Kronik

Det er kynisk at blive ved at smide uddannelsesmidlerne efter den kreative klasse

Vi bør overveje at skære i antallet af studiepladser på universiteterne og bruge midlerne i vores uddannelsessystem bedre: til folkeskoler, daginstitutioner, erhvervsuddannelser og videreuddannelse. Der, hvor man reelt gør en indsats for, at alle børn får lige muligheder
Der skal en særlig kynisme til for at kunne insistere på, at det er ubetinget gavnligt, at flere unge tager lange videregående uddannelser, skriver dagens kronikør.

Der skal en særlig kynisme til for at kunne insistere på, at det er ubetinget gavnligt, at flere unge tager lange videregående uddannelser, skriver dagens kronikør.

IVAN RIORDAN BOLL

22. maj 2017

Den film- og medieuddannede Monica Svane var fuld af fortrydelse, da hun i Politiken i efteråret konstaterede: »Jeg skulle aldrig have taget en kandidatuddannelse.« På trods af en lang uddannelse kunne hun ikke finde et arbejde, og i sit indlæg satte hun spørgsmålstegn ved det store optag på kandidatuddannelserne.

Svane er ikke bare et enkeltstående tilfælde: Blandt humanistiske kandidater i hovedstaden er 47 procent stadig arbejdsløse, et år efter at de er færdige med deres uddannelse. Regner man gennemsnit for alle akademiske retninger, er det omkring en fjerdedel.

Monica Svane og resten af de 47 procent er ofre for den kreative ideologi, som kom til landet med Richard Floridas bestseller Den kreative klasse. For selv om vi ikke altid beskriver det sådan, så har den kreative ideologi stor indflydelse på den politik, der føres på så centrale områder som uddannelse og arbejdsmarked: Der er en indædt tro på det teoretiske over det praktiske, og på at den kreative klasse med lange uddannelser er lederne i den nye økonomi.

En økonomi, hvor vi i Vesten skal tænke og designe, mens vi lader kineserne om det sure slid med at producere, og hvor vores arbejdsmarked er delt mellem den rige, kreative klasse og en dårligt lønnet servicearbejderklasse.

Langt fra virkeligheden

Allerede i begyndelsen af 00’erne konstaterede Kulturministeriet, at vi levede i en brydningstid, »hvor virksomheder ikke længere kan konkurrere alene på lave priser eller teknik«. I stedet skulle man ifølge ministeriet satse på de kreative brancher, der eksportmæssigt snart ville kunne måle sig med medicinalbranchen.

I den offentlige debat blev det konstateret, at industrien var død, og nu gjaldt det om, at så mange som muligt fik en akademisk uddannelse. Ikke mindst de uddannelser, der byggede på generalistkompetencer, mere end konkrete fagtraditioner.

Settlementet på Vesterbro er en professionel civilsamfundsorganisation, der arbejder med inddragelse af civilsamfundet for udsatte borgeres sociale og kulturelle ligestilling. Settlementets mission er at skabe håb, udvikling og meningsfulde fællesskaber for socialt udsatte borgere, der falder gennem velfærdssamfundets net
Læs også

Historien har vist, at den kreative klasses verdensopfattelse ikke hænger sammen med virkeligheden. De største danske virksomheder som Mærsk eller Danfoss konkurrerer fortsat på lave priser og teknik. De kreative erhverv har en eksport, der er mindre end en tiendedel af medicinalbranchens.

Og ser man på unge med videregående uddannelser, er der intet, der tyder på, at den massive stigning i optaget er lykken for hverken den enkelte eller samfundet. Ikke bare for de nyuddannede er der høj ledighed, akademikerne som helhed har på trods af lange uddannelser en ledighed over gennemsnittet.

Forkerte kvalifikationer

I 2006 kom 12.829 nye kandidater ud fra universiteterne, mens tallet i 2016 var steget til 26.494. Optaget er fortsat stigende år for år, og det er især de samfundsvidenskabelige generalistuddannelser, der trækker: På de samme ti år er antallet af kandidater inden for samfundsvidenskab steget fra omkring 4.000 til over 11.000, mens antallet af kandidater med tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ikke stiger med samme hast.

Hvad skal de mange kandidater lave, når de er færdige? Følger man den kreative ideologi, vil akademikerne skabe så meget vækst de steder, de arbejder, at de skaber deres egne arbejdspladser. Virkeligheden er desværre en anden.

Mange steder – eksempelvis på Københavns Universitet selv – er man stoppet med at ansætte HK’ere, for i stedet at hyre akademikere til de præcis samme opgaver. Andre akademikere ansættes i de stadig større ledelsessekretariater og kommunikationsafdelinger, der opstår overalt i den offentlige sektor. Men en ret stor del ender med at gå arbejdsløse i lang tid, og måske aldrig få et arbejde, der matcher deres uddannelse.

Samtidig med den rekordhøje akademikerarbejdsløshed oplever vi, at der mangler kvalificeret arbejdskraft i de danske eksportvirksomheder. I mit tidligere job i Væksthus Sjælland, hvor jeg arbejdede med erhvervsudvikling, besøgte jeg ofte den slags virksomheder, og der var det ikke unormalt, at man lod være at genopslå en stilling, hvis en medarbejder gik på pension. I stedet ansatte man en i udlandet. Ikke fordi det var billigere, men simpelthen fordi man ikke kunne finde den nødvendige arbejdskraft.

Det er ikke bare enkeltstående anekdoter: Om få år vil vi ifølge AE-rådet mangle 70.000 faglærte og 20.000-30.000 kandidater inden for teknisk videnskab og IT. Og man kan jo godt forstå hvorfor: Hvis vi som samfund hylder opfattelsen af, at produktion og teknik er ligegyldigt, og vi selv blot skal designe og lede processen, så indretter de unge sig efter det.

Ulighed fra venstre

Der skal en særlig kynisme til for at kunne insistere på, at det er ubetinget gavnligt, at flere unge tager lange videregående uddannelser. Den lemlæstelse af det tidlige arbejdsliv, som mange unge oplever, når de efter 20 års skolegang ikke kan finde en plads i samfundet, er psykisk ødelæggende.

Den fjerdedel af akademikerne, der stadig er arbejdsløse efter et års jobsøgning, føler måske ligesom Monica Svane, at det ikke var besværet værd. For de af hendes ligesindede, der finder et job, er man tilmed i den pressede situation, at der hvert år kommer nye universitetsårgange ud, der er større end den foregående, og som øger konkurrencen om arbejdspladserne. Meget tyder på, at det især er unge, der ikke selv har akademikerforældre, der har sværest ved at navigere i de mange uddannelsestilbud og færrest kontakter at trække på, når de skal finde et job.

Det mest mærkværdige ved den kreative ideologi er derfor også, at det ofte er i venstre side af det politiske landskab, at man har taget den til sig. For mens det er helt åbenlyst, at de kreative på arbejdsmarkedet skaber markant større ulighed og ringere løn for især de ufaglærte, så er det samme faktisk tilfældet på uddannelsesområdet. Jo mere vi fortæller om den kreative klasses lyksagligheder, desto flere penge omfordeles til lange uddannelser.

Statistikeren Niels Ploug kunne før jul fortælle i Ugebrevet A4, at den måde vores uddannelsessystem er indrettet på, ikke bidrager til at øge den sociale mobilitet. Andelen af børn i underklassen, arbejderklassen og middelklassen har ikke ændret sig de seneste årtier, og uddannelsessystemet fungerer i dag reelt som en omfordeling fra de fattige til de rige i vores samfund. Alene i de seneste ti år er andelen af uddannelsesmidlerne til de uddannelser, som alle får del i, faldet markant: Folkeskolens andel af det samlede uddannelsesbudget er faldet fra 48 procent til 41 procent, og erhvervsskolernes finansiering er kun netop fulgt med lønudviklingen.

Gensyn med 1970’erne

Da den daværende socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard i 1977 indførte adgangsbegrænsning på landets universiteter, var det historisk upopulært blandt de studerende. Når den socialdemokratiske regering alligevel tog det upopulære skridt, skyldtes det, at universitetsuddannelserne ikke skabte den sociale mobilitet, som man havde ønsket sig.

Andelen af arbejderbørn, der blev optaget var ikke forandret i de foregående 15 år, og universiteterne fungerede som en omfordeling fra de fattige til de rige. Når der gik så lang tid, før adgangsbegrænsningen trådte i kraft, var det ifølge professor Erik Jørgen Hansen, fordi man hidtil havde betragtet lange videregående uddannelser som et ubetinget gode.

Der er i Erik Jørgen Hansens arbejde en forbindelse mellem social indignation og videnskabelige undersøgelser. Hans livsforløb blev formet af et dobbelt engagement: for den frie forskning og imod social uretfærdighed
Læs også

Situationen er en meget præcis spejling af de seneste årtiers opfattelse af akademiske uddannelser som et ubetinget gode for samfundet, fuldstændig uafhængigt af deres funktion og de færdiguddannedes muligheder for at finde beskæftigelse. Og ligesom i 1970’erne er andelen af børn fra arbejderklassen ikke forøget de sidste 15 år, viser tal fra Niels Plougs bog Social arv og social ulighed.

Derfor er det måske på tide, at vi frigør os fra den kreative klasses greb om vores uddannelsessystem. Og overvejer, om vi skal skære i antallet af studiepladser på universiteterne og bruge midlerne i vores uddannelsessystem bedre: I de brede tilbud i folkeskoler, daginstitutioner, erhvervsuddannelser og videreuddannelse. Der, hvor man reelt gør en indsats for, at alle børn får lige muligheder i livet.

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Han er aktuel med bogen ’De lærdes tyranni’, som udgives af Peoples Press den 22. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
  • Jan Weis
  • Jonathan Smith
  • Mette Poulsen
  • Leo Nygaard
  • Kristen Carsten Munk
Christian De Thurah, Jan Weis, Jonathan Smith, Mette Poulsen, Leo Nygaard og Kristen Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Naturligvis er det tåbeligt hvis der vedvarende uddannes folk til langvarig arbejdsløshed. Og der er givetvis uddannelser, der er helt hen i vejret. Men der er bestemt også uddannelser, der er yderst Relevante, men som ikke desto mindre nedlægges, fx en del sprogstudier, og hvor kun engelsk bliver tilbage.
Det er måske et større problem end det Dybvad her peger på?
Jeg kan ikke befri mig for tanken om, at Dybvads kronik er et led i Socialdemokratiets opgør med dets fortid, hvor der jo gjaldt om at flest mulige skulle have en lang uddannelse. Var det ikke Ritt Bjerregaard der lancerede temaet "livslang læring"? Men heller ikke det gælder længere i det stedse mere højre drejede parti. Nu er det som om at det eneste der tæller er de job der varetages af folk i Kansas tøj, der selv smører madpakke kl. 6 om morgenen.
Dybvad opstiller falske modsætninger.
For naturligvis er der i ethvert samfund brug for industri arbejdspladser, det er der ingen der afviser. Og der er brug for at hjemtage mange af de jobs der har været sendt til lavtlønnede landene. Men at opstille en modsætning mellem de værdiskabende håndværkerjob i det private erhvervsliv, som en modsætning til offentlig ansatte akademikere, der ikke er værdiskabende, er mildt sagt langt ude i hampen.
Gud hvor Dybvad, der jo selv er - har været? - offentlig ansat akademiker, endda i et kreativt fag - placerer sig selv i forhold til det værdiskabende?

Karsten Aaen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Mette Poulsen, Erik Feenstra, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvem (eller rettere hvis børn) der så i fremtiden skal have lov til at tage de længerevarende uddannelser
og hvilke samfundsklasser der så må affinde sig med, at der er brug for håndværkere, landbrugsmedhjælpere og renovationsmedarbejdere til en lavere løn, højere pensionsalder og en højere grad af nedslidning?

Mon ikke man kan finde et hint og en resignation over, at den sociale mobilitet er et nær-afsluttet projekt i dette citat fra artiklen: "Andelen af børn i underklassen, arbejderklassen og middelklassen har ikke ændret sig de seneste årtier,"

Steffen Gliese

Akademiske uddannelser har kun værdi, hvis man som samfund er villig til at udnytte den viden og kompetence, der opnås.
Det har der jo mildt sagt ikke været tendens til, for alle eksperter er blevet udfaset for at give plads til djøffere og digital selvbetjening - der i hvert fald intet godt gør for de ubefæstede sjæle, der uden baggrund skal lære at vidensarbejde fra grunden.

Arne Lund, Egon Stich, Torben K L Jensen, Erik Feenstra, Jørgen Vogelius og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Pold

Et par kommentarer til Kaare Dybvads noget tendentiøse fremstilling:
1) Vi skal naturligvis sørge for, at der bliver uddannet nok faglærte, håndværkere mm. Det ville hjælpe meget, hvis virksomhederne sørgede for praktikpladser.
2) Vi har brug for flere kandidater inden for IT. De kommer både fra naturvidenskab (fx dataloger og ingeniører), humaniora (fx digital design og informationsvidenskab) mm. Vi har brug for en bred vifte af kompetencer og det kan ikke bare lade sig gøre at stoppe alle unge ind i naturvidenskab, derfor har vi også brug for brede IT-udd. Men gerne flere dataloger og ingeniører også!
3) Grunden til det boom i uddannede kandidater vi ser lige nu er regeringens (og den forrige regerings) fremdriftsreform. Den har givet en ketchupeffekt, hvor 'forsinkede' studerende presses igennem sammen med dem, som følger normeret studietid. Fremdriftsreformen betyder også at langt de fleste kandidater bliver færdige 1. juli, hvilket man kan overveje det smarte i i ft et arbejdsmarked, som er gået på sommerferie. Men det er altså et resultat af regeringens og den forrige regerings politik.
4) Kaare Dybvad er måske ikke begejstret for den kreative klasse, men bruger i hvert fald tal kreativt, når han vælger at bruge de tal, der passer bedst ind i sine pointer, fx ledighedstal fra Kbh. Hvis man kigger på de landsdækkende tal, så er akademikerledigheden 4,7 %, hvilket er ca på niveau med gns. (4,3 %) og forholdsvist lavt. Og 5 ud af 6 dimittender er i arbejde inden for et år. Der er altså ikke tale om en "rekordhøj" arbejdsløshed, snarere er den rekordlav, selvom der er problemer inden for enkelte fag, hvilket selvfølgelig skal tages alvorligt. Hvis man ville gøre noget ved dimitendledigheden kunne en vej frem være de meget succesfulde isbryderordninger, trainee-stillinger eller lign., som både herhjemme og i andre lande fungerer som brobyggere til et privat arbejdsmarked for nyuddannede.
5) Humanistiske uddannelser bliver allerede beskåret med ca 30% som følge af dimensioneringen vedtaget af den forrige regering. Det er altså næsten 1/3! Den bliver gradvist indført ved optagene over de næste par år og startede sidste år, men eftersom en kandidatgrad typisk tager 5 år, så varer det naturligvis 4-7 år, før det betyder færre kandidater. Men allerede nu betyder det fx, at andre sprog end engelsk er truet og bliver en mangel.
6) Universitetsuddannelser er sikkert ikke den bedste løsning på at bryde den sociale arv - der er helt sikkert noget at arbejde med. Og der skal være gode uddannelser på alle niveauer. Men der er andre samfundsøkonomiske grunde til at satse på uddannelse. Fx bidrager en akademiker med 14.5 mio mere til samfundet end en ufaglært og bidrager således til samfundsøkonomi og produktivitet. Udover de gode grunde for den enkelte er der altså også samfundsmæssige grunde til at satse på uddannelse.

Karsten Aaen, Arne Lund, Sonja Rosdahl, Steffen Gliese, Nickey Fregerslev, Erik Feenstra, Claus Krogholm og Lone Koefoed Hansen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Tillæg så klassens lidt for kreative medvirkning til alt det, der ikke fungerer i det offentlige, så er der for meget teoritisk kreativitet og for lidt praktisk forstand.
Overført til den praktiske verden, ville husene falde sammen og maskinerne være til skrot.

Poul Sørensen

Det som er typisk for den kreative klasse er, at ca. 40 % har meget lidt eller ingen uddannelse i følge Ricard Florida og det er selvfølgelig fordi det der er i centrum er at man er kreativ.
Og desværre kan man ikke bare begynde en uddannelse som 15 årig i at være kreativ og ås forvente at blive kreativ.... en sådan uddannelse skal starte meget før helst i børnehaveklassen - lær dog lidt af finnerne.
Hvis man vil have en kreativ klasse der kan leve af det, så genindfør tegning som et skolefag. Det at kunne tegne er baggrund og fundament for megen kreativ uddannelse, ved siden af at lære at tegne, så lære man om at udnytte de begrænsede muligeheder der er på stykke papir, hvilket sætter hjernen igang med ideer. Har man endvbidere en ordentlig lære (igen lær af finnerne) så lære man også, hvordan man kan gøre en tegning interessant, hvilke streger, skygger kompositioner ovs. der gør en tegning interessant..... at lære at tegne er i sig selv udviklende på en lang række områder, som skaber et ganske perfekt fundament for en senere kreativ udvikling indenfor forskellige brancher. Tegning er for krativitet, hvad meditation er for afstessning.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vores samfund har skabt det ukreative system for ukreative mennesker, men vi er gode til diktat og regning... eller vi var det en gang, men manglende på kreativitet er vel også slået igennem her - disse ting hænger jo sammen... men politikernes løsning: Lad os lave skoledagen længere...virkeligt kreativt. Vi behøver nogen der kan lave en ordentlig fremadrettet skolereform der reflektere hvad vi står i og hvad vi mennesker ønsker af fremtiden.

Jørgen Vogelius

I denne debat optræder der en række uskarpe generaliseringer om klassebegrebet, arbejdsbegrebet, samt slør i forståelsen af betydningsforhold mellem studier og uddannelse, kundskaber og kompetencer, teori og praksis m.v. Dette slør bruges efter politisk forgodtbefindende til at underbygge argumenter for fortsatte nedskæringer på de videnskaber på vore universiteter, der beskæftiger sig med de uvidenskabelige ytringers videnskabelige betydning. At det står skrælt til vidner de valgte relevanskriterier for en vækstinficeret virkelighedsopfattelse, der ekstraheres af denne suppedas. Referencer til forestillinger om fremadrettet samfundsgavnlighed, springer rundt som frie radikaler i dette temafelt. Fx forekommer gentagelsestrægheden i anførelsen af uddannelsespolitiske tiltag, som er kombineret med de økonomiske vækstargumenter, både manipulerende, trivielle og forældede. Viften af nye behov for kløgt og kundskab, der er ved at folde sig ud i den postindustrielle samfundsstruktur, bør ikke camoufleres af en beherskelsessyge, der forsøger at sælge sig selv som rettidig omhu.

Steffen Gliese, Flemming Berger og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

I disse tider hvor it-udvikling har topprioritet bør man ikke give akademiker-løn til HK-arbejde for det er der ikke nogen der kan være tjent med. Og det ser ikke ud til man har lært noget af dot-com boblen og alle de haverede it-løsninger der har gjort Danmark flere hundrede milliarder fattigere som land.
Det må være på tide at sende ledende embedsmænd og politikere til en måned i reflektorium hvor de kan lære af de fejlslutninger de har skabt. Her bør man tænke på hvor høj viskositet der bør være i nedsivningen af reformer fra ide til virkeligheden. Og hvem husker ikke den indiske it-ekspert der kom til landet for at ende som pirattaxa-chauffør.

Søren Kristensen

@ Arne Lund
Kansas-tøj er altså for de få tilbageværende kystbanesocialister og modebevidste hipstere, hvis det overhovedet kan opdrives. I dag er arbejderklassens slidstærke og stigmatiserende varemærke Mascot. Produktionen foregår i Vietnam, under delvis dansk ledelse.

olivier goulin

Var der nogensinde nogen, der troede på det hype?
Den kreative klasse er vist først og fremmest kreativ ift. at fortælle historier om sig selv.

/O

Curt Sørensen

Ja, lad os få et samfund af lutter erhvervsidioter. Lad os skære al åndelig, kulturel udfoldelse væk og satse på en uendelig produktion af handelsskolestuderende og idiotiske konsumvarer. Det er kapitalismens logik og blå politik . Ødelæggelsen af vore uddanelsesinstitutioner, ikke mindst universiteterne,er allerede vidt fremskeden gennemført af et ledelseslag af overbetalte new public management båtnakker uden forstand på hverken forskning eller uddannelse og styret ovenfra af perspektivløse politikere, der kun kan tænke i kroner og ører og egen karriere ikke at forglemme

Iøvrigt viser det sig ,at de humanistisk uddannede kandidater faktisk får arbejde set over en lidt længere årrække. Men det er opportunt for den vedvarende blå hjervask der foregår i disse år bare at se på det første års beskkæftigelseses procent

PS: var der nogen der en gang snakkede om modsætningen mellem uhæmmet økonomisk vækst og verdens økologiske situation?

Dorte Sørensen, Søren Pold, Karsten Aaen, Arne Lund, Jørgen Vogelius, Steffen Gliese, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Olav Bo Hessellund og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Hvad der er rigtigt i dag kan være forkert i morgen, men vi kunne jo starte med hver især at anerkende at det arbejde som findes i dette land er lige meget værd så vel økonomisk som socialt, Der er altså intet skodarbejde, og hvis en person med en humanistisk eksamen skulle blive renovationsarbejder hvad så? Men det kræver en meget stor kolbøtte holdningsmæssigt og løsningen er ikke lige for, desværre. Diskussionen, også fagforeningsmæssigt, kan en højt belæst person ,fordi han har været dyr at undervise tillade sig at skubbe en mindre boglig person væk?

Peder Kruse

Det er et problem, hvis den kreative klasse slet ikke er så kreativ på bundlinien. Et stort problem.

Jeg kan godt se ideen med at kanalisere midlerne ned i folkeskolen og i lærernes uddannelse. Postvæsenet, DSB, skattevæsenet er jo knapt en skygge af de historiske forbilleder. Hvor mange er egentlig klar over, der er forsvundet en planet fra vores solsystem - i vores levetid ? Vi skal starte med at prioritere indskolingen med baggrund i fact knowledge. En win win for vore børnebørn

Steffen Gliese

Jeg har altid været modstander af den socialdemokratiske idé om 12 års skolegang; men jeg er begyndt at vakle, fordi netop forståelseshorisonten er så utroligt forskellig mellem dem, der har været i gymnasiet, og dem, der ikke har.
12 års enhedsskole havde måske kunnet holde DF nede - eller ligefrem forhindret partiet i at komme i Folketinget.

Kim Houmøller

Man fyrer jo kontor ansatte og erstatter dem med akademikere. Udgiften for samfundet er dobbelt løn for samme arbejde. Dette må siges at være noget at det dummeste, men det giver god mening for Djøferne der bliver beriget på arbejdernes bekostning.

Uffe Palludan

Det er efterhånden en del år siden jeg Richard Floridas bog The Rice of the Crestivs Cless. På dansk fik den titlen Den kreative klasse. Creative på engelsk betyder skabende på dansk. Typiske medlemmer af den kreative klasse er advokater. Man lavede dengang en undersøgelse af hvor den kreative klasse i Danmark bor. Det var i den daværende Værløse kommune andelen var størst. Det er et spørgsmål om bejdsløse humanister overhovedet indgår i Floridas definition

David Zennaro, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

For nu at brede diskussionen lidt mere ud, og se på hvad der er Socialdemokratiets dagsorden...
Det drejer sig om en veltilrettelagt kampagne mod emner, begreber, forhold, og politikområder, der stiller sig hindrende i vejen for SD alliance med Dansk Flæsk.
Systematisk angribes de humanitære utopiske, eliten - især hvis den bor på "Østerbro - muslimske friskoler, multikulturalismen, Svend Aukens rummelighed, egen progressiv fortid osv.
Gud ved hvad der bliver tilbage når tilpasningen til DF er tilendebragt, og SD er klar til at fusionere med sin tidligere højrefløj?
Og hvilke "ofre" skal DF bringe for at kunne smelte sammen med SD? Først og fremmest skal man lære at acceptere EU. Skepsis vil fortsat være tilladt, men ikke det nuværende had. Så skal DF dæmpe fremmed hadet en del, men ellers er der ikke ret meget andet, der skiller
Forholdet til fagbevægelsen er vist heller ikke mere et problem - her har 3F jo været en nyttig moderator. Glemt er hvad DF mente om Vejlegården, og hvor DF toppen mæskede sig i stegt flæsk sammen med Anders Samuels og Trolex.
SD er som elastik i metermål. Eller som Svend Auken engang sagde, "at det gode ved at være socialdemokrat, det var at man før eller siden havde indtaget alle tænkelige standpunkter".

Eller sagt med andre ord – man kyler stadig gode penge efter dårlige.

De universitære pølsefabrikker producerer også memorerende 12-tals Flittigliser og Dovenlarser fra allemandsgymnasierne - der med deres senere og ofte langvarige ph.d.-studier i eksempelvis metaforiske emner som ’Ditmarskens vandmøller i Middelalderen’, hvem har haft hvilke som regel afdankede ’idéer i historiens løb’ eller mændenes skyld i ’den skæve kønsfordeling på de bonede gulve’ - efter en muligvis endt middelmådig universitetsuddannelse med eller uden eksamensbevis, og i egen virkelighedsfjerne indbildning undrer sig over, at jobbene ikke er der for dem, men kun i denne nødvendige beskæftigelse i de produktive erhverv, som giver brød på bordet, holder håndværkerne beskæftigede og medvirker til at holde eksporten oppe, og derfor en som regel samfundsøkonomisk overflødig population, der i stedet har en løjerlig fattigfin affinitet henimod prekære jobs i f.eks. i den overrendte mediebranche, selv på redaktørniveau i hjørnekontorerne, nu da de ellers opfatter sig selv som – kreative – hvor de nok bare skulle have taget en uddannelse som e.g. ingeniør, miljøarbejder, postbud eller lignende … ;-)

Og så er Lixtallet endda holdt nede på kun 62, denne gang tentativt alligevel målrettet ovennævnte kaffe-latte-population – meddelt af én, der i flere mangeårige ansættelsesforhold i den rådgivende ingeniørbranche har skulle være kreativ i sit altid produktive erhverv, nogle gange døgnet rundt, uden at det dog er steget ham til hovedet … ;-)

Altid rart med falsifikationsprøver.
Det af hr. prof. emeritus Curt Sørensen, arbejdersøn, lancerede begreb (17:17) fra en verdensfjern planet – erhvervsidioter – bekræfter til fulde mine ovenstående betragtninger … ;-)