Kronik

Vi skal ikke kun omfordele økonomiske ressourcer, men også anerkendelse

Hvis vi skal løse vor tids menneskelige og globale problemer, er det ikke nok at kæmpe for en lige fordeling af materielle goder, selv om det er vigtigt. Vi må også skabe en retfærdig fordeling af anerkendelse, hvor alle har gode muligheder for at opleve sig anerkendte og behøvede. Det kræver et opgør med nutidens selvcentrerede menneskesyn
De skærpede krav til individet viser sig bl.a. på markedet for sociale relationer, hvor det gælder om at få flest likes på Facebook og være én, de andre har lyst til at lege med. Er det underligt, at den opvoksende generation har problemer med den mentale sundhed, spørger dagens kronikør.

De skærpede krav til individet viser sig bl.a. på markedet for sociale relationer, hvor det gælder om at få flest likes på Facebook og være én, de andre har lyst til at lege med. Er det underligt, at den opvoksende generation har problemer med den mentale sundhed, spørger dagens kronikør.

Sigrid Nygaard

30. maj 2017

Hvis der er noget, der gør det moderne menneske ulykkeligt, er det troen på, at lykken skabes individuelt. Den indædte tro på, at vi selv smeder lykken, gør os blinde for, at det gode liv er et liv, vi realiserer sammen med andre. I det nuværende, superindividualiserede samfund lider vi under en selvets kultur, der ikke forstår, at grundbetingelsen for positiv selvrealisering er gensidig anerkendelse.

Når man indser vigtigheden af anerkendelse, står det klart, at den står i modsætning til det menneskesyn, som er fremherskende i selvets kultur. Ja, til selve ideen om det uafhængige og selvberoende individ.

Tanken om anerkendelsens vigtighed kan føres tilbage til den tyske filosof Hegel, der i sit tidlige forfatterskab understregede anerkendelsens betydning for, at et menneske kan udvikle selvbevidsthed – eller en velfungerende identitet, som vi ville formulere det i dag.

Ligegyldighedens umulighed

Anerkendelsesteorien indeholder en klar moralsk fordring. Eftersom mit blik på mig selv afhænger af den andens anerkendelse, ligesom den andens forhold til sig selv afhænger af min, kan ingen af os være ligegyldige over for hinanden. Det betyder, at jeg frivilligt må begrænse mig selv i forhold til den anden, ligesom den anden frivilligt må begrænse sig selv i forhold til mig.

Det bedste eksempel på en sådan anerkendelse finder man i venskabet. Her begrænser parterne frivilligt sig selv i forhold til hinanden, fordi det er grundbetingelsen for, at de sammen kan stræbe efter det gode liv – med og for hinanden. På samfundsniveau indebærer det, at et samfund, der vil kunne kalde sig solidarisk og retfærdigt, giver alle borgere gode muligheder for at opnå den anerkendelse, som er forudsætningen for, at de sammen kan realisere det gode liv.

Anerkendelse som fortjent

Selvets kultur har som nævnt meget lidt sans for den gensidige anerkendelses værdi. Her må den enkelte finde meningen med livet i sit eget indre. Det giver problemer. Den tyske filosof Axel Honneth taler om »lidelse under ubestemthed« og mener hermed, at mennesker i den moderne verden lider under fraværet af anerkendende og identitetsgivende fællesskaber.

I førmoderne og tidligt moderne samfund fulgte anerkendelse mere eller mindre automatisk af medlemsskabet af en bestemt klasse eller stand. Sådan er det ikke længere. I dag er det noget, individet må gøre sig fortjent til, hvilket fremkalder et vældigt psykologisk pres. På alle livets arenaer må den enkelte være i stand til at performe for at opnå anerkendelse og selvrealisering. Er det i det lys, vi kan forstå væksten i den moderne tids folkesygdomme: stress, angst og depression?

De skærpede krav til individet viser sig på arbejdsmarkedet, hvor man må udvise fleksibilitet og omstillingsparathed som aldrig før; på kærlighedsmarkedet, hvor man skal være attraktiv og have styr på sit liv, ellers bliver man swipet bort på et sekund; og på markedet for sociale relationer, hvor det gælder om at få flest likes på Facebook og være én, de andre har lyst til at lege med. Er det underligt, at den opvoksende generation får problemer med den mentale sundhed i en kultur, som fremelsker vindermentalitet, stiller krav om robusthed og fordrer, at vi bestandig må kæmpe for at blive en bedre udgave af os selv?

Opportunisterne hyldes

Konkurrencestaten forstærker udviklingen. Den hylder ideen om det opportunistiske menneske, som er i stand til at orientere sig mod markedet og gribe de muligheder, der viser sig i et samfund uden faste holdepunkter. Her bliver vinderne i kampen om anerkendelse dem, der formår at flyde med strømmen og være i konstant bevægelse. Taberne bliver dem, der ikke formår at orientere sig mod nye og stadigt skiftende mål.

I konkurrencestaten foregår konkurrencen også i en global skala mellem selvinteresserede konkurrencestater. Det indebærer, at de offentlige institutioner må strømlines og effektiviseres, og at alle kræfter må sættes ind på at sikre, at selv det mest læderede menneske bidrager til samfundsøkonomien.

Det værste er, at konkurrencestaten ikke er løsningen på de globale udfordringer, vi står overfor: voksende ulighed, global opvarmning, flygtningestrømme mod Europas grænser og en fremstormende populisme. De udfordringer kræver samarbejde og solidaritet – en kosmopolitisk fornuft med sans for anerkendelsens betydning. En sådan fornuft har trange kår i selvets kultur.

Ny kulturkamp

Hvis vi tager menneskets behov for anerkendelse alvorligt, tilbyder det os nogle pejlemærker for, hvad der er værd at stræbe efter. De er både relevante for den kritiske samfundsforskning og for en politisk venstrefløj, der kæmper for social forandring.

En kritisk videnskab må i mit perspektiv være i stand til at udpege moralske fejludviklinger i samfundet og dets institutioner, og den må kunne angive retningen for moralske fremskridt. Det er navnligt her, anerkendelsesteorien har sin styrke.

Jeg efterlyser en ny kulturkamp. En kamp for et andet menneskesyn og en anden fornuft, end den der dominerer i selvets kultur. En fællesskabskultur forankret i anerkendelsestanken. Det er ikke kun væsentligt for at imødegå de skadevirkninger, som selvets kultur har for den enkeltes psyke og velvære; det er også essentielt for at kunne løse de brede politiske udfordringer, vores samfund konfronteres med i disse år.

Højrepopulismens fremgang overalt i verden trækker i den forkerte retning i en tid, hvor der brug for grønne og solidariske løsninger. Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om et anerkendelsesfællesskab mellem mennesker, der med god grund frygter globaliseringen, men dette fællesskab er både nationalistisk, protektionistisk og ekskluderende over for dem, der ikke hører til ’os’. Og dem bliver der stadig flere af i en global verden. De er ikke sådan at se bort fra og holde ude. Derfor repræsenterer højrepopulismen ikke nogen løsning på de globale udfordringer, vi står overfor.

Hvis venstrefløjen skal kunne matche populismen, må den vinde de mennesker, der i dag føler sig usynlige, svigtede og glemt over på sin side, og den må vække den slumrende middelklasse og anfægte dens selvcentrerede stræben.

Det handler ikke kun om at skabe en mere lige fordeling af materielle goder, selv om det er vigtigt. Allermest grundlæggende handler det om at skabe en mere retfærdig anerkendelsesorden, hvor alle mennesker har gode muligheder for at opleve sig anerkendte og behøvede.

Skal det lykkes, er det nødvendigt at gøre op med det selvcentrerede menneskesyn og den indskrænkede populisme, som står så stærkt i den nuværende udgave af selvets kultur.

Søren Juul er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Han er forfatter til bogen ’Selvets kultur’, som udgives på Hans Reitzels Forlag i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Dorte Sørensen
  • Stig Bøg
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Østergaard Petersen
  • Rasmus Knus
Per Jongberg, Dorte Sørensen, Stig Bøg, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Jens Østergaard Petersen og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kan kun være fuldstændig enig i artiklen. Men fortvivler ved tanken om, hvor svært det vil være at ændre på den herskende forståelse af samfundet. Der er udbredt lovløshed helt op i toppen af pyramiden, alle rager til sig, og flertallet tromler det splittede mindretal, mens retsløsheden hærger i bunden. Det er blevet en folkesport at udnævne syndebukke, og en sikker vinder når det gælder om at vinde den populære stemme i et valg. I Danmark konkurrerer midterpartierne om at være de mest usle og inhumane overfor fattige og udlændinge. Senest skal vi nu, på Socialdemokratiets opfordring, til at bashe akademikerne/'den kreative klasse'. Guderne forbyde at vi skulle blive klogere og mere opfindsomme, thi da kunne vi gennemskue hykleriet og stemme anderledes oplyst og velgennemtænkt.

Lise Lotte Rahbek, Per Jongberg, Heidi Larsen, Dorte Sørensen og Anne-Marie Paul anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

Kan ikke siges bedre - hvorfor stemme på et bestemt parti mere - der er så lidt forskel.
De herskende sørger for at vi ikke kan uddanne os til at tænke selv - til ikke at stille kritiske spørgsmål og til at undgå at have spændende samtaler om hvordan vores samfund skal udvikle sig. Når man kan sætte folk i flex job et kvarter om ugen er al værdighed taget fra et menneske.

Tænker på om vi er nødt til at opbygge undervisningsinstitutioner uden for de herskende for at få glæden og humaniteten for ikke at sige dybden tilbage

Per Jongberg, Heidi Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Anne-Marie Paul, du har så ret når du påpejer uværdigheden ved den systematiske forfølgelse af de svageste, nemlig de syge arbejdsløse på kontanthjælp og ressourceforløb. Den kontinuerlige nedværdigelse af borgere med få muligheder for at kæmpe for lige forhold og anerkendelse af deres problemer, har antaget uhyggelige dimensioner. Mange dør imens de er i ressourceforløb, og det negligeres totalt af medierne og politikerne.

Jakob Lilliendahl

Søren Juuls bekymringer er relevante og sikkert også velmenende. Men stamme og- enhedstankegangen er ikke mindre skræmmende af den grund. Umiddelbart vil jeg foretrække at være lost i en meningsløs verden, end at nogen fortæller mig min plads. Især fordi jeg føler mig omringet højreorienterede husmødre og håndværkere og deres TV2 og Facebook-virkelighed..(beklager mit fine franske)

Også kan man have nok så inkluderende intensioner. Det lukkede og statiske samfund høre ikke til i vores tidsalder.. Mener jeg.. Men sådan er vi jo så forskellige. Mit forslag vil være at udvide demokratiet og lade det bliver voksent.. Mon ikke der også vil komme solidaritet og anerkendelse, den vej fra.. I mellemtiden er jeg et individ. Så kan i være flok at det i vil! XD