Klumme

End ikke kommunen kan forhindre, at man bliver gammel og træt og ikke orker livet

De fleste dage er min mormor i godt humør. Hun er taknemmelig for besøg og glad, når vi ringer. Andre dage svigter hukommelsen. Så bliver hun trist og bange og ensom i natten. Det kan hverken pårørende eller kommunen gøre noget ved
5. maj 2017

Min mormor er for det meste i godt humør. Så smiler hun og er taknemmelig over, at vi kommer på besøg. Så siger hun: »I er så gode ved mig«, »Hvor er han altså sød, ham den lille«. Så er alting »pragtfuldt«. Så lyser hun, smiler skævt og griner som en teenager.

Andre dage har hun glemt at tage gebisset i. Så ligger hendes høreapparat på bordet. Så er blusen beskidt, og hun er forvirret og ked af det. Træt.

Hun falder sammen i sin brune læderstol. Man kan synke dybt ned i den stol. Den står ved vinduet, så hun kan se ud fra tredje sal. Ud over baneterrænet og gården, der hører til plejehjemmet neden for. Min mormor skal ikke på plejehjem. Ikke endnu i hvert fald. Måske når hun aldrig at komme det.

Min mormors hukommelse er begyndt at svigte. Hun skriver alt i sin kalender, men hun glemmer, at det står der. Derfor havde hun også glemt, at jeg skulle komme og hente hende på min fødselsdag.

Jeg reder hendes hår. Hun kigger taknemmeligt på mig. Det er helt hvidt og så fint, at det ugler i nakken, når hun har siddet længe i sin stol. Vi griner, da jeg bakser for at få hendes støttestrømper på. Hun tager selv undertrøjen af. Huden hænger i rynkede folder. Hun er glad for den rene bluse, hun får på. Den har mere farve, synes hun.

Først i bilen går det op for hende, at det er min fødselsdag, hun skal til. Pludselig husker hun, det var dét, hun skulle i dag. Hun undskylder. »Jeg glemmer også alting for tiden,« siger hun.

»Vejret er dejligt,« siger hun og tilføjer: »Det er jo klart, når det er din fødselsdag.« Sådan en kommentar kan kun komme fra min mormor, tænker jeg og fortæller, at vi skal spise lagkage i haven.

Nu er det forår. Mormor har overlevet en vinter mere. I dag er en god dag.

Tre dage senere ringer de fra hjemmeplejen. Mormor er nede på 40 kilo igen. Det går ikke. Hun spiser næsten ikke noget. Helst kun lagkage, gåsebryst eller trifli med flødeskum. Hun har aldrig været vild med grøntsager. Nu må hun gerne springe grøntsagerne over, siger hjemmeplejen, bare hun spiser noget andet — helst noget med en høj fedtprocent. 

Vi holder mormor i live med lagkage, energismoothies og piller.

Mormor er snart 94 år. Hun har været lige ved at dø flere gange. Som regel fordi hun mister balancen. Hun falder og slår hovedet eller brækker en knogle. Så kommer hun på hospitalet i nogle dage. Der lærer hun at klare sig selv igen. Først med hjælp fra familien og hjemmeplejen. Gradvist bliver hjælpen reduceret. 

Når det går godt, vil kommunen tage kaldeapparatet fra hende. De lover, at hun nok skal få det tilbage, hvis hun falder igen. Så hun kan ringe, næste gang hun ligger med en brækket arm på køkkengulvet. De har udstyret hende med rollator, stok og en toiletstol i soveværelset. Hjemmeplejen kommer tre gange om dagen, siger hej og stiller mad frem. De er gode ved hende, men de har kun fem minutter.

Måske kunne nogen gøre noget mere. Vi, der er familie. Kommunen. Vi kunne komme noget oftere. Hygge. Tale sammen. Mindes det, der var. Gentage historierne.


Men det ville aldrig hjælpe på det savn, som er en helt naturlig del af at overleve gode venner og den, man elsker. At blive gammel og træt og ikke orke livet længere.

Nogle dage ved min mormor ikke, hvem jeg er, eller hvad min søn hedder. Men når hun hører mit navn, ved hun, at jeg er hendes barnebarn. På væggen hænger billeder fra dengang, hun kunne kramme mig ind til sig og passe på mig. Jeg tror stadig, hun kan huske somrene. Jeg ved, hun har mange gode minder at tænke på, når hun er alene. Jeg ved, hun har haft et godt liv.

Når jeg ringer fra Beijing, spørger hun, om jeg ikke snart kommer på besøg. Jeg ved, hun bliver glad, når vi besøger hende. Men allerhelst tror jeg, at hun vil være sammen med min morfar — den mand, hun var sammen med siden seminariet. Hele livet. Nogle gange er det, som om han sidder i stolen ved siden af, siger hun. Så kalder hun på ham, når hun går ind i seng. Pludselig husker hun, at han ikke er her mere.

Så er det ensomt i natten.  

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Laura Dombernowskys mormor døde torsdag morgen efter en akut indlæggelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Duus Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu