Kronik

Macron kan revitalisere Frankrigs demokrati

Den store historie fra det franske præsidentvalg er ikke så meget Front Nationals nederlag, som det er marginaliseringen af de traditionelle regeringsbærende partier fra centrumhøjre og centrumvenstre
Socialistpartiet og Det Republikanske Partis sammenbrud er ikke tegn på en påstået eksistentiel krise for det liberale demokrati. Tværtimod bør vi finde håb i, at det var muligt at ryste de fossilerede politiske enheder, skriver kronikøren.

Socialistpartiet og Det Republikanske Partis sammenbrud er ikke tegn på en påstået eksistentiel krise for det liberale demokrati. Tværtimod bør vi finde håb i, at det var muligt at ryste de fossilerede politiske enheder, skriver kronikøren.

Emilio Morenatti

9. maj 2017

Macrons klare sejr ved præsidentvalget i Frankrig har enorm historisk betydning. Men jeg vil hævde, at den store historiske betydning ligger et andet sted, end det almindeligvis hævdes. 

Til kvalmegrænsen fik vi gennem måneder at vide, at Frankrig ville blive arena for det endelige opgør mellem regressiv nationalpopulisme og det liberale demokrati. 

Trods lunkne resultater ved valg i Østrig og Holland, der i nogen grad så ud til at dæmme op for den højrepopulistiske tidevandsbølge, så liberale i hele verden med ængstelse og bæven frem mod det, som kunne være blevet slutspillet i en græsk tragedie i tre akter.

Efter de chokerende sejre til Brexit-fløjen og Donald Trump vovede kun de færreste at tro på en lykkelig slutning.

Måske er dette den sande tragedie: At selv det resultat, som det liberale demokratis støtter håbede mest på – en valgsejr til Macron – nu i bedste fald ses som en sejr for magteliten og en bestyrkelse af det bestående – som en ’hollandisme’ version 2.0. At det liberale demokratis fremtid i Frankrig nu er placeret i hænderne på et 39-årigt vidunderbarn, bør ikke give os grundlag for en ny optimisme, får vi at vide.

Kynikere forudser, at den ’neoliberale’ Macron vil fortsætte de selvsamme politikker, som gav de franske højrepopulister vind i sejlene, og således bane vej for en Le Pen-sejr om fem år.

Dette frygtscenarie risikerer at blive en selvopfyldende profeti, i og med at Emmanuel Macrons centristiske platform afvises og det implicit postuleres, at Front Nationals særlige miks af højreradikal nationalisme og socialistiske løfter er eneste mulige attraktion for Frankrigs arbejderklasse og lavere middelklasse.

Denne konventionelle visdom hos halvbagte mediekommentatorer bidrager kun til at styrke det populistiske narrativs troværdighed om, at alene populisterne forstår at levere de vidtgående systemiske forandringer, som er påkrævet for at imødekomme ’globaliseringens tabere’.

Hvis den politiske fremtid tænkes bestemt af denne klasse af vælgere, som er så frustrerede og desperate, at de vil stemme på hvem som helst for at vælte systemet, burde medier og kommentatorer så ikke i stedet tage ansvar og søge at inddrage dem i en mere begavet politisk samtale?

Det er ikke for meget at tale om et mediesvigt her. Det er åbenlyst, at mange medier har ladet sig forføre af det populistiske narrativ og dyrket det. Hvis de havde fulgt eksemplet fra deres britiske og amerikanske modstykker og givet ’magteliten’ og systemet en ’fuckfinger’ den 7. maj, hvem kunne da på denne baggrund have fortænkt dem heri?

Marginaliseret mainstream

Nu blev de dystre forudsigelser gjort til skamme. For at forstå hvorfor, er vi nødt til at se næmere på den bemærkelsesværdige udvikling, der er sket i politisk mainstream i centrum af fransk politik. Der er brug for større analytisk klarhed og historisk dybde for at gennemskue, hvad der er sket på Hamon-Macron-Fillon-aksen i det politiske centrum.

For første gang i Den Femte Republiks historie gik ingen af de traditionelt regeringsbærende partier – socialisterne på den ene side, de borgerlige republikanere på den anden – videre til præsidentvalgets anden runde. Det er der tre grunde til.

Den første er brugen af primærvalg, hvor græsrødderne nu for første gang selv måtte finde præsidentkandidaten i både det republikanske og det socialistiske parti. Det var netop udfaldet af disse primærvalg, der gjorde, at begge partier kom til at stille med kandidater, der befandt sig længere fra det politiske centrum end normalt i Den Femte Republik.

Den anden faktor, som bidrog til at marginalisere mainstreampartierne, er selvfølgelig Macrons bemærkelsesværdige person. Som en ung og karismatisk leder, der var stort set ukendt af offentligheden for bare få år siden, har han præsteret at skabe samling og revitalisere et tidligere diffust centrum.

Centrister af den gamle skole som François Bayrou og prominente overløbere fra både socialistpartiet og republikanerne fulgte Macrons kampråb – En Marche ! – og sluttede sig til hans bevægelse for at skabe ny dynamik i Frankrig.

En tredje faktor, der hjalp Macron til at profilere sig som den stærkeste kandidat, har at gøre med François Fillons indvikling i ulyksalige korruptionsskandaler – og med Benoît Hamons forfejlede strategi om at gå på stemmefiskeri i den yderste venstrefløj og markere sig på mærkesager uden større folkelig appel såsom indførelse af borgerløn.

Centristisk understrøm

Det er ubestrideligt, at de traditionelle regeringsbærende centrumhøjre- og centrumvenstrepartier for første gang er faldet sammen. Macrons kometagtige opstigen står dog ikke nødvendigvis i modsætning til Den Femte Republik.

Det er værd at rekapitulere, at general de Gaulle i 1962 også førte kampagne uden for de traditionelle partiapparaters system. Ja, da de Gaulle formulerede udkastet til Den Femte Republiks forfatning med sin kollega, den senere premierminister Michel Debré, forestillede han sig netop præsidentposten som et embede, der skulle være hævet over partipolitiske stridigheder og inkarnere det nationale almenvel.

Man bør ikke afskrive Macrons afvisning af at lade sig stemple som enten venstre- eller højreorienteret som kynisk list for at triumfere over mainstream-partierne. Macron har ikke skabt den centristiske understrøm i fransk politik. Den har været der hele tiden og har historiske forgængere.

Demokratiske tænkere og praktiske politikere fra Alexis de Tocqueville til Jean Jaurès, fra Léon Blum til Michel Rocard – ja, sågar den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing  – har alle været fortalere for tredje vejs-modeller, der kombinerede elementer fra økonomisk liberalisme, der som regel er blevet forbundet med ’højrefløjen’, med idealer om egalitarisme, inklusivitet og solidaritet, som venstrefløjen historisk har været den største fortaler for.

I den forstand er der ikke noget grundlæggende nyt over Macrons centristiske platform. Når den i dag ser ud til at skulle få så stor succes, skyldes det, at kategorierne ’venstre’ og ’højre’ i både intellektuel og praktisk forstand ikke længere skaber klarhed.

De er blev inadækvate etiketter, der ikke længere kan indfange de politiske modsætninger i dagens landskab. Hvis vi klynger os til dem i deres nuværende form, bliver vi ude af stand til at diagnosticere tidens problemer korrekt – og sætte effektivt ind imod dem.

De afgørende spørgsmål ved demokratiske valg i dag kan ikke længere artikuleres ud fra den binære modsætning mellem liberal kapitalisme på den ene side og socialisme på den anden.

De valg handler i stedet om, hvordan en længe tiltrængt rekonfigurering af Frankrigs liberale sociale demokrati kan tage form.

Hvorfor blive ved med at begræde tabet af den verden, vi kendte, når den viste sig ude af stand til at levere de resultater, vi håbede på?

De socialistiske og republikanske partier udskrystalliserer ideologiske kløfter, der hører en svunden tid til. Men tag ikke fejl: Deres sammenbrud er ikke tegn på en påstået eksistentiel krise for det liberale demokrati. Tværtimod bør vi finde håb i, at det var muligt at ryste de fossilerede politiske enheder, som i så mange år havde monopol på udfylde Den Femte Republiks rammer. 

Det er det egentligt ekstraordinære ved det franske præsidentvalg i 2017.

Aline-Florence Manent er fransk historier, tilknyttet Institute of Advanced Studies i London. 

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu