International kommentar

Det nytter ikke, at Facebook bliver ved at påstå, at det kun er en platform og ikke et medie

Der er brug for større ansvarlighed og åbenhed om retningslinjerne for, hvornår stødende indhold kan fjernes fra Facebook
De lækkede Facebook-filer afslører nogle diffuse og konfuse retningslinjer, vi som offentlighed har brug for at problematisere i åben debat. De afspejler ikke et eller andet snævert fællesskab, der skulle have diskuteret sig frem til et sæt af principper, og lige så lidt Mark Zuckerbergs idealiserede globale samfund, mener dagens kommentarskribent.

De lækkede Facebook-filer afslører nogle diffuse og konfuse retningslinjer, vi som offentlighed har brug for at problematisere i åben debat. De afspejler ikke et eller andet snævert fællesskab, der skulle have diskuteret sig frem til et sæt af principper, og lige så lidt Mark Zuckerbergs idealiserede globale samfund, mener dagens kommentarskribent.

Noah Berger

26. maj 2017

Da Mark Zuckerberg sidste år lancerede Facebook Live, udtalte han: »Vi har skabt denne store teknologiplatform, så vi kan være til stede og understøtte de mest personlige og emotionelle, de mest rå, irrationelle måder, som mennesker måtte have lyst til at kommunikere med hinanden på fremover.«

For mange er det mest rå og irrationelle, de kan finde på at dele, ferieminder og kattevideoer. Men for nogle af det sociale medies to milliarder brugere er Facebook også et sted, hvor de kan livestreame mord, voldtægter, tortur og selvmord. Og så kan vi for alvor tale om det rå og irrationelle.

Og faktisk er det dét, som Facebook selv inviterer til. Hvis man opfordrer brugere til at bidrage med ufiltreret indhold og til at dele alle aspekter af deres liv og tanker med andre, vil også menneskenaturens mest grumme mørke kunne eksponeres.

Den onlineaktivistiske gruppe DO:TOPIA vil gøre os alle til medskabere af vores egen digitale virkelighed. De begynder med de unge og har netop fået over hundrede 8. klasseelever inddraget.
Læs også

Facebook har overladt det til brugerne at anmode aktivt om, at stødende indhold fjernes. Computeralgoritmer er lige så dårlige til at fange ironi, som de er til at identificere mord, der begås i realtid og stoppe livestreamingen af sådanne hændelser. 

Et kloakrør med had

Ytringsfrihed er centralt for Facebooks etos, og er der noget, selskabet ikke ønsker, er det at blive set som censor. Men Zuckersbergs oprindelige hackeragtige motto ’move fast and break things’ skulle nu angiveligt være udskiftet med en forpligtelse på noget mere socialt ansvarligt? Holder det stik?

Det, som er kommet frem med lækken af Facebook Files (omtalt i The Guardian mandag, red.), er chokerende og væsentligt at forholde sig til. Når mennesker skal monitorere deres medmenneskers ytringer, hvilket er, hvad moderatorer gør, bliver retningslinjerne for denne moderation centrale. De fortæller os, hvad selskabet eller onlinefællesskaber anser for acceptabelt.

Læs også

Det fremgår, at billeder af ikke-seksuelle overgreb på børn kan vises. Det samme kan livestreamning af selvlemlæstelse og instrukser om, ’hvordan man drejer halsen om på en luder’. Herudover er alle mulige former for hate speech og racisme tilladt. Facebook fungerer med andre ord som kloakledning for nogle af de mest hadefulde og sørgelige aspekter af mennesketilværelsen.

Facebook kan ikke kontrollere sit indhold – måske er Facebook i dag blevet så stor, at dette aldrig vil kunne lade sig gøre. Men faktisk er mange af de problemer, vi ser i dag, fuldstændigt forudsigelige. Politikere har for længe siden spurgt, hvorfor Facebook var så længe om at fjerne videoer af halshugninger, billeder af sexovergreb mod børn eller videoer af knivdrab – som regel skete det først, når forargelsen bredte sig i andre medier.

Vigtige debatter om ’hævnporno’ og ’fake news’ har gjort det stadig vanskeligere for Facebook troværdigt at hævde, at det bare er en ’platform’ uden det ansvar for offentliggørelse, som tilkommer enhver konventionel udgiver.

Diffuse retningslinjer

Det, Facebook-filerne afslører, er en indre kamp om moderationens grænser og nogle forbløffende diffuse og konfuse retningslinjer, vi som offentlighed har brug for at problematisere i åben debat. De afspejler ikke et eller andet snævert fællesskab, der skulle have diskuteret sig frem til et sæt af principper, og lige så lidt Zuckerbergs idealiserede globale samfund. Facebook opererer ikke som de andre medieorganisationer, som hver dag skal tage konkret stilling til, hvad der egner sig til offentliggørelse.

Den afgørende kendsgerning, der står tilbage er, at Facebook tjener penge på sit indhold, ja faktisk en veritabel formue fra reklameindtægter. Det er ikke en neutral kanal. Det er et medie for udveksling, for transaktion, for forretning. Det retfærdiggør nogle af sine mest foruroligende beslutninger – såsom at vise  personer, der begår selvskade eller forsøger at tage deres eget liv – med en påstand om, at Facebook så kan hjælpe med at identificere mennesker, der behøver hjælp.

Tilsvarende skulle ikke-seksuelle overgreb på børn kunne hjælpe til at finde frem til disse børn. Den slags påstande savner i bedste fald underbygning, og i al fald må vi også tage diskussionen om faren for eksemplets afsmitning, da en stigning i antallet af statusmeddelelser om selvskade er blevet konstateret.

Selvfølgelig er det ekstremt vanskeligt at udmåle, hvordan skærminteraktioner kan mindske empati, og det kan meget vel være umuligt at hindre terrorister eller børnemishandlere i at bruge Facebook. Men vi er nødt til at spørge, hvilken  verden vi lever i, når en platform kan bruges til at transmittere et drab på et barn i realtid. Zuckerberg siger, at vejen frem er flere moderatorer, men kan der med så enormt mange brugere overhovedet komme nok af dem?

Screendump fra facebooksiden
Læs også

Vi har alt for længe bare affundet os med, at Facebook er, hvad det siger, det er – en platform og ikke en udgiver. Derved er selskabet frit kunnet være en del af vores hverdagsliv og ofte en nyttig og værdifuld ressource. Sociale medier, siges det, skaber ikke, men afspejler blot allerede eksisterende sexisme, racisme og vold. Alt dette bliver synliggjort.

Prisen for hele denne synliggørelse bliver imidlertid moralsk problematisk, når alle aspekter af menneskelivet kan vises – selv mord. Facebook har selvfølgelig aldrig gået efter at slå mønt af mord, men der har længe lydt advarsler om, at billeder og videoer med frygtelige grusomheder vil kunne blive delt på denne måde. Onlineuniverset kan aldrig nogensinde overvåges effektivt, får vi at vide. Men det kan de selskaber, som tjener enorme profitter på deres ’åbenhed’, samtidig med at de hemmeligholder de metoder, de opererer efter.

Facebook burde dele meget mere ud af sine interne moderationsovervejelser, end det aktuelt er parat til. I de sociale mediers tidsalder burde det være en offentlig samtale, der angår os alle.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke nok ovenstående...en art. for nylig fra engelske observer, fortæller, at Fæcesbeholderen har samarbejdet med personer fra Trumps miljø mhp. at målrette og skræddersy Brexit-kampagnen til hvilke fobier og følelser folk havde. Hvis en englænder fx fik myrekryb af at se på "polske blikkenslagere", så var det den slags propaganda, han/hun fik ind på sin konto. Gjaldt det hadet til Bruxelles, eller til "europæere", så var materialet designet derefter. Og var modtageren racist, så kom der materiale, der viste hvordan vilde arabere voldtog små, søde engelske piger.
Alt sammen baseret på oplysninger indsamlet via Fæcesbeholderen.
Så den der med, at man bare er et neutralt "medie", den holder ikke en meter.

Espen Bøgh

Specielt hæfter jeg mig ved overskriften til det ene afsnit; "Et kloakrør med had", der ganske godt beskriver Facebooks muligheder for individet.

Det bør vel i den sammenhæng bemærkes at netop dette "individ" og Facebooks udbredelse fra Amerika, og så viser bagsiden af en kultur i Amerika, en kultur stærkt præget af "individets totale individualisering" skabt af den politiske virkelighed som landet er i besiddelse af.

Alt syntes at være tilladdt helt uden begrænsninger for individet - under pseudonymet "frihed" uden begrænsning, og som via Facebook kan spredes til hele verden under alias betegnelserne; "sociale medier", "platform - som er blevet til "plat form"" for ethvert individ med hang hertil!

Vi er vidne til amerikansk "kultur" sådan som den er - lavmålt og uinteressant, og desværre samtidig også noget der spredes sig globalt under navnet "socialt medie", - men i virkeligheden er det et degenereret medie, kulturløst moralløst, etikløst og dertil helt abnormt!

Vibeke Rasmussen

I Guardians artikel om afsløringen af Facebooks "spilleregler": Revealed: Facebook's internal rulebook on sex, terrorism and violence, står bl.a. beskrevet, hvordan man ikke må skrive “Someone shoot Trump”, hvorimod det er tilladt at skrive eksempelvis:

“To snap a bitch’s neck, make sure to apply all your pressure to the middle of her throat."

“Fuck off and die."

“Little girl needs to keep to herself before daddy breaks her face."

“I hope someone kills you."

Det er desuden tilladt at vise videoer af voldelig død og af aborter … så længe der ikke er nøgenhed involveret. Man må vise fotos af ikke-sexuel fysisk mishandling og mobning af børn, medmindre der er tale om sadisme, af dyremishandling, samt "live-streaming" af forsøg på selvskade.

Det afslører i min optik helt unødvendigt og uacceptabelt vide rammer for, hvad Facebook tillader – og selv medvirker til at viderebringe! – og det er derfor forbandet, at Ritzau i sin omtale af lækket valgte i underrubrikken at fremhæve, at man ikke må skrive, at Trump skal skydes, men gerne må … opfordre til at slå rødhårede! Dels fremstiller Ritzau dermed reglerne mere tilforladelige og nærmest lidt tø-hø-agtige, dels er det, som så ofte med Ritzau-telegrammer, ikke kun hvad samtlige medier sidenhen og stadigvæk har fremhævet som det væsentligste, man kan også nemt får den opfattelse, at det er de eneste kriterier Facebook sætter op: Man må ikke opfordre til at skyde Trump men gerne til at slå rødhårede. Reglerne er jo langt mere kritisable end det.

Når det nu er velkendt at mange mennesker aldrig læser videre end til rubrik/underrubrik – hvilket tilsyneladende også gælder repræsentanter for medierne! – burde Ritzau tage et langt større ansvar, end tilfældet er, for at oplyse. Og glemme alt om upræcise, ofte også dumsmarte, klik-fiskende rubrikker! Man kunne godt få den mistanke, at de faktisk har medvirket til at bremse en ellers vigtig debat om Facebooks slappe holdning til moderation?