Kronik

Når magtens mænd opdager klimaforandringerne, er reaktionen: Benægt alt

Da førende olieselskaber for 40 år siden blev klar over faren for global opvarmning, var chokket så stort, at man satte alt ind på at benægte tingenes tilstand. I dag har chokket bredt sig til verdens mest magtfulde politikere. Vores eneste håb er, at befolkningerne kan håndtere virkeligheden og kræver handling
Exxons ledelse vidste allerede i 1977, at afbrænding af olie og andre fossile brændstoffer ville få uoverskuelige konsekvenser for planeten. Men olieselskabet valgte at hemmeligholde oplysningerne. Her selskabets tidligere CEO Rex Tillerson, der i dag er udenrigsminister i Trumps regering.

Exxons ledelse vidste allerede i 1977, at afbrænding af olie og andre fossile brændstoffer ville få uoverskuelige konsekvenser for planeten. Men olieselskabet valgte at hemmeligholde oplysningerne. Her selskabets tidligere CEO Rex Tillerson, der i dag er udenrigsminister i Trumps regering.

LM Otero

1. juni 2017

Det er for nylig blevet kritiseret, at Shell skrinlagde sin forskning og sit undervisningsmateriale om klimaforandringernes farer og droppede investeringer i vedvarende energi i 1990’erne.

Men det er ikke det største lig i oliebranchens last. I Exxon var der ansat klimaforskere, der råbte vagt i gevær om klimaforandringernes omfang til deres chefer allerede fra slutningen af 1970’erne og frem. Men det førte ikke til en indsats for at redde klimaet – tværtimod.

Topledere i Exxon fik i 1977 besked fra deres egen klimaekspert, James F. Black, om, at afbrænding af olie og andre fossile brændstoffer ville føre til uoverskuelige konsekvenser for planeten, i takt med at CO2-niveauet steg.

Exxons forskningsafdeling var en tung spiller med store investeringer i videnskab, og James F. Black blev bedt om at forske videre i spørgsmålet. Hans resultater pegede på en mulig global temperaturstigning på to-tre grader og op til 10 grader ved polerne.

Blacks arbejde var i overensstemmelse med international forskning, og selv om der var usikkerhed hvad angår tempoet af fossil-relaterede klimaforandringerne, var der konsensus om, at de var reelle.

Exxon investerede derfor mange penge i at få mere præcise forudsigelser, der kunne give firmaet indsigt i olieudvindingens fremtid. Man igangsatte omfattende empirisk indsamling af data om CO2-optag i verdenshavene og hyrede eksperter til at lave avancerede klimamodeller.

Den første grundige rapport blev præsenteret i 1982 og gjorde Exxons ledelse opmærksom på, at klimaforandringer ville blive helt centrale for klodens fremtid. En af beskederne til lederne var, at »når først effekterne kan måles direkte, så kan de måske ikke længere undgås«.

Spredte tvivl

Exxon-finansieret forskning dokumenterede altså koblingen mellem afbrænding af fossile brændstoffer og temperaturstigninger, og deres fremskrivninger fra dengang ligner til forveksling de seneste forudsigelser fra FN’s ekspertpanel IPCC.

Exxons rapport blev vel at mærke skrevet mere end 10 år, før beskeden trængte igennem internationalt.

Exxon valgte at hemmeligholde rapporten og finansierede i stedet tvivlsom forskning i håb om at skabe tvivl om menneskeskabte klimaforandringer op igennem 1990’erne. Stik imod deres egne forskeres anbefalinger 15 år før.

Shell foretog en lignende kovending i forskningsinvesteringer og offentlig kommunikation.

Demonstranter foran Det Hvide Hus efter Trumps klimadekret.
Læs også

Det er derfor væsentligt at forstå, at omstillingsarbejdet ikke er en ny, hot dagsorden, men en historisk størrelse, der har været præget af politisk svigt over for den viden, vi har haft til rådighed gennem årtier.

Vi er nu nået til det punkt, hvor effekterne af klimaforandringer kan måles, hvilket – hvis vi tager Exxons forskere alvorligt – kan betyde, at vi ikke længere kan rulle udviklingen tilbage. I modsætning til fremtidsperspektivet i 1980’erne bliver vores fremtid derfor med sikkerhed præget af klimaforandringerne.

Nu handler det om omfanget af skader og omvæltninger, ikke om at undgå dem fuldstændigt.

Chokket var for stort

Store firmaer som Shell og Exxon har mange penge at investere i viden og medier, og deres investeringsmønstre fortæller os om deres skiftende indstillinger til verdenssamfundet og den magt, de selv har.

Det forsknings- og undervisningsmateriale, som nu er blevet gravet frem, kunne tyde på, at der var en genuin interesse for klodens fremtid i Shell og Exxon fra 1970’erne til 1980’erne.

Men chokket over omstillingens omfang – og de udgifter, der var forbundet med den – var så voldsomt, at firmaernes ledere vendte deres viden mod fællesskabet for at være sikker på, at olieressourcerne ville give profit i så mange år som muligt.

Proportionerne i den enorme magt, som disse firmaer har i vores tidsalder, står nu helt klart. Vi vidste godt, at oliebranchens firmaer i mange årtier var blandt de største i verden, men det er først nu, at vi har bevis for, at de havde magt til at styre den globale offentlighed væk fra livsvigtig viden om global opvarmning.

Oliebranchens magt kan næsten sammenlignes med det filter for videnskab og frie tanker, som den katolske kirke historisk set har stået for i den vestlige verden gennem århundreder. Begge samfundskræfter har ændret verdenshistorien fundamentalt i deres respektive tidsperioder.

Fornægtelsen breder sig

Det stiller svære spørgsmål til nutidens omgang med viden om klimaforandringer. Er vi ude af den historiske periode, hvor klimaviden bliver undertrykt og fordrejet? Tilsyneladende ikke.

Det chok, som Exxons og Shells ledere fik i 1980’erne, synes at have gentaget sig i amerikansk politik og europæisk politik, efterhånden som der opstod konsensus om menneskeskabt global opvarmning.

I USA har flere ledende republikanske politikere skiftet position fra at oplyse om menneskeskabte klimaforandringerne i 1990’erne til at indtage en klimaskeptisk position i 00’erne. Det har banet vejen for Trumps nuværende katastrofekurs på området, hvor klimaskeptikere indsættes på ledende miljøposter for at bremse omstillingsinitiativer.

Samtidig har vi i EU siden 2015 haft en klimakommissær, Miguel Aries Cañete, hvis families formue har været bundet i olieindustrien igennem flere årtier.

I kølvandet på hvad FN kalder den værste tørke i 35 år i det sydlige Afrika, får 13,8 millioner mennesker brug for humanitær hjælp i løbet af de næste tre måneder. Det viser den seneste rapport fra FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender. Blandt de værst ramte lande i det sydlige Afrika er øen Madagaskar, hvor 330.000 mennesker ifølge FN er på grænsen til hungersnød.
Læs også

Udviklingen fra 1980’erne til i dag betyder, at vi er kronisk bagefter i omstillingsarbejdet, og at vi må indstille os på meget omfattende ændringer af vores dagligdag og vores økonomi. Der er klare grænser for, hvor meget vi kan mildne de samfundsmæssige effekter af klimaforandringer gennem kystsikring og byplanlægning.

I første omgang drejer det sig nemlig ikke om stigende vandstand alene, men om regionale risici for ekstremt vejr, tørke og andre vejrfænomener, der presser grundforudsætningerne for hverdagslivet i både rige og fattige lande.

Yderligere ustabilitet i vejret vil med al sandsynlighed medføre regional fødevareusikkerhed, politisk uro og betydeligt større migrationsstrømme til Europa og Danmark, end vi har set i kølvandet på de seneste års konflikter i Mellemøsten og Nordafrika.

Enhver yderligere forsinkelse i klimaarbejdet koster enorme summer, fordi vi nu har ophobet så meget CO2 i atmosfæren, at det kræver større og større nedskæringer i udledningerne, før det giver en mærkbar effekt.

Ifølge de seneste data er  temperaturen ved arktis fem grader over det normale, og den arktiske opvarmning og isafsmeltningen går markant hurtigere, end forskernes avancerede klimamodeller har forudset
Læs også

Det er altså en voksende regning, som Exxon og Shell valgte at sende videre til verdens befolkninger i 1980’erne. Den er større, end noget firma kan betale. Det er på tide, at vi begynder at fjerne forhindringerne for, at klimaeksperter kan fortælle offentligheden, hvor omfattende en omstilling, vi står overfor.

Historien viser os, at mænd i jakkesæt i små bestyrelsesrum eller Det Hvide Hus ikke kan klare klimachokket. Det kræver hele befolkninger, der får klar besked og mulighed for at finde sammen om vidtgående samfundsforandringer, hvis klimaet skal stabiliseres.

Stefan Gaarsmand Jacobsen er post.doc på CBS og medstifter af organisationen Scandinavian Commons, der udarbejder en regional politik for én planet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Claus Høeg
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Munk
  • Jens Kofoed
  • Aksel Gasbjerg
  • Søren Roepstorff
  • Eva Schwanenflügel
Flemming Berger, Claus Høeg, Jakob Trägårdh, Carsten Munk, Jens Kofoed, Aksel Gasbjerg, Søren Roepstorff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Debatten om konspirations teorier når uanede højder. .
Hvor er det svinsk og uhyggeligt!

Søren Kristensen

Det minder lidt om dengang i halvfjerdserne, hvor de store tobakskompagnier skulle forholde sig til den spirende erkendelse af hvor usundt det i virkeligheden er at ryge. De ikke bare benægtede, men betalte for falsk videnskab på området.

Jan Christensen, Ole Christiansen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Christian Lucas anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Thjaaa, på nogen områder synes Trump at have ret omkring "Fake News". De store olieselskabers håndtering af deres evidens viden gennem 40 år synes at være en af dem. Og politisk påvirkning af kapitalen en anden. Er det for sent eller ej? Det er der vist ingen som kan sige med sikkerhed. Men sandsynligheden vokser dag for dag. Hvis der skal være en verden i morgen er det på høje tid politik og kapitalen skilles ad og giver plads til demokratisk politik så vælgerne kan få retmæssige indflydelsen tilbage.

Flemming Berger, Ole Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Ja og derfor er de alle sammen kriminelt ansvarlige. Men det er jo komplet irrelevant når olien har gjort en flok banditter tilæ verdensledere for over 100 år siden. Dem, som tror, at Big Oil's verdensomspændende indflydelse på politik og magt er mindre end i John D's tid ved ingenting om Rockefeller familien eller olie.

Henrik holm hansen

alle kommentarer læst og overraskelsen er ikke særlig stor det spændende er hvad vi gør ved det er vi klar til at løfte os ud af de konforme sæder i bilerne gå på gaden og kræve handling af de folkevalgte ???????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????

Søren Jacobsen

Henrik holm hansen, det eneste, som kan få middelklassen ud af stolene er forhøjelse af bidragsydelsen på realkreditlån. Forsøger du selv at gøre noget i de kredse er du i bedste fald en nørd eller måske en potentiel kommunist. Når middelklassen først reagerer på klimaændringer er det fordi deres kælder står under vand. Og så er det for sent. Da Uffe Elbæk foreslog en kødfri dag i offentlige institutioner blev han i bedste fald grint ad. Kun politisk handling kan sætte noget i gang før det er for sent. Hvis det da ikke allerede er det.

Søren Kristensen

Det uretfærdige ved det hele er at bilisterne i verdens sikre byer, som er årsag til hele misseren, kommer til at gå fri i langt tid efter at uskyldige fisker- og landbrugssamfund i kystnære lavlandsområder er skyllet væk af vandmasserne. Men så kan de måske lære det: at lykken er en ny skinnende bil og et job uden alt for meget manuelt arbejde, et pænt stykke vej fra bopælen.

Så længe der ikke planlægges begrænsninger på flytrafikken og varernes fri bevægelighed over verdenshavene, kan problemet vel ikke være så katastrofalt overhængende.

Personlig CO2 udledning:

Åndedræt, fossilbaseret transport, komfortstyret klimakontrol - dedikeret på temperaturen, og så personlig optankning, i form af mad, hygge og flip.

Det er ikke kun energien, menneskedyret som sværm dyrker rovdrift på. Vi ved efterhånden godt, at antallet betyder noget.

Hvad med en proxy ? Hvis vi kaster os over fordoblingen af CO2 i atmosfæren, så gør vi da noget.

Adresserer ikke problemet. Hvis vi udviklede os hen mod en lidt mindre bestand, kunne vi skrue ned for vores rovdrift, globalt. Hvis Vi ikke gør det, gør gaia.

Peter Sterling

Hvis du vil vide hvordan lobbyfirmaer manipulerer, så se dokumentaren "Merchants of Doubt", som er en meget underholdende dokumentar om de korrupte klimabenægtere, der er samtidigt en historisk gennemgang af hvordan The Tobaco Industry betalte lobbyister for at forvrænge den offentlige debat angående om cigaretter medførte cancer, sjovt nok var det ofte de samme personer som var gennemgående benægtere.

Dem der har masser af penge, bruger i dag flere penge på lobbyisme end på valg, fordi de ved, at den nemmeste måde at få noget igennem folketinget på, er at leje en lobbyvirksomhed. Vi oplever en massiv devaluering af den almindelige vælgers stemme, til fordel til princippet; "en million en stemme" som er blevet normen ved de riges magt forbindelser.

Det ligger en grim lugt over dansk politik, som efterhånden ejes af dem som byder højst, vi har i dag den bedste regering som penge kan købe. Danmarks rigeste familievirksomheder betaler for at lobbyvirksomheder fører krig imod demokratiet, og festlighederne fortsætter på 1. klasse.

Politikerne arbejder tæt sammen med bl.a. lobbyvirksomheden Cepos, som ønsker at hæve arbejdstiden, helst til en faldende løn, dels for at hæve pensionsalderen, forringe pensionsydelser og begrænse adgangen til efterløn og førtidspension, dels ved at forsøge at skubbe flere personer på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet – selv syge mennesker, kapitalisme og kanibalisme er tidens ånd.

Sammen med regeringen har virksomhederne skabt et gennemkorrupt miljø, i hvilket pengene og lovgivningen udelukket arbejder i virksomhedernes interesse. Det er kommer dertil hvor den systematiserede korruption gennem markedet og den såkaldte ’Løkke-fond’ kontrolerer regeringen og bestemmer lovgivningen, og der er åbnet op for hidtil uhæmmet korruption uhørt i Danmarkshistorien.
De sidste 20 år har virksomhederne søgt efter nye områder hvor udbytning kan foregå uhæmmet, privatiseringerne er sket med politikerne som villige stråmænd for de private virksomheder. Privatiseringen af sundhedsvæsenet, post, telefoni, jernbaner, central infrastruktur som lufthavne og energiforsyningen har overført milliarder til private virksomheder, velfærdsstaten stod nu for fald

Listen over aktører, som tjener fede penge på denne nye korruptionsordning omfatter bla. kvotekongerne, landbruget, Danmarks rigeste familievirksomheder, PR- og lobbyfirmaet Operate og lobbyvirksomheden Cepos. Hvor mange penge er der i lobbyorganisationer herhjemme, hvor aktive højtbetalte spindoktorer placerer artikler i medierne udelukket med det formål at omgå demokratiet?