Klumme

Panik før åbningstid

Opfordring til Socialdemokratiet, før den lille bøssedreng tager fat
11. maj 2017

En europæisk politiker, nu så højt på strå som en fransk af arten kan komme, taler uden bekymring for bebrejdelser om politisk korrekthed åbent og ofte om nødvendigheden af oplysning som politisk parameter og humanismen som drivkraft.

Politikere af forskellige afskygninger fra flere partier, også her til lands, udtrykker lettelse over, at netop denne franskmand vandt og aflyste en af de største trusler i vesteuropæisk politik siden fascismen og betonkommunismen.

Le Pen-land er det samme som Gert Wilders-land og Polen og Ungarn og for den sags skyld Trump-land. De to første er – foreløbig – fravalgt i flertallets bekymring for den ildevarslende neopopulisme.

I store dele af den gamle verden truer det ekstreme højre med brutale løsninger og ord som Søren Krarups udfald mod den franske »lille pæne bøssedreng«. Dertil kommer de mange falske plantede nyheder alt sammen som proklameret for at forsvare nationale værdier, sådanne andre politikere fra mere ordentlige partier også hævder at stå vagt om.

Det mener de tidligere så hæderkronede bedst at gøre ved opsigtsvækkende foruroligende midler der til forveksling ligner neopopulisternes. De dementerer og nedbryder derved det humanistisk oplyste grundlag for de samfund de forsvarer.

Hårdt tilkæmpede internationale konventioner og overstatsligt samarbejde lægges i fryseren og kræves opsagt. Modgiften til dette er stædig insisteren på humanismens vanskeligt forvaltelige tradition i stadig kamp for mere af dette sparsomt fordelte gode, marineret i oplysning og atter oplysning.

Mørklagt uvished

Højt og tydeligt har danske socialdemokrater hyldet den kommende unge franske præsident. Det sker i samme åndedrag som den magtfulde højredrejning i partiet afviser lige netop den humanisme, Macron altså betoner. Hvorledes Socialdemokratiet vil forklare denne åbne selvmodsigelse, der ikke opklares ved et forkølet pip fra formanden forleden, henligger i mørklagt uvished.

Muligvis fordi partiet ikke mere forbinder det med noget meningsfuldt at hævde menneskelighedens oplyste princip.

Muligvis fordi der i partiets ledende kreds ikke mere findes folk, der lyster og evner at formulere det intellektuelle indhold og deres egen moral i den demokratiske socialisme eller det sociale demokrati.

Muligvis en blanding, formentlig tilsat en eller anden halvfordøjet strategisk idé om at erobre den grund, på hvilken Dansk Folkeparti har rejst deres småtskårne, nu omsider let hensmuldrende bygning.

Men kan Socialdemokratiets ledelse i landspolitisk henseende og på denne baggrund selv forestille sig begejstrede vælgere fylkes om partiet op til næste valg?

I bekræftende fald bør de ledende socialdemokrater begynde at formulere begejstringens forudsætninger.

Mener partiet at disse etableres ved at skærpe straffene og forværre forholdene for samfundets tabere i kriminelt uføre? Mener partiet at begejstringen runger i gaderne, når den ordførerende næste gang fremsætter yderligere krav om regelstramninger for folk på flugt, eller andre der søger hjemsted i Danmark?

Mener partiet at indrejseforbud og andre uhyrlige restriktioner forhindrer terror endsige omvender eventuelle radikaliserede til gulerodsdyrkning i kolonihaven? Mener partiet at en kulturpolitik uden andre perspektiver end hjernedød bevarelse af den bestående fantasiløshed appellerer til talent og virkekraft?

Hvad mener partiet egentlig? Hvad mener partiet set i den nye franske og dermed europæiske virkelighed, hvor den snart tiltrådte præsident i unionens perspektiv opfordrer medlemslandene til dybere og mere meningsfuldt samvirke i et nødvendigvis styrket Europa? Ikke at forglemme over for en utilregnelig amerikansk præsident og hans store lands forvitrende politiske system.

Hvad siger overvintrende humanister i Socialdemokratiet til den udfordring, som Macron leverede i sin tale, klart demonstrativt foran EU-flagets stjerner – med Beethoven og uden »Marseillaisen« – i forvarslet om redefinering af Europa?

Finurligt nok i samtidigt forsvar for de nationalstater, populisterne skamrider og i sidste ende truer med at trampe flade bag lukkede grænser, reducerede i økonomi og dynamik som det åbenbare forbillede England.

Varsel af vejret

Netop i lyset af Brexit, hvor briterne står over for den frygtelige sandhed, de østeuropæiske medlemmers uvilje mod demokratiske fordringer, på positivsiden kansler Merkels sandsynlige genvalg, samt Macrons visioner om reformeret og mere Union, er det vel ikke for meget forlangt at landets største, måske næste regeringsparti uden at afvente principprogramarbejdet nu fremlægger en helt og aldeles anderledes aktivistisk socialdemokratisk unionspolitik formuleret under hensyn til ovennævnte – og givne vilkår.

Det kunne tænkes at Macron vandt så relativt stort, fordi han gik til det europæiske med den eftertragtede entusiasme, som neopopulisterne har skræmt ud af livet på tilhængerne.

Som bekendt tog gamle fiskere varsel af vejret efter gigten i tommelfingeren. Kan hænde at en anden én aner symptomerne på uro i flommenationalismen.

I det øjeblik Krarup med nedadbøjet underansigt vrissede bøssedreng efter den nye franske præsident, skete det: Såfremt man accepterer emeritussen som seismograf for fordomme i folkedybet, akkurat som gigten i tommeltotten, kan det freudianske fortrudte faux pas, der væltede ud af ham, være symptom på mere end uro, snarere panik ved en mere eller mindre ubevidst forståelse af Macron som the turning point for det kriseprægede fællesskab.

En ny åbningstid, hvor det europæiske atter får tilført energi i humanismens og oplysningens navn. I den forstand forstår man, hvorfor den gamle lutheranske levebrødspolitiker fik sit anfald. Det værste han ved: humanisme og oplysning er retur på menukortet.

Hvad siger Socialdemokratiet mon til dét?

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Hans Larsen
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Dorte Sørensen
  • Poul Erik Pedersen
Malan Helge, Hans Larsen, Kurt Svennevig Christensen, Dorte Sørensen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Man kan sige meget om Søren Krarup - men han er ikke levebrødspolitiker.

Han gik først ind i politik efterfølgende sin pensionering efter 40 år som præst i Seem Sogn.