En folkeskole i krise! Det er manges billede af den danske folkeskole anno 2017. Der bliver råbt ’elevflugt’, selv om andelen af elever, der skifter fra folkeskolen til en fri grundskole, har ligget ganske stabilt siden 2010.
Der tales om ’lærerflugt’, på trods af at der ikke kan dokumenteres en klar bevægelse væk fra folkeskolen. Og vi forestiller os forældre, som står ved skolelederens kontor og klager over lange og ensartede skoledage.
Den politiske tålmodighed med folkeskolereformen virker opbrugt hos partier så forskellige som SF og Liberal Alliance (LA). Måske er det derfor, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) nu tager et opgør med en af folkeskolereformens grundpiller; den længere skoledag.
Ministeren giver med en forsøgsordning 50 skoler mulighed for at forkorte skoledagen. Ifølge Riisager skal vi blive klogere på, om f.eks. intensive forløb til gavn for svage og dygtige styrker børnenes læring og trivsel mere end de lange skoledage.
Det kan undre, at skolereformen udfordres allerede nu, for vi ved, at implementering af store reformer typisk tager en del år. Er der spøgelser på skoleskemaet, eller er der krise i folkeskolen?
Eleverne trives og lærer stadig
Hvis man læser de mange forskningsrapporter om folkeskolereformen, er det svært at se de faresignaler, som kan begrunde ændringer. Evalueringerne dokumenterer, at eleverne hverken har lært mere eller mindre i reformens første år, end de gjorde før reformen, ligesom de trives stort set lige så godt.
Rapporterne afslører også, at flertallet af lærerne mener, at de undervisningselementer, som netop udgør indholdet i den længere skoledag, fremmer læringen.
Reformen skal i sidste ende måles og vejes på eleverne. Udfordrer reformen alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan? Bliver folkeskolen bedre til at mindske betydningen af social baggrund?
Elevernes trivsel er en grundlæggende præmis for læring. SFI har i 2014 og i 2016 undersøgt elevernes generelle trivsel på baggrund af svar fra flere end 25.000 elever fra 4., 6., 8. og 9. klasser.
SFI konkluderer, at over syv ud af ti elever stadig trives rigtig godt i skolen, dog med en lille forskydning i retning af lidt færre elever med høj trivsel i 2016. I 2014 befinder 74 procent af eleverne sig i den øverste tredjedel af SFI’s trivselsindeks med en høj skoletrivsel, mens fire procent ligger i den nederste tredjedel med en mindre god trivsel i skolen. I 2016 er det 71 procent af eleverne, der placerer sig i den øverste tredjedel, mens der fortsat er fire procent i den nederste tredjedel.
KORA har undersøgt udviklingen i elevernes læring to år inde i folkeskolereformen. Her finder forskerne kun relativt få og ganske små udsving fra 2014 til 2016.
Mest interessant finder KORA, at når lærerne bruger mere motion og bevægelse i undervisningen, øges elevernes faglige trivsel og elevernes læring. Effekten kan dog kun dokumenteres i 6. klasse.
På bundlinjen er det nok mest ærligt at sige, at vi endnu ikke kan se klare resultater om elevernes læring i reformens første leveår. Og det er ikke overraskende: En nyere forskningsoversigt konkluderer, at det oftest tager fem til 15 år, før større skolepolitiske reformer er implementeret, og effekter kan måles hos eleverne.
Dødtrætte elever
Fagligt og trivselsmæssigt er der ikke umiddelbart nogen alarmklokker, der ringer. Men der lurer måske et andet reformspøgelse, der kan bruges som argument imod den længere skoledag?
I 2016 kom SFI med en rapport, der viste, at eleverne er trætte af at gå længere tid i skole. Otte ud af ti elever synes, at deres skoledage er for lange. Det er tæt på en fordobling på to år. Det er bekymrende, men også forventeligt, når nu skoledagen er blevet længere.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at samme rapport viser en højere trivsel blandt elever, der finder, at skoledagen er for lang i 2016 sammenlignet med elever med en tilsvarende holdning i 2014.
Så selv om eleverne er trætte af den længere skoledag, så er trivslen ikke i frit fald. Det er også værd at pointere, at selv om danske skoleelevers skema nu er blandt de længste i OECD-landene, så er det ikke en beslutning, der er truffet for at genere eleverne.
Nyere dansk forskning fra f.eks. Aarhus Universitet sandsynliggør, at flere undervisningstimer fører til bedre præstationer i sprog og matematik.
Lærerne tror på indholdet
Et cementeret billede i offentligheden er, at lærerne er dødtrætte af reformen. Med en motivationsdræbende lockout og et efterfølgende lovindgreb følte mange af lærerne sig kuppet – og det gør de stadig.
Det udgør en alvorlig trussel mod reformens succes: En reform har vanskelige levevilkår, hvis de, som afleverer politikken til borgerne – her lærerne til eleverne – ikke føler sig hørt og set i den politik, de skal rette sig efter.
Undersøgelser blandt lærerne bekræfter umiddelbart det billede: Når lærerne spørges direkte, om de tror, at folkeskolereformen vil føre til en bedre folkeskole, svarer over 90 procent i 2014 negativt. Kun lidt over fire procent svarer udpræget positivt.
I 2016 er fordelingen den samme. Lærerne er umiddelbart uforsonlige over for reformen.
Men er det virkelig sandheden? Kun til dels: Lærerne er nemlig ikke specielt kritiske over for centrale dele af indholdet i reformen. Godt nok er de er trætte af reformen som helhed, men hvis man spørger til de konkrete undervisningselementer i reformen, nuanceres billedet.
KORA’s forskning viser f.eks., at næsten 80 procent af lærerne i 2016 mener, at motion og bevægelse i undervisningen (i varierende grad) har en positiv effekt på elevernes læring. Og et flertal af lærerne mener, at reformelementer som faglig fordybelse (74 procent) og understøttende undervisning (67 procent) fremmer læring.
Selv om lærerne kategorisk afviser reformen, mener flertallet alligevel, at reformens elementer vil fremme elevernes læring. Og flere af disse elementer, bl.a. faglig fordybelse og understøttende undervisning, forudsætter og bygger på en længere skoledag.
Mere struktur, tak
Forskningen giver altså ingen stærke argumenter for en kortere skoledag. Hvorfor vil politikerne så alligevel eksperimentere? For at mildne lærernes modstand mod reformen? Måske. Men som dokumenteret her er flertallet af lærerne ikke negative over for indholdet i reformen. Rapporterne dokumenterer omvendt, at lærernes utilfredshed i større grad vedrører ressourcer, ikke mindst en øget undervisningstid.
Når det er sagt, så ved vi mindre om, hvorvidt f.eks. flere undervisningstimer eller indsatser som f.eks. turboforløb er det mest effektive i kroner og ører. Vi ved også relativt lidt om, hvad flere undervisningstimer betyder for elevernes trivsel.
På den baggrund kan ministerens forslag give mening. Men hvis formålet er at blive klogere på det, kræver forsøget et bedre struktureret design end bare at give 50 skoler frit slag.
Inden reformen var der bred politisk og faglig opbakning til, at folkeskolen kunne blive bedre. Men uden skarpe krav til, hvad den kortere skoledag skal være godt for, går vi bare tilbage til dén tid, hvor tingene kunne være bedre.
Mikkel Giver Kjer er analytiker ved SFI
Reformen indeholdt også nogle vigtige elementer om lærernes samarbejde i grupper/teams.
Og om at lærerne havde fri når de gik hjem.
Og at lærerne skulle overlade mere administration og forældrekontakt til skolen.
Hvilket tilsammen, ud over at komme eleverne til gode,
også skulle støtte især unge lærere, som havde tendens til at blive overløbet af bekymrede forældre med børn i de små klasser.
Glemmer SFI ikke en meget vigtig ting. Lærerne blev OVERHOVEDET ikke taget med på råd til skolereformen. De skulle bare give flere timer i klassen - det betød mindre forberedelses tid og denne tid blev afsat i dagtimerne, hvor læreren tidligere kunne tage hjem og tage et pusterum før de begynde forberedelsen. Mon ikke det er en ting der skabte den største utilfredshed?
Heldigvis fik Mette Frederiksen trods alt en kattelem - hvor de lokale lærerforeninger kunne forhandle lokale arbejdsaftaler. Det ser ud til at flere og flere kommuner i dag bruger denne kattelem - ja selv Tåstrup kommune.
Der var vist rigtigt mange lærere der bidrog med erfaring og viden til Folkeskole reformen.
Jeg oplever at tallene får tillagt en betydning, som er noget præget af skribentens holdning, omend den sikkert forsøges at være neutral.
Men når man fx hænger reformvillighed op på lærernes holdning til bevægelse, har man glemt, at bevægelse blev indført i 1993 og har fungeret fint i indskolingen og på mellemtrinnet, men sjældent i udskolingen.
Når man i dag spørger om bevægelse, har flere skoler, for at "implementere" bevægelse, opfundet en mere spiselig definition, som blandt andet indeholder "brainbreaks" og lignende - altså et skridt væk fra den pædagogisk funderet Leg&Læring anno 1993. Flinkeskolen og selvevalueringens lyserøde briller er to paramentre som man ikke skal glemme - og en målbar signifikans der begrænser sig til 6.klasse, er da en falliterklæring.
Når skribenten videre kan "dokumentere" at fagligheden er "den samme", så er det i kontrast til den viden, vi har på gulvet. Vi oplever, at prøvernes sværhedsgrad svinger meget i niveau. Vi ved fx også, at karaktererne indplaceres efter normalfordelingen og det vil derfor altid være med stor usikkerhed at sammenligne årgangene ud fra FSA, da pointfordelingen altid er tilpasset besvarelserne.
Både Faglig Fordybelse og Understøttende Undervisning er to gode idéer. Desværre udhules de i praksis. Præcis som lektiecaféen gør det.
Alle elementer kræver fagligt kompetent personale, tid til at forberede det og mulighed for at ændre skemaet så børnene kan komme ud. For ikke at nævne den gabende kedelige stopklods, som altid har været første forhindring: Økonomien.
To lærere på, når man skal ud af huset og en bus er alfa og omega, men det er luxus man ikke har råd til, på de skoler, jeg kender til.
Tvungen lektiecafé passet af en pædagog. Lektiecafé uden koordinering af, hvem der kan/må/vil give hvad for. Skal engelsklæreren give engelsk stil for og hvad nu, hvis det er samtidig med tysklæreren giver stil for? Hvordan forestillet man sig at en jævn fordeling året igennem i praksis skal løfte den opgave? Vi har 9 fag i udskolingen.
Jeg hører flere forældre være "så glade" for, at deres børn ikke har lektier for mere. Jamen, er det så et tegn på, at de lærer det samme eller mere? Nu har vi indført stille-timer, hvor eleverne laver opgaver fra kopimappen, som ellers var forbeholdt vikaren. Nu bruger jeg den selv, til de timer, jeg ikke når at forberede, mens jeg overfladisk og desperat forsøger at rette deres opgaver, mens jeg og eleverne stadigvæk kan huske, hvad de egentlig gik ud på.
Reformens store skurk ud over de lange uforberedte dage, er det øgede fokus på læring, læringsmål og Nationale Test, som er en pinlig lemfældig omgang med vores fundamentale måde at tænke skole på i Danmark.
Her har vi så en SFI-analytiker, der arbejder med følgeforskningen omkring reformen, og som ikke desto mindre ser det som sin opgave at levere endnu et skønmaleri af samme.
Hans oplysninger er helt skæve. Jeg ved ikke, med hvilken ret han kaldder sig analytiker.
Der er intet belæg for, at der ikke er sket et fald i elevtrivsel. Eleverne er aldrig blevet spurgt om det. De er blevet spurgt om de er glade for deres skole, og i dette fald er der i øvrigt et fald på 3 %. Men de kan jo sagtens være blevet mindre glade for deres skole, end de var, og stadig være glade for den. Andelen af elever, der er trætte af skoledagens længde, er i hvert fald steget fra 46 til 82 %, antallet af elever, der pjækker i udskolingen, er fordoblet og 8 ud af 10 bhkl-ledere siger, at børnene mistrives under reformen. Det samme gør flere børnelæger.
To ud tre lærere i folkeskolen ønsker sig et andet arbejde, 17.000 lærere arbejder i andre brancher, privatskoleandelen bare vokser og vokser og vokser, 0,5 procentpoint svarende til ca. 2500 hoveder alene sidste år, privatskolerne er fyldte til bristepunktet, og kun 4 % af lærerne mener, at eleverne bliver dygtigere af reformen.
Med den slags forskere skal det nok gå godt altsammen...
"Otte ud af ti elever synes, at deres skoledage er for lange. Det er tæt på en fordobling på to år. Det er bekymrende, men også forventeligt, når nu skoledagen er blevet længere."
Næh, det er da ikke forventeligt, at dobbelt så mange finder skoledagen for lang, når den er blevet længere. At udviklingen havde været overraskende, hvis skoledagen var blevet kortere, er måske det, han mener.
Det samlede indtryk er, at Kjer forudsætter det, han ønsker at bevise. Manglende resultater bagatelliseres, negative tendenser relativeres og bortforklares, og intet sted forholder Kjer sig til, at kvaliteten af en undervisning ofte afhænger af den tid, der er til rådighed til at forberede og evaluere den.
Hvem kan svare "nej" til, at faglig fordynbelse er en god ting? Eller at bevægelse er godt?
Fik lærerne mulighed for at svare på, om faglig fordybelse i den form, reformen har givet den, er et gode? Fik de lov til at svare på, om det er noget, der rent faktisk bedst foregår i særskilte, skemalagte lektioner - med lærere eller pædagoger, der ikke nødvendigvis har faglig indsigt i det, der arbejdes med, som opsyn?
Fik lærere lov til at svare på, om de meget omtalte ordklasseløb, hop på tastaturer og andre tiltag er til gavn for det faglige - eller om det er en god idé at få "pulsen op" i forbindelse med kemiøvelser?
Blev lærere spurgt, om de tænkte, det havde lige så stor effekt at lade eleverne få en pause udendørs en gang imellem, evt. med rundbold eller forskellige, klassiske lege arrangeret?
Men for resten - det ville jo heller ikke have ført noget godt med sig at spørge. For HVIS lærerne havde givet udtryk for andet end det, spørgerne ønskede at høre, ville det jo bare være udtryk for obsternasighed, bagstræberi - og fornærmelse over lockouten.
Emil Eiberg-Jensen: Hvorfra har du din antagelse om, at rigtig mange lærere bidrog til folkeskolereformen? Hvem? Udvalgt hvordan? Hvordan gjorde de det?
De gjorde de i årene før den blev vedtaget, i grupper, via nettet, jeg deltog selv med input til Antorini efter mine egne forsøgsprojekter gennem flere år, hvor vi fik penge fra UMV hertil. Jeg har været sammen med folk der bidrog.
Ja Helle, der var flere samarbejdsgrupper omkring Antorini, før hun blev minister. Selv sad jeg som formand for en af dem, Socialdemokratisk Skoleforum, og vi holdt en række møder med hende. Men pludselig var det hele slut, total radiotavshed, og der gik et fire måneder uden en lyd, og så kom der pludselig en skolereform, som gjorde det stik modsatte af alt det, vi troede vi var enige om. begyndende med en total krig imod lærerne. Og det er ikke muligt at få oplyst navne på nogen af dem, der skrev den reform, hverken dens indhold eller dens køreplan.