Kommentar

Mørkepenge udhuler demokratiet

Uden fuldstændig gennemsigtighed om, hvem der finansierer valgkampagner, pressionsgrupper og tænketanke, må vi frygte, at magtfulde og pengestærke interesser kaprer den politiske proces – eksempler fra Storbritannien skræmmer
20. maj 2017

Hvorfor finder vi os i det? En multimillionær og kapitalforvalter fra City vil bruge op til syv millioner kroner på at forpurre et genvalg for Labour-parlamentsmedlemmer, der har ført kampagne mod Brexit.

Jeremy Hosking vil med disse penge yde sit til, at der kommer så lidt parlamentarisk modstand mod en hård Brexit som muligt. Men hvorfor vil vi tillade multimillionærer at gøre forsøg på at købe sig til politiske resultater?

’Tillade’? Det er for blødt et ord. Det peger tilbage på vores patetiske, antikverede og antidemokratiske regler for politiske donationer. Hosking hævder, at han ønsker at sikre »dette lands uafhængige ånd og demokratiske suverænitet«.

Men findes der en større trussel mod suverænitet, uafhængighed og demokrati end det magtgreb, som penge har om politik?

Hvor kommer pengene fra?

Hoskings forsøg på at påvirke den politiske proces er i det mindste gennemsigtig. Hertil kommer den uigennemsigtige finansiering, som den britiske valgkommission ikke har gjort noget for at forhindre. Et chokerende eksempel blev for nylig afdækket af Peter Geoghegan og Adam Ramsay fra openDemocracy.

Sagen handler om Nordirlands Demokratiske Unionistparti (DUP), der på en eller anden måde var i stand til at finansiere store avisannoncer, der opfordrer folk til at stemme for Brexit. Bemærkelsesværdigt nok blev annoncen ikke bragt i nordiske medier, kun i engelske og skotske.

Dette kunne tyde på, at nogen gjorde brug af Nordirlands særlige hemmelighedsregime. Politiske donationer her kan foreholdes offentlighedens kendskab. Finansielle sponsorer, der ønsker at skjule deres identitet, kan altså blot bruge Nordirland som kanal for at øve indflydelse på Storbritanniens politik.

Efter vedvarende pres oplyste DUP, at pengene var kommet fra en donation på 425.622 pund, der var tilgået partiet gennem en organisation kaldet Forfatningsforskningsrådet (CRC).

Den oprindelige kilde forbliver dog et mysterium. Selv om valgloven i Storbritannien siger, at »en donation på over 500 pund ikke kan accepteres (...), hvis donationen kommer fra en kilde, der ikke kan identificeres«, insisterer DUP, at ingen behøver at vide, hvem der har doneret disse penge.

Alt vi ved om Forfatningsforskningrådet er, at det bestyres af en mand ved navn Richard Cook, der bor i et lille hus uden for Glasgow. Han synes ikke at være den oprindelige kilde. Hvad ved vi mere om ham? OpenDemocracy fandt ud af, at han i 2013 havde bistået med at etablere et firma kaldet Five Star Investments, hvoraf de 75 procent ejes af Prince Nawwaf al-Saud, den tidligere leder af den saudiarabiske efterretningstjeneste. Nawwafs søn er for tiden saudisk ambassadør i Storbritannien.

Der er i øjeblikket ingen kendt sammenhæng mellem disse fakta og det forhold, at Cook har nægtet at have formidlet udenlandsk finansiering til CRC. Han har dog endnu ikke besvaret telefonopkald fra hverken openDemocracy eller Guardian. Selv om Valgkommissionen blev anmodet om at undersøge sagen for 11 måneder siden, har den endnu ikke foretaget sig spor.

Historien om CRC rimer fint på Observer-journalisten Carole Cadwalladrs afsløring af, at den amerikanske milliardær Robert Mercer tilsyneladende har spillet en tvivlsom rolle i vores EU-folkeafstemning.

Takket være Observer undersøger valgkommissionen nu dette spor. Men skulle den opdage eventuelle brud på reglerne, er straffesanktionerne meget beskedne. 

Mørkepenge

Endelig bør man som demokrat bekymre sig over politisk finansiering, der betegnes som dark money – mørkepenge. De søger ikke at påvirke valg direkte, men arbejder for at ændre det bredere politiske landskab. Mørkepenge bruges uden offentlighedens viden og brugen af dem er ikke ulovlig.

Der er flere anvendelser for mørkepenge. En af dem er såkaldt astroturfing: oprettelse af ​​falske græsrodsbevægelser. Tobaksindustrien var pioneren inden for denne strategi, som senere blev samlet op og brugt i stor stil af fossile brændselsvirksomheder, der søger at modarbejde en effektiv indsats mod klimaændringer, og af biotekvirksomheder, der forsøger at få sine produkter på markedet.

Astroturfing var en vigtig del af Tea Party-bevægelsen i USA, hvis aktivister blev koordineret af en gruppe kaldet Americans for Prosperity.

Mørkepenge går også til at finansiere organisationer, der kalder sig tænketanke, men reelt er lobbyister. Jo mindre gennemsigtige finaniseringen af dem er, des større er deres tilstedeværelse i medierne.

Forskergruppen Transparify rangerer disse tænketanke ud fra, hvor åbne de er om deres finansiering. Institut for Økonomiske Anliggender (IEA), Adam Smith Institut og Policy Exchange, vurderes f.eks. som »meget uigennemsigtige« – de afviser at afsløre nogen som helst information om, hvem der sponsorerer dem. Alligevel citeres de fyldigt i BBC og andre seriøse medier.

Den industri, hvis finansiering vi kender bedst, takket være en lov om aktindsigt, der har åbnet arkiverne, er tobaksindustrien. Derfor ved vi nu, at IEA har været sponsoreret af tobaksvirksomheder som British American Tobacco, Imperial Tobacco, Japan Tobacco International og Philip Morris International siden 1963.

IEA udgav for nylig en rapport, der retter kritik mod Storbritanniens lov om rygning og tobaksemballage. Rapporten fik igen betydelig medieomtale, men instituttets finansiering blev aldrig problematiseret med et ord. Ingen spurgte, om der kunne være interessekonflikter på spil.

Er det demokrati? Er det suverænitet? Nej. Det er substitution af informerede politisk valg med propaganda og alternative fakta finaniseret af kapitalinteresser, hvis indflydelse og pression vi ikke har en chance for effektivt at modsætte os.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Steen Sohn
  • Eva Schwanenflügel
  • Martin Rytzel
Torben Skov, Steen Sohn, Eva Schwanenflügel og Martin Rytzel anbefalede denne artikel

Kommentarer

- [Tænketankene] afviser at afsløre nogen som helst information om, hvem der sponsorerer dem. Alligevel citeres de fyldigt i BBC og andre seriøse medier.

Måske holder sammenligningen ikke helt, men det er svært ikke at komme til at tænke på CEPOS i denne sammenhæng.

Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

"Endelig bør man som demokrat bekymre sig over politisk finansiering, der betegnes som dark money – mørkepenge. De søger ikke at påvirke valg direkte, men arbejder for at ændre det bredere politiske landskab. Mørkepenge bruges uden offentlighedens viden og brugen af dem er ikke ulovlig."

Tak for de ord The Guardian, Information og Niels Ivar Larsen!

Det er ufatteligt, at vi så naivt finder os i, at pengemagt stort set uhindret får lov at æde vores folkestyre.!

Hvornår kommer vi i tanker om at stille moralske krav til vore folkevalgte politikere?
Og hvor meget foregår der egentlig "under bordet", som vi aldrig får at vide?

Skal vi have en folkeafstemning om korrupte politikere - og om korrupt politik - så som tænketanke, finansstyrede medier o.l. ?

Du skriver, at vi ikke har en chance for at modsætte os mørkepengenes indflydelse. Jo, det har vi faktisk, men du laver en almindelig fejl. du går ud fra, at vores system er uforanderligt og det er det ikke på nogen måde.
Mørkepenge har kun indflydelse, hvis de kan rettes imod organiserede grupper, sådan som vi har det i parlamentarismen. Hvis vi derimod indførte demokrati her i landet ville pressionsgrupper af enhver art blive magtesløse idet de organiserede, politiske grupper var sat udenfor indflydelse.
Det hele er et spørgsmål om vores egen vilje til at acceptere tingenes tilstand eller ændre dem.