgiver for Alternativet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Pia Qu
  • Randi Christiansen
Morten Hjerl-Hansen, Pia Qu og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Jeg har naboer i præcis den situation. Jeg har givet al den plads jeg kan men det er simpelthen et mareridt. Jeg blev til sidst nødt til at trække i nødbremsen, aka "Husorden".

Karl Aage Thomsen

Hvem kender ikke nybagte forældre, der har eller er i sammesituation som L. S. Venner af min familie blev 1. Gangsforældre for 7 måneder siden, efter fødslen på Riget, skullemoderen selv samme dag tage en taxa over til patienthospitalet og et par dage efter blev hun udskrevet sammen med barnet. Der er ikke meget hjælp at hente fra det offentlige vedr. Fødsler og da især ikke for første gangs fødende ud over nogle få besøg af en hjemmesyge plejerske, eller hvad de nu hedder. Sørgeligt for et land der opfordrer unge til føde flere børn.

Peter Ole Kvint, Marie Jensen og Christian Lucas anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Velkommen til virkeligheden. Der er kun det barselsregime du selv er med til at etablere.
Vores/min dreng havde kolik, og vi var langt fra al familie, så alle overflødige aktivteter blev fravalgt. Efter kolikken havde vi et ½år hvor drenge vendte om på nat og dag. Det fik vi rettet op på mellem jul og nytår. Ja det var hårdt, men det er livet ind i mellem.
Vi havde dengang heller ikke adgang til alle "løgnene" på de sociale medier, hvor forældre udstiller deres romantiserde forældreskab.

Randi Christiansen, Klavs Hansen og Christian Lucas anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Mennesket er åbenbart det eneste dyr, der har svært ved at acceptere vilkårene for at føre arten videre og indrette sig derefter. Besynderligt - sagt af en bedstefar.

Klavs Hansen, Karsten Friis-Larsen, Morten Clausen, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Lucas, Christel Gruner-Olesen og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Nicklas Møller Jepsen

Min oplevelse er at hvis man har venner i stedet for et netværk og en god familie/bedsteforældre, så dukker lasagne og aflastnings barnevognsturene op.

Søren Nyskov

For små familier og enlige forældre (95 % mødre) med spinkelt familiært og venne-netværk er situationen helt uholdbar. Organisationer som Børns Voksenvenner og Homestart skulle være en folkebevægelse!

Randi Christiansen, Pia Qu og Annika Tiin Nielsen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

For det første: Det er ikke sikkert, at alle mødre oplever det sådan, som du gør - det er ikke sikkert, at de bare holder facaden.
Nogle børn sover nemlig om natten! Og når dit ikke gør, så er det ikke, fordi I forældre har gjort noget forkert - det er fordi, sådan er nogle børn altså. Det ene af mine børn havde et søvnmønster, som det du beskriver - sund og rask, mæt og veltilpas faldt han glad i søvn. Og vågnede - hver gang - glad og veloplagt op en halv time senere.
Jeg kan huske, da jeg lå på fødselsstiftelsen - ja, dengang var man indlagt en uge - at jeg følte, jeg havde været utrolig heldig. Mit barn var det eneste på stuen, som hele tiden åbnede sine øjne!
Mit andet barn sov med det samme rimelig fornuftigt - og jeg ved ikke af, at vi gjorde noget væsentligt anderledes.. Jeg har i årene efter af og til set andre børn, der heller ikke kunne sove i længere stræk - og jeg har stadig ikke hørt et virksomt råd. Ikke andet end: Accepter det - det er ikke jeres skyld, det er bare en variant - og det går over.
Prøv at indrette jer - jo ældre, barnet bliver, jo mere kan det underholde sig selv i lidt tid - uden krav om at det skal sove. Måske med en bamse ovre i sin seng om morgenen? Og inden det er et år gammelt, vil det have lært, at der er noget, der hedder nat ...
Til andre forældre kunne man sige, at i stedet for at betale for alle de babyaktiviteter, så kunne I betale en stor skolepige nogle dage om ugen for at gå med barnevognen i en times tid - så I kunne få en lille smule fred.
For det er jo reelt det eneste, du trænger til: Lidt tid til at age bad og slappe af, og lidt sammenhængende søvn om natten.

Randi Christiansen, David Zennaro, Pia Qu og Michael Bohn anbefalede denne kommentar
Annika Tiin Nielsen

Søren N, det er så rigtigt! Derfor glæder det mig også, at læse, at Leila Stockmarr arbejder med politik. Aviserne flyder over med personlige beretninger fra veluddannede mennesker, der er forbløffede over at opleve ensomhed/manglende accept, når de i en sen alder har deres første livskrise. Men kommende forældre har ikke brug for flere erkendelseshistorier. De har behov for forandringer. Strukturelle forandringer i samfundet. Som både kommer fra os -nedefra - og fra politisk hold. Godt, at du er engageret i politik, Leila Stockmarr. Din stemme bliver vigtig.

Susanne Laursen, René Skov, Randi Christiansen, Peter Ole Kvint og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Bohn

Alle mine 3 børn havde kolik. Værst med den første, vi skiftedes til at sove.
Sådan er det bare nogen gange.
Det går over.
Men lad være med at sidde derhjemme med ungen. Tag ham/hende med ud, få noget luft og nogen spadsereture, motion hjælper. Vi havde dem i en rygsæk, de kunne komme med overalt.
Hvad andre mener er ligegyldigt, medmindre de er konstruktive. Hvad rager andres forventninger dig.

Maria Jensen

I vores samfund har vi valgt at isolere mennesker i forskellige livsfaser fra hinanden og professionalisere pleje og social interaktion. Det betyder, at overleveringen af erfaringer fra generation til generation er afskåret. En konsekvens er, at hver generation starter forfra på square one og må drage sine egne erfaringer.

Randi Christiansen, Peter Ole Kvint og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jeg blev i en alder af 37 alenemor på kontanthjælp, og efter 3 uger havde jeg forvaltningen på nakken og skulle en hel masse. Mit netværk bestod af min mor på 69, min bror og en ekskæreste/nabo med urealistiske forventninger til at blive familie. Jeg slappede af, når jeg hængte tøj op, og når min dejlige søn efter amning faldt i søvn, skulle jeg nå en masse praktisk med det resultat, at han naturligvis ikke sov særlig meget om natten. Jeg fik ikke kørt et ordentligt søvnmønster ind, og den visiterende hjemmesygeplejerske konstaterede blot superamning og nix weiter. Jeg skulle leve op til mine egne forventninger om at være den perfekte mor og forsøgte at kontakte andre sammenhænge, men i en verden, hvor kollektivet er under afvikling og pengepungen er tom, blev det desværre ingen succes. På svanholm skulle man f.eks. have penge med hjemmefra.

Vi overlevede begge to, men mit søvnmønster blev aldrig det samme som før.

Randi Christiansen

Må med beklagelse ile med en korrektion. Det var først noget senere end tre uger, at forvaltningen stillede krav om deltagelse på arbejdsmarkedet. Men det oplevedes som tidligt og vanskeligt at honorere. Kort tid efter fødslen var jeg meget opsat på at imødekomme samfundets mere specifikke ønsker om mit bidrag til bnp. Det blev en skuffelse, jeg mødte ikke megen imødekommenhed fra systemets side.

Systemets ressourcebevidsthed er bundet op på meget traditionelle tankemåder vedrørende ret og pligt, men jeg mener, man overser grundlæggende menneskerettigheder. Såfremt man ellers bekender sig til sådanne i form af individets ret til at kunne tilgodese basale overlevelsesbehov. Her lægger vækst-og konkurrencesamfundet individet i en stadig mere snæver spændetrøje, som hverken tilgodeser menneskets ydre eller indre essentielle behov. Heraf den kritiske verdenssituation.

Hvis istedet ressourcebevidstheden frisættes den evige kamp for udkommet i konkurrence med sig selv og næsten, vil der blive plads til nye, intelligente, permakulturelle løsninger. Vi må vælge - vil vi samarbejde eller konkurrere indbyrdes? Det første er intelligent det sidste uintelligent.