Kommentar

Macrons tragedie er hans stålsatte tro på et mislykket økonomisk system

Frankrigs nye præsident ønsker oprigtigt at forbedre franskmændenes liv. Men han forstår ikke, at det ikke kan ske inden for rammerne af den nuværende markedsdoktrin
Frankrigs nye præsident ønsker oprigtigt at forbedre franskmændenes liv. Men han forstår ikke, at det ikke kan ske inden for rammerne af den nuværende markedsdoktrin

Christian Liewig

11. maj 2017

Emmanuel Macrons slagord var fra første færd rassemblement (find sammen): han ønskede at samle en splittet nation. Politisk splid var, hævdede han, kunstig. Modsætningen mellem højre og venstre handlede dybest set ikke om andet end magtkamp.

Bag den spektakulære forestilling måtte der være en befolkning, forenet i frihedsbestræbelser, som følte sig trælbundet af regler og ikke mindst arbejdsmarkedslovgivning. Et folk tynget af stat og skattetryk.

Ved at skabe en ny græsrodsbevægelse ville Macron vække de kræfter, der slumrede i civilsamfundet. Han ville bevæge sig ud over de traditionelle politiske modsætninger og iværksætte intet mindre end en »revolution« (som titlen på hans bog lyder).

Mange fra de professionelle klasser og medierne omfavnede begejstret den store liberale drøm og et lidenskabeligt moderat samfund. Lige siden borgerskabet rejste sig i slutningen af det 18. århundrede, har det stræbt efter at blive opfattet som bærer af de universelle værdier.

Det er endnu engang forblevet ved drømmen. Macron skal være præsident for et samfund, der er mere splittet end nogensinde før. Selv med en så dæmoniseret modstander som Marine Le Pen lykkedes det ikke Macron at vinde overbevisende. 

Mens 20 millioner stemte på Macron og 10 millioner på Le Pen, var der et svimlende antal vælgere – hele 26 millioner – der enten blev hjemme eller stemte blankt. At mindre end halvdelen af vælgerne følte sig kaldet til at danne »republikansk front« mod Front National, viser noget om hvor dybe modsætninger, der er mellem dem og Macron.

Illusionens forsvarer

Macron er en kompleks politisk figur. Han bruger ethvert populistisk trick i bogen. Forrige fredag gav han imidlertid et tre timer langt interview til Mediapart, hvor han var velformuleret, præcis og forfriskende oprigtig. Han skitserede også en historisk filosofi for at forklare, hvorfor han opfører sig så forskelligt i forskellige sammenhænge.

Ifølge Macron er de liberale demokratier vokset ud af den progressive berigelse af borgerskabet, som, desværre, har tabt deres ansvar af syne.

Det er derfor, han forsvarer økonomisk frihed inden for en bredere ramme af »kulturrevolution« (hans ord), som skal revitalisere middelklassen og gøre den i stand til at udfylde sin historiske rolle som den toneangivende klasse, der er sig sit ansvar for andre bevidst.

I det historiesyn er der ikke plads til fagforeninger eller sociale bevægelser og da slet ikke til arbejderklassen. Derfor giver det mening, at Macron forfalder til barnliggørende tricks, når han taler til arbejderne, men derimod gør sig umage, når han taler til middelklassen og forklarer dem om de muligheder, han vil åbne for dem, således at de kan skabe muligheder for andre. Det tror jeg desværre bare ikke, de vil.

Jeg støttede selv Jean-Luc Mélenchon. Ikke desto mindre var jeg akademiker, før jeg blev social aktivist, så jeg sætter pris på oprigtige, velformulerede mennesker. Derfor er jeg også tilbøjelig til at sætte pris på Macrons ønsker om at fifle med markedslogikkerne for at gøre konsekvenserne af dem mindre brutale for de mest sårbare. Hans politik vil bare ikke få den tiltænkte effekt.

Selv hvis borgerskabet mobiliserede al sin bedste vilje, kunne det ikke bevæge kapitalen i en retning, der tilbyder reelle løsninger på problemer som klimakrisen. Ej heller har de under det nuværende system råd til at hæve lønningerne eller reparere det sociale sikkerhedsnet i lyset af den globale konkurrence.

Borgerskabet vil gøre det modsatte. Og de vil ikke kunne opvise den nødvendige karisma for at overbevise masserne om at ofre deres egen velfærd på konkurrencens alter.

Macrons tragedie er, at han er en særdeles velformuleret forsvarer af en illusion, som er blevet afsløret gang på gang de seneste år. At et sådant forsvar fortsat kan fremstå »pragmatisk« er ganske forbløffende.

Radikale løsninger

Den eneste pragmatiske tilgang til Frankrigs problemer er en modig gentænkning af, hvad der udgør de fælles goder, og hvilket system der kan sikre dem (spoileralert: Det er ikke neoliberalismen).

Kun ved at begive sig ud i en gentænkning af, hvordan der kan skabes arbejdspladser og samtidig tages vare på miljøet, vil det være muligt at vække et håb, som kan motivere befolkningen til af finde sammen.

Det var et sådan håb, som skabte den mest overraskende succes i det franske præsidentvalg: Opkomsten af Mélenchon’s France Insoumise (Uregerlige Frankrig). Mens Macrons appel var at give velkendte politikker et nyt, pænt ansigt, fremlagde Mélenchon et program, som vovede at tilbyde radikale løsninger på det 21. århundredes problemer: klimaforandringer, ulighed og behovet for at styrke demokratiet.

Bemærkelsesværdigt har Macron fået størstedelen af sine stemmer fra de mere velstående dele af samfundet, Le Pen fra de fattigste og Mélenchon fra alle socio-økonomiske grupper (og overvældende fra ungdommen).

Kan France Insoumise fortsætte, nu hvor valget er afgjort?

Der er meget på spil – nok til, at en akademiker, som blev aktivist, vil sætte alle sejl ind: Jeg bliver France Insoumise’s kandidat for franskmænd i udlandet, når den lovgivende forsamling skal vælges.

Olivier Tonneau underviser i sprog ved Homerton College, Cambridge, og er medlem af France Insoumise og People’s Assembly Against Austerity

© The Guardian og Information, Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Steen Sohn
  • Ejvind Larsen
  • Jan Weis
  • Jan Pedersen
Anders Graae, Steen Sohn, Ejvind Larsen, Jan Weis og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Floskuløs propaganda

Tonneau anklager Macron for at lide af en grundlæggende illusion: At det franske samfund kan reformeres økonomisk og politisk med udgangspunkt i den Franske Revolutions ideer. De blev formuleret af et borgerskab, som er uløseligt og tragisk bundet til kapitalismen og udgør derfor en illusion, "som er blevet afsløret gang på gang de seneste år". I stedet opfordrer han til at forbinde sig med masserne, for kun herfra kan der udgå en radikal løsning på kapitalismens indbyggede problemer: "klimaforandringer, ulighed og behovet for at styrke demokratiet."

Nuvel, hvorfor har masserne så ikke for længst gjort dette? Hvorfor har de i stort tal valgt at blive hjemme eller stemme på Le Pen (Thatcher, Berlusconi, Trump etc. - for slet ikke at tale om Mussolini og Hitler)? Når Tonneau triumferende river Macron i næsen, at 26 millioner blev hjemme eller stemte blankt, så kunne han med lige så stor ret spørge: Hvorfor de ikke stemte på Mélenchon? Hvem forhindrede dem i det?

Tror Tonneau, at masserne - der indtil videre kun er organiseret nationalt - har noget realistisk bud på løsning af klimaproblemerne? Hvis ja - hvorfor har vi så ikke hørt meget mere om det? Hvorfor er miljø-bevægelsen i overvejende grad udgået fra middelklassen? Hvem er det i dag, der for alvor trækker den teknologiske udvikling af en globalt bæredygtig økonomi i gang? Masserne? Er det Trumps 'rustbankere', han tænker på?

Hvorfor er arbejdsløsheden halvt så stor i Tyskland som i Frankrig? Vil det ændre sig, hvis de franske fagforeninger får held til at blokere for enhver reform af arbejdsmarkedet? Findes der i givet fald noget sted i verden, hvor det er lykkedes? Før man ironiserer over Macrons 'illusioner', burde man måske selv kunne stille med noget bedre end: "Den eneste pragmatiske tilgang til Frankrigs problemer er en modig gentænkning af, hvad der udgør de fælles goder, og hvilket system der kan sikre dem."

Ti fugle på taget.

Eva Schwanenflügel, Jens Winther, Thomas Andersen, Martin Rytzel, Henrik Leffers, Peter Møllgaard, Jørgen Wassmann, Steffen Gliese og Povl Thomsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hamon havde været mit favoritvalg, men Macron er nummer to. Jeg fornemmer faktisk også en manipulation i forhold til hans mål - det er jo nemlig snarere den flexicurity, den nordiske højrefløj med alt for meget held har bekæmpet, han vil indføre, end netop de ruiner, vi lever i i Skandinavien nu.

Eva Schwanenflügel, Martin Rytzel og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Peder Kruse

"Hvorfor er arbejdsløsheden halvt så stor i Tyskland som i Frankrig? "

Fordi Tyskland har styr på økonomien, og fordi det er lykkedes dem at eksportere D-Marken til deres konkurrerende naboer

Søren Jacobsen

"Hvorfor er arbejdsløsheden halvt så stor i Tyskland som i Frankrig? "

Fordi millioner af tyskere er tvunget til at arbejde for en sulte løn og fungerer som slaver for eliten.

Ole Henriksen, Erling C Havn, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Kim Houmøller, Benny Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
ole rasmussen

Synspunkterne i artiklen er absurde, og jeg skal ikke bruge tid på at kommentere dem. Kun at Melanchon ikke er svaret på Frankrigs problemer, og at sammenhængskraften i det franske samfund er stærkere end i det danske, hvor vi er nogle som nemt bliver udstødt. Nu vil Melanchon være stedfortræder for PS i partiets højborg Marseille, og bruge byen som udgangspunkt for at forsvare synspunkter for en nærmest stalinistisk politik. For eksempel skal franske statsborgere, som bor i Danmark, betale skat af deres danske indkomst til det franske samfund.

Espen Bøgh

Mærkelig nok kan bogskrivere åbenbart finde et stort publikum, og i Frankrig blev det Macron med sin bog "revolution", som åbenbart betog nationen så meget at flertallet stemte på ham, men nu kommer tiden efter og der skal leveres på alle løfternes parametre, og det er altid straks sværere.

Vores egen her i norden skrev bogen om "Minimalstatens" og opnåede status som gud, - men forlod posten da krisen tog fat, og rystede landet økonomisk, og siden har nægtet krisen årsag og sit faderskab hertil.

- Drømmesælgere har altid haft vind i sejlene, også selv om de kaldte sig politikere, en klasse der kun vil det bedste for folket, men med hver deres ideologi, og hvoraf den liberale endnu ikke har vist os andet, end den kun har sig selv at tænke på - ikke på et helt sammenhængende samfund.

Når valget til nationalforsamlingen i Frankrig er overstået og vi ved hvem kommer til at optage pladserne, og hvilke muligheder der bliver for Macron politisk at gå nye veje - eller han må give køb på mangt og meget overfor mange af de gamle politikere såvel til højre som venstre, og det i stedet ender med gang på stedet, "en særlig fransk disciplin", - så er hovedpinen ikke gået væk men består i bedste velgående, - og hvad gør Macron og alle hans forventningsfulde tilhængere så?

Anders Graae og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Supersælgeren og propagandisten Macron.
Sælger en propagandapakke - Neoliberalisme med et menneskeligt ansigt – som overtegnede noterede sarkastisk i starten af valgkampen – så meget enig med Olivier Tonneau …

Anders Graae, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Espen Bøgh

Har Macron skrevet en bog? Uha-da. Men Mélanchon har skrevet syv - ja 7. Det bliver værre og værre med de franskmænd.

Curt Sørensen

Fremnragende artikel og en ensom svale i et land hvor den neoliberale ortodoksi ellers doceres uhæmmet og uniformt på unversiteter, i TV, i medierne, blandt 'eksperter' og kronikskrivende økonomiske 'vismænd' . Og blandt samtlige toppolitikere, ikke at forglemme.Man undrer sig over hvordan en sådan artikel overhovet har kunnet slippe igennem Informations redaktionsmøder.
Til det mere substantielle: Man kan naturligvis ikke 'redde Frangkrig' eller et hvilket som helst andet EU land, eller for den sags skyld EU, med bare endnu en om gang af den gamle liberalistiske medicin. Heller ikke når den , som hos Macron, er iblandet forsødende 'sociale elementer'. Det er cirkelens kvadratur, Læser man hans taler og hans Manifest så opdager man også den oppustede retorik. Macron er lige så megen populist som de andre, Bare af en anden slags

Anders Graae og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Curt

Nu har jeg et par dage ventet, at du ville fremkomme med noget mere analytisk og substantielt. Du er jo trods alt intellektuel. En tekstkritisk analyse af din kommentar giver ikke anledning til at karakterisere den som andet end tom snak. Lirum-larum. Der er ingen som helst henvisninger til konkrete forhold, fakta, påstande eller spørgsmål - men kun afliring af dine egne meninger.

"Toppolitikere", "man undrer sig", "den gamle liberalistiske medicin", "forsødende 'sociale elementer'", "cirklens kvadratur", "den oppustede retorik". Lirum-larum.

En gratis omgang.

Se også det glimrende debatindlæg i Politiken i dag - Den danske magtelite med de radikale i spidsen bør dæmpe sin begejstring over Macron.

• Samtidig rummer En Marche! trods den udfordrende retorik ikke en reel fornyelse af et demokratisk system, der med filosoffens Jacques Ranciéres ord blot præsenterer et valg »mellem identiske repræsentanter for en oligarkisk stat ... politikere, der netop siger, at de ikke repræsenterer valgmuligheder, men må gøre det nødvendige«.

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5950985/Den-danske-magtelite-m...