Læsetid 3 min.

Macron kan hurtigt blive et problem for EU

Emmanuel Macrons valgsejr er blevet udlagt som en sejr til det europæiske projekt. Men den EU-positive leder kan paradoksalt nok ende med at skabe splittelse i unionssamarbejdet
Emmanuel Macron og Angela Merkel er begge fortalere for et europæisk samarbejde i forskellige hastigheder.

Emmanuel Macron og Angela Merkel er begge fortalere for et europæisk samarbejde i forskellige hastigheder.

Bernd von Jutrczenka
18. maj 2017
Delt 110 gange

Udfaldet af det franske præsidentvalg fik for mange proeuropæere til at ånde lettet op. I mine øjne har de da også umiddelbart vundet en sejr. Men på længere sigt kan netop Emmanuel Macrons EU-begejstring blive en udfordring for EU. Og nej, en Le Pen-sejr havde ikke været at foretrække.

Absolut ikke. Var jeg franskmand, havde jeg også stemt på Macron netop på grund af hans EU-venlige linje, men jeg kan godt blive en anelse bekymret på unionens og Danmarks vegne, når det gælder hans eksakte visioner for EU-samarbejdet. Franskmændenes nye præsident gør nemlig for alvor ideen om et EU i flere hastigheder realistisk.

Ved flere lejligheder – også over for Merkel i Berlin – har Macron sagt, at han foretrækker et kommende europæisk samarbejde, hvor dem, der vil, skal gøre mere. Det betyder blandt andet et øget finans-, forsvars- og socialpolitisk samarbejde samt en dybere harmonisering af love og regler, der vil udvide det indre marked.

Spanien og Italien støtter allerede den kurs, og Macron kan også regne med støtte fra Merkel, der tilbage i marts sagde, at »et Europa i forskellige hastigheder er nødvendigt, for ellers vil vi med al sandsynlighed sidde fast«.

Flere hastigheder

Der er meget sandhed i Merkel og Macrons syn på EU. Det indre marked, som det er i dag, er godt nok verdens største frihandelszone, men det skaber ikke nok vækst og velstand, er ikke konkurrencedygtigt nok i forhold til USA og Asien og løser ikke årtiers problemer med at nedbringe høje arbejdsløshedstal i flere medlemslande.

Derfor forstår jeg godt, at nogle af Unionens grundlæggere hungrer efter øget økonomisk samhandel og politisk samarbejde. Økonomiske analyser foretaget af Tænketanken Europa skønner, at reformer af det indre marked har potentiale til at løfte EU’s bruttonationalprodukt med 5-8 procent frem mod 2030.

Derudover har de to statsledere og andre, der måtte støtte ideen om et multi-speed Europe, ret i, at EU’s traktater allerede i dag rummer tanken om et EU i flere hastigheder. Multi-speed-begrebet blev lanceret af den forhenværende, tyske kansler Willy Brandt allerede i 1974 og har i lang tid været en realitet i nogen udstrækning. Danmark er et klart eksempel på unionens mange hastigheder, idet vi fortsat har forbehold over for euroen samt dele af rets- og forsvarspolitikken.

Her på bagkanten af det franske valg, med de EU-skeptiske briters udmeldelse og med udsigterne til, at Merkel vil genvinde kanslertitlen efter de seneste delstatsvalg i Saarland og Nordrhein-Westfalen, er mange i Bruxelles imidlertid blevet bestyrket i deres tro på, at flere eller i hvert fald to hastigheder er vejen frem for EU.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har også udtalt sig positivt over for netop denne kurs i sin hvidbog fra marts om de mulige veje for fremtidens EU.

Yderligere spændinger

Sagen er bare, at et EU i flere hastigheder bør vække bekymring. Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, skrev eksempelvis dagen efter Macrons sejr, at »en multi-speed-tilgang vil ignorere vælgernes vedvarende mistro og fjendtlighed over for EU«.

Formentlig med henvisning til, at hver tredje franskmand som bekendt stemte på Marine Le Pen. Den betænkelighed deler jeg, for et dybere fransk-tysk samarbejde vil grave de politiske og sociale kløfter endnu dybere i Frankrig.

Derudover vil en model med flere hastigheder teste Bruxelles’ i forvejen anstrengte forhold til særligt Polen og Ungarn, som er direkte imod multi-speed-retningen. Landene frygter, at de økonomiske skel mellem Øst- og Vesteuropa vil blive endnu dybere, fordi en udvidelse af det indre marked særligt vil komme Frankrig, Tyskland og de andre eurozone-medlemmer til gode.

Hvis det sker, vil det formentlig få endnu flere unge borgere i Østeuropa til at flytte vestpå, hvilket vil forstærke den brain drain, der allerede finder sted. Multi-speed-kortet vil derfor være farligt at trække over for netop disse lande, hvor højrenationalisme og antidemokratisk regeringsudøvelse for tiden foregår.

Og endelig er der spørgsmålet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken. For kan et EU i flere hastigheder, hvor kun nogle af de 27 medlemslande for eksempel forstærker forsvarssamarbejdet, tale med én stemme imod verden? Imod Putin? Imod Erdoğan? Og imod Trump om nødvendigt?

Forskellige hastigheder må ikke bringe os tilbage til 1970’erne, hvor USA’s udenrigsminister, Henry Kissinger, spurgte, hvem han skulle ringe til, hvis han ville snakke med Europa. Samtidig må forskellige hastigheder ikke sætte Danmark uden for fremtidig indflydelse i det europæiske samarbejde.

Her oven på euforien over Macrons valgsejr bliver vi derfor nødt til at overveje værdien af vores forbehold i EU-samarbejdet.

Kristoffer Dahl Sørensen er kandidatstuderende i analytisk journalistik ved Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tilknyttet Europa Akademiet ved Tænketanken Europa

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • Ny fransk regering med olympisk retfærdighed

    23. juni 2017
    Den nye franske regering er totalt velafbalanceret politisk, kønsligt og aldermæssigt, men ikke mindst har den kridhvide vinger som symbol på Macrons intentioner
  • Macron: ’USA deler ikke vores kærlighed til retfærdighed’

    23. juni 2017
    I sit første interview til pressen, siden han blev valgt til ny fransk præsident, udstikker Emmanuel Macron retningslinjer for sin udenrigspolitiske agenda i forhold til Syrien, Trump, Brexit og europæisk integration
  • Et år senere er en kaotisk Brexit blevet mere sandsynlig

    23. juni 2017
    Premierminister Theresa May tolkede egenhændigt resultatet af Brexit-afstemningen for præcis et år siden som folkets krav om en begrænsning af EU-immigrationen over alt andet. Men valget har ændret alt, og det er nu mere sandsynligt, at det ender med enten en blød Brexit eller en skadelig, kaotisk Brexit, påpeger iagttagere
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Kristoffer Dahl Sørensen

Hvis Frankrig, Tyskland, Italien & Spanien vil indlede et udvidet europæisk samarbejde, hvor dem, der vil, gør mere, så er det bare helt fint. Det er en selvfølge, at Visegrad-landene - eller Danmark - ikke skal kunne modsætte sig andre landes ønske om udvidet samarbejde, bare fordi vi ikke selv ønsker at deltage. Det er naturligt at Eurozonen udvider sit finanspolitiske samarbejder - også i fora som ikke inkluderer de 9 ikke Euro-lande, snart 8.

EU er en dværg på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, og det er det mindste problem, at denne tilstand fortsætter i overskuelig fremtid.
Danmark ville da aldrig lade os diktere noget som helst på disse områder af EU - og det gælder i endnu højere grad for de lokale europæiske stormagter. Der bliver aldrig enighed om noget som helst på hverken det udenrigspolitiske eller sikkerhedspolitiske område - og det er også fint nok.
Lad os koncentrere os om økonomien.

Brugerbillede for Jørgen Garp
Jørgen Garp

"..en model med flere hastigheder (vil) teste Bruxelles’ i forvejen anstrengte forhold til særligt Polen og Ungarn, som er direkte imod multi-speed-retningen"
OG? Det er da på høje tid de to højreradikale og udemokratiske regimer og deres befolkninger bliver alvorligt testet på deres medlemsskab - eller om de hellere vil lege med den rare onkel Putin?

"Forskellige hastigheder må ikke bringe os tilbage til 1970’erne, hvor USA’s udenrigsminister, Henry Kissinger, spurgte, hvem han skulle ringe til, hvis han ville snakke med Europa."
Jeg tror KDS lige overser, at bare de nævnte lande Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland - og mon ikke et par stykker eller flere melder sig ind i Superliga klubben - udgør 57% af EU's befolkning og godt 62% af dets samlede BNP efter GB Brexit, så mon ikke en kommende Kissinger kan finde ét telefonnummer, hvis han vil i snak med det Europa, der betyder noget?

Og så Danmark - og andre puslingelande - får sig måske en brat opvågning til nutidens barske realiteter fra den 'tornerosesøvn' og deraf afledte megalomane udenrigspolitiske Fogh inspirerede forestillinger, de har befundet sig i siden WW2 under og grundet EU og NATO's beskyttende vinger!
Og det er vel ikke så ringe endda?

Hans Jørn Storgaard Andersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Italien og Spanien vil ikke være med, bare rolig.
Måske skulle smarte Macron foreslå de enkelte EU-lande i flere hastigheder.
Så kunne en del af Frankrig, la ville, sætte hastigheden op, og France dans le Campaigne sætte den ned.
Det bliver lidt bøvlet, men giver masser af arbejdspladser..

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Garp
vædde om hvad?
Henry Kissingers tænkte problem eksisterer stadig.
Men hvad værre er, hverken de store eller de små EU-lande har længere demokratisk opbakning til Eu's fortsat stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, som der står i Romtraktaten gentaget i Lissabontraktaten. Den ambition har formentlig aldrig været der, men i dag er det helt way out.

Det afgørende er fortsat klasse - og standsforskelle.

Brugerbillede for Jørgen Garp
Jørgen Garp

"Italien og Spanien vil ikke være med, bare rolig!"
Er du sådan en slag spåkone eller hur, har du særlige forbindelser til Italien og Spaniens regeringer, eller besidder du bare telepatiske evner?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Garp
18. maj, 2017 - 23:16
Nej, jeg følger bare med i hvordan det går i de pågældende lande.
Italien var engang et kerneland, men er det ikke mere. Efter fremkomsten af Movimento 5Stelle (M5S) og tidligere Lega Nord m.m., og i Spanien Podemos Unida m.m. kan disse lande, og Portugal og Grækenland, ikke længere regnes for sikre EU-støtter.

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

En dyd at spå om fremtiden og at sammenlige med med fortiden, hva´fan`skal vi ellers få tiden til at gå med? :)

Brugerbillede for Jørgen Garp
Jørgen Garp

Michael Kongstanke Nielsen. Lyder som sådan en gang EL ønsketænkning, der skal retfærdiggøre deres egen anti EU politik.
Selv Venstrefløjen støtter men vil ændre EU i de pågældende lande anført af Syriza og Podemos!
Men drøm du bare videre mens virkeligheden ændrer sig om ørerne på dig og dine og de højreradikales spådomme bliver gjort til skamme!
Og lande som DK får massive problemer.