Krokodillerne græder

Surprise, surprise: Så mente Sass Larsen forleden, at tidligere finansminister Corydon er frikendt af rapporten om DONG-salget; den rapport, der lige præcis ikke tager stilling til, om Corydon i sin tid fuckede salget op for en helvedes masse dollar, eller om han er uskylden selv.

Rapporten gennemgår sådan set kun forløbet. For den, der kan læse indenad, optræder den daværende minister og ministeriet i mildt sagt blakket lys. Sass Larsens udsagn forekommer derfor som en særegen form for meningstilkendegivelse med sandheden som gidsel. Også på dette felt med optisk realitetsforvrængning lægger S sig stadig nærmere DF’s populister.

Men uanset Larsens lommedemagogi går Corydon formentlig over i historien som en af de store tumper. Hvis ikke noget værre.

Lort i lagkage

En anden, højst nuværende minister har sat det som sit mål at gå til grænserne for menneskers rettigheder, således som disse findes beskrevet i møjsommeligt tilkæmpede internationale aftaler; vel at mærke ensbetydende med dansk lov og ret.

Denne minister ser kun lorten i andres lagkage, og står fast på egen uskyld, også når ombudsmanden udtaler alvorlig kritik (det er jo ombudsmandens mening, som hun i anden anledning bemærkede). Ingen medarbejder har denne gang betroet hende, at forvaltningen af delvis mindreåriges parforhold var ulovlig. Siger hun. En sang fra de nordjyske lande, hvor en spade nogle gange er et bøjet søm.

For aktivistiske ministre er det fristende nærliggende at hænge embedsmænd til tørre, når fanden er løs. I den slags politisk betændte forhold bør man vare sig for at slynge om sig med trusler om rigsret. Men tillokkende er det, hvad enten det drejer sig om en mytomanisk amerikansk præsident eller en dansk integrationsminister, der ser det som sin kærkomne pligt (ulovligt) at genere og stresse tilflygtede ungdommelige parforhold.

Når man oven i disse forhold inddrager den langtrukne skandale i SKAT, melder det spørgsmål sig: Om ikke det snart er på tide, at embedsmændene får redefineret deres rolle i det korruptionstruede tusmørkeland mellem embedspligt, ministerloyalitet og medvirken til regeringers ulovligheder.

I virkeligheden burde man råbe højt i vrede over det periodiske og stadig mere åbenbare misregimente, der præger landet. Skandaler er nu ikke undtagelsen. Borte har taget den grundlæggende danske værdi, der tilsagde såvel indfødte som de, der kom hertil, korrekthed, lovlighed og ligestilling i forvaltning og i personretlige spørgsmål. Hvem anser mere Danmark som politisk og administrativ højkultur?

Hvornår sagerne begyndte at skride, kan være svært at sætte årstal på. Givet er det, at den første Schlüter-regering næredes af en næsten hadefuld opgørstrang mod den offentlige sektor, temmelig uberettiget opfattet som fjendtlig mod borgerligheden. Regeringsførelsen blev dengang med ét slag mere ideologisk i målretningen, og langt mere end socialdemokraterne dengang praktiserede.

Samtidig, for nu at gøre en lang historie (uforsvarlig) kort, blev embedsmanden bragt i anvendelse som også politisk redskab. Ikke åbenlyst demonstrativt men stiltiende og snigende. Interesserede i emnet kan her med udbytte orientere sig i professor emeritus Tim Knudsens vægtige bidrag til nyere dansk forvaltningshistorie.

Hvad der nu sker, er ikke tilfældigt, men en logisk følge af fortiden.

Fogh Rasmussen fyrede alle råd og nævn, han ikke brød sig om, indsatte sine egne, tilsidesatte ombudsmanden og forlangte fodslag. Med venstreregeringerne lanceredes den lodret urimelige påstand om medfødt ineffektivitet i det offentlige. Løkke Rasmussen gennemtvang uforsvarligt strukturreformen med det resultat at nærhedssamfundet forsvandt, og udkantslandet blev ofret.

Embedsmænd med fingeren på pulsen advarede og fik besked om at holde kæft; til gengæld fik de ret. Venstrefolkene opfandt det roterende absurde newspeak om en nedsparet offentlig sektor, lyrisk formuleret af Bertel Haarder: mere for mindre!

Om vor tids største skandale, den i SKAT, har mange tilsyneladende glemt, at Fogh Rasmussen som skatteminister ondulerede væsenet med den påbegyndte indskrænkningspolitik, der siden efterlod landet med et systemsammenbrud.

Ét var Foghs kreative bogføring, som burde have udløst Rigsret, noget andet var afskedigelsen af skatterevisorerne, en handling som invaliderede forvaltningen over for fup, fiduser og lynstribede erhvervsfolk. En snedig og diskret genvej til afmontering af velfærdsmodellen. Og hvem har i øvrigt lyst til at forsvare skattevæsenet!

Nu sidder V’s næstformand og tronfølger – Fogh med et mere menneskeligt ansigt – utvivlsomt hovedansvarlig i skandalen. Den historie får vidtrækkende følger for land og parti.

Kommentatormiljøet har knap nok antydet den stille glæde, sagen bibringer generationen efter Løkke. Arvegangen ligger nu åben. Hvad udadtil fremstår som en krise for V, er samtidig en ny chance for ungtyrkerne. Af dem står den tvivlsomt forvaltende Støjberg højt på listen over for en rystet Jensen. Bliver det trods skandalen nu alligevel hende, melder Birthe Rønn Hornbech sig ud af sit gamle parti, siger hun. Og mon ikke flere følger trop, såfremt den hyppigt rebelske, men næsten lige så ofte tilføjefaldne Hornbech, virkelig følger vredens kald.

Så sidder Søren Pind i kulissen. Knap så spontan som før og trods lejlighedsvise anfald ein Mensch, som jøderne siger, når det næsten ikke kan være værre. Men også kun næsten.

Når V ved næste valg taber regeringsmagten, er Løkke historie, og det gamle bondeparti skal ruste sig til fremtiden. Da er Pind måske manden, der kan rette op på moralen og reformere forholdet mellem politikere og embedsstand. Fra Sass Larsen og S skal man ikke forvente glædelige overraskelser.

Så langt ude er fædrelandet, at man i depressivt lune tænker vennesælt på Pind.

Sikkert kun til næste klumme.