Kronik

Min ordblinde datter skal ikke føle sig som et problembarn, ligesom jeg gjorde

Vi aner ikke, hvad vi skal stille op med de ordblinde elever udover at putte dem i problemskoler, der gør alt værre
For en ordblind handler livet ikke udelukkende om at lære at stave, det handler om at lære at leve med, at du ikke er god til at stave, skriver dagens kronikør, Jakob Olrik.

For en ordblind handler livet ikke udelukkende om at lære at stave, det handler om at lære at leve med, at du ikke er god til at stave, skriver dagens kronikør, Jakob Olrik.

Jakob Dall

31. maj 2017

Jeg er ordblind og bliver tit mødt med den romantiske forestilling om, at ordblinde er sådan nogle vildt kreative kunstneriske typer med fede måder at løse tingene på. Og helt sikkert, der er da en lille gruppe ordblinde, der fyrer den af. Men der er også en kæmpestor gruppe ordblinde, der kæmper hele livet bare for at få et truckkørekort.

Det kan faktisk være en stor lidelse at leve med det handicap, det er, ikke at kunne stave og læse. For vi lever i et samfund, hvor vi tager for givet, at alle kan lære det. Og vi hylder vinderne med 12-taller, mens vi udstøder de svage. Der er derfor en stor risiko for, at ordblinde ender med at se sig selv som tabere – uden særlig fede måder at løse tingene på.

Dengang jeg var skoledreng, blev jeg behandlet som en adfærdsvanskelig spastiker. Jeg blev sat i en klasse med mentalt retarderede, evnesvage; én sad i en rullestol spændt fast med savl ud af munden, og en anden sagde aldrig noget, var bare bleg, indesluttet og helt væk. Det var ikke en klasse med vilde unger, nej, jeg brugte min skolegang i ’savle-klassen’, og derfor lever jeg den dag i dag med et posttraumatisk forhold til skolesystemet som sådan.

Det har vist sig, at min datter også er ordblind. Min første tanke var ’åh nej’. Skal hun nu igennem det samme, tænkte jeg straks, selvom alle omkring mig har beroliget med, at der er sket meget de sidste 30 år. Der har været forskning, udvikling, og skolesystemet er noget helt andet i dag, har det lydt fra mange. Jeg blev lettet over at høre, at man i dag har styr på ordblindhed, men efter at have sat mig ind i, hvordan man tackler ordblindhed i et moderne skolesystem, er jeg blevet chokeret.

Affaldspladser

Jeg oplever, at man laver nogle store affaldspladser for de problemer, man har i skolen. Man samler problemerne ét sted, enten i én klasse på skolen eller på en hel skole. Her samler man ordblinde, børn med adfærdsvanskeligheder, ADHD og sociale problemer under én kasket og drysser lidt ordblinde-idyl over det. ’Ordblindeskole’, lyder jo herligt, for de har alle sammen svært ved at lære at stave og læse. Det lyder også godt, at man tager udgangspunkt i et niveau, hvor alle kan være med, og hvorfra den enkelte kan bygge sig op. Det er bare ikke det, der sker.

Specialefterskolerne oplever, at de modtager stadig flere elever med så store psykiske og adfærdsmæssige problemer, at de kræver behandling. Men ofte bliver skolerne ikke informeret om de unges behov, inden de starter. Det går ud over både undervisningen og de unge
Læs også

For det første føles problemerne ekstra store, når de samles i ét rum. De fylder det hele. Der går mødding i den, du jokker rundt i problemer og hvirvler trist bundfald op.

Det enkelte barn oplever kun børn med problemer, hverdagen handler om udfordringer, om dét, du er dårlig til og har svært ved, og dét, du bør blive bedre til og derfor bør terpe og træne. Og du bliver testet hele tiden i det, du ikke kan. Hvis du ikke har rykket dig en millimeter, kan man teste igen. Og hvad sker der så?

Du bliver sjovt nok ikke bedre, du bliver dårligere. Du får det dårligt over dig selv, og du bliver dårligere til alle de andre ting, som du eventuelt måtte have talent for, men som du nu ikke får udviklet og dyrket. Du bliver generelt dårligere i alle dine kompetencer som menneske.

Svag undervisning – svage resultater

Det andet problem, jeg oplever, er lærerstaben. Det er lavstatus at undervise ordblinde børn. I branchen betragtes det som et let job, der kan klares af enhver. De lærere, som underviser på specialskolerne og i specialklasserne, er lærere uden specialundervisningsbaggrund. De har til nød fået et to-dages internatkursus med et par foredrag og en enkelt workshop.

Men de har ingen uddannelse i at arbejde med børn med særlige udfordringer. Det er der ingen krav om. Kurserne er valgfrie, og selv på ordblindeefterskolerne er der ingen speciallærere. Jeg har været ude og se på fem nu. Så den »inspiration« og »særlige gavnlige undervisning«, som ordblinde børn modtager i dag, rykker ikke en meter.

Jeg synes, vi skal droppe hele tankegangen om specialundervisning. At vi overhovedet har brug for specialundervisning viser bare, at den kollektive undervisning har fejlet. Det viser, at vi ikke har formået at gribe, inspirere og motivere. Vi har ladet nogen i stikken.

Det vil kræve uddannelse at få alle med. Vores lærere skal udrustes med kompetencer og forstå, hvad ordblindhed handler om. Det er trods alt ti procent af de danske skoleelever, der har udfordringer med at læse og stave. Vi skal væk fra myterne og flosklerne og ansætte specialister på hver eneste skole. Specialister med akademiske kompetencer, der beskæftiger sig med talevanskeligheder, lyttevanskeligheder og alle de vanskeligheder, som ordblinde har.

Og så skal vi frem for alt stoppe med at fokusere på problemet. Vi skal fokusere på barnets talenter. Hvor har den enkelte elev sin lyst og sin virketrang? For en ordblind handler livet ikke udelukkende om at lære at stave, det handler om at lære at leve med, at du ikke er god til at stave. Og det betyder, at du må fremdyrke en hel masse andre facetter, interesser og færdigheder, så du blive god til andre ting.

Ordblindhed behøver ikke at blive et problem, hvis du styrkes i troen på, at det du har lyst til, brænder for, og synes er interessant, også er det, der kan bringe dig videre i livet. Hvis du til gengæld gentagne gange får indpodet, at du skal lære at stave på et bestemt niveau og læse på et bestemt lixtal, før du kan komme videre, så ender du med at kæmpe hele livet for at få det skide truckkørekort.

Jeg tror ikke, jeg vil kunne få et truckkørekort på de præmisser, det kræver. Men ved min lyst og virketrang har jeg motiveret mig selv til at læse Dostojevskijs samlede værker. Det, der driver os, er ikke tanken om, at vi er dårlige til noget. Men tanken om, at der er noget, vi kan. Noget vi er gode til. Ordblinde skal ikke slås i hovedet og gøres til problembørn, de skal fyldes med selvtillid og tro på deres passion.

Jakob Olrik er selvstændig konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
Sup Aya Laya anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkil Søe

Jeg er ordblind – svagt.
Kun ved hjælp fra min familie og lidt hæld, kom jeg videre.
Min moder lærte mig at ”den stygge ligger på ryggen i skyggen og tygger tyggeGummi” Hvis et ord var der, så var det med gg og hvis ikke var der en god sjanse for at det var kk (Stavekontrollen havde ingen forslag så kloge mennesker har en sjanse for at rette sjanse i ovenstående)
Men omgivelserne kan vævre lidt besværlige og jeg mindes to tilfælde, der heldigvis ikke berørte mig.
- Den ene af de to overingeniører sidder i sit glasbur og råber til en af de andre ingeniører: ”Ja regne, det kan jeg forstå hvis De ikke kan – men stave – mand - det må De da have lært.”
- En ”lærd” engelsk professor i Nairobi rettede et eksamensprojekt. Det eneste, der var rettet var stave og kommafejl. Han havde ikke engang set at to sider med beregninger var kommet i uorden ved fejl i indbindingen.
Ellers gik det så nogenlunde.
Hilsner fra ”Den Dumme Dreng”, der nu er blevet gammel.

Jacob Skeel Nielsen

Der skal altså ansættes og uddannes en fandens masse dysleksispecialister, men vi skal for alt i verden undgå at fokusere på problemet, altså dysleksien...

Spændende at høre om en kommune, der åbenbart ikke er røget på inklusionsvognen, men tværtimod samler 'problemerne' i særlige klasser eller deciderede specialskoler, og ikke blot udstyrer eleverne med den ministerielt oblivagtoriske it-rygsæk.

På den specialskole, hvor jeg har arbejdet, var der i øvrigt ansat tre tale/høre-uddannede lærere, to særlige læsevejledere og en kandidat i audiologopædi til skolens 100 elever (hvoraf alle ikke engang har brug for læsestøtte).

Det overrasker mig desuden at høre, at det skulle have så lav status at arbejde med vanskelige elever. Mig bekendt modtager specialskolerne flere ansøgninger til ledige stillinger end folkeskolerne.

Men hvad ved bønder dog om agurkesalat?

niels christian sauer

Et svigt af kolossale dimensioner, det er, hvad vi står med her. Vi ved nemlig udmærket, hvad der skal til: Decideret ordblindeundervisning gennem en årrække på små hold, allerhelst 1 : 1, varetaget af særligt kvalificerede lærere. Så kan stort set ALLE ordblinde lære at læse på et niveau, hvor de ikke længere er sat af det faglige fællesskab i skolen. Men det KOSTER. Masser af kommuner har over de sidste 30 år fuldstændig nedlagt deres i forvejen helt utilstrækkelige foranstaltninger og i praksis opgivet de ordblinde og stanget dem en computer, så de kan få elektronisk højtlæsning i stedet.

Uden specialhjælp, som 'inkluderet' elev i almenklassen, har de ordblinde ikke en chance. Læreren kan slet ikke overkomme det.

Det er tilmed sådan, at skolen i henhold til folkeskoleloven er FORPLIGTET til at sætte den nødvendige hjælp i værk. § 3. Stk. 2. "Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt, jf. § 16, stk. 4.". Men loven overholdes overhovedet ikke, og skolelederne er ligefrem pålagt en efter min mening direkte lovstridig forvaltningspraksis, 'inkluderende økonomistyring' kaldet, hvorved de ordblinde elevers retskrav tilsidesættes rutinemæssigt. Samtidig er klageadgangen helt bevidst vanskeliggjort og mulighederne for at trække sager i langdrag nærmest legio, så forældre til ordblinde elever trækkes rundt ved næsen indtil de giver op. Det hele er en bananstat værdigt.

jens peter hansen

Dengang jeg var skoledreng, blev jeg behandlet som en adfærdsvanskelig spastiker. Jeg blev sat i en klasse med mentalt retarderede, evnesvage; én sad i en rullestol spændt fast med savl ud af munden, og en anden sagde aldrig noget, var bare bleg, indesluttet og helt væk. Det var ikke en klasse med vilde unger, nej, jeg brugte min skolegang i ’savle-klassen’, og derfor lever jeg den dag i dag med et posttraumatisk forhold til skolesystemet som sådan.

Jeg har som underviser haft en "savlende" dreng i klassen i 9 år. Kunne Jakob Olrik ikke benytte et lidt mindre ubehøvlet udtryk for nogle hvis problemer formentlig var og er en del større end selv artikelskriverens ego.

Viggo Okholm, Kirsten Andersen, Ulla Søgaard, Mette Poulsen og Jacob Skeel Nielsen anbefalede denne kommentar
niels christian sauer

Men kalder Jakob ikke bare en spade for en spade her? Det er klart, at han følte sig fejlplaceret, og hans vrede er fuldt forståelig. Og så ryger der en finke af panden. Skolen skylder ham en undskyldning.

Karsten Aaen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Jesper Sehested

Jeg synes det vigtigste er ordet 'Motivation'. Uden den er det lige meget, hvor mange it-hjælpemidler der bliver stillet til rådighed. Det er lige meget hvor mange ekstraundervisningstimer der bliver givet. Det går ind af det ene ører og ud af det andet (det gør det sådan set ordblind eller ej).
Motivation kan findes ved at fokusere på det man er god til. Derved får man også mere tro på sig selv, som påvirker hvordan man ser sin ordblindhed (taler af erfaring). Dejligt med mere fokus på ordblindhed.
Mvh
Jesper Sehested - Etlivsomordblind.dk / Ordblindebogen

Marina Norling

Hej Jakob. Der er stor forskel på at være ordblind med gode læsefærdigheder og så at være ordblind, hvor læsning og skrivning er et helt lukket land. Jeg er læsevejleder og lærer på en nordjysk skole, hvor jeg bruger en del tid på samarbejde med forældre til elever med ordblindhed eller sen læseudvikling. Hvis du gerne vil have hjælp og inspiration til, hvordan I som familie kan hjælpe jeres barn til bedre læsefærdigheder, så må du gerne kontakte mig. Det er en stor hjælp for den ordblinde elev at have tilstrækkelige læsefærdigheder, også når det handler om at kunne bruge it-støtte til læsning og skrivning.

Henning Nielsen

Ordblindhed er et voldsomt problem på nogle afledte områder.
Eleven føler sig ofte dum og tror sig dårligt begavet, fordi han ikke kan følge med, når de andre skal læse om noget.
Så vi kan gå to veje, enten arbejder vi med læsetræning indtil eleven kan være med, eller sikrer vi at stoffet kan blive læst op eller ikke skal læses.
Vi gør og bør gøre begge dele, men hvis det er den almindelige fagdelte undervisning, så skal man afstå fra at gøre den til en konstant læseprøve og blot sikre, at eleven kan tilegne sig stoffet i samme tempo som de andre.

I mine klasser anvender ordblinde tekst til tale og tale til tekst i så høj grad, at de ikke kommer bagud fagligt. Sådan mener jeg, det skal gøres.

Så kan læsevejledere sikre forbedrede læsefærdigheder, hvis det er nødvendigt.

Marina Norling

Henning: Hvis du underviser i indskolingen, så er det oplagt at bruge tid på at finde egnede tekster til den enkelte elev og etablere et samarbejde med forældre om den første læsetræning. Jeg tror, at du skriver om elever på mellemtrin og i overbygning.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kender et par eksempler på folk, der blev betegnet som ordblinde. Den ene læste sig til en civilingeniøreksamen, den anden blev cand scient i biologi.
Ingen hjalp dem, De gjorde det bare selv.

Marina Norling

Michael: Hvis man er villig til at lægge et stykke arbejde i det, så er det muligt at klare sig godt i uddannelsessystemet, selvom man er ordblind. Men jeg oplever nu også ordblinde elever, der vælger gymnasiet fra, fordi det er uoverskueligt for dem at læse og skrive.

Københavns Universitet opdagede i en undersøgelse af læsefærdigheder hos familier, at der findes en del voksne, der ikke læser ret godt, men ikke selv er klar over det.

Du har helt ret i, at en ordblindediagnose ikke fortæller hele historien om, hvordan det går med at læse og skrive. Men det skal ikke være en undskyldning for, at børn i skolen ikke skal opleve en fornuftig læseundervisning, der svarer til deres behov.

jens peter hansen

Kunne man ikke få at vide i hvilken kommune Jakob Olrik har gået i skole og hvor hans datter går. Så kunne man da i det mindste forholde sig helt konkret til problemet.

Henrik Søgård Jørgensen

Odbbindhed er en fællesbetegnelse der dækker over mange forskellige problematikker men fælles for dem der er ordblinde er at de har svært ved at afkode og kode skriftssproget altså læse / stavevanskeligheder .
Derfor kan orbblindhed behandles på mange forskellige måder og hvad der er godt for den ene er kan være skidt for den anden. Orblinhed kan dække over at vedkommende ikke var med eller der var andet at tænke over i undervisningen lige til det som kaldes dysseleksi.
Den metode som er mest anvendt for tiden er ved at kompensere gennem elektroniske hjælpemidler cdord diktus osv og ja nogle for god gavn af det.
Ønsker du en akademisk udredning er det Høre tale institutterne du skal konsulterer. og så vidt jeg ved kan man henvende sig der uden forgående konsultation.
Det vigtigste er dog at hun får lov at være menneske med alt hvad det indebærer - at hun får anerkendelse for det hun kan.. At I ikke presser hende i forløb der ikke siger hende noget. Hun har brug for sin egen motivation og at vide at det er fint.
Vi er mange der har problemet . Det værste er alle de som ikke har det og bare tror at det er fordi man er doven men sådan er vi mennesker forskellige. .

Michael Kongstad Nielsen

Min søster, som er lærer med overbygget tale, læse, høre, se, pædagogik i højeste potens, og som har praktiseret i mange herrens år, siger, at ordblindhed er et overdrevet begreb.. Det tror jeg på. Men mange forhold i opvæksten kan give besvær med læsningen, bl. a. modstand mod forhold i hjemmet.

Man kan forstå, at oplægsholderen her gerne vil promovere sig i en avis. Det kunne være, Jakob Olrik skulle tænke lidt over, om selvfremstillingen bidrager til problemerne.

Jeg ved naturligvis intet om, hvordan de har det hjemme hos Olrik,
men man kan gøre sig sine tanker, når Olrik vil køre sin datter ud i offentligheden på denne måde.