Klumme

Når først nogen bløder, er det længe siden, at det gik galt

I fiktionen er det romantisk, når heltene hverken kan leve med eller uden hinanden. I den virkelige verden lever man som oftest bedre uden det, man ikke kan leve med. For fællesskab er ikke en kvalitet i sig selv
22. maj 2017

Jeg har haft Fleetwood Macs »The Chain« på hjernen i snart tre uger nu. Hvis det var hoste, var jeg for længst gået til lægen. Men jeg er ikke syg. Jeg har bare været i biografen.

I Sci-fi-superheltebaskeren »Guardians of the Galaxy Vol. 2« (ud af utvivlsomt en fem-seks stykker) løber sangen som en, nå ja, kæde gennem handlingen. En kulørt bande reformerede skurke forsøger at holde hinanden ud, mens de tager kampen op mod galaksens ægte skurke, og vi må som publikum forstå, at individualisme er besnærende, men i sidste ende noget møg, mens fællesskab er træls, men i sidste ende nødvendigt. Heltene holder sammen på trods, eller som Fleetwood Mac synger i kor på skilsmissepladen Rumours: »Chains keep us together, running in the shadows«.

Og jeg ved sgu ikke, om filmskaberne for alvor har lyttet til den sang, eller om de bare har hørt omkvædet og tænkt: Fedt nok, vi kører.

Gensidige afhængighedsforhold er, ligesom seriemordere, zombier og dystopiske, totalitære samfund, væsentligt mere morsomme i fiktionen end i virkeligheden. Modsat zombier er de bare svære at genkende på afstand.

Jeg har i hvert fald svært ved at skelne afhængighed fra loyalitet. Og angsten for at binde mig fra trangen til at trække vejret frit. Der er ikke nogen, der har lyst til at være en illoyal individualist (i hvert fald ikke nogen, der abonnerer på Information, vel?). Der er ikke nogen, der har lyst til at være ensom. Alene, single, lad gå, men aldrig ensom.

Det er ikke småting, man (jeg – naturligvis ikke du) vil udsætte sig selv for, når alternativet er at være ensom. Jeg har set forhold overleve knuste ruder og børn, der måtte gemme sig i kælderen, og nej, det var nok ikke særligt sundt, hverken for forholdet eller for os, der var børn. Men det er nemt at sige, i hvert fald her på den anden side, at når nogen bløder, er der noget galt. Det svære er gråzonen mellem usundt og normalt.

»Han er ikke din ven, min ven, det er ikke jer mod rov, han ved bare, hvilken plade han skal sætte på, så du bliver en time mere og fodrer hans behov,« advarer Kasper Spez i Typer.

Og jeg lærte tidligt at lure det usagte i luften. Jeg ved som regel, hvornår jeg skal passe på, hvad jeg siger, hvornår jeg bliver løjet for, og hvornår jeg bliver manipuleret med, og jeg ved, at løgn ikke altid er ondsindet ment, og jeg ved det, fordi jeg altid ender med at være hende, der med stigende desperation kræver en eller anden diffus sandhed, for findes der noget mere pinefuldt end at vide, at man bliver løjet for, men ikke hvordan man bliver løjet for?

Der findes et punkt før dette, hvor man skal bryde kæden og gå med fred. Det punkt kender jeg en del, der springer over. Der findes også et punkt, der kommer efter. Hvor man har fået sin diffuse sandhed og med ny desperation kræver en undskyldning, der aldrig vil være nok. Imellem er der en masse små, spredte punkter, hvor to, tre mennesker er uenige om, hvad der egentlig er sandt, og det er oftest den samme, der får ret hver gang. For vi er nødt til at være enige om sandheden, hvis fællesskabet skal overleve. Og det skal det jo.

Når først nogen bløder, er det nemt at sige, at noget er galt. Eller er det? Når først nogen bløder, er det som regel længe siden, at det gik galt.

Fællesskab er ikke en kvalitet i sig selv. Man skylder ikke mennesker at blive hos dem – man skylder banken penge, og man skylder flødeboller, hvis man kvajer sig. Det er nemt at skrive, men svært at efterleve. Jeg har været både modtager af og afsender på det åh så letkøbte »Hvorfor går du ikke bare?«, og afhængigheden har mange ansigter, den har stærke arme og bløde læber og skægstubbe, der kradser, den stinker af piberøg og sur papvin, og den dufter af pot og syntetisk hyldeblomst. Den hamrer en knytnæve mod væggen, når du går den på klingen, og den glider ind og ud af dit liv, som den lyster.

I fiktionen er det romantisk, når heltene hverken kan leve med eller uden hinanden. I den virkelige verden lever man som oftest bedre uden det, man ikke kan leve med. Så kan vi for min skyld godt kalde det individualisme. Jeg kalder det at tage vare på sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

I vore dage er det helt almindeligt at blive skilt, hvorimod det var næsten utænkeligt for mine forældres generation. Jeg har aldrig selv været gift, men jeg er blevet skilt mange gange, og jeg kender kun to-tre par, som stadig er gift efter 30 år. Så hvad kunne de gamle, som vi ikke kan?

Jeg tror det handlede om maskulin stolthed og en feminin evne til at æde sin stolthed i sig og i stedet være de facto bestyrer i forholdet. Det var min far, der førte ordet og tog beslutningerne, på trods af, at min mor var lige så intelligent som ham, om ikke mere. Men hun kunne nogle tricks, så hun kunne få sin vilje, uden at min far bemærkede, at han blev groft manipuleret. Så han bevarede sin stolthed, hvilket var vigtigt for ham, mens hun havde magten, hvilket var vigtigt for hende. Hun vidste og udnyttede, at perception is reality, mens han abonnerede på en mere traditionel erkendelsesteori, hvilket gjorde ham sårbar for manipulation - dog uden at det nogensinde gik op for ham, at han blev manipuleret.

Da jeg så kom i den kønsmodne alder var kvinderne i mellemtiden blevet stolte væsener, som ikke ville æde deres stolthed til fordel for en mand, så i mine forhold var det ikke så meget kvinderne som manipulerede med mig, som det var mig, der manipulerede med kvinderne. Det gik selvfølgelig galt hver gang, for jeg er både genetisk manipuleret og opdraget til at være stolt, så jeg var historisk set kun nybegynder i den kunst, min mor havde lært af de mange mange generationer af kvinder, som kom før hende.

Jeg kan ikke finde nogle principielle argumenter overhovedet for, at kvinder ikke skal have lov til at være stolte ligesom mændene. Så der må findes en praktisk løsning, for som situationen er netop nu, vil kvinderne ikke æde deres stolthed, mens mændene så sandelig heller ikke vil æde deres, og så har vi balladen.

Kvinderne har en dobbelt fordel, fordi de principielt har ret til halvdelen af magten i et parforhold, samtidig med at de i praksis stadig er meget, meget bedre til at manipulere mændene end mændene er til at manipulere kvinderne. Så i de fleste moderne parforhold bestemmer kvinden stort set alt, på legitim demokratisk basis eller via manipulation - mænd er jo nemme i den henseende, har jeg hørt. Dette er efter min meningen grundlaget for den udbredte modstand mod feminismen, som mange mænd føler - vi har afgivet vores stolthed, men har ikke rigtigt fået noget igen.

Selv har jeg løst problemet skiftevis på to inkompatible måder: Jeg har levet i cølibat, hvor jeg har forsaget kvinden og al hendes væsen, men denne metode har sine begrænsninger, især i en verden, hvor safterne stiger og solen skinner en del af tiden, og kvinderne er jo netop sprunget ud i solen, ligesom træerne, så man ikke kan gå på gaden uden hele tiden at blive mindet om deres attråværdige, af og til guddommelige skønhed.

En bedre metode (for mig) er principielt at vedkende sig det serielle monogami, og så kombinere det med en form for udvidet weekendkæresteri, hvor man bor hver for sig og så mødes hos hinanden, når man har lyst, og tager hjem til sig selv, når man begynder at føle sin stolthed truet. Lidt ligesom skilsmissebørnene, der på skift bor hos hver sin forælder, blot som en frivillig ordning mellem voksne. (En afledt fordel ved dette arrangement er, at børnene faktisk ikke behøver at flytte hver anden uge, men kan bo hos den ene forælder i tryg forvisning om, at den anden snart kommer på besøg).

Den store fordel ved denne sidste metode er, at man er skiftevis gæst og vært hos/for hinanden, så man forsøger uvilkårligt at vise sig fra sin bedste side for ikke at bryde gæstevenskabets regler. Når man har kendt hinanden i lang tid kan man som mand finde på både at bøvse ved middagsbordet og prutte i sengen og lade skægget stå og gå rundt i underbukser, men når man er gæst hhv. vært for hinanden forsøger man uvilkårligt at opretholde en vis decorum.

Og adskillelsen mellem besøgene, næsten uanset hvor kort den er, bevirker at man sgu glæder sig til at se hende konen, kællingen, madammen - det tager meget, meget længere tid at blive træt af hinanden, når man ikke er tvunget til at være sammen hver evig eneste dag. Og manden kan få lov til at opretholde sit afslappede forhold til fx rengøring, og så alligevel få gjort lidt rent en gang imellem, fordi han ved at hende den skarptungede snart kommer på besøg.

Intet her i tilværelsen er perfekt, så for tiden lever jeg igen i cølibat, som er den næstbedste løsning på problemet. Men for mig og mine seneste kærester har det været en klar win-win. Jeg får tilfredsstillet både min individualisme og min trang til fællesskab på seriel basis.

For at denne løsning på parforholdets problemer skal have en chance på samfundsplan, skal politikerne bare gøre noget ved boligsituationen, for forudsætningen for arrangementet er, at alle skal have mulighed for at bo hver for sig i en billig bolig.

Niels Duus Nielsen

Sorry, det blev sgu et længere indlæg end jeg havde troet.

Frk. publikumsudvikler, kan vi ikke få det udvidelige tekstfelt tilbage, så man kan vurdere, hvor meget vand man har faktisk har fået hældt ud af ørerne, før man trykker "Send kommentar"?