Kronik

Når man mister kontrollen, mister man sig selv

Da min far fik Alzheimers, mistede vi kontrollen. Det var provokerende. For når man som jeg er et barn af en tid, hvor den herskende forestilling er, at et ordentligt liv er et liv i kontrol, er tabet af kontrol noget af det mest angstprovokerende, der findes
Tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt. 

Tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt. 

Martin Kurt Haglund/Ritzau

Debat
13. maj 2017

Min far døde for to og et halvt siden. Forinden var gået to og et halvt år, hvor han havde kæmpet med Alzheimers – sygdommen, der langsomt, men sikkert nedbryder hjernen.

Han faldt fra hinanden, alting flød sammen. Vores, os moderne menneskers, største frygt blev for min far en realitet – og det var vel at mærke ikke døden, men derimod det totale kontroltab.

Alzheimeren tvang både min far og os pårørende til at erkende, at vi ikke selv skrev historien. Den skrev os. Det var som at være med i et skuespil, hvor handlingen bliver skrevet for en, som tingene udspiller sig. Uanset hvad vi gjorde, var vi aldrig rigtigt oven på.

Det føltes ikke blot håbløst, det føltes direkte som en provokation. Sygdommen provokerede, fordi den grundlæggende satte spørgsmålstegn ved noget, vi i stigende grad anser for en afgørende del af det at leve et godt liv: At være i kontrol, have styr på tingene. ’Styr dig selv’, får vi at vide, hvis vi er for meget.

Ikke færdig for alvor

Det gode, værdige liv anno 2017 er et, hvor individet er herre. Det er der mange årsager til. Lad mig her nøjes med at nævne et par, som i disse år er med til at forstærke denne opfattelse.

Døden og livet danser tæt. Sådan har det altid været. Men det er, som om døden er ved at gå bagom dansen. Vi er i langt højere grad end tidligere i stand til at overkomme døden – styre os uden om den.

Min far døde. Og så var han færdig for alvor. Det mente han i hvert fald selv. Han mente, at det ufærdige er et livsvilkår – færdig for alvor er man først, når man dør.

Men i dag og måske endnu mere i fremtiden bliver man ikke færdig for alvor. For digitale teknologier muliggør, at vi kan skabe os selv et efterliv. Bl.a. kan vi forberede e-mails, der i en fast rytme bliver sendt ud til de efterladte, så de får fornemmelsen af at få post fra graven.

Samtidig bliver det lige om lidt muligt at udvikle chatprogrammer, der efter at have analyseret afdødes e-mails, sms’er, facebookopdateringer, messenger-beskeder osv. kan imitere afdøde, så de efterladte oplever at være i kontakt med ’den anden side’.

Den døde bliver pludseligt aktiv efter sin død. Tidligere har man haft billeder, ting og minder, og den døde har på den måde kunnet være tilstede, men det har været i en passiv udgave, der krævede, at de pårørende gjorde vedkommende levende.

Nu kan vi, hver i sær, i videre udstrækning være ovenpå som individer, have styr på tingene – også selv om vi er døde.

Den antikke græske tænker, Epikur, er citeret for at have sagt: »Når jeg er, er døden ikke, og når døden er, er jeg ikke.« Hvis det skulle passe i dag, ville det lyde mere sådan her: »Når jeg er, er døden ikke, og når døden er, er jeg stadig lidt.«

Oplevelsen af kontrol er større, fordi døden gennem moderne teknologi ikke længere er en hindring for det enkelte menneske.

Al magt til den enkelte

Det er ikke kun i forhold til døden, vi oplever en stigende grad af individuel kontrol. Det gør vi også i vores hverdag. Og det på en ret konkret måde. Vi bestemmer selv, hvad og hvornår vi vil se tv (det skal DR kraftedme ikke styre).

Vi køber ind via nettet og bestemmer dermed selv, hvornår vi gør det (Føtex’ åbningstider fra 9-22 lægger begrænsninger på mig, det bryder jeg mig ikke om). Vi bestemmer selv, om vi vil mødes eller ej, når vi skal tale sammen (videochat gør mig mindre afhængig af andre – jeg kan både være alene og sammen med andre på én gang).

Også på internettet er det tydeligt, at den gængse opfattelse af det gode liv, er et, hvor den enkelte er i kontrol. Det sås bl.a., da en video, hvor en amerikansk professors børn bryder ind midt i et live-interview, gik viralt.

Børnenes mor kaster sig febrilsk ind for at få fat i børnene, der leger rundt i baggrunden, mens professoren undskylder over for værten og seerne. Han forsøger at holde situationen oven vande, men mareridtet står malet i hans ansigt. Det er tydeligt, at han skammer sig over at have mistet kontrollen.

Men i virkeligheden er der ikke noget at undskylde for. Situationen er nemlig det perfekte eksempel på det, vi sammen med internettet hylder – videoen udtrykker den grundlæggende tankegang, internettet er gennemsyret af: Den klassiske autoritets fald, al magt til den enkelte.

Samtidig giver videoen mulighed for, at vi kan grine af os selv: Vi griner af professoren, fordi han mister al kontrol med situationen, han befinder sig i – og dermed understreger vi også, hvad det ’normale’ er: Nemlig, at vi er og bør være i fuld kontrol.

Min far havde også hele sit liv igennem været i kontrol. Han levede af sit hoved, af at skrive, af at tale, af at blande sig. Men da han blev syg, kunne han pludselig ikke længere holde sammen på pointerne. Han kunne ikke levere fuldkomne sætninger. Og bogstaverne på papiret eller skærmen var som myrer, han ikke kunne fange og fastholde.

Selv sagde han på et tidspunkt, at han havde mistet 50 procent af sit sprog. Og i takt med, at ordene forsvandt, mistede han langsomt sig selv. Min far havde problemer med at kontrollere, hvad han gjorde og sagde. Som tiden gik, voksede en følelse af, at han ikke kun holde sammen på sig selv.

Provokerende kontroltab

Det er ikke lykkedes lægevidenskaben at finde en kur mod Alzheimers. Det sker nok en dag – det er jo derfor, vi har den, lægevidenskaben. Dens altoverskyggende mål er at udrydde grundlaget for sin egen eksistens.

Den skal fjerne al sygdom og dermed al død. Lægevidenskaben har en indbygget motor, der styrer mod udødelighed, mod at vi får fuld kontrol over det fysiske liv. I hvert fald i teorien.

Men det er som sagt ikke lykkedes os ’at få styr på’ Alzheimers endnu. Og derfor er netop den sygdom så provokerende. Demente er alt det, vi ikke vil være. De passer ikke ind i et samfund, der priser selvstændighed og kontrol.

De udvikler sig ikke, de er groft sagt under afvikling. Og derfor virker de som en rød klud i ansigtet på os andre. For hvordan kan et liv være et liv, når man falder fra hinanden og bliver magtesløs på den måde? Når man bliver afhængig af andre.

Afhængighed er et af tidens største fy-ord. Når man er afhængig af nogen eller noget, så er man ikke længere fri. Man giver køb på sin selvstændighed. Og vi vil stå selv, af os selv, med os selv. Mens vi i afhængigheden står med hjælp fra andet eller andre. Cigaretter eller alkohol f.eks. Eller en udstrakt hånd.

Det kan måske gå i en midlertidig periode. For midlertidighed har det med at sætte alle gældende normer og regler ud af kraft. Men hvis det varer ved, begynder det at blive et problem. Det var det, der skete, da min far blev syg.

Med Alzheimeren blev det klart, hvordan vi ikke blot levede med hinanden, vi levede mest af alt af hinanden. Da alt smuldrede, og vi mistede balancen, kunne vi kun stå nogenlunde oprejst med hjælp fra de andre. På den måde udstillede Alzheimeren vores – min fars og de pårørendes – afhængighed af hinanden.

Og det var provokerende. Det er provokerende. For når man som jeg er et barn af en tid, hvor den herskende forestilling om et ordentligt liv er et i kontrol, så bliver det at miste kontrollen med situationen noget af det mest angstprovokerende, der findes.

Ja, ikke bare er det ubehageligt – det er ligefrem farligt: Vi er så bange for at miste kontrollen, at selv de mindste udsving betyder, at vi i stigende grad bliver ramt af angst. Hvilket kan synes paradoksalt. Men endnu mere paradoksalt er det, at vi handler som om mere kontrol er vejen ud af spiralen, vi sidder i.

Frederik Lindhardt er retoriker. Hans bog, ’Lidt af far’, om livet med faderen biskop Jan Lindhardt udkom i sidste uge på People’s Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Jensen

Kontakt misforstået som kontrol; det er først når man mister kontakten til sig selv og den betydningsfulde omverden, man begynder at mærke tabet af sig selv. Kontrol er et voldsomt overvurderet fænomen - og som oftest en illusion.

Poul Erik Jacobsen

"Alzheimeren tvang både min far og os pårørende til at erkende, at vi ikke selv skrev historien. Den skrev os. Det var som at være med i et skuespil, hvor handlingen bliver skrevet for en, som tingene udspiller sig. Uanset hvad vi gjorde, var vi aldrig rigtigt oven på." Hvis man bliver i billedet med skuespillet, kan man som nærmeste pårørende vælge at tage hovedrollen. Så er der mulighed for at man undgår at blive provokeret af alzheimer sygdommen, og undgå at blive tvunget i knæ af sygdommen. Det er min erfaring efter 12 år som pårørende til min hustrus alzheimer sygdom.

Jørn Andersen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Peder Kruse

Nemt bliver det aldrig. Det er ikke før man når den anden bred, det lysner, og det kræver, at man slipper, forlader, svigter. Loose loose.

Else Marie Arevad

Alzheimers er som en uendelig langsom død og begravelse.

Hanne Koplev

(citat): "Det er ikke lykkedes lægevidenskaben at finde en kur mod Alzheimers. Det sker nok en dag – det er jo derfor, vi har den, lægevidenskaben. Dens altoverskyggende mål er at udrydde grundlaget for sin egen eksistens." (citat slut).
Bemærkningen viser desværre, at Frederik Lindhardt er naiv.
Meget forskning tyder på, at Alzheimers Demens er en multifaktoriel sygdom (forgiftning med aluminium og kviksølv som nogle af faktorerne).
Desværre er det med sådan med miljøforgiftning, at det et "politisk ukorrekt" at beskæftige sig med dette emne, hvorfor vores offentlige sundhedsvæsen ikke diagnosticerer disse tilstande, idet der IKKE er viden / vilje til at tilegne sig viden om diagnostiske metoder til diagnosticering af de kroniske tungmetal-forgiftninger, der skal diagnosticeres markant forskelligt fra de akutte tungmetal-forgiftninger.
Forskere, som uforvarende bevæger sig ind på dette område, lærer hurtigt, at det er med risiko for ophør af sponsorpenge, tab af karriere, tab af ens gode omdømme etc..

Måske handler det i bund og grund om, at øget global økonomisk vækst ikke kan foregå på nuværende måde uden øget global forurening med diverse miljøgifte, og på dette "alter" ofre man gerne samfundets mest følsomme individer.