Kommentar

Jeg var modernitetens forsøgskanin

Et moderne samfund består af personer, som lever i noget, der kan sammenlignes med hotellets uforbundne fællesskab af mennesker. De er blevet til individuelle nomader uden stamme
Debat
2. juni 2017

Som korrespondent i Østeuropa har jeg tilbragt det meste af mit liv på hoteller, hvilket de fleste mennesker, jeg har mødt, synes må være en sørgelig, omflakkende tilværelse.

Hvad var dog det for et liv? Altid ude, næsten aldrig hjemme. Ensom uden de næres og de kæres selskab, bestandig på farten i stedet for at stå med begge fødder solidt plantet på den fædrene jord. Omgivet af fremmede sprog og vaner, ikke de hjemmevante og gammelkendte.

Kunne det virkelig kaldes et liv, der var værd at leve?

Deres beskrivelse af det, som har været mit liv, men for dem en næsten ukendt verden, er forbløffende præcis. Jeg åbnede mit hotelvindue. Udenfor var der hver dag en ny verden, i dag med udsigt over den dovent flydende Donau, i går var det mørnede, snedækkede teglsten, i forgårs grå lejekaserner, i morgen cypresser og snart måske igen: de lyse, svenske birkelunde.

Som hotelgæst var jeg også gæst i virkeligheden. En nomade uden stamme.

Rødder? Hvis jeg havde nogen, var de luftrødder. Eller højest så symbolske, at de uden vanskelighed kunne medbringes i rejsekufferten.

Der kunne gå måneder, uden at jeg havde mit eget modersmål i ører og mund, og ikke så snart havde jeg vænnet mig til et nyt sprog, før det igen blev tid at pakke kufferten, betale regningen og bryde op igen.

Den eneste konstant i denne tilværelse var hotelværelset som sådant. Her var mit faste holdepunkt, et slags eksistentielt kontrapunkt til fremmedhed og ubestandighed. I deres neutrale funktionalitet lignede alle disse hotelværelser hinanden til forveksling.

Ikke ét eneste af dem røbede, hvor jeg egentlig var, selv om der i begyndelsen af mit hotelliv fandtes værelser uden telefon, tv eller varmt vand – og på afsides steder til og med en og anden sengelus mellem lagnerne.

I mit eget rige

Efterhånden begyndte hotelværelserne at glide i ét for mig. Det hændte, at jeg vågnede midt om natten uden at have nogen anelse om, hvor jeg befandt mig.

Og så alligevel – jeg lå jo i min seng, umiskendeligt i mit eget rige. I det meste af et halvt århundrede hed mit fædreland Imperial, Grand, Forum eller Metropol, og stor var min patriotisme. Min fane var hotelrestaurantens menu, mit pas var nøglen til mit værelse, min familie bestod af tjenere, receptionister og stuepiger.

Langt de fleste vil betragte det som et sølle rakkerliv. Jeg var en begrædelig skikkelse. Fordi mit hverv var at berette, hvad der skete ude i verden, befandt jeg mig ved siden af livet, suspenderet fra tilhørsforhold til ethvert dybere menneskeligt fællesskab.

Jeg var blevet reduceret til et værelsesnummer, en provisorisk adresse på ubestemt tid, til et kunstigt ’hjem’ begrænset til et eneste værelse i et antiseptisk miljø. Især på Balkan plejede en papirbanderole over toiletsædet at markere, at dette var blevet desinficeret på den nye gæsts regning – hotellet var et sted, der var garanteret fri for spor af liv.

Det modernes sindbillede

Og dog kan jeg ikke sige, at jeg havde specielt ondt af mig selv. Jeg oplevede mig hotelliv som ganske normalt, ja, som et sindsbillede på det moderne menneskes tilværelse. Alle levede ganske vist ikke som jeg, så langtfra.

Jeg tilhørte en avantgardistisk fortrop, en slags modernismens forsøgskaniner, men retningen var rigtig. Snart skulle næsten alle leve på omtrent samme måde. Udviklingen siden da synes at have givet mig ret.

Men forandringen er udtryk for en veritabel revolution. Tidligere menneskelige fællesskaber byggede på blod og jord. De var statiske og patriarkalske, i omfang begrænset til storfamilier og klaner, og først sent er det gået op for os, at store dele af menneskeheden stadig lever på denne måde.

Når vores organisationsformer bliver større, både målt på medlemmer og territorial udstrækning, slår blodets bånd ikke længere til – et moderne samfund består af personer, som lever i noget, der kan sammenlignes med hotellets uforbundne fællesskab; som ikke kender hinanden og aldrig kommer til at mødes.

Nationen er en mellemting mellem klanen og dette moderne hotelfællesskab: En nation, som i Europa også er på vej til at blive for lille, ikke mindst med tanke på de grænseoverskridende problemer, som den skal forsøge at løse.

Men hvad skal så holde sammen på det moderne samfund, når kittet ikke længere er blod og jord? Det, som engang var et naturgroet fællesskab, et organisk kollektiv, er blevet opløst i individer, i af stammefællesskaber udsondrede citoyens, den franske revolutions medborgere.

Den trygge, autoritære sammensluttethed er blevet erstattet med frihed under ansvar og et tykt katalog af spilleregler. Vi er sammen, i duftløs, men aktiv solidaritet, som vi værdsætter.

Er det nok? Når det demokratiske eller ideologiserede samfund trues af krise eller katastrofe, falder det hurtigt tilbage til de gamle mønstre. Stalin kunne først besejre Hitler, i det øjeblik han proklamerede Den Store Fædrelandskrig og holdt op med at tale om kommunisme.

Dagens populister satser præcis på et folkefællesskab bestemt af blod, jord og territorialgrænser.

Tilværelsen på hotel er velordnet og effektiv. Men også sårbar. Der skal ikke mere til end ikke at kunne betale regningen, før man havner på gaden, et mødested for det moderne samfunds svigtede og utilfredse, som forekommer at blive flere og flere og desuden at være overbeviste om, at det udelukkende er hoteldirektørens fejl, at de er havnet her.

(C) Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her