Kronik

Macron kan ende med at styrke de populistiske fløje

Kommer Macron igennem med sit neoliberale projekt, vil resultatet blive endnu mere af den økonomiske nød og desillusion, som har drevet den populistiske bølge i de seneste år
Emmanuel Macrons program minder meget om den kurs, som Francois Hollandes regering og den magtfulde finansminister Manuel Valls har stået for i de seneste år, og som den tidligere præsident Sarkozy forsøgte at gennemføre i sin præsidentperiode

Emmanuel Macrons program minder meget om den kurs, som Francois Hollandes regering og den magtfulde finansminister Manuel Valls har stået for i de seneste år, og som den tidligere præsident Sarkozy forsøgte at gennemføre i sin præsidentperiode

Patrick Kovarik

26. maj 2017

Rationalitet, tolerance og internationalisme sejrede over frygt, nationalisme og indadvendthed. Sådan lød det fra mange kanter, da Emmanuel Macron vandt det franske præsidentvalg for nylig. Herhjemme kalder Politiken det »udsynets sejr«, mens Information taler om et nyt »oprør fra midten«, og britiske The Guardian beskriver valget som en »sejr for Macron og håbet«.

Og Macrons sejr blev da også overraskende klar med 65 procent over Le Pens 35 procent. Som i første valgrunde lå Le Pens endelige resultat lavere end målingerne havde forudset. Sammen med det skuffende resultat til Geert Wilders ved det hollandske valg i foråret, vil Le Pens nederlag i den kommende tid blive fremstillet som et bevis på, at nu har den populistiske højrebølge toppet, og det politiske centrum og establishment genvundet kontrollen.

Men spørgsmålet er, om højrepopulismen overhovedet har været så stærk som antaget. Overraskelsen over Brexit og valget af Trump har fået mange til fuldstændigt at overvurdere den folkelige opbakning til det højrepopulistiske program med nationalisme og modstand mod indvandrere.

Men bortset fra Trump, som kunne trække på opbakning fra langt hovedparten af de republikanske kernevælgere, har ingen højrepopulistisk kandidat været i nærheden af et folkeligt flertal. Og faktisk fik Trump færre stemmer end Romney, og det var især Clintons manglende evne til at mobilisere de demokratiske kernevælgere, der gav ham sejren.

Som den hollandske populismeforsker Cas Mudde har fremhævet, har højrepopulisterne mange steder godt fat i specifikke vælgergrupper, især blandt ældre og mænd, men de er langt fra at udgøre et flertal i den samlede befolkning.

Desillusion

Højrepopulismens appel har med andre ord aldrig været den udløsende faktor i den politiske krise, vi oplever i disse år. Det er snarere kollapset af det politiske centrum, der har givet plads til nye bevægelser fra højre og venstre. Og denne dybe legitimitetskrise går ikke over, fordi flertallet af befolkningen fornuftigt nok fravælger den yderste højrefløj.

Det politiske centrums kollaps skyldes ikke blot en pludselig eksplosion af racisme og autoritære tendenser, men en udbredt utilfredshed med det politiske status quo, som får større og større dele af vælgermassen til at gå efter alternativer. Der er ingen tvivl om, at den fremmedfjendske retorik fra de højrepopulistiske partier har en vis folkelig klangbund blandt vælgergrupper, der enten er tiltrukket af klassisk racisme eller ser indvandring af arbejdskraft eller global konkurrence som en trussel mod deres levebrød.

Når Front National er gået voldsomt frem under Marine Le Pen, er det, fordi hun har formået at række ud over Front Nationals racistiske base på 15-20 procent af vælgerne og tale til den bredere utilfredshed med det politiske status quo. Det er derfor, hun har næsten fordoblet sin stemmeandel, i forhold til den hendes far trak i 2002.

Hun har dygtigt spillet på den dybe mistro til det politiske establishment. Den er vokset frem gennem årtier og eksploderede efter den økonomiske krise. Stigende ulighed, deindustrialisering og stigende social usikkerhed har præget de fleste lande i Vesten og ført til politisk desillusion hos en stigende andel af vælgerbefolkningen. Følelsen af at ligegyldigt, hvem man stemmer på, forbliver politikken den samme, har forværret desillusionen. Folk oplever større usikkerhed, stigende ulighed og et dårligere socialt sikkerhedsnet, uanset hvilket parti der sidder på magten.

Derfor vender store dele af de europæiske og amerikanske vælgere sig mod alt, der ikke umiddelbart ligner den etablerede politiske elite.

I lande, hvor den populistiske højrefløj står stærkt, er det dem, der profiterer af desillusionen. Der, hvor den radikale venstrefløj formår at mobilisere, opsuger den proteststemmerne. I nogle lande ser man begge tendenser samtidig – som i USA med Trump og Sanders; eller i Frankrig, hvor Mélenchon overraskende opnåede næsten lige så mange stemmer som Le Pen i første runde. De lande, hvor ingen af fløjene er stærke, har det åbnet mulighed for nye former af antipolitiske partier som Fem Stjerne-bevægelsen i Italien eller Pirat-partiet i Island.

Macron er mere af det samme

Den vælgermæssige opbakning til Macron skyldes især, at han succesfuldt har beskrevet sig selv som en outsider, der vil vende op og ned på det politiske Frankrig. Han har kaldt sin politiske selvbiografi Revolution og på trods af, at han har været økonomiminister under Hollande, har han formået at opbygge en distance til de etablerede partier, der af mange franskmænd anses som korrupte og magtfuldkomne. Det fremgår tydeligt af folks motivation for at stemme på ham.

Ifølge meningsmålingsfirmaet IPSOS er de dominerende grunde til at vælge ham, at man vil yde Le Pen modstand (43 procent) eller ønsker en forandring af det politiske system (33 procent). Mindre end hver fjerde vælger satte sit kryds ved ham, fordi de tilslutter sig hans program eller bakker op om hans person.

På trods af sit image som outsider er Macrons politik i allerhøjeste grad konventionel. Hans økonomiske program byder på nedskæring af den offentlige sektor med 120.000 ansatte, en fleksibilisering af arbejdsmarkedet gennem forringelse af beskyttelsen mod fyringer, samt et fast løfte om at overholde de finanspolitiske krav fra EU.

Hans program minder meget om den kurs, som Hollandes regering og den magtfulde finansminister Manuel Valls har stået for i de seneste år, og som den tidligere præsident Sarkozy forsøgte at gennemføre i sin præsidentperiode.

Hans politiske ’revolution’ går især ud på at effektivisere den franske stat; at franskmændene skal være mere innovative og fleksible; samt at der skal satses på uddannelse og ny digital teknologi. Den slags temaer minder meget om, hvad man har kunnet læse i snart sagt enhver managementbog, der er udkommet i de seneste årtier. Det vil være svært at finde mange fra den politiske eller erhvervsmæssige elite, der er uenige i indholdet.

Elitens mand

Det er ikke tilfældigt, at Macron udtrykker de herskende ideer fra toppen af det franske samfund. Han kommer selv fra den absolutte eliteskole École nationale d´administration og har arbejdet som investeringsbankmand i det internationale finanshus Rothschild. Samtidig har han, som Le Monde Diplomatique har dokumenteret, opbakning fra et stærkt netværk med basis i medieverdenen og de mest magtfulde erhvervsinteresser.

Macron har solgt sig selv som leder af en bevægelse for politisk fornyelse, men indholdet i hans politik er en klar destillation af den neoliberale konsensus, som har domineret de seneste årtiers politik.

Hvis han kommer igennem med sit projekt, vil resultatet blive endnu mere af den økonomiske nød og desillusion, som har drevet den populistiske bølge i de seneste år. Vi er vidne til en dyb politisk legitimitetskrise for den herskende konsensus. Og Macrons program vil ikke betyde en tilbagevenden til mere stabile tider, men en fortsættelse af den kurs, der har skabt den nuværende krise. 

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Jakob Trägårdh
  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Benny Larsen
  • Anders Graae
  • Rasmus Knus
  • Ervin Lazar
  • John Drage Thomsen
  • Torben K L Jensen
Michael Friis, Jakob Trägårdh, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Benny Larsen, Anders Graae, Rasmus Knus, Ervin Lazar, John Drage Thomsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

En fin nøgtern analyse af status quo præsidenten i Frankrig og hans misbrug af ordet "Revolution" der ikke kan kaldes andet end populistisk.

Anders Barfod, Torben Skov, Michael Friis, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Lars Jørgen Hansen og John Drage Thomsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En blind og forudsigelig analyse, der ikke tager udgangspunkt i den faktiske ageren hos Macron og de ting, han vil lave om for at styrke sammenholdet i Europa - uden den dræbende indflydelse fra angelsaksisk neoliberalisme, som Thatcher dræbte alt håb for et folkenes Europa med.

Torben K L Jensen

Når/hvis Macron kan overtale Merkel&Schäble til at droppe Austerity-politikken har han og hele Europa vundet. - Jeg forbeholder mig ret til at tvivle.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

At sammenligne Macron med Mageret Thatcher og Ronald Reagan fortæller en del om skribenten, som ikke har noget til overs for Macrons politik. Reelt står der ingenting nyt i artiklen, som har til formål at sværte en mand til inden han er kommet igang med sit projekt. Den er endnu et udtryk for den frustration over valget af Macron, som kommer til udtryk både på højrefløjen, som på venstrefløjen. Tænk om der kunne fremtrylles en tilsvarende person på den danske politiske scene, som med politiske visioner kunne bringe os i bare første gear istedet for i årevis at snørkle mellem bakgear og frigear.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Anne Eriksen, Mihail Larsen, Steffen Gliese og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Det er jo netop manglen på de reformer som den nye præsident vil gennemføre som er skyld i Frankrigs rekordhøje gæld og arbejdsløshed. Det er jo netop den politik som den nye præsident står for som igen og igen har ført til verdens mest successfulde stater med en lighed, velstand og velfærd som ikke nås til sokkeholderne af noget socialistisk eller cowboy kapitalistisk samfund...

Hans Jørn Storgaard Andersen, Steffen Gliese og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Macron vil gøre det MODSATTE af det, som neoliberalismen gør: øge bureaukratiet. Frankrig har alle dage været notorisk for sit bureaukrati, der har skabt en ineffektiv offentlig sektor - ligesom vi fik med mere bureaukrati og færre til at udføre de faktiske opgaver.
Folk forstår simpelthen ikke, hvori forskellene på ligger på Syd- og Nordvesteuropa. Det er heller ikke vores beskårne sociale ordninger, han vil gå efter, men derimod det velfungerende fleksible arbejdsmarked, vi havde engang.

Eva Schwanenflügel, Hans Jørn Storgaard Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Macron sagde i sin tiltrædelsestale, at han forstår årsagerne til den sociale vrede, der har båret Le Pen frem - og at han som præsident vil arbejde på at fjerne disse årsager. Bl.a. ved en arbejdsmarkedsreform, der både rummer større ansættelses- og afskedigelsesfleksibilitet og og social arbejdsløshedsstøtte. Han har tidligere henvist til den danske eller skandinaviske velfærdsmodel. Han har også sat økologien på som en topprioritet. Hvad han ikke vil er en samfundsmodel, der står i stampe p.gr. af 'velerhvervede rettigheder', et usolidarisk pensionssystem og et oppustet statsapparat, der fungerer som malkemaskine for politisk udnævnte funktionærer à la Grèce.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Ole Rasmussen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Steffen Gliese og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar